– Hvor var hun sød og snil, frøken Stenberg. Else, som havde tænkt, at hun gik omkring på dette pinens sted uden følelse for ofrenes elendighed, og nu havde hun netop, da Else havde voldt hende ubehageligheder, vist kjærlighed og deltagelse. Aldrig skulde Else glemme hende det!
Forresten de andre også. Den buttede Thorgren med de røde glade kinder. Hele dagen var hun af og til kommen hen til hende og havde talt muntert og venligt, og på alle måder søgt at vise sit gode sindelag, ikke at tale om Madonna-Hansen, hvis store øjne lyste af godhed og den inderligste medlidenhed. Og så frøken Suenson, nattevagten, som ved sin blotte tilsynekomst virked lindrende paa Elses kvaler. Gudskelov 91for sygeplejerskerne. Tænk, om de havde vært som Hieronimus! Hun havde forøvrigt fornemmelsen af, at de instinktmæssig ikke vilde røbe den gode forståelse, der var mellem dem og hende. Saasnart Hieronimus kom tilbage, blev de stive og strenge at se til. Det var idetheletat, som om atmosfæren frøs til is, straks han bare viste sig.
«De må endelig se til at vinde professoren», sa de allesammen til hende. «Om vi så bærer Dem på hænderne, nytter det til intet, hvis han er imod Dem.»
«Vinde professoren», grubled Else. Var hun da ikke et lidende menneske, der med tillid var bleven betroet i hans hænder? Om hun havde vært aldeles sindsforvirret, gal, desperat, umulig at styre – kunde han så derfor være «imod» hende?
Nej, hun forstod det ikke.
Og hvorledes skulde hun bære sig ad med at vinde professoren? Hun havde jo ingen opsætsighed vist, kun grædt og klaget sin nød. Og hendes klage havde vært som et skvulp på oceanet, sammenlignet med den lidelse, hun allerede havde gjennemgåt. Skulde hun anstille sig ydmyg og angerfuld, lægge sig på maven for denne mand, der syntes så tyrannisk, gebærde 92sig som et kryb af en undersåt, der trygler majestæten om en uforskyldt nåde? Nej, og tusende ganger nej! Ikke om hun så skulde brændes på bålet!
– Men om hun nu alligevel søgte at «vinde» ham, som de sa? Appellere til hans hjærtelag og medfølelse. Han måtte jo dog være i besiddelse af begge dele. Ellers havde han vel ikke følt sig som den rette mand på dette sted, hvor opgaven fremfor alt var at være human og forsigtig, søge såvidt muligt at forstå og gjennem forståelsen virke nyttigt og beroligende på de syge.
Hans væsen var jo vel kun en maske, som han af en eller anden grund fandt det hensigtsmæssigt at anlægge. Imorgentidlig, når han gik stuegang, fik hun prøve igjen.
Imorgentidlig. En hel nats forfærdelser skulde ligge mellem nu og imorgentidlig. Altså, endnu en nat på dette sted. Det blev den tredje.
Nu blev Tage bragt tilsengs der hjemme. Å gud, Tage, Knut, hjemmet – hvor det gjorde ondt i hjertet. – Hun vred sine hænder, og trykked ansigtet dybere ned i puden. Lille Tage, monstro han spurgte efter hende? Og Knut. Hvad 93tænkte Knut? Syntes han da ikke, det var frygteligt, at han ikke fik se hende? Han havde jo lovt så vist at komme – en indeklemt stønnen undslap hende.
«Her er Deres sovemikstur, frue.»
Else letted sig op på puden, og tog miksturen, som frøken Suenson gav hende.
«De ser så rolig ud i aften. Har De det bedre?»
Else rysted hodet.
«Har De ikke sovet lidt idag?»
«Nej. Jeg har opgit at sove. Jeg har opgit alt», hun skjulte ansigtet ved frøken Suensons bryst, og gråd, så hun rysted.
«Iaften var jeg nu så vis på, at De var bleven flyttet», sa frøken Suenson. «De passer ikke på denne gang. Hvad siger professoren?»
«Professoren er et uhyre», gråd Else.
«Sådan må De ikke sige, frue! Professoren er en udmærket mand. Men De må endelig se til at vinde ham.»
«Ja, ikke sandt?» sa Thorgren, som var kommen ind og nu stod ved siden af frøken Suenson med hånden på Elses skulder, som hun kjærlig rysted. «De skal bare se for et stjerneskud, der falder, når De har vundet professoren.»
94I cellen ved siden af havde den nye patient holdt på med at skrige og skjænde og fortvilet kalde på Carl. Nu gav hun sig til rasende at dundre løs, mens hun bandende forlangte, at der skulde åbnes.
«Er hun lukket inde?» spurgte Else.
«Ja, hun er så balstyrig. Hun render hvert øjeblik ud på gangen, og siger, hun vil hjem.»
«Ja, hun blir nok god», sa Thorgren og lo.
«Uh», sa Else gysende. «Hun må jo slå sine hænder tilblods».
Så holdt bankningen op, og de hørte lyden af et legeme, der tungt klaskedes mod gulvet, hvorefter der lød en hylende krampegråd.
«Vil De ikke gå lidt ind til hende?» spurgte Else.
«Det er bedst, hun raser ud. Hun har fåt så meget kloral, åt det varer vist ikke så længe.»
«Godnat, lille fru Kant», Thorgren rakte hånden og klapped Else på kinden. «Godnat Suenson.»
«Sovemidler hjælper jo ikke,» sa Else, da Thorgren var borte. «Se nu på mig, det er, som jeg tar vand».
«Ja, det er også mærkværdig med Dem, fru Kant.»
95«Plejer det ellers at nytte?»
«Ja, når det ikke er deliriumspatienter. Men dem gir vi det heller ikke.»
«Sover de da aldrig,aldrig] rettet fra: uldrig (trykkfeil) deliriumspatienterne?»
«Jo, når de første 3–4–5 nætter er forbi.» –
– – Timerne var gåt. De syge havde larmet og skreget, som de plejed, og deliristerne havde om muligt teet sig endnu vanvittigere end de foregående nætter. Til patienten i cellen ved siden af havde Else den sidste times tid intet hørt.
Pludselig begyndte en at udstøde en langstrakt tuden, ustanselig, ustanselig. Det lød dumpt og hult, som kom det fra noget levende begravet.
«Frøken Suenson! Frøken Suenson!»
Frøken Suenson kom ind til hende med munden fuld af middagsmad.
«Hvem er dette?» spurgte Else med et ansigt, der var stivt af skræk.
«En ganske ung pige.»
«Hvorfor tuder hun sådan?»
«Ja, gud véd.»
«Hvor hun må lide!»
«Nej. Hun véd ikke af sig. Når reservelægen kommer, får hun sagtens en morfinindsprøjtning.»
96«Kommer reservelægen snart?»
«Ja. Klokken er straks halvtolv. Han må være her nu», frøken Suenson gik ud til sin middagsmad.
Else satte sig op i sengen og lytted efter reservelægens skridt. Hun var greben af en jagende uro, som den idelig fortsatte, dumpe tuden hidsed op til en sansesløs angst. Hvor kunde det menneske dog holde ud at tude sådan! Hvor havde hun kræfter og ånde til det. Å gud, gud, for en afgrund af elendighed at være her.
Så hørte hun reservelægen komme stille gående ude på gangen og veksle nogle hviskende replikker med frøken Suenson.
«Godaften frue. Stadig ligge årvågen?»
«Hvor kan De tænke, jeg kan sove?» sa Else ophidset. «Nej, kom nu ikke med dette snak om, at jeg skal sove og bør sove. De kan jo dog ikke mene det!»
«Hvad skal man svare Dem?» reservelægen trak på skuldrene.
«Hør på denne tuden og hør på deliristerne dernede, og om et øjeblik begynder hun derinde i cellen og alle de andre! Å gud, gud, jeg blir gal!»
«Ikke være så ilter, frue». Reservelægens halvt bebrejdende, halvt dæggende tone oprørte 97Else, men hans stilfærdig-medlidende mine virked forsonende.
«Jeg må ta mig sammen med al min kraft,» vedblev Else i våndefuld hast, «for ikke at gi mig til at hyle og tude omkap med de andre.»
«Ja, De er jo temmelig hysterisk.»
«Hvordan skal man kunne bli af at være her?» – fôr Else fort, mens hun vred sig i pine. «Det er uforsvarligt, uforsvarligt. Jeg, som skulde bort fra mit hjem for at få ro og hvile!»
«Alle den slags patienter kommer jo her,» sa reservelægen, og søgte at lægge som tyssende venlighed ind i sin stemme. «Det kan jo ikke være værre for Dem end for andre.»
«Alle den slags patienter!» råbte Else. «Gud hjælpe da den slags patienter! Men hvorfor får min mand ikke se mig? Hvad tror De, han vilde sige, hvis han var tilstede her?»
«Det er jo ham selv, som har lagt Dem ind her. Han har vel ansét det for nødvendigt.»
«Der er ingen, som har lagt mig ind her. Jeg er gåt af mig selv, fordi jeg selv har valgt det. Men havde jeg vidst, hvad jeg nu véd – Og det samme gjælder min mand. Jeg påstår, at han ikke har anet, hvordan jeg skulde få det. Og hvorfor skal han ikke få anledning til selv 98at se og høre? Ligge her. – Her! Og under en mand som Hieronimus. Gud forbarme sig!»
«Han er den bedste, vi har,» sa reservelægen.
«Men hvorfor tillader han ikke min mand at se til mig?» Hvert træk i Elses ansigt dirred i ophidselse. «Kan De forstå det, og vil De forsvare det?»
«Professoren er bange for at udsætte Dem for sindsbevægelser. Det er da let nok at forstå.»
Else lo. «Sindsbevægelser! At få se min mand vilde da være en sindsbevægelse af glædelig art, mens det, jeg her udsættes for» – hun holdt inde og skjulte ansigtet i hænderne.
«Slå Dem tiltåls, frue,» sa reservelægen, og la sin hånd på Elses skulder. «De skal se, det går bedre, end De tror.»
Hans milde stemme og inderlige tonefald vakte Elses håb. «Vil De be for mig hos professoren?» spurgte hun og så fortvilet på ham.
Reservelægen nikked.
«Og sige, at De synes, han bør la min mand komme?»
«Ja, når der er gået nogle dage. Godnat, frue. Ta’ det nu roligt.»
Ta det nu roligt – –. Hvad var dog det for slags mennesker? Læger kaldte de sig – bødler burde de hedt. Hvordan skulde det dog 99gå hende? Hvorlænge vilde kræfterne holde ud? Else lå atter på puden og udgjød disse ætsende bitre tårer, hvoraf hun i de sidste dage havde fældet så utallig mange. Hun følte det, som lå hun dybt nede på bunden af en brønd, over hvilken der kunde lægges låg hvad øjeblik som helst. Å nej, men det måtte ikke ske – måtte ikke. Hun vilde arbejde sig opover, helt opover, så hun idetmindste fik hodet op over kanten.
Når nu professoren kom imorgentidlig, vilde hun sige sådan og sådan. Så blev han rørt og forstod, hvad hun led, og talte venligt og sa, at hun straks skulde få et andet værelse. Ja naturligvis, dette var der jo ingen mening i. For han gik jo ikke ud på at gjøre hende gal. Hvis hun nu havde vært det, de kaldte sindssyg eller bare mindre klar i hjærnen, så vilde hun kanske troet, at han gik ud på at gjøre hende gal. Men gudskelov, så ilde var det dog ikke fat med hende.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I 1895 søkte Amalie Skram psykiatrisk hjelp og ble innlagt på Kommunehospitalet i København. Der kom hun i konflikt med overlege Knud Pontoppidan på grunn av de autoritære behandlingsmåtene ved sykehuset. Senere var hun en tid innlagt på Sanct Hans Hospital i Roskilde.
Etter sykehusoppholdene skrev hun romanene Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen, basert på egne erfaringer. Hovedpersonen i romanene er kunsteren Else Kant, som feilaktig blir definert som «gal». I møtet med den autoritære overlege og professor Hieronimus må hun kjempe for å bevare sin identitet og selvfølelse.
Romanene er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
