XXXVI.

Uf, denne lange, lange, sørgelige søndag. Else lå på chaiselonguen mesteparten af dagen, rolig, håbløs, forstenet.

Så om eftermiddagen kom frk. Stenberg ind og satte sig hos hende, og gav sig til at klappe Else ustanselig på håret og nedover armen. Pludselig sa Else: «Skal jeg afsted nu?»

289«Ja, fru Kant», sa frk. Stenberg med mild og kjærlig stemme. «Imorgen tidlig.»

Else kasted sig om hendes hals og gråd.

«Der kom bud for lidt siden om, at Deres sager skulde være parat. Der er også blevet sendt en pakke fra Deres hjem.»

«Deres hjem» – det stak Else i brystet. Hun havde jo ikke mere noget hjem.

«De skal ikke være ulykkelig, fru Kant,» trøsted frk. Stenberg. «På Sct. Jørgen blir De ikke længe. Tro De mig.»

«Nej», sa Else sløvt. «Så slipper jeg da for at se Hieronimus.»

Så kom komtessen og sad og gråd med hende. Hun var lige så håbløs som Else.

Timerne gik, og reservelægen kom om aftenen.

«Kan De se, at min mand dog ikke kom», sa Else.

«Ja, jeg forstår det ikke.»

«En ordholden herre, den professor Hieronimus.»

«Nu går vi stuegang sammen», sa reservelægen og stak sin arm ind under Elses, hvorpå de fulgtes ind i cellerne. Al den godhed og taknemmelighed, Else i begyndelsen havde følt 290for reservelægen, strømmed i det øjeblik friskt og fuldt igjennem hende. –

Bella Holm var bleven flyttet, og i hendes celle lå en gammel bondekone, der havde fåt sin hofte knust ved et hestespark.hestespark] rettet fra: hestepark (trykkfeil) Hun jamred og klaged med en høj gneldrende fistelstemme, der hvert øjeblik brast, over dette helvedes fangehul, hun var kommen i, og forlangte at bli sendt hjem. Hun skulde koge mad til sin mand.

«Snak godt for mig hos professoren, De dame der!» råbte hun efter Else.

«Det er den rette, hun kommer til,» sa Else og næsten lo.

*

Den sidste morgen var kommen, og Else havde pakket sine sager sammen. Så skrev hun i rasende fart et brev til Hieronimus, hvori hun gav al sin foragt og uvilje luft, og punkt for punkt stilled op sine anklager. Tilsidst lovte hun, at professoren, såsnart hun kom ud fra «Sct. Jørgen», skulde bli draget til ansvar for sin færd mod hende og underskrev:

Deres oprigtige fiende
Else Kant.

291Hun var netop færdig med brevet, da reservelægen kom.

«Får jeg tale et øjeblik alene med Dem?» spurgte Else. «Og vil De svare mig på det, jeg spør om, som man svarer et menneske, der ikke er på galehus? Vil De det?» sa Else, da reservelægen havde lukket døren.

«Ja», sa reservelægen. «Det vil jeg.»

«Vil De så sige mig, om De nogensinde har sét nogen slags sindssyge hos mig, mens jeg har vært her?»

«Nej», svarte reservelægen alvorlig.

«Finder De det alligevel rigtigt, at jeg blir sendt til «Sct. Jørgen?»

«Det er en sag, som ikke vedkommer mig.»

«Har en mand lovlig ret til at spærre sin kone inde i en sindssygeanstalt mod hendes vilje, såsnart han og en læge siger, at hun er sindssyg?»

«Ja. Og vice versa.»

«På den måde kan der jo let ske misbrug,» sa Else.

«Ja, og det skér der vist også ofte», var reservelægens svar.

«Og jeg har ingen ret? Har ikke lov til at få tale med en sagfører eller en ven?»

«Nej, ikke når De er her. Og overlægen på «Sct. Jørgen» kan beholde Dem der i årevis, 292hvis han vil» – der kom et smil af triumf i reservelægens øjne, som nød han den magt, lægerne havde.

«Men det gjør han nu ikke», tilføjed han lidt efter. «Han er så elskværdig.»

«Og derpå skal det altså komme an, hvorlænge en patient skal holdes indespærret, om overlægen er elskværdig eller ikke?»

Reservelægen trak på skuldrene.

«Ja, så var det ikke mere», sa Else. «Men jeg lar mig altså føre til «Sct. Jørgen» under den mest energiske protest fra min side. Det tar jeg Dem til vidne på. For det er galt, at jeg skal til «Sct. Jørgen».

«Farvel», sa reservelægen og rakte hånden. «Sikken et dejligt rejsevejr, De får.»

«Det måtte meget heller vært stygt og fælt vejr», sa Else.

«Sådan en pessimist. Altid misfornøjet.»

«Kan De virkelig ikke forstå, at stygt vejr vilde bedre svaret til min stemning?» spurgte Else.

«Å jo. Naturligvis. Men farvel altså.»

«Farvel», sa Else og trykked hjertlig reservelægens hånd. «Mange tak for Deres venlighed mod mig.»

«Å jeg bér. Hav det nu rigtig godt.»

293Så fik Else overtøjet på. Hun sa farvel til komtessen og sygeplejerskerne, hvem hun allesammen kyssed og takked for alt godt. Hun var også inde hos patienterne. Fru Syverts gav sløvt hånden til farvel, og sa nogle arrige ord om dette modbydelige komediespil.

Da de kom ind på den «rolige gang», spurgte Else efter bedstemor. Men bedstemor lå endnu i sin seng, og tiden var knap.

Så blev den store fløjdør for enden af den «rolige gang» lukket op. Else kjendte nøgleraslingen igjen fra den første aften, da hun var kommen her med Knut. Hun så sig tilbage ned over den lange gang, hvor nogle patienter sad på de gule stole, og blandt dem Bella Holm, der holdt hodet bøjet over et stort strikketøj, og så skamfuld ud. Og pludselig grebes Else af en vemod, der dugged hendes øjne. Her var hun nu jo kjendt og næsten hjemmevant. Og her havde hun lidt og stridt og sejret. Hvad vented hende på det nye sted?

Frk. Stenberg fulgte hende helt ned og ud på trappen. Atter måtte Else tænke på den aften, da hun og Knut var kommen denne vej. Femogtyve døgn havde hun været der oppe. Femogtyve døgn, der vejed som 25 år.

Foran trappen holdt en vogn med 2 hester, 294og to portører på bukken. Ved siden af vognen stod en venlig gammel kone, som skulde være vogterske over Else på den lange kjøretur til «Sct. Jørgens» hospital.

Da Else var kommen ud på trappen, vendte hun sig om til frk. Stenberg og omfavned hende med en hjertelig tak for al hendes godhed. Så steg hun ind i vognen, fulgt af den gamle kone.

Solen skinned blankt og blåt på hospitalets pyntelige gårdsrum. Else så ud gjennem vognvinduet, og tænkte med noget, der ligned misundelse på fru Fog og selvmordersken, der også var bleven ført bort fra dette sted.

– Og så var hun da endelig på vejen til sit nye fængsel.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.