Republikken paa Øen

av Johan Nordahl Brun

Første Handling

Skuepladsen er i Leonard Pettis Huus.


Første Optrin.

Dorant, dernæst Lise.


    1Dorant  allene reiseklæd.

Det er ikke godt at agere Spion i et Huus, naar man ikke træffer paa Mennesker, men see, der har vi en Prøve.



    Lise  neyer.

Velkommen.



    Dorant. 

Maa jeg tage Dem for Jomfrue eller Pige i Huuset?



    Lise. 

Ville De tage mig, maatte De nok tage mig for Jomfrue, men førend jeg lod mig tage, gad jeg vedst hvem De var.



    Dorant. 

Mit Navn er Dorant, jeg er fremmed, jeg er ulykkelig.



    Lise. 

Saa vor HErre tage Dem jo før jo heller. Vi have Ulykker nok paa Øen, om vi ikke skal hente flere fra det faste Land. De er maaskee en Emigrant, en Aristocrat.



    Dorant. 

Nei, tvertimod, forfulgt af dem. Jeg leder efter en Friestad hos Mennesket. Den skulle findes paa denne Øe, især i denne Bye, fornemmelig i dette Huus.



    Lise. 

I saa Fald er De ikke gaaen Feil, her aander alting Friehed, her hersker Liighed, her gielder Mennesket: Jeg er, sandt at sige, kun Pige i Huuset efter den gamle Cancellie-Stiil, men nu begiegner Fruen mig som en Søster, og Manden, 2som jeg kunde være hans Frue. Al Fornemhed, al Adel, alle Titler og Baand og Stierner og Ordener,Ordener,] rettet fra: Ordener. (trykkfeil) og GUd veed hvad de heede alle disse Menneskelighedens Frynser, ere reent afskaarne; Kun Talenter spørger man om? Fører De noget med Dem af den Sort?



    Dorant. 

Lidt til Huusbehov. Men kunde man ikke faae Herberge her for det første? Jeg kan saa taalelig godt betale; men Vertshuus kan jeg ikke lide.



    Lise. 

Her er Værelser i Overflødighed, men Sæng – Jeg ligger vel som oftest allene – Men–



    Dorant. 

Maatte jeg opvarte Herren?



    Lise. 

Fy for Fanden! bort med dette Hofsprog, opvarte – hvad er det? Ikke eengang jeg giør Opvartning. Og Herren med fulde Bogstaver? Paa det faste Land der have I Eders Herrer, Eders Naader, Eders Excellence. Leonard Pettis er Medlem af Octoviratet, Mand i sit Huus, Faer for sin Søn, og den, som har formaaet mig og Valentin at giøre visse Gierninger for en vis aarlig Rente.



    Dorant. 

Maa jeg da have den Ære at tale –



    Lise. 

Atter Hofstiil. Der er ingen Ære i at tale, det kommer an paa hvordan man taler.



    Dorant. 

Saa gaae da hen og siig Lemmen af Octoviratet, Manden i Huuset, Faderen til Sønnen, at jeg vil tale med ham.



    Lise. 

Jeg gaaer om jeg vil og naar jeg vil.



    Dorant. 

Ja det forstaaer sig. Jeg beder om Forladelse.



    Lise. 

Synd først førend De beder om Forladelse.



    Dorant. 

Her er man ilde opskiørtet. Frieheds Terminologie er en heel Videnskab. Hør! kan De ikke skaffe mig Republikkens Ordbog.



    3Lise. 

O! De kan for det første bruge mig som et levende Lexicon, naar De kun ikke maculerer Exemplaret med despotiske Anmærkninger. Men der kommer Leonard af sig selv. (Hun gaaer.)



Andet Optrin.

Leonard, Dorant.


    Leonard. 

Fremmede! her er Frieheds Fædreneland. Her gaaer man lige til, sig, er De en af Despoternes Slaver, Ven eller Fiende, ærlig Mand eller Spion?



    Dorant. 

Spion og ærlig Mand tillige.



    Leonard. 

Ved Nationens Ære svær jeg De skal hænges inden Soel gaaer ned. Modsigelse taales ikke paa denne Øe.



    Dorant. 

Jeg modsiger mig ikke, og De forlanger mig ikke straffet, naar De kiender min Forfatning. Ingen har lidt meere af Aristocrater end jeg. Jeg er ikke fød Adel, det er Ulykken, for Resten havde Natur og Lykke været mig saa taalelig gunstig, jeg kunde giøre Regning paa at spille en glimrende Rulle; men Hofkabalen tog Partie imod mig. Jeg besluttede at flye did hvor Ret og Friehed og Liighed herske, til disse tre Gratiers Øe. Jeg maatte foregive, at jeg reiste hid som Spion. Men Republikken er jeg kommen at tiene, og at døe for den, om det galdt, i Krig mod Despoter.



    Leonard. 

Saa er De ogsaa Kokardens værdige Candidat.



Tredie Optrin.

Fire Gemeene styrte ind i Huuset og tale i Munden paa hverandre.


41) Her var Huuset. 2) Her tog han ind. 3) Der er han. 4) Det er den samme. Alle fire: Hei, Spion! flux til Lygtepæls.



    Leonard. 

Stop, Kammerat! Respekt for mit Huus.



    Den første. 

Respekt; gaae ad Helvede til med jer Respekt. Respekt for Mennesker, Respekt for Friehed, Respekt for den almindelige Sikkerhed, og dette mit Huus, det skulle han sige saa sagte, lille Leonard. For, Liighed holder vi meget af, der mumles stærkt om, at en vis Mands Huus kneiser saa høit over andres, at der seer saa aristocratisk ud, man tænker saa uformærkt paa at jævne det med de øvrige Huuse, saa bliver Gaden saa kiøn, liige; seer han, lille Leonard.



    Leonard. 

Veed Du, at jeg sidder i Octoviratet?



    Den første. 

Veed Du, at min Stemme var med at sætte Dig derind, og kanskee i Morgen sidder Du der ikke. Ikke Næsen saa høyt i Veiret, Bestefar! Men Du Monsieur Gaustrich! flux til Lygtepæls; vær ikke undseelig, det er en Overgang.



    Leonard. 

Holdt dog og hør! Han er forfulgt af Aristocrater, søger her en Friestad, tilbyder Republikken Tieneste, og kan tiene Republikken.



    Den første. 

Nu! saa lad den Slyngel leve paa Prøve; men hvortil duer han?



    Dorant. 

Jeg forstaaer en Deel levende Sprog. Jeg har lagt mig efter Fortifications-Væsnet, og, saavidt jeg veed, fra det faste Land turde det snart blive fornødent her; Der ruster sig en vis aristocratisk Flaade.



    Leonard. 

Og det skulde være os meent?



    Dorant. 

Saa gik Rygtet.



    5Den første. 

Ei! Kokard paa Krabbaten, lad ham sværge Constitutionen, og saa strax til Volds at arbeide.

(Alle fire gaae.)


    Leonard  mumler for sig selv.

Mit Huus – sige det saa sagte – Nei! det gaaer for vidt – rive en Etage af mit Huus – Den Egalite hører Fanden til.



    Dorant. 

Førend Huuset degraderes, maa jeg logere her?



    Leonard. 

Ja! dersom det ikke er at degradere Dem, naar jeg anviiser min Tiener til Contuberual.



    Dorant. 

O! Nei, vi ere alle Mennesker; Jeg bringer mit Tøi derhen. (Han gaaer.)



    Leonard  alleene.

Den Krabbat seer mig vittig ud, han skal gaae mig til Haande – Godserne skal nok tilsidst blive min Odel og Eiendom – Tiene Republikken er vel nok – men Gratis – det maatte Fanden.



Fierde Optrin.

Carl, Leonard.


    Carl. 

Nu, min Far! Timen nærmer sig, Eiendoms-Loven skal bestemmes, viis Dem sand Patriot, lad ikke Deres store Godser fængsle Deres Frieheds-Aand. Deres eeneste Arving taler her. Giør De kun et Offer for det Almindelige, her er en Søn, som ikke skal fortryde det.



    Leonard.Leonard.] rettet fra: Dorant. Leonard. (trykkfeil) 

Ei! hold Du din Mund, Grønskolling! Vil Du lære mig Pligter mod Fødeland?



    Carl. 

Ja vist vilde jeg, naar jeg kiendte dem bedre.



    Leonard. 

Veed Du, at jeg er din Far?



    Carl. 

Ja vist, og at De bør fortiene at have saadan en Søn.



    Leonard. 

Veed Du, at jeg sidder i Raadet?



    6Carl. 

Ja! og at jeg paa samme Tiid staaer blandt dem, som raade. (Han gaaer.)



    Leonard  alleene.

Ikke Børn adlyde Forældre, det er stærkt.



Femte Optrin.

Mentor, som har hørt de sidste Ord. Leonard.


    Leonard. 

Er det Dem, Mentor! som har indpræntet min Søn denne smukke Grundsætning?



    Mentor. 

O ja! I Ligning med Fødeland maa Forældre vige. Men jeg er kommen i et vigtigt Erinde: jeg veed, De skal i Raadet, jeg veed, der bliver Debatter. Jeg vil holde Dem en Forelæsning om jus ad rem og jus in re.



    Leonard. 

Jeg forstaaer ikke Latin.



    Mentor. 

Saa bør De lære, eller lade mig gaae i Deres Sted. Raadet er ikke tient med Idioter.



    Leonard. 

Ei heller med lærde Pedanter.



    Mentor. 

Nyt Tiiden, daarlige Mand! annam Viisdom!



    Leonard. 

Giør mig ikke vred! Anvend Deres Gaver paa min Søn, derfor betaler jeg Dem.



    Mentor. 

Hvad betale! hvad betale! Kom mig ikke med den Guld Despotisme, den er endnu værre end enhver anden. Betale og commandere meener De er eet. Absit. Friehed har en anden Guldvigt. Mod mig er De veiet, og funden for læt. Deres Søn og De selv og den heele Republik trænger til mine Indsigter. Hør nu hvad jeg vil sige: jus ad rem og jus in re.



    Leonard. 

Jeg maa hen at klæde mig. (Han gaaer.)



    Mentor.  alleene.

Du maatte heller gaae nøgen, end have en Forstand saa luuslidt.



7Siette Optrin.

Valentin, Mentor.


    Mentor. 

Valentin! Du kommer ret tilpas. Du er vel ingen Litterat, men Du har usædvanlig Kundskab og Opdragelse efter din Stand. Gaae mig til Haande, see Du kan faae samlet en Deel Stemmer, som i Dag andrage for Raadet, at der altid burde være een, som forstoed Sprog i det diplomatiske Fag, at denne burde handle med alle udenlandske Ministre, og at denne burde have øverste Sæde i Republikken.



    Valentin. 

Og da ventelig bringe Dem i Forslag?



    Mentor. 

O Nei! Veed Du nogen bedre, da nævn den.



    Valentin. 

Nei! jeg veed ingen. Man har saa temmelig renset Republikken fra alt det, som kunde komme i Betragtning i den store Verden; Men øverste Sæde, hvad bekymrer en Philosoph sig derom? Raadets Secretair kunde man foreslaae Dem til, og i saa Fald var det best De adresserede Dem til Deres Principal.



    Mentor. 

Bort med det fordømte Ord: Principal! Jeg erkiender ingen Principal, uden den, som er klogere end jeg.



    Valentin. 

Er de da saa klog?



    Mentor. 

Ja vist er jeg. Det er falsk Hofbeskeedenhed at nægte, men af Dig at spørge derom, er dumt, er impertinent.



    Valentin. 

Dumt, det vil jeg indrømme – Men impertinent, er ikke dette Ord ubrugbart i vor Forfatning? Kan den Ting være til, eller det Ord have nogen Bemærkelse?



    8Mentor. 

Det vil endnu sige: Du er læg og jeg er lærd; Jeg danner den unge Carl Pettis Forstand. De putser hans Skoe. Du er Tiener, jeg Hofmester, og det er en næsviis Stræg af en saadan Tiener, at spørge en saadan Hofmester saadant et Spørsmaal, og hernæst giver jeg din Æsel derfor paa din Snude.



    Valentin.Valentin] rettet fra: Valenin (trykkfeil) 

Nei vist giør De ikke; De kan ikke handle despotisk midt i Frieheds Skiød. Liighed er Sielen i vort heele Væsen. Naar de slog mig, maatte jeg for Egalitetens Skyld slaae Dem igien. Og da nu just ikke Naturen har giort os til Ligemænd i denne Vei, da en saadan Tiener formodentlig er stærkere end saadan en Hofmester, saa slaaer ikke saadan en Hofmester saadan en Tiener.



    Mentor. 

Saa skal mine Indsigter ydmyge Dig, dumdristige! (Han gaaer.)



    Valentin  alleene.

Jeg er ydmyget nok midt i denne Sværm af Narrestræger.



Syvende Optrin.

Frøken Amalia, Valentin.


    Amalia. 

Hvad Trøst, kiere Valentin! hvad Haab til Redning? hvad Vei til Flugt? eller er jeg evig dømt til denne Daarekiste? Ak! hvor min Far, saa klog han var, miskiendte Leonard Pettis, da han betroede ham Baroniet Leverpol til Forvaltning og mig til Opdragelse. Leonard, som kun besidder nedrige Sieles Klogskab til at samle Rigdom, Leonard, hvis Hierte, som alle Gierriges, er fuldt af Despotisme og Tyrannie, Leonard, som allene omfavnede Revolutions-Partiet, for at usurpere adelige 9Godser og rage i exilerte Prælaters efterladte Rigdomme. Min Tante, som misallierede sig med ham, svor under Friehedens Fahne, for at hævne sig over den Adel, af hvilken hun var foragtet; Den som apostaserer, Valentin! bliver altid meest intollerant mod sin forrige Troes Bekiendere. Hendes Forhaanelser gaae mig ind i Sielen. I Dag har hun kronet dem: Baroniet Leverpol, siger hun hiemfalder til Republikken, med mindre jeg giør Partie med hendes Søn. Jeg ærer ham, men jeg elsker ham ikke; jeg kan ikke elske ham. Han er nok, troer jeg, blandt alt hvad som sværmer paa denne Øe, den reedeligste, den som troer, han har Ret og giør Ret; Men han sværmer, han glæder sig over, at min Byrd og al Adel forhaanes; han er meere intollerant mod Adel, end Adel nogensinde har været mod andre Stænder. Han fortæller mig i Dag et Decret: Jeg skal ikke kaldes Frøken, men Jomfrue, ikke von Leverpol, men Amalia Lever. Børnerier i sig selv, det veed jeg nok; men da mine Fædre bare Navnet med Ære, da de vare fortiente af Staten, saa smerter det en Datter at berøves alle kiere Erindrings-Tegn af Familie-Hæder. Foragtet, forladt kan jeg ikke tale et klogt Ord, uden med Ham, Valentin! Ved et Slags Mirakel er han eene ubesmittet af de Frieheds Opiater, der har beruset den heele Øe; Jeg veed, han giør alt for at tiene mig. Nu er det Tiid, Valentin! nu kan jeg snart ikke meere bære min Kummer. Kiere! har De udtænkt nogen Plan, fundet nogen Udvey – De tier – er der intet Glimt til Haab?



    Valentin. 

Intet, naadige Frøken! jeg vil ikke smigre Dem, aldeeles intet. Jeg kunde vel liste 10mig bort under et eller andet Paaskud, men jeg bør ikke forlade Dem – – Jeg kan ikke.



    Amalia. 

Ædle Menneske! hvormed belønner jeg Dem? – Dog, det er den Ulyksaliges Lod, han drager altid med sig ned i Faren den, som han af alle skylder mest. O! levede enda min Fader; men i saa lang Tiid intet fra ham, intet om ham, ikke hans Navn i Gazetterne, ikke siden Oprøret i Constantinopel. Ak nei! han er ikke meere! jeg er altsaa kun en fattig Orpheline, som ingen Tieneste kan belønne, mindst nogen, saa vigtig som den, jeg behøver af ham.



    Valentin. 

Nævn ikke Belønning, naadige Frøken! Det var min Siels heele Stolthed, om jeg engang kunde sige: Denne Skiønne har jeg frelst fra Røveres Hænder. Jeg faaer et Indfald: Denne Fremmede, som kom, har Opdragelse, kunde jeg vinde ham, bruge ham, han maa blive min Fortroelige, førend han bliver nogen andens. Ak! hvor det mindste Glimt af Haab for Dem, min Frøken! opliver min heele Siel! Maatte det kun ikke atter skuffe! (Han gaaer.)



    Amalia  alleene.

Hvem er dog denne Valentin? – og hvad er det jeg føler for ham? – Taknemmelighed – Ja – Men her er noget meere her indenfor – Høiagtelse? – Nu, ja – det er alt – meere er det ikke – meere bør det ikke være – Men hvorfor ikke – End Venskab – Venskab med en Domistique? Men hvorfor ikke? Det ædleste Menneske i Huuset; Jeg troer næsten i den heele Bye.



11Ottende Optrin.

Frue Petris, Amalia.


    Fruen. 

Hillemænd! en Monologue? Confronterer De maaske Deres adelige Princips med vor stakkels Frieheds Aand? Eller tæller De endnu Deres Ahner? eller studerer De Heraldiquen? I Sandhed det var en Sielefødende Videnskab. Jeg erindrer nok, hvor ynkelig min Francoise arbeidede med den, for at oplyse min formørkede Forstand; Men jeg var en af de uhældige Skabninger, som ikke vidste mit eget Beste. Jeg var altid blasphemisk mod alle Adelens Guddommeligheder. Jeg kronede endelig mit Frietænkerie, da jeg understod mig at troe, at den unge raske Borgersøn Leonard Pettis var bedre skikket til Ægteskab, end Baron von Bossy, som var skrutrygget, og skeeløiet, og halt, og stammende.



    Amalia. 

Ah! min Tante! skaan mig dog engang for Deres Bitterhed! Giv mig Grund til at elske Dem! Jeg falder Dem jo aldrig besværlig med adelige Maximer. Jeg bebreider Dem aldrig Deres Valg, ikke mit Hierte bebreider Dem, jeg forsikrer. Jeg føler, alt for vel maaske, det Stive i vor Etiquet. Jeg begriber, at en ung Dames Hierte er ingen Timeviiser, som lader sig med Fingrene flytte hen paa hvad Klokkeslæt man vil. Jeg ynker dog enhver Datter, som med Ægteskab fortørner Forældre, og udelukkes fra deres Samfund. Jeg kan beklage, jeg kan elske Hende, jeg kan skiænke Natur og Ungdom og Elskov alt; men jeg fordrer, at Hun, i en modnere Alder, dog skal ønske: Gid min Brudgom havde været af samme Byrd som jeg, 12at Fædres Velsignelser kunde hvilet over mit Huus! Jeg, i deres Sted, Tante! skulde maaskee ikke giort det bedre. Ungdom, en smuk Figur, et godt Forhold, daglig Omgang, Kierligheds Prøver, jeg begriber, hvor læt disse Ting kan indsnige sig i et frit Hierte; Men dette samme Hierte skulle dog æret de Fordomme, det var nød til at trodse.



    Fruen. 

Prægtig! I Respect af adelig Indbildning skulle jeg strøe Gift paa min virkelig blomstrende Lyksalighed. Stand er Chimaire, vi ere alle lige.



    Amalia. 

Saae De da gierne, at Carl ægtede Lise?



    Fruen. 

Det er en anden Sag. Min Pettis var ingen Bondesøn, ingen Haandværks-Burs; hans Fader var Kiøbmand, kom i vore Sælskaber og vi til ham.



    Amalia. 

Sælskab og Ægteskab er gandske forskiælligt. Jeg erindrer, som en Drøm, at min Fader holdt baade Sælskab og Venskab med en Møller og en Bonde i hans Naboelav, begge værdige Mænd, at han sagde mig, som et Barn: Foragt ingen Stand, min Amalia! I alle Stænder gives ædle Mennesker; men neppe vilde han, at jeg skulde ægtet Møllerens eller Bondens Søn. – Men da nu denne Fader har betroet sin Svoger Baroniet og sin Søster Datteren, saa turde dog denne svage Rest af Adelen saaledes haabe nogen Beskyttelse under en Tantes Vinger. Hvor høitidelig skulle De forsone alle Fornærmelser mod Deres Stamme, ved at opelske med Moderlig Haand det eeneste Skud, som oprinder under Deres Huuses Skygge.



    Fruen. 

Det skulde jeg ogsaa; men Du forsmaaer min Søn, og her er ikke en Draabe adeligt Blod 13paa Øen. Han er dog en Bastard, og for en saadan ikke saa daarlig. Ikke sandt, er det ikke en kiøn Dreng?



    Amalia. 

Altiid et Partie over mine nærværende Vilkaar, altiid i denne Forfatning det beste jeg kunde giøre; Men jeg troer ikke han elsker mig. Han skal giftes, meener han, og med mig saasnart som med en anden. Hans Gallanterie bestaaer til Dato i at sige mig Grovheder, og hvad mig angaaer, jeg elsker ham ikke, jeg kan ikke elske ham; Og min Tante kan ikke kalde den Prætention ubillig, at man vil føle en Smule Tilbøielighed til den Person man skal vælge. Siden Byrd er ligegyldig til Ægteskab, saa burde dog nok ikke Kierlighed være det.



    Fruen. 

Hør, lille kostbare Frøken! Jeg agter ikke med mange Ord at udprange min Søn. Den Frieheds-Aand, som jævner alt, tør ogsaa jævne dette. Kan hende, inden Soel gaaer ned, at De modtager stakkels Carl, som en Naadegave. Octoviratet ventilerer i Dag et Decret, som skal giøre alting nyttigt og brugbart til Republikkens Tieneste, lige indtil den overblevne Rest af Adel her paa Øen, og indtil videre, for at vænne Deres Fløiels Ørne til det nye Navn; Farvel, Jomfrue Amalia Lever! (Hun gaaer.)



    Amalia  alleene.

Ubarmhiertige! hvor langt vil du drive din Gruesomhed? – – Alting nyttigt og brugbart i Republikkens Tieneste – Man vil dog vel ikke bruge os som Slavinder til Fæstnings-Arbeyde?



14Niende Optrin.

Dorant, Amalia.


    Dorant. 

Jeg er fremmed, som De seer, naadige Frøken, men jeg haaber Deres Bekiendtskab. Jeg finder dem bedrøvet, jeg veed nogen Grund dertil allereede, og jeg gietter meere. Jeg troer Dem i den Grad fornærmet paa denne Øe, at en fremmed med mindre Hazard enden Landsmand tør blotte sig for dem. Jeg vover at sige Dem strax under fire Øine, at De er den fornemste Gienstand for min Komme til denne Øe. Meere maa jeg endnu ikke sige. Plan har jeg endnu ikke kundet lagt, men eet er jeg kommen at spørge om: Denne Valentin synes Mig en Smule klogere end de fleeste Folk her til Lands, han lader at ønske min Fortroelighed, jeg trænger til hans. Siig mig, jeg besvær Dem, er han Dem hengiven? tør jeg troe ham? kan jeg bruge ham i Anliggender, som stemme med min naadige Frøkens egne Ønsker.



    Amalia. 

Uden Omsvøb, min Herre! Der er intet saa farligt, intet saa besværligt, han jo forsøger det for min Skyld. Og De, ædle Fremmede! Er De falden ned af Himmelen, som en Skyts-Engel for Betrængte, saa holde og Himlen sin Varetægt over Dem. Tusende Farer ville omringe hvert Skrit De skal gaae. Almindelig Forvirrelse kuldkaster enhver fornuftig Plan. Hver Dag er frugtbar paa nye Voldsomheder. Ingen Ting er hellig for den larmende Pøbel. Eiendom, Ære, Liv, alting er som Ladning, Takkelagen og Roer flydende endnu paa Bølgerne, men ved Stormen revne det eene fra det andet, jeg selv var siunken allereede, 15om ikke denne Valentin havde udrakt imod mig sitt hielperige Arm. Og denne Dag! o! den trækker Mørk sammen, det gielder, GUd veed hvorledes just i Dag, maaskee baade min Friehed og Ære. I Dag maa jeg frelses, eller jeg er forloren min Livs Tid.



    Dorant. 

Saa er min Operations Termin knap taget, næsten alt for peremptorisk; Men fat Dem, min Frøken! jeg har Anlæg og haaber resourcer. Har kun ogsaa denne Valentin Courage?



    Amalia. 

Ja derom tør de ikke tvile. Men vi maa gaae hver til sit. Vort Tetatete kunde mistænkes. (De gaaer ud hver sin Vei. Amalia vender om og siger) Men for alting exponeer ham ikke. Det er et Menneske af megen indvortes Værd. (De gaae.)


Ende paa Første Handling.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Republikken paa Øen

Skuespillet Republikken paa Øen ble utgitt i 1793, i kjølvannet av den franske revolusjonen. Brun driver i stykket ap med republikanere, med republikk som styreform og med likhetsidealene. Budskapet er at likhetsidealet er urealistisk og at revolusjon har farlige konskvenser.

Les mer..

Om Johan Nordahl Brun

Johan Nordahl Brun utga verk innenfor ulike sjangere (skuespill, dikt, salmer og viser). Mest kjent er han for påskesalmen «Jesus lever, Graven brast», for den patriotiske drikkevisen «For Norge, Kiempers Fødeland» og Bergens bysang «Udsigter fra Ulriken» (bedre kjent som «Jeg tog min nystemte...»).

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.