V.

36Else gik fort forbi damen ind i en lang gang, oplyst af gasblus, som sad højt oppe på væggen. I det samme blev døren lukket med et smæld, nøgleknippet rasled, og låsen drejedes to gange rundt.

Det gjøs i Else.

«Det er jo ligesom alle andre entrédøre,» sa damen forklarende og så på Else med et forskende blik.

Else gik tøvende ned over den måttebelagte gang. På den ene side stod der under de høje vinduer gule aflange borde, gule træstole, og her og der potteplanter i naturborde. På nogle af stolene sad der kvindelige skikkelser i løst, blåt bomuldstøj. En havde armene korslagt og så sløvt hen for sig. En anden stirred Else nysgjerrigt og uvilligt i møde, og en tredje sad ludet over et strikketøj. På den anden side af gangen var der døre med lange mellemrum.

Else blev ved at gå, til hun nåede den brede fløjdør for enden af gangen.

Da drejed hun hodet og sa til damen, som var stanset et stykke oppe: «Hvor skal jeg være?»

37«Her,» mente professoren, damen åbned en af dørene på langvæggen.

Else vendte om og trådte ind i et rummeligt, halvmørkt værelse med et bredt vindu midt imod.

«Hvorfor er her to senge? Skal her bo andre end jeg?»

«En dame, en gammel rolig dame. Hun er så stille, at man véd ikke af, om hun er der eller ej.»

«Men har man da ikke et værelse for sig selv paa første pleje?» udbrød Else. «Jeg kan ikke sove sammen med nogen,» hun gik ilsomt op og ned på gulvet. En pinlig beklemmelse overfaldt hende. Disse væsner derude på gangen hvis tøj ligned fangedragter, vinduerne, der med sine høje skodder minded om dem, hun havde sét i de tyrkiske haremer, de højtsiddende gasblus, som man måtte ha lange stiger for at nå, det raslende nøgleknippe udenpå den høje dames kolde gummiforklæde – alt foruroliged og opirred hende.

«Nej,» vedblev hun heftigt. «Jeg kan ikke sove sammen med nogen. Jeg må ha et værelse for mig selv». Hun blev ved at vandre op og ned på sivmåtten, der løb fra døren til vinduet, 38og hun gjentog stadig det samme, mere og mere ophidset; «Jeg må ha et værelse for mig selv».

Pludselig opdaged hun, trykket ind i hjørnet af chaiselonguen bag bordet, en bitte liden, smal og sammenkrøben kvindelig skikkelse, der fulgte hende med et udslukt blik.

«Er det hende der?» spurgte Else brat og standsed foran den høje dame, som opmærksomt iagttog hende. «Jeg vil herfra straks! Straks på øjeblikket, hører De!»

En yngre sygeplejerske var kommen ind. Hun så et øjeblik på Else og veksled derpå nogle hviskende ord med den høje dame, som hun kaldte Frøken Stenberg.

«De kan også godt få være for Dem selv,» sa nu frøken Stenberg rolig. Hun forlod værelset og gik, fulgt af Else ned til den brede fløjdør, foran hvilken Else før var stanset. Her stak hun nøglen ind, vred den rundt i låsen, skjød dørens ene halvdel ind i væggen, gik et skridt, og stod så foran nok en fløjdør, hvis ene halvdel hun ligeledes skjøv ind, hvorpå hun sa til Else: «Kom De kun».

Else var hurtig gåt gjennem begge døre, som frk. Stenberg omhyggelig trak til og låste, og de befandt sig nu atter på en gang af samme bredde og længde som den forrige. De samme 39høje vinduer, de samme gule borde og stole, de samme skikkelser i løst blåt bomuldstøj. Kun var der flere døre på langvæggen, og de stod allesammen åbne. Gasblussene højt oppe sad i ståltrådsbure anbragt i firkantede væghuller, et over hver dør. Der fandtes hverken potteplanter eller gulvmåtter, og indtrykket, Else fik, var endnu mere nøgent og fængselsagtigt end på den forrige gang.

På en af de gule stole sad en rén liden gammel kone i hvid natkappe med lyseblå øjne i det blide, blege ansigt. Hun holdt sine skrumpne hænder foldet om et hvidt sammenlagt klæde, mens hun godslig snakked med sig selv. En ganske ung pige med et gulblast, dødtræt ansigt gik på hvide uldsokker langsomt svinglende frem og tilbage. Det brune afklipte hår strutted ud til alle kanter, og hænderne var stukket ind i trøjeærmerne. Hendes store hode luded snart forover, snart til siderne, som var det altfor tungt, mens hun frygtsomt skeled til Else uden at stanse sin gang. Da hun mødte Elses blik, gjorde hun surmulende grimaser og skjulte ansigtet bag den løftede arm. I en af de åbne døre stod en ligeledes ganske ung pige på tåspidserne med de hævede arme i en halvrunding om hodet. «Nattergalen», hvisked hun, 40da Else gik forbi. Pludselig slog hun nogle høje klare triller, hvorpå hun gav sig til at hulke hysterisk.

«Her,» sa frk. Stenberg og trådte indenfor en af de åbne døre.

Else fulgte efter og blev stående med et stivt og stirrende blik. Midt i det aflange rum stod der en jernseng og ved dens hovedgjærde et lidet gult bordskab. Ellers intet. Vinduet var anbragt højt oppe på væggen.

«Her kan De være alene for Dem selv,» vedblev damen.

«Men det er jo som i et fangehul,» udbrød Else, da hun omsider fik mælet. «Ingen møbler eller nogen ting. Ikke en Gang en stol til at sidde paa.»

«Det behøves heller ikke,» svarte frk. Stenberg. «De kommer til at ligge.»

«Ligge!» Else var nær ved at le. «Skal man ligge, naar man ingen ting fejler?»

«Hvorfor er De så kommen her?» spurgte frk. Stenberg strengt.

«Ligge,» gjentog Else og lo nu virkelig. «Hvorlænge om jeg tør spørge? En hel dag kanske?»

«Det kommer an på. Hvis De er meget rolig, slipper De måske med en uge.»

41Else vendte hende indigneret ryggen. Frk. Stenberg stod jo og gjorde nar af hende. «Er der da ikke et bedre værelse,» spurgte hun, idet hun gik ud på gangen, og så ind i de øvrige rum med de åbentstående døre. De var alle nøjagtig ens, en seng midt på gulvet og et lidet natbordsskab. I en af sengene lå et gammelt udtæret væsen med et pergamentgult mumieansigt og indsunkne øjne. Hun løfted langsomt armene, da Else viste sig på tærskelen og fremstammed noget, der lød som en anråben om barmhjertighed. I en anden seng sad et yngre fruentimmer med vilde, skræmte øjne og armene slynget om de optrukne knæ. Hun rokked med overkroppen og udstødte en dump lyd.

Celler, gik det pludselig op for Else. Hun var altså på celleafdelingen. Men det var der jo ingen mening i.

«De ser, her er ens overalt», lød frk. Stenbergs stemme bag hende. «De har fåt det eneste rum, som ikke er optat».

«Men her kan De dog umuligt ville anbringe mig», sa Else. «Det er jo celler, og jeg er ikke sindssyg».

«Nå ja, vi får at se.»

«Kan jeg ikke få tale med professoren?»

«Jo, imorgen tidlig. Reservelægen kommer 42i aften. Men gå nu ind til Dem selv, her må De ikke bli stående,» frk. Stenberg tog Else ved armen og førte hende ind i cellen. «Nu må De klæ af Dem.»

«Ja, De mener vel bare overtøjet?»

«Nej, De skal i seng.»

«Nu klokken 6! Men hvorfor?»

«Det er reglementet.»

«Jeg er aldrig vant til at gå i seng før efter 12. Å, lad mig få være oppe.»

«Det er umuligt. De må være i seng, til stuegangen kommer». Frk. Stenberg trådte hen til Else og tog hatten af hende. I det samme lød der støj og et stygt skrig, og en skikkelse i chemise og nattrøje fløj paa plaskende bare fødder forbi den åbentstående dør.

Frk. Stenberg løb ud på gangen og tog håndfast om skikkelsen, der sparked og skreg og slog fra sig. En ung sygeplejerske kom til og hjalp. Hun var firskåren med tætte kraftige lemmer, havde røde, runde kinder og et elskværdigt ansigt.

«Jeg skal nok magte hende alene», sa hun til frk. Stenberg og lo fornøjet. «Så, madam Hoff, vær nu rolig, i seng med sig – så, så, ingen kunster.» Hun klemte sine arme fast og 43varsomt om den syge kvinde, og slæbte hende ned over gangen.

«Frk. Stenberg!» kaldte en forskrækket stemme etsteds fra, og frk. Stenberg skyndte sig afsted.

Else gik ind i sin celle og gav sig til at trave på gulvet. Hvad var dog dette for et sted, hun var kommen til? Hun pressed hænderne mod de feberhede tindinger, og onde tårer fyldte hendes øjne. Og her skulde hun være i hele nat, mellem gale. Mellem gale altså! Knut kom først imorgen, og til da måtte hun holde ud. For det lod ikke til, at de vilde slippe hende ud igjen. Men kanske når reservelægen kom? Han vilde naturligvis straks sige, det var en misforståelse, og bringe hende andetsteds hen. Bare dog professoren selv var kommen. Å, hvor hun længted efter at få tale med ham. En hel nat på dette sted! Hvordan skulde det dog gå hende? Gudskelov, at hun havde tat hostedråberne med, så kunde hun da skaffe sig lidt søvn. Hun famled febrilsk i sin kjolelomme og fik fat på en liden flaske, som hun tog proppen af og førte til munden.

I samme øjeblik kom den firskårne sygeplejerske, som frk. Stenberg havde kaldt Thorgren, farende, greb Else bagfra om armene, og 44søgte med magt at åbne hendes hænder. Els stred imod. Så var også frk. Stenberg der. Med et fast tag la hun sin hånd på Elses skulder og sa myndigt: «De må øjeblikkelig klæ Dem af i mit påsyn. Øjeblikkelig!»

Thorgren knapped op Elses kåbe, som hun febrilsk rev af hende, mens hun hvisked noget til frk. Stenberg, der ivrig befølende klemte sine hænder allevegne rundt på Elses klær. Else, der uformærket havde fåt puttet flasken tilbag i lommen, så forfærdet fra den ene til den anden, mens hun med ryk og bevægelser søgte at værge for sig. «Hvorfor gjør Dere sådan med mig?» sa hun indigneret.

«Hvad var det, De havde i hånden?» skjændte Thorgren med en af vrede dirrende stemme, mens hun ilsomt hægted op Elses kjoleliv med bevægelser af fingrene, som om hun gramsed efter noget inde paa brystet. «Hvor har De gjort af det?»

«Kan jeg ikke faa lov at klæ af mig selv,» sa Else og brast i gråd. «Jeg er ikke vant til, at man sådan river og slider tøjet af mig.»

«Så må De heller ingen kunster gjøre,» svarte frk. Stenberg. «Hvad var det for en prop, De tog op herinde?»

45«Det var jo mine hostedråber», hulked Esle. «Jeg vilde tat nogle for at få sove.»

«Ja, det kjender vi nok. Kom med dem straks», frk. Stenberg klemte atter sine hænder omkring Else.

«Kan jeg ikke få lov at beholde dem, frk. Stenberg. Jeg hoster så om nætterne. Min doktor har git mig dem.»

«Her får De hvad medicin, De trænger. Frem med flasken øjeblikkelig.»

Else udleverte flasken.

«Kan De se,» nikked Thorgren og slap endelig Else.

«Klæ så resten af Dem,» sa frk. Stenberg.

«Men kan Dere ikke gå ud? Jeg vil helst være alene.»

«Gå De, Thorgren, jeg skal selv passe på.

Atter lød der skrig og spektakler paa gangen, og Thorgren forsvandt hastig.

Frk. Stenberg stilled sig med ryggen op mod væggen. Den ene hånd klemte hun fast om Elses lille flaske. «Jeg er nødt til at være her, indtil De er kommen i seng, fru Kant», snakked hun i mildere tone. «Når De er sådan, så – Det er ingen manér at komme her med hemmelige opiumsdråber.»

«Hvorfor står disse der og glor på mig?» 46Else vendte sig mod den åbne dør, hvor flere af skikkelserne i det løse, blå bomuldstøj nysgjerrigt havde stillet sig op.

«Det er bare patienter.»

«Kan de ikke lukke døren, frk. Stenberg?»

«Det er imod reglementet.»

Else klædte af sig og la stykkerne på sengens fodende. Så spurgte hun efter sin vadsæk.

Frk. Stenberg tog klædningsstykkerne over armen og gik med dem, mens Else krøb sammen på kanten af sengen, skjælvende og hostende i det bare linned. Hun støtted albuerne på knæerne og ansigtet i hænderne, og græd fortvilet. Så hørte hun sagte puslen og en blidt snakkende stemme. Hun løfted ansigtet. Der stod den rene gamle kone og den unge pige med de hvide uldsokker og det tunge hode et skridt borte, og betragted hende. Da Else så op, gjorde pigen den forrige grimase og skjulte ansigtet bag armen, mens hun fornærmet svajende med overkroppen vendte ryggen til. Men den gamle rene kone trådte tæt hen til Else, luded sig ned til hende og hvisked blidt: «Han holdt så meget af kål, min svigersøn, og så var det det, at jeg skulde passe de små, for jeg heder bedstemor – ja såmæn, og kålen stod der og 47snurred på komfyret, men jeg kunde aldrig spise mere end 3–4 skefulde. Nej, aldrig mere. Men jeg har nogle penge i en sparekassebog, min svigersøn hented af dem – Hvorlænge er der nu til den 11te?»

«Den har nylig vært,» sa Else.

«Nej, ja så. Jo han holdt så meget af kål, min svigersøn, men her har vi det så rent og godt. Det er et dejligt sted at være på, men kaffe får vi inte.»

Nu kom frk. Stenberg tilbage og rakte en natkjole til Else. «Hvad skal De her, bedstemor», sa hun så og tog den gamle kone ved armen og den unge pige ved hånden og førte dem ud, hvorefter hun straks kom tilbage og overvogted Else, mens denne iførte sig natkjolen og gik i seng med strømperne på.

«Får jeg ikke min vadsæk?» spurgte Else.

«Nej, den blir i min varetægt.»

«Men der er så mange ting, jeg skal bruge – Min uhrnøgle – har de også tat mit Uhr?»

«Her er det forbudt at ha noget som helst.»

«Skal døren stå åben om natten også?»

«Både nat og dag. Det er reglementet», svarte frk. Stenberg og gik ud.

Else stak hænderne under nakken og så ud på gangen, hvor den unge pige med det tunge 48hode stadig gik langsomt og svinglende frem og tilbage, og hvorfra der hvert øjeblik lød smæld af døre og af vinduer, der smækkedes i, blandet med lyden af trampende skridt, der gik og kom. Lyset fra det flimrende gasblus i ståltrådnættet smerted Else i øjnene, og hostebygerne kom af og til.

Pludselig lød der et gjennemtrængende skrig, og derefter en rasende banken ledsaget af en skingrende talestrøm. Else rejste sig op i sengen, hjertet slog højt af angst, og hun råbte på frk. Stenberg. Så hørte hun ilsomme skridt ude på gangen, og en dør blev stængt og aflåset, mens den rasende banken gjentoges, ledsaget af en ustanselig strøm af skjældsord.

Lidt efter kom Thorgren ind. «Hvem er det, som støjer slig?» spurgte Else.

«Det skal De ikke bryde Dem om. Læg De Dem bare rolig ned. Men det der, må jeg få», Thorgren tog fat i Elses hårbånd og vilde løse det op.

«Men hvorfor dog» – Else søgte at fjerne Thorgrens hånd. «Så falder håret ned over ørene og gjør mig så varm i hodet.» Men Thorgren påstod, at hun skulde ha båndet. Else kjæmped og bad for sig.

49«Ja, vent nu, til frk. Stenberg kommer,» sa tilslut Thorgren.

«Er hun den øverste?» spurgte Else.

«Ja, hun er overassistent.»

«Fru Kant vil ikke af med sit hårbånd,» sa Thorgren til frk. Stenberg, som idetsamme trådte ind.

«Jamen må jeg vel ikke gjerne beholde det!» udbrød Else.

«Det er imod reglementet. Men nu kan vi vente, til reservelægen kommer.»

Else la sig ned igjen på puden og grunded og grunded. Hvad var dog dette for noget? Både frk. Stenberg og Thorgren havde sét ud, som om de beviste hende en nåde ved at la hende beholde det stakkels hårbånd. Og da frk. Stenberg gik, blev Thorgren stående med hånden på hodepuden tæt ved hårbåndet. Enten måtte de ha morro af at ærte hende, eller de var rent ud idioter.

Efterhånden forsvandt de blåtøjsklædte skikkelser fra gangen, og nogen gik og ordned og satte tilrette.

Så kom reservelægen, en rank 30årig mand med varm gulladen teint, mørkt helskjæg og klare flegmatiske øjne, iført en lang hvid lærredsfrakke og fulgt af en ung fyr i samme dragt. 50Han hilste venlig godaften og satte sig på en stol, som frk. Stenberg stilled frem, mens den unge blev stående og så alvorsfuld ud.

Else klaged sin nød og fortalte opbragt, at de havde slidt og revet klæerne af hende.

Reservelægen veksled et blik med frk. Stenberg og sa så: «Ta det roligt, fru Kant.»

«Men denne kategoriske behandling! Hvorfor skal jeg være mellem gale?»

Reservelægen smilte overbærende: «Vi kan da ikke straks begynde at individualisere.»

«Alting har de tat fra mig,» ivred Else. «Og nu siger de, at jeg ikke engang må beholde mit hårbånd!»

Reservelægen betænkte sig og så atter på frk. Stenberg. «Hvor langt er det?» sa han så.

Else løste hårbåndet af og rakte ham det.

«Vi klipper det over i to. De kan vel hjælpe Dem med halvdelen?»

«Ja værsgod, hvis det kan fornøje Dem!» svarte Else med en foragtfuld betoning. Hun syntes, Reservelægen var ikke klogere end de andre.

Hårbåndet blev skåret over, og Else fik tilbage den korteste stump, som hun vikled om sin fletning, mens reservelægen gav besked om 51sovemikstur, hvorefter han forsvandt, fulgt af den alvorsfulde fyr.

Der lå Else, fuld af vrede og kvalfuld forbauselse over, at reservelægen ikke havde sagt at hun skulde flyttes, og end ikke vist den ringeste indignation over den behandling, hun havde vært udsat for. Men imorgen kom professoren og – Knut. Å gud, gud, bare natten var overståt. –

– «Mit navn er frk. Hansen – jeg er sygeplejerske og skal ta Deres temperatur,» sa en dæmpet stemme.

Else, som havde lukket øjnene for det flimrende gasblus over celledøren midt imod, åbned dem vidt, og så et par store, skjønne, blå øjne i et mildt madonnaansigt,madonnaansigt] rettet fra: mådonnaansigt (trykkfeil) omgit af brusen gyldent hår, bøje sig over hende.

«Å, lad mig slippe,» bad hun. «Jeg er så træt.»

«Nej, kjære frue, jeg er nødt til at gjøre det. Det er bare et øjebliks sag, og det gjør ikke ondt.»

Else havde lyst til at slå armene om frk. Hansens hals og be hende bli der hele natten. Hendes milde ansigt og varsomme måde gjorde så godt. Men frk. Hansen nikked blidt og gik.

Så kom frk. Stenberg og rakte hånden til 52godnat: «Jeg vil gjøre alt for Dem, fru Kant» – hun strøg hende over håret. «Bare De er rolig og god.»

«Tak,» mumled Else og så forhærdet frem for sig.

Nu var der ganske stille. Gasblussene var nedskruet, og en ung, fintbygget dame med en svær, blond nakkeknude gav Else sovemikstur.

«Hvor her er mange sygeplejersker,» sa Else forundret. «Er det Dem, jeg får mest med at gjøre?»

«Ja om natten, sålænge jeg har vagt. Om dagen blir det Thorgren, som De før så.»

«Er her stille om nætterne?»

Sygeplejersken smilte: «Nej fru Kant. På denne afdeling er der aldrig stille. – – Der hører De selv.»

Nogle vældige smæld, som om noget hårdt med kraft blev kastet i gulvet, lød ind til dem, og sygeplejersken løb ud.

Else havde følt de hårde smæld som legemlig smærte. Hun satte sig hændervridende op i sengen, mens hun lytted til den jamrende klage, der var fulgt efter smældene. Klagen kom fra en gammel, brudt og pibende stemme, og ind imellem hørtes den unge sygeplejerskes beroligende tyssen.

53«De skulde lægge Dem ned, fru Kant,» sa sygeplejersken lidt gnavent, da hun efter en stunds forløb kom tilbage. «Her må De ta det, som det falder.»

«Men Du gode gud, hvorfor skal jeg være her!?» Else rakte de fast knyttede hænder op over sit hode.

«Ja, hvorfor er De kommen her?» sa sygeplejersken ligegyldig.

Else begyndte ivrig at fortælle om, hvordan det var gåt til, men så mærked hun, at sygeplejersken ikke hørte på hende, og brød af med et: «Hvad heder De?»

«Frk. Suenson.»

«Hvem var det, som larmed derude?»

«Kalder De det for at larme?» Frk. Suenson lo så småt. «Det er bare sengehestene, hun smider i gulvet, et ældgammelt, skikkeligt skind, som er så ussel, at hun ikke kan tåle sengklærene. Hun er forresten så sød og rar, og fantaserer altid om lille Alma. Det må vel ha vært hendes datter.»

«Å gud, å gud!» råbte pludselig Else forfærdet og kasted sig halvvejs ud af sengen for at gribe fat i frk. Suenson, der vendte ryggen til døråbningen: En lang hvid skikkelse, indsvøbt i et uldteppe, og med mørke hårtjafser hængende 54udenfor natkappen, stod dér og skar ansigter.

«Nå da,» sa frk. Suenson ærgerlig og skyndte sig hen til skikkelsen, som hun førte bort.

Else la sig tilbage i sengen og gråd stille.

Lidt efter kom en undersætsig, sorthåret kandidat i hvid lærredsfrakke og satte sig hos Else. Han begyndte at udspørge og undersøge hende.

«Er der ikke nogen, som vil gjøre Dem ondt?» spurgte han.

«Nej,» svarte Else og bed sig i læben for at stagge gråden. Hun kunde ikke forstå, hvad han mente, men fortsatte dog: «Der er ingen, som vil gjøre mig ondt. Mener De kanske hernede?»

«Forfølger og efterstræber Dem? Ikke?» vedblev kandidaten i forståelsesfuld tone.

Han tror, jeg er gal, tænkte Else og vendte hodet bort.

Kandidaten blev ved med at banke hende på brystet og lytte med et rør, mens han spurgte og spurgte. Endelig var han færdig.

«Er De derude, frk. Suenson!» råbte Else halvhøjt, da lyden af kandidatens skridt var døet hen på gangen.

«Ja, jeg sidder her og læser,» frk. Suensons 55lille lyse hode kom et øjeblik tilsyne ved døraabningen. «Nu må de sove, fru Kant.»

Sove, tænkte Else. Hvordan skulde det være muligt, hun, som selv under de gunstigste forhold havde så vanskelig for det, og som stadig bag i halsen følte denne sammensnærpende kildren, der tvang hende til at hoste.

Knut skulde vide – –

En sugende længsel efter mand og barn overfaldt hende. Det var som et smærtefuldt sting i hjærtet og som en kvælende byrde over brystet. Hun kunde vanskelig ånde.

Så med ét lød der dundrende slag, vilde skrig og en rasende skjælden. Det forekom Else, at det var umiddelbart under hendes seng. Hun fôr op i heftig angst.

«Frøken Suensen! Frøken Suensen!» kaldte hun.

«Hys, det er bare dem dernede,» sa frk. Suenson, som gispende kom ind. «Her er så lydt. Læg Dem kun rolig ned, de kan ikke gjøre Dem noget.»

«Er der da gale nedenunder også?»

«Ja, det er mandsafdelingen. Tse – de er da også rent forstyrret iaften.»

Skrigene og slagene blev højere og stedse 56mere rasende. Én præked med gjennemtrængende røst og udstødte eder og forbandelser.

Else klamred sig til frk. Suenson og gjemte ansigtet hos hende. «Er der da ikke nogen, som snakker godt for dem, liksom heroppe?»

«Det nytter ikke. Det er delirister, som må rase ud. Så, lille fru Kant, vær ikke bange, De forstår jo nok, at ingen af den kan komme her op.»

«Ja, jeg véd det nok – jeg véd det nok,» Else la fuld af angst hodet bagover og virred med det. «De er naturligvis indelåset liksom vi. Men jeg kan ikke hjælpe for det. Jeg er så bange! Å gud, gud!» Hun kasted sig atter ind til frk. Suenson.

«Bare De vilde sove, fru Kant. Hør, nu er der lidt roligere.»

«Han præker jo endda lige frygteligt.»

«Tilsidst holder han vel op. Så, læg Dem nu ned. Føler De Dem slet ikke døsig efter miksturen?»

«Ikke spor.»

Frk. Suenson la tepperne tilrette over Else. «De har strømperne på,» sa hun overrasket. «Hvordan kan det være gået til?» Hun vilde trække dem af.

57«Jeg vil helst beholde dem på, for jeg er så iskold på fødderne.»

«Det har De ikke lov til, fru Kant. Jeg forstår ikke –. Og strømpebånd – lange, sorte strømpebånd» – frk. Suenson så bestyrtet ud.

Else satte sig op i sengen og trak fødderne til sig. «Ja, strømpebånd», sa hun. «Hvad ondt er der i strømpebånd?»

Frk. Suenson så på Else, og hendes unge, lyse ansigt fik en usikker mine. «Nej,» sa hun så, «jeg tør ikke andet. Det er min pligt at være mistroisk,» hun greb hastig efter strømpebåndene.

Mistroisk? Else så fortabt ud. «Hys, hvem er det, som kommer?»

«Det er reservelægen, som går natstuegang.» Frk. Suenson dækked Else til. «Nævn ikke noget om strømpebåndene,» hvisked hun. «Thorgren blir ulykkelig, hvis det kommer op.» Hun gik ud på gangen, hvorfra Else hørte sagte tale.

Så kom reservelægen listende ind og udtrykte sin beklagelse over, at Else ikke sov, skjønt klokken var over 11.

«Ikke mere!»

«Se nu at falde til ro. De skal få noget mere at sove på.»

Da reservelægen var gåt, gav frk. Suenson 58Else endnu en portion af den rødbrune, ildesmagende mikstur, og så var det atter strømpebåndene, som frk. Suenson febrilsk forlangte udleveret.

«Men hvorfor, hvorfor?»

Svaret lød forblommet. Endelig gik der et lys op for Else. De var bange for, at hun skulde ta livet af sig.

«De har jo også villet tømme en opiumsflaske,» sa frk. Suenson. «Og vi er blet underrettet om at passe på Dem.»

Else blev liggende målløs. Derfor havde altså frk. Stenberg og den lille firskårne Thorgren faret over hende, som var hun en forbryderske. Og derfor scenen med hårbåndet og reservelægens blikke til frk. Stenberg. Knut havde altså sagt det til Hieronimus. Ja, naturligvis. Skjønt gud gi, han havde ladt være. Hun følte sig oprørt og ydmyget, som havde hun på et offentligt sted fåt en ufortjent tugtelse.

«De kan tro, her forefalder lidt af hvert mellem år og dag,» vedblev frk. Suenson. «Og skér der noget galt, er det os sygeplejersker, som har ansvaret. Thorgren var helt hvid af forskrækkelse ved tanken om, hvad der kunde ha hændt.»

59«Ja, nu forstår jeg det altsammen,» mumled Else.

«Men forresten er alt mig ligegyldigt; imorgen er jeg her ikke mere.»

«Tror De?» sa frk. Suenson og så tvilende ud.

Et vildt skrig skar skingrende ind til dem.

«Så, nu har hun krampe igjen,» udbrød frk. Suenson og fôr ud på gangen, hvorfra Else hørte hende bakse med nogen, mens skrigene blev voldsommere og ligned rallen.

Else kunde ikke holde ud at ligge stille. Hun gik frem af sengen og, kjæmpende mod en trang til selv at skrige, ud på gangen, hvor hun så frk. Suenson trække afsted med en hylende kvinde, hvis stive legeme i den flængede chemise slæbte henad gulvet. Så forsvandt de i en af cellerne.

Else satte sig på kanten af en stol og pressed hænderne mod hjærtet, der hamred, som vilde det ud af brystet. Det varte længe, så sagtnedes skrigene, og frk. Suenson kom atter tilsyne. Hun fôr lidt sammen, da hun fik øje på Else og sa uvilligt: «Men gud er det Dem, fru Kant! De må aldrig stå ud af sengen, aldrig. Hvis De gjør det, er jeg nødt til at klage over Dem, og så blir der tat forholdsregler.»

«Vær ikke sint,» bad Else og rakte hånden 60ud. «Jeg vidste ikke, at det var forbudt, og jeg var så angst, at jeg måtte.»

«Tror De, her blir stille nu da?» spurgte Else, da hun atter lå i sengen.

«Jeg har jo sagt Dem, frue, at her aldrig er stille på denne afdeling.»

Hun havde neppe talt ud, før der nedenunder pånyt begyndte en rasen og larmen værre og vildere end før.

Else var ved at fortvile.

«Å bliv herinde, snille frk. Suenson! Bliv endelig herinde.»

«Nej, nu skal jeg ud og ha min middagsmad. Vi sover jo om dagen, når vi har nattevagt, så må vi spise om natten.»

«Hvad skal De ha inat?»

«Suppe og kjød.»

«Å, giv mig lidt med.»

«Det tør jeg ikke.»

«Men jeg er så frygtelig sulten. Jeg kunde ikke smage smørrebrødet, de før satte ind til mig. Bare en bitte, liden smule. Der er jo ingen, som får vide det.»

Men det var forgjæves. Frk. Suenson forsikred bedrøvet, at hun ikke havde lov til det.

Og hun havde heller ikke lov til at være så meget derinde, tilføjed hun.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.