Fruen skal ikke ta sig nær af det. Det er værst for dem selv, de som er slig. Det er bare så harmeligt.

Å, det gjør jo ikke noget – –.

Jo, harmeligt synes jeg det er. Der står den nede i gården løs og ledig – og så skal ikke den velsignede jentungen få lov at kjøre sig en tur i det deilige veiret! Syg som hun har været også.

Ja, nu blir hun nok snart ganske frisk, og så spaserer hun.

Nei, det er ikke noget fint strøg, dette, ikke. Det var hyggeligere der, hvor fruen bode før.

Ja, men det er et sundt strøg, siger doktoren. Og så er her så stille omkring.

Å, jeg synes, de snakker, jeg. En får nok ikke være i fred, der en er.

Vi burde vist ikke spurt om at låne barnevognen.

Nei, så havde en da ikke fåt høre det. Der sidder ordentlig en mund på dem! men det skal nu vel ikke være dannede mennesker, slige nogen.

Hvad var det egentlig, de sa for noget, Marit?

Å, fruen skal ikke spørge om det.

Jo, sig det bare.

Ja – de snakked en hel del og sa, at fruen ikke var ordentlig gift, og at De havde et barn …, men så gik jeg min vei, jeg.

Der kan fruen bare se – nu blir De straks trist ved det.

Nei … se på solen, der skinner den sandelig lige ind på os….

Ja, det velsignede veiret! Og så skulde ikke den uskyldige stakkars ungen … (hun går bort og kikker ind i alkoven).

Sover hun?

Ja, nu sover’n – stumpen.

Å, gud ske lov, nu er vinteren snart forbi – nu blir dagene længere og lysere!

Ja, vinteren, den har nu været både mørk og hård! Og det må jeg nu sige, når jeg skal tale som sandt er – at jeg forstår ikke noget af det, jeg ikke.

Hvad forstår du ikke?

At nogen som er ung og vakker vil skjæmme sig slig og gjemme sig bort og leve sin ungdom hen, som fruen gjør….

Det skal du ikke tænke på, Marit.

Og når en så bare får skammen for det!

Å ja – menneskene dømmer vist ofte hårdest det, de ikke kjender….

For jeg har da også lidt erfaring, og jeg har da også været ung. Det var andre greier, det. Ja, det var nu der nordpå, hvor jeg er fra – – jeg skal sige fruen, de var ganske lystige der, og de vidste, hvordan det skulde være. En skal more sig mens en er ung, ellers kommer det efter!

Ja, du snakker, du….

Jeg kan vel ikke andet end snakke. For det er vel noger, en ser, at her går det ikke rigtig til. Sidde og læse i bøger og gå rundt til fattige folk og ta til sig barn, som ikke er ens egne – og alt sligt! og aldrig andet! Det kan en gjøre, når en er gammel og styg og 50 år og ikke har mere at håbe og vente. Det er ikke for dét, ingen kan være gladere end jeg i den velsignede ungen – men da jeg var på alder med fruen, da tænkte jeg rigtignok ikke på at opdrage barn, ikke.

Og alligevel havde du jo et barn, Marit – –

Ja, gud hjælpe os, det havde jeg, men det var nu mere tilfældigt. Jeg skal sige fruen, at deroppe er det nu slig, at ingen vil være «atgløime». Og derfor så lod vi ikke gutterne gå og vente på os, vi – som visse andre gjør. For jeg skal sige som sandt er, at jeg kan synes synd om de unge, spræke fyrene, som går her og spør om Dem. Fruen skulde gifte sig igjen og begynde at se liv og mennesker om Dem. Ellers kunde det gå galt en vakker dag. For det har jeg nu set længe, at fruen går og bær på noget. Men når de spør, så si’r jeg ikke noget, jeg, for jeg ved jo ikke noget.

Hvem er det, som spør? Er det flere som spør?

Det er nu især én da, som går her. Ja, han kom her i forrige uge engang, den samme, da De var ude –. Men da næsten skræmte han mig, så jeg turde ikke tale om det. For De havde sagt, jeg skulde ikke tale med nogen om Dem.

I forrige uge! hvem var det? – hvordan så han ud? – Hvorfor sa du det ikke, Marit….

Herre gud, var det galt? men nu kommer han jo straks, så kan De jo selv tale med ham….

Kommer han –?

Ja, nu skal fruen høre. Det er da ikke noget at være bange for, det. Det var igår aftes, da jeg skulde hente melken, så stod han ved lygten hernede på hjørnet, og da jeg kom tilbage med melken, så talte han til mig. Jeg havde nu bidt mærke i ham, for denne er lidt anderledes – så underlig og ser saa rart på en ud af øinene. Og nu stansed han mig og vilde vide besked om Dem, hvad slags liv De førte og mere til. Men jeg siger ikke et ord, jeg er stum som en mur, jeg, for De har jo sagt, at jeg ingenting skal sige. Men så syntes jeg synd om ham tilslut, og så måtte jeg love mig på 63det da, at jeg skulde lægge et godt ord ind for’n, at han måtte få komme her i eftermiddag og tale med fruen. Så tænkte jeg, at jeg kunde fåt lånt barnevognen og kjøre ud med barne imens – og lidt ræd var jeg for at sige det også, men nu ved De det, og nu er’n her snart. Og så får nu fruen bestemme det, som De selv syn’s.

Kunde det –? nei, nei, det kan ikke være … (til Marit) Ja, jeg skal ta imod den, som kommer. Så kan jo du gå ud lidt, Marit – ha fri.

Ja, se det gjør fruen rigtig ret i, at De taler med nogen. Ellers så han jo ikke netop munter ud, den karen. Men de blir nok enige.

Træk så gardinerne for der henne, Marit. Hun vågner vel ikke – tror du?

Nei, nu kommer hun vist til at sove en stund, siden hun var vågen i formiddag. (Hun trækker for). Og så skal jeg vel kjøbe ind til aften.

Ja – det sædvanlige. Se her. (Gir hende penge). Til brød …. melk….

Og så får jeg gå bortom til min søster en tur. Jeg er her igjen til det blir mørkt. Nu maa fruen bare se at muntre sig. (Hun går).

Dem –?

Ja. (Han blir stående og se på hende).

Hvad er det? hvorfor kommer De hid – nu?

Jeg måtte se Dem …. ja, undskyld, fru Eva, men tanken, tankerne, ser De, de lar mig ikke være i ro…..

Å, er vi da ikke færdige? har De ikke gjort ulykke nok?

Ulykke? – Er De ulykkelig, fru Eva?

De er forandret, De er ligesom blet en anden. Så bleg og – sortklædt – – ja, det er vel for far? jeg hørte, De var hos ham på det sidste.

Ja.

Og mig vilde De ikke se dengang … Hvorfor?

Jeg véd ikke … (med hænderne for ansigtet) Å, hvad skal jeg gjøre da? (tar dem fra igjen, prøver at tale med kraft og ro). Om De vilde tro mig, når jeg siger, at der er ingen i verden, jeg er så bange for som Dem! kan De ikke – kan De ikke la mig være i fred?

Jeg kan ikke, endnu. (Næsten mildt). De skal ikke være bange – hvorfor er De bange? Kan De sige mig det?

Jeg ved ikke…

Hvorfor har De altid været bange for mig? Det er det, jeg går og grubler på. Og på samme tid så – – så indtagende, så venlig og lys, at De blev solskinnet i mit liv, før jeg vidste af det? (Nærmere). Det er dét, jeg går og tænker på. Det er det, som dra’r mig til Dem – dét også – – jeg kjender Dem ikke, har aldrig kjendt Dem! nei, nei, (da hun dra’r sig tilbage) – – jeg bér Dem, gjør en velgjerning, la mig en gang få tale med Dem….

Ja. Jeg er ikke bange.

Jo, De er. Og dét er kanske også, fordi De føler, at der kommer en regnskabens dag. (indtrængende) For har ikke De stor skyld overfor mig?

Skyld … forklar mig, hvad De mener….

Ja – kan De sige mig, forklare mig den gåde: når de gav Dem sådan ind under mig, som De gjorde dengang – eller var bange, eller jeg ved ikke hvad – og på samme tid så … deilig! Var det så ikke, fordi – (i spænding) jo, fordi De følte det samme for mig, som jeg for Dem?

Hvorfor var De slig, som De var? Er man det overfor en, som er en aldeles ligegyldig?

Å, De må være så snil ikke at tale så høit….

Er der nogen derinde?

Ja …. nei, bare….

Den, som kunde forstå Dem – se tvers igjennem Dem. –

De skal bare ikke tro, at det er så vanskeligt.

Å, er De bedre end andre – hvem tør man tro? De ser så uskyldig ud, der De står, så ærlig, barnlig … og ved godt alligevel, at De tar magten fra mig, … selv nu … ved det sikkert, at De har stjålet Dem ind i min hu og min tanke…. mens jeg ikke gjælder mere for Dem end det gulv, De træ’r på. Er det så?

Å – hvorfor taler De til mig om dette nu – hvad nytter det?

Jeg vil vide det. Var jeg i Deres tanke dengang – dengang da han kom …. sig det nu, endelig en gang – var det så?

Ja – –

Eva! – jeg vidste det!

I min tanke, ja …. men De tvang Dem ind med den magt, som var i Deres egen kjærlighed …. så var det. jeg ved det! De fik mig til at tænke på Dem….

Ja, men De var glad ved det…

Ja – jeg var glad i Dem, i alle mennesker!

Nei …. ikke på den måde! De skal ikke komme fra det så! De gik fra mig for en andens skyld, som var – ja simpelthen – rigere end jeg, er det ikke så? svar mig nu, siden vi har skriftemålet gående!

Jeg kan ikke svare …. å, hvor De må ha det ondt….

Ja, jeg har mistet en illusion, den største i mit liv … jeg har mistet Dem. Jeg ved ikke, hvem De er …. Ikke hvad liv De fører nu, – folk taler allehånde! Det var dét, jeg vilde vide – det også – om De ligner andre – –! (ler) For er det så, da har jeg første ret! – Hvad ved jeg? (stanser; bråt) har De nogen gjemt bag gardinerne der! – hvorfor ser De så ofte derhen? hvad er De ræd for? – Kanske jeg overrasked Dem, da jeg kom!

Å, Brandt …. hvor De er forandret! Sådan var De ikke før.

Var jeg ikke? – nei, det er sandt, engang var jeg god, eller jeg trode, jeg var på vei til at bli det. Det var dengang vi mored os – som to børn, og 70De fortalte mig Deres små glæder og sorger – og jeg vilde så gjerne hjælpe Dem! å, hvor gjerne! og som De står der nu, er De den samme – – og var dog kanske ikke sand mod mig dengang og har aldrig været det! – Å, vi – vi mænd bærer ofte straffen i os selv … for vi ser det, vi ikke vil!

Å – så se da!

Hvad er dét – – et sovende barn? Det er –?

Valentins lille pige! se hvor godt hun sover. Kan De ikke kjende hende igjen, De så hende jo? stakkar, hun havde det ikke så godt …. og nu har hun været syg. Men har De set noget så vakkert? Og sådan en kjærlig liden en! Hys… la os gå – – ellers vågner hun! (Hun trækker for igjen, de går begge tilbage).

Å – frue – –

Ja – vil De tro mig nu? Å, jeg var så beklemt før, jeg kunde næsten ikke tale, ikke svare Dem, for jeg følte, De vilde ikke tro mig!

Å – glem alt det stygge, jeg sa. Jeg er en dårlig en, fru Eva.

Nei, De er ikke. De skal ikke tro det. De har bare havt det ondt – – å, jeg ved det jo selv, der gis ikke noget værre end at tro noget slemt om en, man er glad i! (ryster på hodet). Det skulde én aldrig gjøre … men aldrig gjemme noget heller …. bare sige alting ud – være ærlig! Tror De ikke, dét vilde hjælpe alle mennesker?

Jeg ved ikke rigtig – om det går an.

Jo …. man burde stå fri …. fri, aldrig skamme sig ved det en gjør …. for da gjør en ikke noget, en må skamme sig ved! – fri, overfor den, det vedkommer – –

Ja, det har De sagt engang før …. husker De …. dengang jeg tilstod for Dem, at jeg havde …. kysset Dem, dengang De besvimte. De sa, De likte det bedre….

Ja, den sommernatten … da vi var blet overfaldt af de stygge sluskene på Ullevoldsveien…. jeg husker det nok.

De husker det – Å, vi to, som har oplevet så meget … og den tid … og altsammen… at det skal være forbi!

Nei, De skal ikke sige det! (åbent, hjertlig). Jeg er så glad over, at De kom, og jeg er ikke bange for Dem mere …. Å, Brandt … Viggo! husker du, at du bad mig kalde dig Viggo og sige du; – nu gjør jeg det! For du er jo min ven, min bror! (hun tar hans hånd) å, du skal se lige på mig…. sådan …. og bare være god! for jeg holder saa af dig….

Du holder af mig – –

Ja, som jeg gjorde dengang – – lige så meget! Og jeg er ikke bange for dig mere. Jeg var det, da du kom, ved du hvorfor også …. fordi jeg altid har trod, at du for en del var årsag – – ja kanske aldeles ubevidst – i det … det forfærdelige, som skete dengang…

Ja, vi skal ikke tale om det. For du havde det jo så ondt, du gik jo og trode dette om mig, og – ja, – å, du kan tro, jeg har selv bebreidet mig så meget! især nu efter at jeg blev så – så ulykkelig og forladt …. for når en er lykkelig, du – da blir man desværre ofte hård, og blind, og tænker ikke, forstaar ikke …, men senere, da forstod jeg bedre, hvordan du maa ha havt det.

Ja …. dengang, sig mig – hvordan var det egentlig dengang …. jeg har studeret mig syg på det – syg og ond….

Ja, tror du ikke, jeg har studeret på det selv … det er jo netop saa underligt. Men jeg følte sådan sympati – ja, så, som jeg i det hele følte for alle mennesker – de allerfleste ialfald. Jeg var så glad…

Og gjorde det så lyst omkring dig – husker du – vi kaldte dig for sommerfuglen – –

Ja, jeg syntes jo, det var så skjønt at leve…. å, selv nu kan jeg føle det – for jeg har jo håb… (tankefuld) men det var dengang! hvor dere var hyggelige allesammen, far og mor, Alma og du – mod mig, som ikke havde nogen i verden! så måtte jeg jo være glad – – –

Og så blev jeg glad – i dig – –

Ja. Og det er jo det underlige, at vi mennesker må være så beskafne, at – ja, at vi kan føle sympati for flere, ja kanske for mange…. for jeg holdt af dig … men da han så kom… ja, så blev han konge over det altsammen! Jeg føler, det er så, men jeg kan ikke forklare det.

Ja, – der er vel forskjellige arter og grader i den følelse – –

Og dere to var så forskjellige … som natten og dagen….

Han var dagen…

Som brød ind over mig, ja … jeg blev ligesom ta’t ind i en fryd, i så meget lys….

Og sommerfuglen elsker lyset….

Men har bare levet én dag.

Og nu –?

Nu? – hvad mener du?

Går du og venter – –

Ja – går omkring i så meget uudgrundeligt – uklart, tåget – og venter, og venter – –

Og holder af ham endnu – – efter det du fik vide – –

Ja.

Og han har ond samvittighed og kommer ikke….

Jeg ved ikke … véd ikke … (sagte) men jeg har skrevet…

Og ikke fåt svar – –.

Han reiste jo bort….

Er det ondt at tale om det? – Bare lidt til. Ved du – ved du, at han nu har været hjemme i to – tre uger?

Jeg véd det; – – og jeg har jo ventet, ventet hver dag, trod det hver morgen: idag kommer han! da du kom, trode jeg det var ham! Og jeg har forestillet mig det, hvordan det vil komme – drømt en drøm – – å, det vakreste, jeg har drømt – – om igjen så mange, mange gange! at han kommer ind af døren der – og se ham igjen – og så tale med ham så godt, inderlig, – og tilgi – – og tale ud om det altsammen! Hvorfor kommer han ikke – å – hvorfor kommer han ikke? – Å …. (i gråd) …. jeg kan ikke tale om det, tænke på det …. (hun samler sig lidt efter lidt). Å du! du sa, at du vilde så gjerne hjælpe – – kan du ikke hjælpe – – du, som var hans bedste ven!

Kunde du gå til ham, skrive til ham! (grublende). Og så det med hans mor – – – jeg ved ikke, 77hvad det er, jeg ved ingenting! (hun tørrer sine øine, lidt efter lidt freidigere, mellem gråd og smil). Nei, mange gange synes jeg, verden er rar. Menneskene går omkring og plager sig med hver sit … og tier … og misforstår … og tror så meget rart …. istedetfor at fordra hverandre og være gla!

Ja, vi gjør det. Vi lider. Lider – fordi vi er onde, kanske – – og tror, at andre er det! – Men det gode, det glade, det lyse … (han ser på Eva) det afvæbner, forsoner … gjør lykkelig, hvor det stråler en imøde! – (grublende hen for sig). Man skulde få lyst til det, elske det, gjøre det til en lidenskab … en interesse! Så var man lykkelig … en underlig tanke! på éngang den høieste egoisme og den høieste selvforglemmelse! men ligger ikke pointet der …? (han stryger sig over øinene, siger ligesom opvågnende) Å, du – barn – du får mig til at tænke på så meget! (stærkt). Gjøre det; gjøre det, ja! – å, hør nu, jeg må sige det – – jeg blev drevet herop idag af en underlig uro – –

Uro – – hvorfor?

Jo – du skal vide det: han reiser imorgen… hvis du – vi – ikke forhindrer det … jeg fik tilfældigvis vide det af Alma igår…

Valentin! – Han reiser – –

Ja – det skal være hans mening at være borte et år. Han følger den expedition, som skal ned til udgravningsarbeiderne … tror jo at kunne gjøre nytte som ingeniør….

Imorgen – og nu er det næsten aften… den sidste dag forbi … og han kommer ikke! å, da er alt håb ude – –.

Nei, Eva, det er det ikke – – ikke endnu. Du har én ting at gjøre – bare en eneste ting: gå til ham – til hans mor, vind hende – –.

Derhen! hun, som aldrig har villet se mig – –

Gå derhen! Og så skal jeg skrive – –.

Vil du –?

Ja, for der er mere endnu – mere end du ved! Å, hvordan skal jeg få det sagt? Jeg står jo her 79som den usleste …. og du ved det ikke og taler med mig som med et andet menneske! Vil du gjøre det mere, når du hører, at – –

Hører – hvad –?

At jeg har løiet på dig … i jalousi … rost mig af … skjønt hvad jeg sa, kunde være sandt, men der lå en dobbelt betydning i det! – å, det er jo afskyeligt! men det skal og må siges: for ham har jeg rost mig af at eie, hvad der aldrig har været mit! Kan du så tilgi? Å – jeg ber ikke om det engang! –

Har du –? (hun ser på ham, sandheden går lidt efter lidt op for hende; hun grunder med hånden for ansigtet). Å, nu forstår jeg Valentin bedre! (tar hånden fra, ser på ham, smertelig udbrydende). Hvor kunde du! det er forfærdelig – – forfærdelig!

Ja, kjærligheden er forfærdelig, Eva.

Kjærlighed! – kalder du det kjærlighed, som vil ødelægge og pine og gjøre ondt! – Dét tror jeg ikke på!

Ikke jeg heller – nu. Men bliv ved, forband mig, knus mig med din indignation, det skal være mig en vellyst! Jeg har fortjent det. (Efter en pause). 80Å, kan du forstå det – at vi elendige menneskenes børn, vi står med den ene fod i helvede og den anden i paradiset! der er ikke noget svælgende dyb befæstet mellem ondt og godt, det ene rækker det andet hånden – –

Ja, men kjærligheden – den kjærlighed, som du ikke har lov at nævne – – den står over, den alene!

Gnisten, lysstrålen, som renser blandingen! (Han ser op, med et lyst udtryk). Jo, jeg har lov, for jeg eier den? Nu elsker jeg dig – nu kan jeg slippe dig! – (Efter et øiebliks venten). Og derfor skal jeg gå nu – ikke plage dig, bare handle! Farvel – gud velsigne dig! (Han går mod udgangen).

Brandt! (han går nølende tilbage, imod hende, hun rækker ham taus hånden).

Tak! (Taushed. Han beholder hånden, ser hende i øinene. Inderligt). Og gå så du – sommerfugl! gå trygt!