VI.

61Langsomt sneg natten sig frem. Hver halve time omtrent så frk. Suenson ind til Else, hvem hun altid fandt med vidtåbne øjne.

«Nu har her da været stille i næsten halvanden time,» sa frk. Suenson, som atter kom ind. «Og alligevel har De ikke sovet.»

«Hvad er klokken nu?»

«Lidt over 5.»

Der blev travelt på gangen. Døre og vinduer reves op med smæld og klirrende støj, borde og stole blev skubbet til side, og der blev vasket med klaskende våde klude. Else følte hver lyd som rykninger gjennem hjærtet, mens gasblusset over døren flimred i trækken værre end før, og sved i hendes forvågede øjne.

Frk. Suenson bragte Else håndklæde og vand i en bitte liden vaskeskål.

«Lad mig få mit tøj, så jeg kan stå op,» bad Else. «Jeg er så træt af at ligge.»

«Så fik jeg nok professoren på nakken,» sa frk. Suenson afvisende.

«Men min sæbe og kam og tandbørste?»

«Det har frk. Stenberg. De får hjælpe Dem uden idag,» frk. Suenson slog op cellevinduet 62med en lang stang, og gav sig ilfærdigt til at sæbevaske vindusposten og vægpånelet og døren, mens Else for at nå vaskeskålen lå på knæ i sengen og frøs i trækken, så tænderne klapred.

Så skulde hun frem af sengen, mens frk. Suenson redte den, og så fik hun the og nogle stykker smørrebrød, hvorefter der kom en kone med en vandspand og vasked gulvet. Gasblussene blev slukket, og et gråt dagslys fyldte cellen. Tilsidst gik frk. Suenson og fejed gulvet med en kost på lang stang.

«Gjør De selv rent i alle cellerne?» spurgte Else.

«Ja,» sa frk. Suenson stakåndet, mens hun fejed og fejed. «Det eneste, vi slipper, er at vaske gulvene. Og så skal patienterne ha the, og de fleste af dem må vi vaske og rede og hjælpe med alt muligt.»

Frk. Stenberg gik morgenrunde i cellerne. «Håber, De har sovet godt,» sa hun til Else uden at høre på svaret.

«Så vil jeg sige Dem godmorgen, fru Kant,» frk. Suenson rakte hånden.

«Hvor De må være træt,» sa Else og betragted hendes unge fine ansigt, der var gråt, med indsig i kinderne.

«Ja, jeg er såmæn. Nu har jeg våget i 7 63nætter, så har jeg 7 tilbage. Det er 14 dage ad gangen.» –

Else blev overfaldet af en lammende mathed, og sank hen i en dvale, hvoraf hun hvert øjeblik skræmtes op. Patienterne var roligere nu, men der var uafladelig lyde af døre, der gik, af vinduer, der klirred og slog, af trampende eller knirkende skridt, af nøglerassel og af menneskestemmer, og hver eneste lyd blev gjennemtrængende og brutal i dette nøgne, raisonnanceopfyldte rum, og sendte rislende strømme af is og ild gjennem Elses legeme.

Efter nogle timers forløb kom endelig Hieronimus fort og letbenet i hvid lang lærredskittel fulgt af 5–6 kandidater og studenter, der i deres hvide antræk minded om bagersvende. Hieronimus tog plads på en stol ved sengen, mens det hvide følge stilled sig op i en halvcirkel et skridt borte. Bag dem stod frk. Stenberg og lille Thorgren med hænderne på maven, og så ud som højtidelig tilsagte vidner.

Hieronimus følte Elses puls og gjorde hende nogle almindelige sygespørsmål, som hun besvarte med enstavelsesord, mens hun led under de hvide fyres nysgjerrige stirren.

«Hvorfor skal der stå så mange mennesker der?» spurgte hun uvilligt.

64«Det er læger,» sa Hieronimus. «Lider De af obstruktion?»

Istedetfor at svare gav Else sig til at jamre over nattens oplevelser, og sa, at hun ikke kunde holde ud at være der.

«Har hun ikke sovet?» vendte Hieronimus sig til frk. Stenberg.

«Sovet?» gentog Else indigneret.

«Nå ja, så kan De sove nu,» sa Hieronimus kort og rejste sig.

«Nej, det kan jeg ikke! De har også tat tøjet fra mig, og nægtet mig at stå op!»

Hieronimus gik mod Døren, og følget veg ærbødig tilside.

«Får jeg ikke lov til at tale med Dem?» råbte Else.

Hieronimus vendte sig halvt om. «Ikke lige straks,» sa han og slog ud med hånden. Så forlod han cellen fort og letbenet, som han var kommen, fulgt af sine hvide drabanter.

Else talte minutterne, mens hun time efter time ihærdig vented på Hieronimus. Thorgren bragte hende the og bart smørrebrød, det samme, hun havde fåt om morgenen, og bøjed sine rødmussede, altid smilende, kinder ned over hende med hænderne stukket ind mellem sine knæ: «Det blir ikke så slemt, lille fru Kant. Bare 65De er rolig. Vi skal nok bli gode venner, skal De se. Nu må De spise.»

«Jeg kan ikke.»

«Å jo lidt – ikke?» hun la hodet på skjæve og smilte endda mere.

Også frk. Stenberg kom og snakte venligt, og bad hende spise. Men Else rysted hodet og bare vented på professoren.

Ude på gangen ved det gule bord, som stod lige foran Elses døråbning, sysled en af de hvide herrer med nogle høje, klare apothekerglas, som han fyldte med forskjellig farvet vand. Den unge pige med det tunge hode og de hvide uldsokker vandred som den foregående aften svinglende frem og tilbage, og gamle rene bedstemor kom nu og da tilsyne, pludrende og nikkende.

Tiden gik, men Hieronimus viste sig ikke. Og heller ikke Knut. Febrilsk lytted Else efter skridtene derude fra, om hun ikke skulde kunne kjende sin mands.

De syge havde forlængst tat fat med at larme igjen. Skingrende hyl, vilde hvin, sparken, trampen, skjælden og smælden brød hvert øjeblik ind til hende. Else begyndte at skælne det udtryk, hver enkelts særskildte jammer havde.

– Der blev bragt middagsmad, og Else fik vide, at klokken var 3. Fortvilet brast hun i 66gråd. Så kom Knut altså ikke den dag. Besøgtiden var jo mellem 11 og 12.

Mens hun gråd, kom frk. Hansen med madonnaansigtet, og spurgte til hendes befindende. Thorgren havde fri den eftermiddag, og frk. Hansen var i hendes sted. Else brød ud i højrøstede klager. Frk. Hansen tog begge hendes hænder, trykked dem kjærligt, og hvisked: «Jeg har så ondt af Dem, fru Kant, og vil Dem så vel, og derfor bér jeg Dem indstændig om at være rolig. Jo tålmodigere og stillere De er, jo snarere får De det bedre. Her nytter det ikke at klage. Det blir bare værre da.»

«Men de kan da umulig ville la mig ligge her én nat til,» græd Else. «Det er jo at gjøre mig gal.»

Frk. Hansen så bedrøvet på hende med sine store, skjønne øjne, der minded om liden Karin i de svenske folkesange, og sa ingenting.

«Tror De ikke ganske sikkert, professoren siger, jeg skal flyttes, når jeg får talt rigtig med ham?»

Frk. Hansen rysted hodet. «De skal heller ikke vente Deres mand, fru Kant. På denne afdeling får ingen besøg. Tys» – frk. Hansen la pegefingeren på munden og gik, idet frk. Stenberg kom ind.

67Frk. Stenberg vilde ha Else til at spise. Det gik ikke an, at hun lå der uden at ta næring til sig. Resolut tog hun Else under armene, og satte hende op i sengen, stilled så bakken på hendes skjød.

Det var vandgrød uden sukker, med melk til at dyppe i, og en bitte liden, smal rødspætte, der flød i smæltet smør.

Else sank nogle skefulde af grøden, men rødspætten lugted gammel, og da hun tog en bid i munden, måtte hun spytte den ud igjen. Den havde en ond smag, og var kogt uden salt.

Eftermiddagen slæbte sig hen. Else lå i dump fortvilelse, mens længslen efter mand og barn atter kom over hende. Aldrig havde hun vidst, at længsel kunde volde en så kraftig fysisk smerte. Det var, som om Knut og Tage begge to lå usynlig på hendes bryst og knuged hende sønder og sammen. Lille Tage! Hvordan mon han havde det nu? – Ak, om hun kunde fåt et glimt af ham at se, om det så skulde vært langt borte fra det fjerneste fjerne. – –

Vinduerne blev smækket op på gangen og i cellerne. Else krøb sammen under tæppet for at hytte sig mod trækken.

Efter en halv times forløb blev der atter lukket, og så kom der nogen trampende på gangen, 68og satte med korte øjebliks mellemrum noget fra sig, der hårdt smældte mod væggen. Samtidig blev skodderne slåt for vinduerne, og et gult lys flød ind. Straks efter fik hun forklaringen på de trampende skridt og de hårde smæld. Det var en mand med en stige, som tændte gasblussene over celledørene.

Så med ét vimsed professor Hieronimus ind. Har var i overfrakke og spaserestok, og Else blev straks ilde tilmode over det hastværk, han syntes at ha. Alligevel gik der som en stråle af håb igjennem hende.

«Gudskelov, at De kom,» sa hun.

«Jeg håber, De befinder Dem bedre nu,» begyndte Hieronimus med sin spinkle, blege stemme.

«Nej», sa Else, «hvordan skulde jeg dog kunne det? Her er så skrækkeligt.»

«Skrækkeligt! Her er tværtimod meget rart.» – Hieronimus’ tone var belærende. «De skal bare synes her er rart, så er her også rart. De har været dårlig i det sidste – ikke?»

«Jo,» svarte Else. «Men her kan jeg ikke bli bedre.»

«Det har nok ikke vært så godt mellem Dem og Deres mand. Har De ikke noget at klage over, noget at bebrejde ham?»

69«Nej,» hvisked Else, og overvældedes af gråd.

«Er han en god ægtemand, en omhyggelig far? Har han ikke git Dem grund til skinsyge?»

«Nej. Det er en udmærket mand i alle retninger’» fik Else fremstammet. «Men han havde lovet at komme idag.»

«Han har også spurgt til Dem,» sa Hieronimus og talte endda fortere end ellers.

«Hvorfor kom han da ikke ind til mig?»

«Han måtte ikke for mig. De får jo noget at sove på, ikke?» Hieronimus gik mod døren.

«Måtte ikke – men hvorfor? Kommer han imorgen da?» Hun sad oprejst i Sengen og råbte efter Hieronimus.

«Nej, ikke imorgen,» lød det fort og koldt fra Hieronimus.

«Når da?»

«Vi får at se.» Hieronimus var borte.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.