VII.

«Vi får at se, vi får at se,» blev det ved at suse for Elses øren, mens hun uafladelig knytted fingrene sammen og løste dem igjen. Å hvor det gnaved derinde i brystet.

«Her er et dejligt sted at være på,» bedstemor 70stod foran sengen med de rene, magre hænder foldet om det hvide, sammenlagte klæde, og rysted sit gamle natkappehode som i taknemmelig undren. «Så rent og godt; men vi får inte kaffe – nej, vi gjør inte.»

«Vi få at se, vi få at se.» – Nej, men det måtte jo være hans spøg. – Ja naturligvis, naturligvis. Else blev ved med at slynge fingrene sammen så hårdt, at det knaged i ledene.

Men spøge på et sådant sted? – På denne afdeling, som de kaldte det. – Og Hieronimus – han så ikke videre spøgefuld ud. Og desuden så vidste han jo, at hun ikke kunde ha godt af at ligge der og – –. Nej spøg var det ikke.

Nej, men han vilde kanske sætte hende på prøve – se, hvor tålmodig hun kunde være? – Å nej snak, det var jo dog ikke en opdragelsesanstalt hun var kommen ind på.

Men hvis nu Hieronimus tog sin opgave sådan? Hvis han gik omkring med en brændende trang til at hjælpe og reformere, skaffe tilveje resultater, der skulde hensætte menneskene i beundring, og være for ham selv en spore og et bevis for, at han fortjente det navn, han havde? Hans måde og udseende var så påfaldende pædagogisk 71– og teologisk? – Nej, men han var da ikke så ung, at han handled ud fra drømme og teorier. Livet måtte vel ha belært også ham om, at det eneste det gjælder om at vide, det er at man ingenting véd.

«Vi får at se, vi får at se.» – Nej, nu vidste hun det! Han vilde overraske hende imorgen med, at Knut pludselig skulde stå i cellen. Ja, sådan var det, sådan var det.

Men Du gode Gud, hvor uforsvarligt alligevel at handle således med hende. Hvis han havde sagt, at Knut kom imorgen, så kanske hun havde fåt sove inat, men nu. – Nei, Hieronimus var ikke så klog, som hun havde tænkt.

Og nu havde hun natten for sig. Natten – natten. – Endnu en nat på dette sted.

«Nå fru Kant, hvordan går det?» Else fik et gemytligt dask på armen af reservelægen. «Misfornøjet med tilværelsen, hvad?»

Hvor er de dog brutale disse folk, tænkte Else, men så opfanged hun et medlidende glimt i reservelægens flegmatiske øjne, og gjorde ham stiltiende afbigt.

«Nu skal vi nok få Dem til at sove inat,» sa reservelægen. «De skal få dobbel portion.»

«Det fik jeg også igåraftes!»

«Nuvel, så får De tredobbel. Bild Dem 72forresten bare ikke ind, at De ikke kan sove. Hvad skulde være i vejen? De ligger jo godt, og har det udmærket i alle henseender. Jeg kigger ind til Dem, når jeg går natstuegang.»

Frøken Hansen tog bort bakken med aftensmaden, the og bart smørrebrød, som Else ikke havde rørt.

«Hvor det dog er synd, at De ingenting spiser,» sa hun.

«Jeg kan ikke få det ned,» svarte Else.

Så blev der gjort istand til natten, og alt gik til nøjagtig som den foregående aften. De blåtøjsklædte skikkelser forsvandt fra gangen. Gasblussene skruedes ned, frøken Stenberg gik aftenrunde i cellerne, og frøken Suenson indfandt sig til nattjeneste.

«Hvordan har De havt det idag?» spurgte hun.

«Forfærdeligt,» sa Else og greb begge hendes hænder.

«De var så vis på, at De ikke skulde være her idag,» sa sygeplejersken og smilte sørgmodig. «Kan De se? Forresten havde jeg tænkt, at De var blet flyttet.»

«Hvordan tror De, natten blir, frk. Suenson?»

«Som sædvanlig, naturligvis. Her er Deres sovemikstur.»

73«Kan jeg ikke få slippe for at ta det? Jeg sover så ikke alligevel.»

Sygeplejersken holdt miksturen hen til Elses mund. «De må aldrig sige nej til noget her. Det er det bedste for Dem selv.»

– – Så begyndte rædslerne fra den foregående nat. De samme hyl og hvin, de samme smæld og slag, den samme rasende, af umenneskelige brøl gjennemflængede skjælden og banden fra deliristerne nedenunder. Else sad hvert øjeblik oprejst i sengen og stred med sin angst. Hvergang frøken Suenson så ind til hende, følte hun som en lise, og bad hende altid om ikke at gå fra hende.

Klokken lidt over 11 kom reservelægen.

«Nå, De sover ikke?»

«Professoren sa, at min mand ikke kom imorgen heller,» sa Else. «Tror De ikke, det var hans spøg?»

«Slå Dem nu bare til ro, fru Kant. Hvad vil De være så utilfreds for?»

«Utilfreds! Men forstår De da ikke, at jeg pines tildøde her?»

«De skal værsgod sove. Så pines De ikke.»

«Sove! Hør, hvor de hujer og hyler. Og er her et øjeblik stille, så ligger jeg og hoster.»

«Hvad er nu det for en indbildning? Lad 74mig forresten undersøge Dem.» – Reservelægen tog frem et lytterør, magen til det, den undersætsige kandidat havde brugt på hende den foregående aften.

«De har fortrinlige lunger. Ingenting ivejen. Kom nu bort fra det påfund med hosten.»

«Men så send bud hjem og spørg min mand! Eller spørg frøken Suenson. Tror De, jeg ligger og lyver for Dem?»

«Nå, nå, nå, godt ord igjen. Nu skal De få mere at sove på.» Reservelægen fjerned sig.

«Nej, jeg vil ikke ha det!» råbte Else. «Skaf mig blot ro, så sover jeg. Miksturen gjør det bare være!»

«Hun er jo rent forstyrret,» mumled reservelægen og skyndte sig afsted.

En stentung fortvilelse sammensnørte Elses bryst. Hun så på det høje vindu, der med sine bittesmå ruder virked, som var det jerntilgitret, og hun tænkte på alle de låsede døre, som stængte for dette forfærdelige fængsel. Hun kunde ikke græde, hun orked ikke at tale til frk. Suenson, der atter var inde og hældte sovemikstur i hende, og mildt og venlig dækked hende til. Bare hun havde været troende og kunde ha bedt til sin barndoms og ungdoms gud. Det vilde ha bragt fred og fortrøstning. Hjærtet svulmed 75ved erindringen om de mange gange hun før i Tiden havde fundet trøst og styrke i bønnen. Tårerne kom strømmende varme, husvalende, og hun folded uvilkårlig hænderne: Å Jesus, hvorfor var han dog blet borte fra hende! Så husked hun på, hvad Jesus havde lidt, hvorledes han uden en klage var gåt i den forsmædeligste død, og på det ophøjede eksempel til tålmodighed i lidelse, hans liv og død var for alle mennesker, hvad enten de trode eller ikke trode.

Der faldt en dulmende ro over hende. Øjnene lukkedes, og hun var lige ved at slumre ind, da et hvinende skrig skræmte hende op. Lyden trængte som en bred og iskold kniv gjennem hendes rygmarv. Hun sprang frem på gulvet og råbte på frøken Suenson, men så husked hun på, at det var forbudt at stå op og skyndte sig tilsengs igen.

Spektaklerne blev ved. Når den ene holdt op, tog den anden fat, og nedenunder var de som besatte. Else følte sig efterhånden liksom knust og søndermaset. Tilsidst var det, som om al larmen og alle skrigene foregik inde i hende. Det sled i hendes legeme, snurred og bobled i hodet, og undertiden ved et pludseligt eller særligt skingrende skrig var det, som om hun sank dybt, og så langsomt løftedes op igjen. Men ét 76gode var der: Sålænge hun hvirvledes rundt på disse bølger af angst, hosted hun ikke.

Ligesom den foregående nat blev patienterne noget roligere henad morgenen, og straks begyndte Else at hoste.

Og så tænkte hun på professoren. Hun kunde ikke forstå, at han, som var læge, og til hvem hun havde henvendt sig for at søge råd og hjælp, lod hende ligge her, udsat for disse sjælesønderrivende rystelser. Han vidste jo, hvor søvnløs hun havde vært, og hvor vigtigt det var, at hun fik ro til at sove. Hun blev bebehandlet fuldstændig paa samme måde som de gale, og for hende, der ikke var gal, blev det jo værre end at være på en straffeanstalt.

«Nej men fru Kant, nu trode jeg da, at De sov,» frøken Suenson havde listet sig ind og stod foran Else.

«Selv om her et øjeblik er stille, så har jeg jo denne hoste,» svarte Else.

«Det har jeg såmæn ikke lagt mærke til. Her er jo sådan en spektakel.»

«Kommer professoren imorgentidlig?»

«Nej, det er reservelægen. Professoren kommer først til aften.»

Atter faldt fortvilelsen stentung over Else. En hel dag til skulde hun altså være her. Dødtræt, 77fortumlet, uden mulighed for at få en, om end aldrig så kort blund på sine øjne, indesluttet af disse mure, gjennem hvilke intet bud og intet skrig kunde nå til nogen udenfor. Ligge udstrakt paa dette hårde leje, hvor hun ingen hvile kunde finde for de mødige lemmer, stirre frem for sig gjennem den åbne dør ud på cellegangen og de blåtøjsklædte skikkelser. Og Knut skulde ikke komme, ikke hele dagen. Hun havde også spurgt frøken Suenson, om det kunde være tænkeligt, at professoren havde spøgt eller vilde overraske hende, og sygeplejerskens svar havde tat bort al tvil. Å Knut, Knut! hvorfor lod han dem handle således med hende! – – Men kanske Hieronimus virkelig trode, at hun var gal. Han havde jo omtrent slet ikke talt med hende, så han kunde jo ikke vide det. Hvor underligt forresten, at han ikke gav sig bedre tid for at komme til klarhed over hendes tilstand – om det virkelig var nødvendigt at holde hende i celle. For uden tvingende nødvendighed blev man jo ikke anbragt her.

Eller kanske han trode, hun havde villet ta livet af sig med de opiumsdråber? De andre havde jo troet det, men nu vidste de besked. Hun havde omhyggelig forklaret sammenhængen både for reservelægen og frøken Stenberg, og de 78havde naturligvis fortalt professoren det. Nej, Else vidste hverken ud eller ind.

Men når nu Hieronimus kom imorgen aften, skulde hun tale indtrængende med ham. Og roligt. Se til at få bortfjernet den misforståelse, der nødvendigvis måtte være tilstede. Så kunde hun da idetmindste være sikker på, at dette var den sidste nat i celle. Hun klynged sig krampagtig til denne tanke. Hun blev ved at gjenta og gjenta alt, hvad hun vilde sige, hun lærte det udenad. Hun tænkte sig, hvad Hieronimns vilde svare, og hun formed hans ord i omhyggelige sætninger. Hun fik tårer i øjnene af længsel efter ham, af godhed for ham, denne mand, der var så klog og så human, hvis liv og kræfter var viet de ulykkeligste blandt hans medmennesker, dem, han ikke vidste, hvad godt han vilde gjøre. Ja, imorgenaften, imorgenaften vilde forløsningen komme. Hun vilde få et roligt værelse på et andet sted, hvor hun intet kunde se og høre til al denne larm og jammer, hvor hun kunde leve fredeligt som rekonvalesent med en af disse gode sygeplejersker, og daglig få tale med Hieronimus. Tålmodighed, tålmodighed – denne dag gik vel også. Det gjaldt at samle alle sine kræfter og al sin energi på det at ville holde ud, til Hieronimus kom.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.