Ja …. alt dette kan gjerne bli liggende her … småtingene … så er det samlet. Han henter det selv. Toilet-væsken, frk. Witt, er den færdig, så læg den hen til det andet …. siden det nu endelig så skal være. Her – se så (hun tar imod) hvor blir han nu af? Han har jo ikke spist frokost. Kaffeen blir kold.

Ingeniøren gik vist ud for en stund siden.

Gik han ud? – hvorfor gik han ud nu? Sa han ikke, hvor han gik hen?

Nei, det sa han ikke.

Nei … det er jo ikke hans vis. – Vær så god, frk. Witt, at sørge for, at kaffen ikke blir kold. Og læg aviserne på hans bord.

De kan godt sætte Dem hid. Vær så god at sy remmene fast, jeg har ikke kræfter nok til det. (Hun tar et lettere håndarbeide, frk. Witt sætter sig og hjælper). Jeg ved ikke, hvor mine kræfter blir af. Før i tiden …. da kunde jeg modta gjæster eller være ude aften efter aften, men nu trætter det mig. Som igår; – endda det var vor egen kreds. Og hvad har man så for det?

Men hr. Valentin var i godt humør igår, synes jeg?

Det så jeg ikke noget til. Og ikke et ord talte han med frk. Seeberg.

Hr. Valentin liker vist ikke frk. Seeberg.

Nei, han liker aldrig dem, jeg liker. Det må De da ha lagt mærke til alle de år, De har været her. Men hør, det var noget – –. Det stykke, De spilte … det, som min søn gik og nynned på … hvad var det for noget?

Hvilket … å, det! det var en romance af Verdi’s «Traviata».

Ja, jeg kunde tænke det. Jeg har jo sagt Dem før, frk. Witt, at jeg ikke vil høre den musik.

Men en gang forleden bad fruen mig jo spille den, og så tænkte jeg – –

Det er en anden sag. Når jeg bér Dem –. Men denne, har De aldrig spillet før. Sig mig – hørte De – dengang, for mange år siden…. hr. Dorn nogensinde synge den?

Ja – han sang og hans frue akkompagnerte … og så sang de duetterne sammen og jeg akkompagnerte….

De sang jo operetter også? og optrådte virkelig senere? og dét gad folk se på…

Ja, fruen ved, det var virkelige knnstnere….

Ja, vist … det går jo i ét nu til dags. Kunstnere – skuespillere og gjøglere og sangerinder og de, som optrær paa Tivoli. Og de, som ser på også. (Efter en pause) Hør – la De mærke til, om min søn gik ud igår aftes – efter at gjæsterne var gåt?

Nei, jeg tror ikke…

Synes De, at der er noget sådant – underlig ved ham nu om dagen?

Nei – ikke mere end ellers. Men hr. Valentin er jo så melankolsk…

For hvis De har lagt mærke til noget, må De sige mig det, ved De. Jeg ved jo ingenting… han går sine egne veie.

Fruen skulde ikke være så ræd for at tale med ham om hans sager.

Eller han skulde ikke være så ræd for at tale med mig. Det er hårdt for en mor at bære… og at så dette er den sidste dag…

Der er han … nei, det er ikke ham.

Der kom to breve til ingeniøren; – undskyld, jeg trode, han var herinde – –

De kan lægge dem der – på konsolen.

Og så er der en dame ude, som spør, om hun kan få tale med fruen.

En dame … sa hun ikke sit navn?

Nei, hun gjorde ikke det.

En dame, så tidlig (ser på sit ur) snart 11. Hvad slags dame er det?

Det er en ung, pen dame.

Det er kanske den samme, som var her iforgårs, da fruen ikke tog imod … hun, som bad fruen tegne sig for bidrag til understøttelsesforeningen for hjemløse piger … fruen husker, de sa, jeg skulde be hende komme igjen…

Ja, vist (til pigen) la hende komme da (pigen går). Ikke for dét … man kan ikke vide, om man ikke gjør mere skade end gavn ved at fremhjælpe sådanne foreninger, som det vrimler af nu for tiden….

Vær så god, kom nærmere – hvem er det… hvad for noget det er jo…

Frue, De kjender mig kanske….

Frk. Witt … vil De være så god at gå ud et øieblik … og hør: hvis ingeniøren kommer hjem, så ophold ham, tal med ham om tøiet …. om hvad De vil. La ingen komme herind.

Så – nu er vi alene. Og ham får De ikke se … hvis det er dét, De vil opnå ved at trænge ind her. Hvor tør De vove Dem hid trods mit udtrykkelige forbud? Har ikke min søn for længe siden sagt Dem….

Jo, frue … og De må ikke være vred… men jeg kunde ikke andet end gå op til Dem. For det gjælder så meget …. for os begge to, og for Dem, for De er jo så glad i ham og vil vist nødig, at han skal være ulykkelig….

Nu … jeg må sige, De er ikke lidet fræk. Eva Dorn, – – Deres mor op af dage! De kommer herop og taler om ulykke … hvor véd De for det første, at han er ulykkelig? indbilder De Dem kanske, at han tænker på Dem? jeg formoder, De tar feil. Eller om han er ulykkelig … hvis skyld er det så, at han er det?

Å … fru Skytte … hvis jeg kunde få lov til….

Hvis De kunde få lov til at komme herop og beklage Dem, ja! Gjøre spektakel … scener, som de jo pleier, disse – disse – – ja, den sort. Undskylde Dem, tale vidt og bredt, tigge ham om at ta Dem til nåde igjen! Så gjorde han det kanske… og så havde vi ulykken gående påny. Det vilde nok ikke vare længe! nei, godt var det, at han såvidt snart fik øie for, hvem De egentlig var….

Har … har Valentin talt om…

Nei, jeg blander mig nødig i den slags. Jeg vil helst være udenfor hans erotiske eventyr.

Men kan jeg ikke få lov til at forklare Dem …. De er i en misforståelse….

De skal tie! jeg vil ikke høre et ord! misforståelse! – er der nogen misforståelse i det, at Valentin går hen mod min vilje og vier sig borgerlig til Dem og lever med Dem i tre måneder, som en anden «løs forbindelse», uden kirkens velsignelse engang – – at han så, når de tre måneder er omme, hovedkuls reiser fra det altsammen, flygter hjem til mig … til sit gamle hjem, eller ud i verden, så langt bort som mulig … når han ikke er her? Hvorfor gjør han det? – mon for sin egen fornøielses Skyld –? Nei, De får undskylde mig, om jeg da får den tanke, at han er skuffet, bedraget, har gjort bitre, dyrekjøbte erfaringer… dem han kunde undgåt, om han havde fulgt mine råd! – Og så kommer De, som er skyld i alt dette – hvis man da i det hele vil tillægge Dem nogen betydning – – De, som jeg har værget mig for, som jeg ikke vilde se – – De kommer her og vil kaste mig blår i øinene – kanske prøve på at vaske Dem så ren som en hvid due – –

Nei frue, det var ikke derfor … det var, fordi jeg hørte, at han skulde reise idag … langt bort..

Så det ved De også! De har Deres spioner ude! – Er det da ikke mulig at få være i fred…

Frue … De skal få være det … jeg skal ikke prøve at få tale med ham, når De ikke vil det. Men om De vilde lære mig at kjende… lidt nærmere, om vi kunde tale sammen …. om jeg kunde få lov til at komme til Dem imellem og prøve at være Dem til lidt glæde, hjælpe Dem… om De følte Dem alene….

Hvad ved De om det? (hårdt) Nei, De får ikke være her. De skal gå nu, straks, jeg vil det. Bi lidt – (tænker sig om) hvor går De hen … nu går De naturligvis herfra … og skriver en billet til ham … eller prøver på at få ham i tale før han reiser. Dét gjør De naturligvis! Selv om De lover noget andet, stoler jeg ikke på det … la mig se … (efter en pause) jo det er det eneste – (hun betragter Eva stivt) De bad om at få være her … De skal få være her. Ialfald så længe som til imorgen – –. De vilde hjelpe mig, sa De, tjene mig –?

Vel – det er altså en aftale. De har kanske evne til lydighed. Gå bort og ring paa apparatet der borte. (Hun peger på væggen, Eva gjør det; frk. Witt kommer). Er noget af gjæsteværelserne istand ovenpå?

Ja, – begge de østre værelser på øverste gang har der været lagt i – som fruen gav ordre til iforgårs, da det var så koldt.

De vil deroppe finde alt, hvad De behøver – – og bøger og tidsfordriv. Men De undskylder, at jeg må låse Dem inde en stund. Frk. Witt – De er så god at følge denne dame ovenpå – – gå bagveien – – lås igjen, når hun er kommen ind og bring mig nøglen. Pas på, at passagen er fri – – at De ikke møder nogen!

Frue, jeg skal gå … men jeg ber Dem… jeg tror, stoler på, at De vil gjøre det rette…

Nu – – er det bestilt?

Jo, frue … vær så god. (Leverer Nøglen, fru Skytte tar sit arbeide, frk. Witt tar sit og sætter sig også).

Synes De – at De havde set den dame før, frk. Witt?

Nei, ikke just …. men det var jo let at se, hvem hun var.

Ja … hun ligner hende … sangerinden … op af dage….

Ja, men hun ligner ham også … sin far.

Ja, ham også – kanske – – (ser grundende hen for sig).

Stakkars hende, hun så så mild og god ud … men hun var vist ikke glad….

Det behøver De ikke ha nogen mening om frk. Witt. (De arbeider lidt i Taushed).

Godmorgen.

Godmorgen … kommer du den vei? Kaffen – frk. Witt.

Nu skal jeg – –

Tak, jeg skal ikke ha….

Ikke frokost?

Jo, De kan jo gi mig en kop – tak – men ikke noget andet. De kan godt ta det ud…

FRU SKYTTE

Og så får De se efter reisesagerne derude – om alt er i orden. Et par uldtæpper bør du ha med, Valentin.

Kanske det.

Å ja – – siden det nu så skal være. Men rart er det nu, dette her. (Om en stund). Ikke sandt?

Hm, – – hvad mener du?

Jo, at du nu vil afsted igjen. Og la mig sidde alene på mine gamle dage.

Å …. du er jo ikke alene, mor. Du har jo hele din egen kreds.

Som ikke er din. Ja, det er just ulykken.

Å ja – den ulykke har nu varet i et halvt liv, så vi må vel være vante til den.

En vænner sig aldrig rigtig til det, som er unaturligt. Herre gud, ens eget barn, ens egen eneste søn! Det er jo næsten – – ligesom vi ikke er i familie, synes jeg.

Å ja … noget sådant. (Reiser sig, går op og ned, står henne hos hende). Inat har du vist ikke sovet godt, mor.

Å, nei – – der kan komme så mange slags tanker på en, den sidste nat … og mange andre tider også. Og så har vi jo havt det travlt, frk. Witt og jeg. Se her (viser ham noget) nu er det færdigt, du.

Tak mor. Jo, det er godt. Ja – jeg ved, du sparer dig ikke, når det gjælder mine fornødenheder. (leverer hende tilbage, ser på hende). Det var da mærkelig … hvor du skjælver på hånden. (Smiler). Begynder du at bli gammel, mor?

Å ja, det også. – Men det er vel tankerne, som tærer mest….

Det er jo lidet nytte i at tænke på sligt. Vi kan ikke skabe os om, nogen af os. Og vi vilde vel ikke heller, om vi kunde.

Nei, vi lever hver vort liv, gjør vi. Og iaften skal du reise …. og så sidder jeg her igjen med det altsammen. De kommer altid så stærke, tankerne, når du er borte. Og når du så er her… så taler vi ikke sammen.

Hvad skulde vi egentlig … sådan … tale om?

Det var også et spørgsmål. Skulde ikke en søn ha noget at tale med sin mor om? Kunde han f. ex. ikke trænge hjælp og råd – af en, som har levet dobbelt så længe som han? Ha fortrolighed? Det er dét, du ikke har havt, Valentin.

Har jeg ikke havt det?

Nei, ikke på mange år. – Og nu … jeg ser jo, at du går her og lider … og du har aldrig et ord om det. Vil ikke hjælpes. Går dine egne veie, som du altid har gjort.

Tror du, du kunde hjælpe?

Å ja, turde vel hænde … om end ikke på den måde, du vil. – End om du prøvde – – om du for en gangs skyld fulgte den vei, jeg viste dig.

Den, som har gjort dig selv så lykkelig?

Mig -?

Ja, undskyld, mor … lykken ligger just ikke udenpå dig … hvad jeg ikke kunde la være at gjøre opmærksom på.

Mig – (urolig) hvem taler om mig? det er noget, du ikke kjender. Nei, men du. Har du opnåd andet end at gjøre dig selv ulykkelig – grænseløs ulykkelig – ad den vei, du har gåt?

Å ….. sig ingenting … du har ikke greie på det hele.

Nei – men på hovedsagen: at det ikke har bragt dig lykke. Fik jeg så ikke ret tilslut?

Ret … jo, tal om din ret, mor … nu, som du gjorde det før. Du kan jo triumfere … mine onde gjerninger drager sin skygge. Nu ligger jeg dernede, – som jeg har redet, i «stygheden», som du kaldte det, som du aldrig vilde høre tale om, som du råbte over og forfærdedes over så længe, indtil du skræmte mig fra dig! – Nei, nei, – jeg anklager dig ikke – – jeg ved det jo: inderst inde er skylden min egen. Men ser du, mor, havde du sørget for mit sjælelige vel så godt som for mit legemlige …. dér stod du udenfor! Helt fra jeg var barn, det uskyldigste – når jeg kom stormende og vilde ha dig med, i deltagelse…. når jeg så i dine øine og vented, at de skulde gi gjenskin af mine egne, af den glæde, jeg følte… så langt fra over nogen livets «styghed», å nei… 97så viste du mig koldt af – i korrekthed! Det og det gik ikke an – den og den måtte jeg ikke være sammen med! netop de kjækkeste, ærligste gutter! Jeg skulde gå i dine saloner, på hosesokker, være kavaller …. gjøre honnør for dine stive, snobbede damer! Kunde dét bli fortrolighed? å nei … så gik vi hver vor vei …. og siden….

Ja – det kan være så – – der kan være begåt feil; men jeg mente det godt – – jeg så, du havde varmt blod, Valentin – hvem du nu har arvet det efter – –.

Ja – det må vel ha været efter far – – for efter dig kan det vel ikke være – –.

Nei – sandsynligvis ikke.

Og når du så endda havde kunnet byde nogen sand glæde istedetfor den, du tog fra mig.

Den var ialfald sandere end den, du siden tog dig selv. Gi mig en del af skylden …. indrøm bare, at der, hvor du søgte lykken – dér fandt du den ikke! (stærkt). Å, tro mig – jeg havde ret alligevel, jeg havde og jeg har det….

Å … ret, jeg tror … jeg har en følelse af, at du heller vil ha selve ulykken gående dørimellem hos dig, end at du ikke skulde ha ret! – Hvor du er underlig, mor! (står og ser på hende). Jeg har tænkt på det så ofte – – du er ikke lig andre kvinder; – de kan vel sætte magten høit, men andre ting tusen gange høiere …. kjærligheden f. ex. Men dig var det ligegyldig, tror jeg, om nogen i verden holdt af dig … ja, far selv, mens han leved … når du bare behersked dem!

Så, tror du? (Hun støtter hodet i hånden; efter en pause) Nei, – det har alligevel ikke altid været så, som du siger. Engang … (hun tier og falder i tanker).

Hvad feiler dig? Blev du vred, mor?

Nei, men du gjør mig så underlig uret. Magt, siger du? – Ja – når alle andre veie er stængte – lukket for på alle kanter! Jeg havde også engang andre evner, du … blandt andet også den, som kvinderne sætter høiest … eller hvorledes du kaldte det … men just i denne evne led jeg mit største nederlag – – og siden er den vel død i mig. (igjen som opvågnende, lidenskabelig) Og vel er det kanske! – En skal holde sig borte fra det, som frister! – 99å, tro mig, jeg kjender arten; – dette uregelmæssige, bohêmagtige, som du altid har havt en ulyksalig svaghed for … tvilsomme, uvederheftige mennesker … som nu hun, denne sidste! å, jeg vidste det jo på forhånd! Hun har naturligvis gjort dig over alle grænser ulykkelig! jeg har set det, hvorledes du har gåt her – – fortæl mig engang om det – – hun bedrog dig naturligvis – –

Nei, mor … jeg «bedrog» hende … for det første…

Du? Hvorledes?

Jeg havde jo havt en anden, ved du … ja … sådan en….

Å … ti stille. Jeg vil ikke høre om det. Å, alt det, du har været oppe i, Valentin.

Ja, det skurrer vel i fine øren … det er ogsaa ganske simpelt … jeg havde elsket den anden ogsaa … vi havde sågar et barn, mor…

Og dét fik hun vide…

Ja, hun lyste på mig – – så i mine papirer – (halv hen for sig) å, Psyche, Psyche!

Nysgjerrig naturligvis … istedetfor at holde sig borte fra alt dette stygge! Dét er arten! Og så … kan hun ikke tilgi, hun heller!

Hun heller – hvad mener du? Jeg ved ikke … jeg går og venter – og grubler mig syg… for der er mere endnu … (han står henne i forgrunden, tar sig til hodet) å – – var hun ærlig, så fortalte hun mig det selv!

Hvad er det med dig, mor? hvad er det, du tænker på? – Underligt … nu er du slig igjen, som altid, når vi taler om … hende. Kjender du da noget til – hende, hendes slægt – – du antyded noget sligt engang –?

Å ja – – jeg kan ikke la være at tænke på – gjengjældelsen – fædrenes synder, som hjemsøges på børnene…. Det er vel Vorherre selv, som i sin retfærdighed viselig indretter det så – –

Kalder du dét retfærdighed? – det er vel i det høieste naturlove – – og i dette tilfælde kanske ikke engang – –

Nu ja, det være, hvad det vil … jeg har lyst til at fortælle dig … denne historie, den samme som mange andres …. så betydningsfuld for en selv, så ligegyldig, intetsigende for den øvrige verden. Så ydmygende … ja, men alligevel –. Jeg sa dig før, at jeg engang har været en anden end den, jeg nu er –, nuvel – jeg har også engang været bundet i et forhold – ja forlovet, forstår du, med et menneske, som jeg hang ved med hele min sjæl; – det var før jeg kjendte din far! Han var – ja, hvorledes skal jeg beskrive ham – han var halv barn, halv mand, et stemningsmenneske, et slags digter, ikke på papiret, men i livet, i øieblikket. Ved hans personlighed var noget betagende, som rev alle med, når han vilde – og øinene talte – han var af dem, man aldrig glemmer, når man engang har kjendt ham! Lille frk. Witt derinde, hun kjendte ham også – meget senere – jeg kan ikke la være at spørge hende imellem – (tankefuld) ja, hvad der er for en magt i disse minder!

Ja, mor – dèt forstår jeg så vel – –

Hvorfor jeg holdt af den mand – så grænseløst – det var vel af den grund også, at jeg følte, jeg var stærkere end han, at han trængte mig… min natur er nu engang så. Han var blød af karakter, ja svag, han havde ideer nok, men kunde ikke virkeliggjøre dem, handle – – derfor hørte vi to sammen. Jeg skulde frelst ham … gjort en mand af ham … ført ham ind i adel og finhed! – Men det blev jo anderledes! (Liden pause). Betydelig musikalsk var han, dét blev skjæbnesvangert for os begge. Der kom en damekvartet – sådan en omreisende – til byen, som alle skulde høre. Alt den første aften mærked jeg, at en af disse damer fængsled ham forunderlig … han havde ikke øinene fra hende, og hans sjæl var med i hver tone, når hun sang. Hun var svensk – nei – finlænderinde; – havde et par øine, som kunde hun fisket dem op fra bunden af en af de «tusen sjøer» derinde – – ja, du kjender dem jo! Jeg lærte både at frygte og – hade dem! – Fra den stund var han ligesom bergtagen; øinene drog ham – tonerne bar ham bort fra mig; … jeg følte, det var ikke håb mere! – Han studerte jus dengang, men nu opgav han det, vendte tilbage til musiken, som han havde dyrket fra gut af – og fulgte hende. Deres senere liv kjender jeg lidet til, de slog sig igjennem ved koncerter og informationer i forskjellige byer… vist kummerlig mangen gang. Nu er de døde begge! –

Og hvad så? – er der mere –?

Ja – du véd det – – de havde en datter … jeg havde jo set hende her i byen, dengang du –. Hun er sin mor næsten som hun gik og stod, har hendes farlige skjønhed, hendes magnetiske øine –. Jeg tålte ikke at se hende, nu ved du hvorfor – – å, Valentin! så du, hun var ikke at stole på! Med min vilje skal du ikke møde hende igjen … (heftig, urolig) nei, nei! heller vilde jeg se dig reise verden rundt…

Ja – reise, du har ret – – (ser på uret) Jeg skal jo reise, i denne dag! så sidder vi ikke her! (han går hen til hende) Stakkars mor … ja, du har havt dit! vi har alle vort….

Å, jeg har tænkt på det, Valentin … er det da nødvendig at reise så langt. Hør, vi kunde jo reise begge – til en anden by?

Går ikke, mor. I en liden by var der ikke engang arbeide for mig. Nei, jeg får langt ud nu – langt bort! kanske til steder, hvor fortidens… verdenshistoriens minder kunde bære en høit, høit 104– – over tankerne på ens lille personlige, elendige menneskeskjæbne? – Å, nej … håb ikke på det … det er ord, ord! Ens egen skjæbne er aldrig liden, ubetydelig for en selv! Vi bærer jo hver en verden … og en verdens lidelse i os!

Ja, mor, vær ikke bedrøvet … jeg kan ikke gjøre andet. Farvel – jeg skal lidt ud. Går med dampbåden iaften. (Han går; hans mor sidder grublende i samme stilling).

Alle sagerne … de ligger her endnu (går til sybordet) så kan de pakkes ned her … frk. Witt … dette skal i håndkufferten, det får han brug for hver dag. Nu plaidremmen – ja, lad den ligge, han spænder den selv. Tæpperne? er de lagt Ind…

De ligger over stolen der…

Men det er jo ikke det rigtige … han skal ha det brune plaid og bare et af de andre … vil De være så god at bytte om… (leverer hende, frk. Witt går).

Alle disse kvitteringer, mor, dem får du ta dig af, gjemme dem. (Han sætter sig og skriver, lægger et par breve i konvolut, reiser sig om lidt, begynder at lægge ned ting, ordne med plaidremmen, fik. Witt kommer med plaidet). Tak. (Frk. Witt går). Bedst at gjøre det af – jeg har bestilt Thomsen til at komme og kjøre sagerne ned i forveien. Så – for pokker! det er nogen fillegreier, remmen er jo alt for vid! (bruger sin pennekniv) jeg tar nu ikke alt det med, som du har opstablet der – – det blir altfor stor oppakning. Kan heller kjøbe det dernede … hvad jeg behøver. (Fru Skytte drager nogen tunge suk, han ser på hende). Sukker du for dét? – du skal ikke være bekymret, mor, – ukrudt, ved du…

Det var ikke netop dét nu … jeg skulde heller være med, jeg får ordentlig reiselyst, du!

Du, mor! vil du bort herfra? det trode jeg nu egentlig ikke … du, som har hele dit liv her, din egen kreds – –

Men jeg er træt af det. Det er tomhed altsammen!

Er du kommen til det?

Å ja … når en begynder at bli gammel du, da trænger en til hjertelag, ikke til selskabelighed! og rigdommen, den er egentlig en forbandelse… en ved aldrig, om en er elsket for sin egen skyld! når jeg tænker på det, så ved jeg ikke en eneste af min omgang – jeg kan være fuldt sikker på! – Det er så tomt, så koldt … og nu reiser du… (hun går frem og tilbage, i uro) men det må ske … det må jo ske…

Ja, det må ske…

Så la os bli færdige … ja, jeg tror snart ikke, der er mere … (hun ordner i værelset, kommer tilfældigvistilfældigvis] rettet fra: tiltældigvis (trykkfeil) bort til konsolen, får et par breve i bånden) nei, Se nu, hvad jeg har glemt i al denne forvirring … her ligger jo breve til dig. (Leverer ham.)

Så …. tak. (Han tar dem, ser mekanisk på dem, åbner det ene og læser, kaster det på bordet, åbner det andet, ser i det, halvhøit) Hvad er det? fra Viggo … (begynder at læse).

Nu er manden her … skulde jeg sige ingeniøren.

Hvad for en mand…

Vognmanden, som skal kjøre sagerne ned til bryggen…

Ja, det er pakket altsammen – – han kan komme herind og hente det – – (læser.)

Det var ikke sandt…

Skal han ta håndvæsken med det samme!

Hvad? å undskyld … jeg må ha en smule ro …. (han går tilhøire ind på sit værelse).

Det er bedst, den går med … (Frk. Witt går efter manden ud af døren med den, en pige kommer med det samme).

Frue, nu er her igjen en ude, som endelig vil tale med Dem … jeg sa nok, at fruen ikke tog imod så sent, men…

En? hvad mener du? mand eller kvinde…

Det er et fruentimmer. Hun spør efter en dame, som hun siger skal være her i huset og vil aldeles ikke høre på en…

La hende komme.

Jeg ber fruen så meget om undskyldning… men de siger derude, at mit herskab ikke er her … og hun sa, at hun gik hid … og nu har jeg gåt så lang vei og måtte endelig tale med hende.

Hvad vil De Deres frue…

Jo, jeg skal sige fruen – hun sa, jeg måtte vide, hvor hun var om der kom noget påfærde… og nu … men kanske jeg er gåt feil alligevel…

Nei, nei … De er ikke det…

Ja – kunde jeg ikke vide, at de for med løgn derude – slig er de – men de narrer ikke mig så let. Jo, jeg skal sige … det var imorges, da fruen var gåt, blev den vesle jentungee så rent ude af sig, og det blev værre og værre, for hun er jo ikke vant til at være fra hende. Og hun vilde slet ikke sove, som hun nok kunde behøve, for hun har jo været syg også … og råber på fruen alt i et Og så i eftermiddag blev det da rent galt, og alt det jeg har gåt og puslet og stelt for hende, så er det lige galt, hun kalder på fruen og vil hverken spise eller drikke, men bare ligge på gulvet… og madam Tofte, som var oppe hos mig en minut, sa, at hun havde feber. Madam Tofte, hun har nu sligt godlag med barn, og hun sidder hos hende nu … men jeg syntes, det var så rent rådløst, og jeg tænkte, at jeg turde ikke være alene med hende til natten. Og så syntes jeg, at jeg måtte gå herhen, så sent det var, og prøve at få fruen til at gå med hjem … for bedre blir det nu ikke med den vesle, så længe hun er borte.

Nei – det kan vel være. Hun er jo barnets mor … er hun ikke det?

Nei, det er da ikke hendes eget barn … ved ikke fruen det?

HvisHvis] rettet fra: Hkis (trykkfeil) barn er det da?

Ja, jeg ved rigtig ikke … jeg har ikke turdet spørge om det, for fruen er så alvorlig af sig… men jeg har nu sådan tænkt for mig selv, at det er fruens mands.

Hvorfor tror De det?

Ja, jeg ved da ikke noget uden af det, jeg har hørt – – for de skal jo være skilte og han har vel været gift før – – og så ligner hun da sa portrætet også – –.

Hvilket portræt?

Af fruens mand, som hænger inde på hendes værelse.

Godt; – nu kan jo De gå hjem, så skal jeg sige Deres frue besked … hun skal ganske sikkert komme iaften…

Tak skal fruen ha … når hun bare gjør det så … (hun går ud i baggrunden).

Hvad er dette … å gud, for en dag, for nogen timer (går, står stille) underligt … hvor hun ligner ham! fred … et hjem … jeg kunde samle dem om mig, mine egne! (går igjen). For en forskjel… hun er jo hans barn – – og jeg hader og forfølger! (med beslutning). Jeg vil tale med hende! (Hun ringer, frk. Witt kommer. Hun gir hende nøglen, siger sagte nogle ord, frk. Witt går).

Valentin …. nei, nei …. du må ikke gå nu…

Jo, jeg må afsted, øieblikkelig … (ser på hende) hvad er det…

Du går ikke nu, jeg bér dig – – hør, gå ind i kabinettet der, bare et øieblik!

Derind? jeg har sandelig ikke tid … det haster…

Gjør hvad jeg siger dig – – gå ikke ud i entreen! gå derind! stå rolig der, indtil jeg siger dig til! stå ganske rolig – hør, hvad du har godt af at høre – –

Men jeg forstår aldeles ikke…

Det behøver du heller ikke – – gå nu bare, hurtig – – (hun skyver ham ind mellem portiérerne tilvenstre. I det samme åbnes fra baggrunden for Eva, hun er i sort kjole, bleg).

Kom nærmere, barn.

Han er borte –!?

De må se at bli rolig, jeg har nogen spørsmål at gjøre. Her har været en og spurgt efter Dem … der blev talt om et barn…

Et barn? (forskrækket). Er der noget påfærde… hjemme?

Vær rolig … der er et barn, som græder og længes efter Dem et sted, men det får vente… nei, det har ingen fare; sig mig nu først: hvad er det for et barn?

Det er Deres søns, frue, hans og den anden dames – hun, som døde fra det.

Havde ikke Valentin sørget for det selv?

Jo, han havde, han betalte naturligvis for det; – men han kunde jo ikke se til det, for han var jo ude og reise, – (optaget af emnet) og den lille pigen havde det slet ikke så godt, det var hos en enke oppe ved sagene … og hun tog imod søm og arbeided fra morgen til aften og havde 3 børn selv. Det var vist ikke så dårligt for dem … men hun fik ikke tid til at passe børnene, de løb mest ude, i al slags veir, de havde ikke nok klær heller …. og derinde var så trangt og dårlig luft. Jeg kunde ikke andet end synes så synd på dem allesammen… men Valentins lille pige, hun var den sødeste… å, de skulde set hende … i den lille fillede kjolen og med de små blåfrosne hænderne! Og hans øine – op af dage!

Og så tog De hende med hjem til Dem…

Ja … og frue, De kan tro, det var ikke vanskeligt at passe hende –! Bare moro! jeg var jo så alene … å .. juleaften f. ex., jeg vidste det: han var nede i Spanien, der var det vel vår alt! men vi to sad hjemme og havde juletræ – og hun fik nye klær og var så lykkelig –.

Ja, men sig mig – var det ikke underligt … det måtte jo altid minde Dem om hans uret mod Dem?

Ja, men dét var jo barnet så ganske, ganske uskyldig i – og ellers så – ja, jeg ved ikke, men midt op i alt det – ja, det, som var tungt, var jeg så lykkelig ved at ha noget af hans at stelle med. Jeg tror, det er naturligt. (Noget tankefuld, grublende). Det om uretten har jeg tænkt meget over …. og det er jo uret, allermest når man ikke taler ud til hinanden … men jeg kan ikke være bitter, å, det er vist så naturligt. For jeg var jo den sidste! (sagtere) jeg ved, at han elsked mig!

Ja, (uvilkårlig, smertelig hen for sig) det er tungere endnu … ikke at være den sidste (ser på hende) men dét er barnet så ganske, ganske uskyldig i, det har De ret i.

Å, men … har han da ikke fåt et brev? Véd han ikke (i smerte) frue, De har ladet ham reise – hvor det er hårdt! – Jeg havde jo et håb under alt dette, jeg tænkte: Får han engang se, at jeg kunde hjælpe til at forsone ham med den fortid, som pinte ham – og som jeg rev sløret fra – da. – ja, da – –

Vented De da, at han skulde komme tilbage til Dem?

Om jeg Venter –? (siger afbrudt, kjæmpende med gråd) å – De ved ikke, hvad De har gjort! … om han vidste…

Han ved, – barn.

Mor … vær forsigtig … (Eva lytter og vender sig hastig om med et udbrud, han modtar hende i sine arme. De står tause).

Gud ske lov!