Professor Hieronimus

av Amalie Skram

VIII.

79Nå, nu var det altså morgen. Dørene smælded, og vinduerne sloges op, og trækvinden suste gjennem cellen. Konen med vandspanden og vaskekluden rumsterte på gangen, og frøken Suenson fôr til og fra, i endeløst hast, bragte vaskevand og the, hjalp patienterne og gjorde rent i cellerne. Frk. Stenberg gik rundt og så til patienterne, og alt var som den foregående morgen.

Else lå stille på puden med lukkede øjne og hænderne foldet over brystet. Trætheden kjendtes som en lammelse i legemet, og det snurred og isned i blodet. Ak, om hun kunde fåt en halv times slummer. Men det var umuligt. Enten skreg de syge op, eller der var skridt på gangen og nøglerassel og lyd af døre, som lukkedes op og sloges i. Men iaften, iaften når Hieronimus komkom] rettet fra: hom (trykkfeil) – – Nu var klokken vel otte, fra otte til tolv var fire, fra tolv til halv syv var elleve og en halv. Elleve og en halv time! – – Ja, herregud, det var vel ikke så farligt.

«Hvordan går det, fru Kant?» Det var frk. Hansen med madonnaansigtet, som spurgte.

«Spørg mig ikke, snak ikke til mig,» sa 80Else mørkt. «Dere er jo allesammen lønnet for at pine mig.»

«Kjære, lille frue, vi vil alle så gjerne gjøre det bedst mulige for Dem. Tro mig, det er sandt» – hun bøjed sig helt ned til Else og så kjærligt på hende.

«Å, men jeg er så forfærdeligforfærdelig] rettet fra: forfærdeiig (trykkfeil) forpint,» sa Else med øjnene fulde af tårer. «At ligge her og vide, hvor hårrejsende forkjert det hele er. Og være magtesløs.»

«Ja, det kan jeg så godt forstå. Men lad Dem ikke mærke med det. Alting her blir udtydet som sindssygdom. De skal bare være rolig, rolig og god.»

«Jeg er jo rolig. Jeg ligger jo her så stille som en mus.»

«Bare De kunde vinde professoren. Han er så udmærket mod dem, han kan lide.»

«Mod dem, han kan lide!» sa Else forbauset. «Men de er jo syge og gale, de, som er her.»

«Ja, ja, ja. Jeg råder Dem, fordi jeg holder af Dem. Vil De ha «Berlingeren»? Den tør jeg nok la Dem læse.»

«Nej tak. Jeg vil heller ha Dem. Sæt Dem ned og tal med mig.»

«Det tør jeg ikke. Jeg er på den rolige 81gang og kom kun ind et øjeblik for at se til Dem. Nu må jeg gå.» –

– En stor dorsk flue surred ustanselig henne over dørkarmen, og søgte forgjæves at trænge gjennem ståltrådburet om det slukte gasblus, hvor en smal solstribe spilled i regnbuefarver. Else fulgte dens bevægelser med sine trætte øjne og tænkte på, hvor dum den var, som ikke ganske rolig satte sig et sted og vented, til vinduet blev lukket op. Så kunde den jo flyve ud og ha sin frihed. – Frihed – aldrig var det faldt inde, for en verden af lykke det ord rummed. I forgårs gik hun frank og fri omkring, uden at føle taknemmelighed for det. Så var det da evindelig sandt, at alle goder først fik sin rette værdi, når de var tabte. Pludselig gjorde fluen højre om og fløj lige mod hendes seng, og i næste nu så hun den dale ned over sit ansigt. Med rædsel slog hun fra sig og traf fluen, der faldt på gulvet, hvor den krøb om og forsvandt.

Da stuegangen kom, bad Else om lov til at stå op.

«Hvad vil De op for?» spurgte reservelægen. «De har det jo meget bedre i sengen.»

«Men det er jo oprørende, når jeg ingenting fejler. Hvordan skal jeg dog få tiden til at gå! 82Nu har jeg ligget her i 40 timer, og ikke et blund har jeg fåt på mine øjne.»

Reservelægen så spørgende på frøken Stenberg, der som sædvanlig var tilstede ved stuegangen.

«Nej, fru Kant vil ikke sove,» spøgte frk. Stenberg. «Hun har også hostet noget, hører jeg.»

«Jaja, det kommer vel. Kun tålmodighed. Godmorgen frue.» Så gik reservelægen ud på gangen til det gule bord, hvor han sysled med de høje apothekerglas.

«Nu hørte jeg Dem hoste, frue,» sa han med ét og kom ind igjen til Else. «De skal få noget hostesaft.» Så fik hun hostesaft og frokost, bart smørrebrød med the, som hun neppe rørte.

«Nu blir her vistnok ro en stund.» sa frk. Stenberg og tog bort frokostbakken. «Se nu til at få Dem en blund.»

Else vendte sig mod væggen og begyndte næsten straks at døse hen. Men et øjeblik efter fôr hun sammen ved en sagte raslende lyd ude fra gangen. Lyden kom igjen og igjen med korte mellemrum, og i den uvante stilhed blev den skarp og gjennemtrængende. Tilsidst letted Else sig op på albuen og keg ud på gangen. Der sad frk. Stenberg og læste avisen.

83«De er da også et vanskeligt menneske», sa frøken Stenberg siden, da Else svarte nej på hendes spørgsmål, om hun heller ikke nu havde sovet.

Da timerne havde slæbt sig hen, fik Else middagsmad, vandgrød og kogt fisk, nøjagtig det samme som den foregående dag. Hun kunde kun synke et par mundfulde.

Ud på eftermiddagen hørte hun jamrende gråd og klynkende snak i cellen ved siden af.

«Hvem er det, som græder derinde?» spurgte hun frk. Stenberg, da denne så ind til hende.

«En, som skal til Sct. Jørgen.»

«Vil hun ikke?»

«Vil? Det vil de aldrig.»

«Stakkels arme menneske! Tænk at bli sendt til Sct. Jørgen». – Else gjøs.

«Det er såmæn ingenting. På Sct. Jørgen har de det udmærket.»

«Skal så hendes celle stå tom?»

«Nej, vi venter en ny patient. Derfor må den anden flyttes. Til Sct. Jørgen rejser hun først imorgentidlig.»

En halv time senere kom den nye patient. Det lød for Else, som var der slagsmål derude. En skingrende kvindestemme skreg fortvilet, 84skjændte og trued, mens de tumled om og slæbte en nedad gangen.

«Hvem vover at røre ved mig!» hørte Else. «Jeg skal slå alle dem, der kommer mig nær, sønder og sammen! Hvor er min mand, Carl, Carl! hjælp, hjælp, frels mig, hører Du. Carl! Å gud, å gud! Mor, mor! I har ikke lov til at ta tøjet af mig! La’ mig være, la mig være!» Det holdt længe på. Omsider blev det stille. Så hørte Else den skingrende stemme kalde: «De dame derude!» og spørge efter professoren, og da frk. Stenberg havde svart, skreg stemmen: «Ja, I kan tro, jeg skal klage for professoren. Han er da vel en dannet mand, som véd, hvad man skylder en dame!»

Else frøs af skræk og medlidenhed. Ak, ja, professoren. – Bare han dog kom engang.

Endelig kom han, fulgt af frøken Stenberg. Som den første morgen gjorde han Else nogle almindelige sygespørgsmål, og vilde gå igjen, men Else bad om at måtte få tale alene med ham.

«Om et øjeblik», han vimsed ud så fort, at den lange, hvide kittel flagred ham om benene. Nogle minutter senere kom han tilbage og satte sig ved Elses seng.

«Jeg vilde så gjerne forklare Dem det med 85opiumsdråberne forleden aften,» begyndte Else, og så fortalte hun det hele omstændeligt og endte med at sige: «Hvis professoren vil spørge min mand, så skal De høre, det er sandt, at jeg af og til har tat opiumsdråber for hosten. Der er intet andet, som har hjulpet.»

«Nå ja, men her får De ingen opiumsdråber,» sa Hieronimus hurtig med sin tørre, tynde stemme, der lød som kom den fra et sygt bryst.

«Nej, naturligvis,» sa Else ydmygt og forfjamsket.

«De må i det hele taget lære at subordinere Dem», fortsatte Hieronimus i tilrettevisende tone. «Begyndelsen lover ikke godt. Der bragte De med Dem bøger og tegninger og en hel del gjenstande, som De ikke har lov til at have. Det var stik imod aftalen. Jeg sagde udtrykkelig: noget linned og en smule toiletsager – intet videre.»

«Jeg forstod det ikke således», stammed Else, «ja, det vil sige, jeg fik ikke tid til at spørge. Og min mand vidste det heller ikke. Han gav mig selv bøgerne og lovte at bringe flere, når han kom.»

«Hum», sa Hieronimus med en spodsk Trækning om den tynde skjægløse Mund.

«Han tror, jeg lyver», tænkte Else forbauset.

86«Professoren kan jo spørge min mand», sa hun med en stemme, der skjalv af tilbagetrængt krænkelse. «Forresten kan jeg aldeles ikke holde ud at være her – bare det, at jeg umuligt kan få sove.»

«Så–å, hvorfor ikke?»

«Tænk, at komme fra sit rolige, gode soveværelse»

Professoren afbrød tørt og skarpt: «Den ro, De har lavet på Deres rolige soveværelse både for Dem selv og for Deres mand, er det nok ikke værdt at tale for højt om – hvad?»

«Men så har jeg da sovet lidt om morgenen, ialfald –»

«Det forekommer mig, Deres mand sa, at De var bleven ved med at gjøre scener til klokken 7–8 om morgenen.»

Else følte sig fladslåt over denne Hieronimus’ måde, der satte hende på anklagebænken, og tog hende i forhør. «Så efter klokken 8 da», sa hun med dirrende læber. «Men her er aldrig stilhed hverkenhverken] rettet fra: kverken (trykkfeil) nat eller dag.»

«De tager fejl,» sa Hieronimus kort. «Patienterne falder ofte til ro, timer ad gangen.»

«Timer! Nej, ikke timer», svared Else, «og så er her jo altid anden slags støj.» Hun talte om de smældende døre og de klaprende vinduer 87og om gasmanden, der tramped, og skridtene, der gik, og om det altsammen.

Hieronimus fôr op fra stolen og var i et nu borte i døråbningen.

«Frøken Stenberg!» kaldte han.

Frøken Stenberg kom øjeblikkelig tilstede.

«De véd, jeg så ofte har sagt, at her skal tages hensyn og være ro også på denne afdeling», sa Hieronimus strengt. «Patienterne klager ofte over døre, som smælder, og vinduer, som slår.»

«Det er pigerne, hr. professor.»

«Jeg har kun Dem at holde mig til. De må få pigerne til at lystre. Det er Deres sag.»

«Jeg kan skam ikke, hr. professor.»

«De skal. Og nu vinduerne – er der kroge, som mangler?»

«Ja, der mangler nok kroge et par steder.»

«Det er dog for galt. Sådan en uorden! Hvorfor siger De ikke til?»

«Jeg har skam sagt til, hr. professor.»

«De behager ikke alene at sige til, men også stå inde for, at det blir gjort. Forstår De?»

«Jo, hr. professor.»

«Så er det gasmanden. Går han med støvler?»

«Ia, jeg tror nok, han går med støvler, hr. professor.»

88«Han skal bruge tøfler. De har at påse, at han bruger tøfler og går stille.»

«Jeg skal nok sige det til ham, hr. professor.»

«De skal stå inde for alt dette. Det er Deres bestilling. – Hvordan var det så med fru Kant? Hun gjorde jo store spektakler, da hun kom?»

«Å, det var nu ikke så slemt, hr. professor.»

«Var det ikke slemt», bed Hieronimus af. «Vist var det slemt. Jeg véd det jo også fra reservelægen.»

«Men jeg har jo forklaret Dem», begyndte Else, der havde rejst sig op i sengen og så på professoren med store øjne.

«Nej, det var virkelig ikke så slemt», kom frøken Stenberg hende til hjælp –

«Hvorfor lod De hende da komme på den urolige gang?» sa Hieronimus skarpt og affejende.

«Hun havde så meget imod at dele værelse» –

Hieronimus lod hende ikke tale ud. «De behøver ikke at undskylde Dem. Det var rigtigt, hvad De gjorde. Nå, siden har der jo ikke været noget», han vendte sig for at gå.

«Skal jeg bli her en nat til!» råbte Else angst og bønfaldende. «Å nej, hr. professor, De ikke la mig bli her en nat til!»

89«Jeg tænker, De lar mig om at bestemme, hvor længe De skal bli her», svarte Hieronimus med skjærende kulde.

«Får jeg ikke se min mand imorgen? Å jeg ber Dem, hr. professor!»

Hieronimus, der allerede var ved døren, vendte sig om og sa i mildere tone: «Såsnart De kan tåle det, frue. Tro mig, jeg ønsker ikke at pine nogen længere end nødvendigt. Desuden – det er da ikke værdt, at han ser Dem, mens De ligger her.»

Såsnart hun kunde tåle det! Hvad måtte hun ikke tåle og udholde på dette sted nat og Dag. Else sank tilintetgjort tilbage på puden og brød ud i en så voldsom hulken, at det var, som brystet skulde sprænges. Frøken Stenberg, der var gåt sin vej med en mut mine, kom tilbage og satte sig hos hende.

«Så, så, kjære frue. Ikke græde saa forfærdelig – så, så, bare jeg kunde gjøre noget for Dem.»

Else rejste sig op på knæ. Så kasted hun sig om halsen på frøken Stenberg, og såsnart hun for hulken kunde få magt over sin stemme, sa hun: «Om forladelse, frøken Stenberg, om forladelse, fordi jeg klaged over støjen og det» – det kom i afbrudte stød. «Jeg vidste ikke, 90at det var Dem, som skulde ha skjænd, og jeg vidste heller ikke, at han var sådan. Aldrig skal jeg gjøre det mere.»

Frøken Stenberg klapped hendes hår og kyssed hendes kind og forsikred, at det skulde hun ikke bryde sig om. Bare lægge sig pent ned og være rolig og tålmodig.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Professor Hieronimus

I 1895 søkte Amalie Skram psykiatrisk hjelp og ble innlagt på Kommunehospitalet i København. Der kom hun i konflikt med overlege Knud Pontoppidan på grunn av de autoritære behandlingsmåtene ved sykehuset. Senere var hun en tid innlagt på Sanct Hans Hospital i Roskilde.

Etter sykehusoppholdene skrev hun romanene Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen, basert på egne erfaringer. Hovedpersonen i romanene er kunsteren Else Kant, som feilaktig blir definert som «gal». I møtet med den autoritære overlege og professor Hieronimus må hun kjempe for å bevare sin identitet og selvfølelse.

Romanene er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.