IV.

Da de var ved hospitalet, mangled klokken et helt kvartér på tre, hvorfor de drev op og ned i en sidegade, begge to nervøse og spændte, og uden at tale noget videre.

«Hvad er klokken nu?» spurgte Else.

28«Der er kun gåt 7 minutter.»

«Er det muligt!»

De gik videre, og tausheden blev kun afbrudt, hvergang Else gjentog sit spørsmål om klokken. Knut svarte stadig det samme, at der kun var gåt nogle få minutter.

«Aldrig har jeg vidst, at et kvartér var så langt,» udbrød Else. «Men tror Du ikke, at uhret dit står?»

Knut rysted hodet, og Else gav sig til at tælle indvendig. Hvergang hun kom til 60, skulde der være gåt et minut, og så begyndte hun forfra.

«Nu véd jeg da, at klokken er tre,» sa hun med ét og stansed.

Der var endnu 4 minutter tilbage, men nu kunde de begynde at gaa ind, mente Knut.

De kom gjennem hospitalsporten og passérte en del store gruslagte gårdsrum med indhegnede anlæg, hvor bedene var sorte og muldede, og træerne brune og vinternøgne. Da de havde nået det inderste gårdsrum, pegte Knut på et mindre toetages stenhus, der lå lidt borte fra de andre lange bygninger, og sa: «Der er det.»

Else tilkasted Knut et blik, der spurgte, om han ikke syntes, hun var modig, og gik rask op ad den lille trappe ind i gangen, hvor der på 29døren tilhøjre stod skrevet et bibelsprog, som Else omhyggelig studerte.

«Skal vi banke på?»

Knut banked på, og da ingen svarte, åbned han døren og lod Else gå foran sig ind.

Det var et aflangt skummelt rum, med bart gulv, gule bænker langs væggene og en stor spyttebakke fremme på gulvet. I værelset befandt sig to mandspersoner, en bonde, som sad foroverbøjet, med hænderne nede mellem knæerne og hodet dybt ludende, og en yngre fyr, der ligned en håndtværker eller skolelærer med et gulsmusket, sygeligt ansigt og en mængde uklippet, vissentørt hår.

Knut og Else satte sig på bænken ligeoverfor håndtværkeren, der syntes fordybet i en avis, som han holdt udfoldet mellem hænderne. Lidt efter gløtted han sky op fra bladet, og da han mødte Elses blik, der betragted ham, smilte han halvt forlegen, halvt hoverende, som vilde han sige: De forstår da vel, at det ikke er for min egen skyld, jeg sidder her.

Der var stille i værelset. De eneste lyde var de dybe sukke fra den ludende bonde, hvergang han spytted, hvad han tidt gjorde, og skjønt han hverken forandred stilling eller løfted hodet, 30traf han dog altid midt i spyttebakken, som stod mindst en alen borte fra ham.

Døren fra gangen gik op, og en lang mand med hjemmegjort værkensfrakke, smalt tætklippet hode og uldskjerf om halsen trådte ind. Else fik hjærtebanken og så spørgende på Knut, men forstod straks, at det ikke var Hieronimus. Manden blev et øjeblik stående og så sig om, så gik han på tæerne langsomt hen i værelsets fjerneste hjørne og satte sig med ryggen tæt op mod krogen.

Der gik endnu nogle minutter. Håndtværkeren læste i bladet, bonden sukked og spytted, og manden i krogen sad stiv og stille som en støtte.

Da hørtes fra trappetrinene udenfor lette, løbende skridt, som fortsattes inde i gangen. Døren blev hurtig åbnet, og ind kom en vims og spinkel herreskikkelse med et koldt, blegt ansigt uden skjæg og glatkjæmmet hår. Han gik tværs over gulvet uden at se til højre eller venstre, og gjorde i forbifarten tegn til den ludende bonde, der havde rettet ryggen og nu stod op og fulgte den vimse herre ind i sideværelset.

«Nej, er det sådan, han sêr ud», hvisked Else. «Men jeg syntes ikke, hans klær var luvslidte».

31Knut smilte og hvisked tilbage: «Ikke disse».

Lidt efter kom bonden ud igjen fra sideværelset, og på dørtærskelen stod Hieronimus. Han så et øjeblik skarpt paa Else, vinked så næsten umærkelig med hodet til Knut, der rejste sig og gik ind til ham.

Hvem var det dog, Hieronimus’ blik minded Else om? Hun grunded over det, og så kom frem for hendes indre øje et menneske, der var bedrøvet og talte indtrængende, og lidt efter et hvidt slips under en spids hage og noget vandkjæmmet hår, og så endelig en prækestol. – En prækestol? – – Ja, nu havde hun det! – Den unge teolog, hun havde truffet for mange år siden i onkelens præstegård, og som havde præket en gang onkel John var forkjølet. Ja, ham var det – dette fromme fanatiske menneske, hvis øjne havde et udtryk, som om han gik og sørged over verdens synd, og ikke alene sørged, men tillige var fuld af nidkjærhed og vrede på Vorherres vegne. Hun havde ofte talt med ham om religiøse ting, og var kommen til at holde af ham, fordi han var så ærlig, og hans sind så rent. Gudskelov for det ikke var et usympatetisk menneske, Hieronimus minded om, siden han nu engang slet ikke ligned, hvad hun havde tænkt sig. Og gudskelov for hun havde fundet ud, 32hvem det var, han minded om, så havde hun da ikke også det at gruble over.

Knut kom tilbage og så gik Else ind til Hieronimus. Han sad sidelæns ved et skrivebord, tilbagelænet i stolen med det ene bén kastet over det andet, og holdt mellem hænderne en liden gjenstand, som han vendte og drejed. Med en svag hodebevægelse tilkjendegav han Else, at hun skulde ta plads på en stol ved hjørnet af skrivebordet.

«De har det nok ikke rigtig godt,» begyndte Hieronimus med en spids, bleg stemme og betragted hende ufravendt.

«Nej,» fik Else med møje frem.

«De er plaget af søvnløshed,» fortsatte professoren og gjorde et lidet ophold – «Deres sind er meget nedtrykt» – atter ophold – «Deres mand fortæller mig – nå, ja, kort sagt, De har det ikke godt. Vel?»

Else vilde svare, men kunde ikke for gråd. Hun bøjed ansigtet ned over muffen, som hun pressed for øjnene.

«Deres huslæge mener, at De burde være her lidt på hospitalet. Det har De vel ikke noget imod?» Den sidste sætning kom fort, og idetsamme retted han sig i stolen.

Else rysted hodet.

33Professoren rejste sig, åbned døren, og vinked til Knut.

«Deres kone kan komme herned ieftermiddag. Om en time f. eks.»

«Å nej, ikke før iaften,» bad Else.

«Hospitalsreglementet tillader ingen at komme ind efter kl. 6.»

«Ja ja, kl. 6 da.»

«Så får hun med sig en vadsæk med de nødvendige toiletsager og noget linned,» henvendte Hieronimus til Knut. «Intet videre. På kontoret vil De få vide, hvilken kautionssum der forlanges og prisen for første pleje.»

Else havde forskjellige ting på hjærte, som hun gjerne vilde vide besked om, men Hieronimus havde allerede åbnet døren til venteværelset, og de sa farvel.

«Uf ja,» sa Knut og sukked, da de gik over gårdsrummene. «Bare det nu er det rette, vi gjør.»

«Hvorfor skulde det ikke være det rette?» svarte Else frejdig, men blev idetsamme underlig benauet over sin mands tvivlrådig-forpinte mine.

«Ja, vi får håbe det,» sa Knut og sukked atter.

*

De havde spist til middag og Else gik inde i soveværelset og pakked sin vadsæk.

34Knut kom med et par bøger. «Det er nok for det første,» sa han.

«Ja tak. Du kan jo altid bringe flere, når Du besøger mig –. Skjønt for så kort en tid» –

«En 8–10 Dage i det højeste,» sukked Knut. «Er Du så færdig?»

Lidt efter havde Else fåt overtøjet på. Hun gik ud i kjøkkenet og tog afsked med pigerne og bad dem være snille mod Tage. Så kom hun tilbage og løfted gutten op i sin favn, mens hun kjæmpende mod gråden lovte at komme snart igjen for at fortælle historier og lege med ham.

«Nu må Du komme, Else.»

Else kyssed barnet atter og atter. Så satte hun det fra sig og hvisked farvel. –

Drosken kjørte ind gjennem hospitalsporten over de store gårdsrum og holdt udenfor den nederste langstrakte bygning. De ringte på gadedøren, men fik af en dame, som lukked op, at vide, at de gik galt. Dette var herreafdelingen, og de måtte om hjørnet til den anden indgang og gå ovenpå.

Her var ingen forhindringer. Gadedøren var uaflåset og den rummelige trappegang oplyst af gasblus. Ovenpå var der kun én dør og den ringte de på. Straks lød der skridt og raslen af 35nøgler. Knut trykked Elses hånd. Han var noget bleg, og sa ingenting.

Låsen blev drejet om, og døren gik op. Der stod en høj dame med et fint blegt ansigt, i sygeplejerskernes nette dragt og et stort nøgleknippe hængende udenpå det gråhvide gummismækkeforklæde.

«Fru Kant? Værsgod. Lad mig ta den,» hun rakte hånden ud efter vadsækken.

«Jaja, farvel da, Else,» sa Knut med bævende stemme og kyssed hende.

«Jeg vil ikke ind. Her er jo låset, som var det et fængsel,» Else trådte uvillig nogle skridt tilbage.

«Bryd Dig ikke om det, Else. Den yderste dør må jo dog være lukket.»

«Kommer Du imorgen?» Else nærmed sig modstræbende døren.

«Ja, Else.»

«Sikkert?»

«Ja. Farvel.»

«Farvel.» Hun gav sin mand et sidste blik, og vendte sig til damen, som var blet stående på tærskelen med vadsækken i hånden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.