Saa dette Kammer tilhører Hr. Pettis medens han er Octovir? Og der indenfor er Raads-Sahlen?

Ja vil de kun høre, hvilken helvedes Allarm der inde. De skulle tænke, det var en Svenne-Kroe, og deres frie Mandag. Lægg Øret til Væggen, saa skal Deres Siel ret inddrikke Respect for Republikkens Majestæt. (De lytte begge.) Hei da – hu – det gaaer lystig – Nu rider Fanden dem allesammen – Nu er Holland i Nød. Hvad synes Dem, som Fremmed, om denne Harmonie af brølende, brægende, skraalende, pibende, bandende Stemmer? Tal kun frit, jeg er ikke saa stræng i min Sect, som jeg lod til; Hvad synes Dem?

Gandske fortræffelig, jeg forsikrer. Her er vel nogen stærk Giering, men saa vil det til, inden man kan skabes. Lidt Tummult endnu, men det er ingen Under; Rom er ikke bygd paa een Dag.

Men dette Frøken-Decret?

Er fortræffeligt, det er at blande Blodet, det er at oprykke Klinten med Rod; thi gik disse Mademoiseller saa hen og ærgede sig over deres forlorne Adelskab og beholdne Jomfruedom, de ville stifte Ulykker; og hvad skulde man ellers giøre af dem paa en Øe, hvor der er intet adeligt af Mandkiøn, intet Vestæ Tempel, og intet Nonne-Kloster?

Fanden fare efter dette Decret, det sætter maaskee et halv 100de raske Karle i fast Nummer, som ellers skulde været vacante til Trøst og Haab for mig og mine Lige, og saa havde man faaet det reene skiære ubeblandede republicanske Blod. Nu er ogsaa meget vakkert ungt Mandskab bortsmeltet, at man faaer nok udskibe en lille Ladning Overflødigheds Product af ugifte Piger, Gud veed hvor hen. Veed De nogensteds paa det faste Land, hvor saadan Kram var afsætlig?

Nei! men man kunde faae et Decret, at een Mand kunde have to eller fleere Koner.

Nei! det kunde jeg for min Død ikke lide. Jeg er vel en forstyrret Tøs, men Concubine gad jeg ikke være. Min Mand gad jeg nok have alleene, desuden er det jo ikke tilladt i det nye Testamente.

Gud velsigne Dem, min Pige! Denne Republik er meget nyere end det nye Testamente, og i Henseende til Love, gielder altid den nyeste.

Nei, mange Tak, saa gandske ugudelig faaer Han mig nu heller ikke til at være, om det og 100de Gange blev decreteret.

Lise! Fruen har kaldet Dig meer end een Gang.

Fortryd ikke, Hr. Dorant! om Frøken Amalia kommer her, vil De ikke da træde lidt over til vores, hun vil tale med mig i Eenrum.

Gandske gierne; Men hvor vidt er De kommen?

Hvervet mine Folk, de venter mit Vink, og jeg venter Deres. Maatte kun ikke denne Frøken-Arrestering forekomme vor Bortførelses-Plan. Gid De var færdig med Deres Dispositioner.

Jeg brænder selv af Længsel. Jeg skal og have mine Ordres. Jeg giør nogle Tilberedelser, som jeg ikke veed, om jeg kommer til at bruge. Det gielder nu, for Exempel, nok mig derinde. Jeg vil paatage mig Opsyn over Fæstnings-Værkene, og 36har begieret, at Nøglene til Portene maatte ogsaa betroes mig; hvorvidt man nu bider paa den Krog eller ikke, faaer staae sin Prøve; Men er ellers noget Nyt i Republikken?

Kun et nyt Decret, saa klogt som de øvrige. Pøbelen trænger allevegne igiennem med sit, og denne nye Friehed etablerer mange moersomme Princips. De veed den sidste Tummult. Horeverten paastaaer, at han er Herre i sit Huus, at om hans Giester finde for godt at slaaes, kommer det ingen ved, uden ham; Thi decreteres: At ingen efterdags maa hindres i den Friehed, efter Behag, at slaaes inden fire Vægge, at Øvrighed, Politie eller Borgervagt dermed ikke maa befatte sig, med mindre een af Parterne klager. Vinkelskriveren, som er Pøbelens Talsmand, lagde dette Axioma til Grund: At stifte Fred, er et Beneficium, og Beneficium nemini obtiuditur.

Jeg gaaer naar De kommer; men De er dog, naadige Frøken! min heele Interesse paa denne Øe. (Han gaaer.)

Beste Valentin! gode Raad ere dyre. Jeg har giort et Fejltrin. Ved en fiin Vending vilde jeg skaffe mig en Interims Ven, og fik en evig Fiende. Mentor begiærer mig til Ægte, jeg beslutter at svare hverken Nei eller Ja; Jeg kiender hans umaneerligeumaneerlige] rettet fra: nmaneerlige (trykkfeil) Duelighed til Kabalen; Opvæk en, sagde jeg, mod denne Arrest alleene i Dag, saa voxer min Velvillighed mod Dem, til i Morgen! Strax foer han afsted; men ak! han kom tilbage og 37paatrængte Svar, og med sine ækle Udladelser bragte mig til den Yderlighed, at jeg maatte herud, med det reene Afslag. Han var vis paa, sagde han, at komme i Bombastes Sted, og som den eeneste lærde Mand, ville det være ham læt at ride de andre til Vands, og saa vilde han blive for denne Øe, hvad Cromwel var for Britternes. Jeg kunde da saaledes giøre med ham et Partie, min Stand værdigt, og meere deslige; Jeg afviiste ham maaskee i for tydelige Udtrykke. Nu funklede i hans Øine den sorte Hævngierrigheds Ild; Han fløi afsted, og ventelig fremhaster han nu den Arrest, han ellers skulde forhalet. Hvad giør jeg nu? hvor skiuler jeg mig? Hør! Valentin! De tænker ædelt, De er beskeeden, jeg vil vove et Skridt; De misbruger det ikke. De vil jo følge mig herfra?

Jeg maa følge Dem saa langt jeg kan. Der er en Despot i dette Hierte, som dikterer dette Decret. Med al Uliighed mellem vor Stand og Vilkaar, er min Skiæbne evig bunden til Deres.

Nu vel! Contracter, som oprettes under Tvang, gielder jo ikke meere, naar enhver er sig selv raadig?

Nei! det falder af sig selv.

De er jo og for ædelmodig, for at ville nogensinde misbruge den Tillid, med hvilken jeg betroer mig til Dem?

Det var kun hvad jeg skylder enhver anden ligegyldig Person; Men mod Dem bliver det ikke Ædelmodighed hos mig, kun en blind Lydighed, som mit Hierte ikke kan imodstaae, om det vilde.

Velan da! skriv en saadan Contract mellem Dem og mig, som jeg kan fremviise, hvorved 38jeg i Dag undgaaer Arrest; men en Contract, som udenfor Republikkens Tvang har ingen Kraft. Her er Pen, Blæk og Papiir. (Valentin skriver, Amalia seer ham fælde Taarer paa Papiiret, hun bliver rørt og skiuler sit Ansigt med Tørklædet. Da Valentin har skrevet, reiser han sig, sigende:

Aldrig skrev jeg Løgn før, og aldrig før ønskede jeg, at Løgn var Sandhed. Tilgiv, at dette Ord faldt af min Mund, at jeg tillod mit Hierte den Vellyst, at aabne hvad det saa længe qvalte! Frygt ikke! ingen skal decretere ud af denne Barm den Ære jeg bær for Deres Byrd, den Nidkierhed, med hvilken jeg adlyder Deres Villie. Jeg elsker, jeg skal evig elske Dem. Den Lue, som brænder her, slukkes ikke; men dæmpe den skal jeg. Jeg skal aldrig glemme mig selv. Min Mund var dog ikke nu nær saa dristig, som min Haand her har været. Undskyld Udtrykkene i denne Contrakt; de ere langt fra ikke saa respectueuse, som mit Hierte vilde dicteret dem. Men den maa være in forma saadan, som den er befalet. (Han læser skiælvende.) «Undertegnende erklære hermed, at vi fra dette Øieblik erkiende mellem os en uopløselig Ægteforeening, og begiære denne vor Erklæring til Vitterlighed indført i Notarii Protocol.
Valentin Vigdahl.»

Velan! jeg skriver under; men jeg kræver Himlen til Vidne, at jeg udenfor Republikkens Tvang erklærer mig uafhængig af denne proforma Forbindelse.

Jeg kræver det samme Vidne, at dette skal være som uskrevet, endskiønt jeg giør denne Eed, stridende baade imod Haand og Hierte.

Eet endnu: Kan jeg undgaae at fremsviise dette, er det mit Ønske og Forsæt, og hvad De kan biedrage til mit Ønskes Opfyldelse, tør jeg haabe det?

De tør være vis paa, at ethvert af Deres Ønsker jeg kan opfylde, er en Lov for mine Handlinger, hvor tung denne Lov endog maatte være for et ømt Hierte; Men dersom –

Hvad, dersom? –

O Nei! det maa uden Tvivl lykkes.

Hvad lykkes? Tal, jeg besvær Dem.

Jeg meener – – men jeg undseer mig.

For Himlens Skyld tal, tal frit.

Dersom det ikke lykkes at komme bort, hvad vover De da? At kastes i en uværdig Tieners Arme?

Jeg har tænkt over den Sag. Jeg har giort, jeg vil giøre alt mueligt for min Stammes Ære. Under man mig endog her Raadighed over mig selv, river jeg denne Billet i tu, og lever min Livs Tiid i eenlig Stand; Men naar jeg er tvungen, saa er De, Valentin! den eeneste ugifte Mandsperson, med hvilken jeg kunde overtale mig til at leve; ja meere: jeg skylder sande Fortienester denne Bekiendelse. Deres Byrd, lige med min, saa valgte mit Hierte Dem maaskee blandt alle ugifte Adelsmænd.

Endnu engang Jomfrue Lever! Deres Figur staaer mig an. Deres Siel er nok heller ikke saa slem. Naar Deres smaa adelige Fordomme 40faae uddampet i første Barselsæng, vil De blive en Kone, som giør mig lykkelig. Endnu engang, jeg er til Deres Tieneste. En Strandkadet kan maaskee ellers blive det ved Lodkastning.

Deres Galanterie, Coussin! er ikke delicat, men jeg tiltroer Dem for megen indvortes Værd, til at burde belemres med en ligegyldig Kone. De er elskværdig og bør blive elsket, det blev De ikke af mig. Ægteskab kan decreteres, men Kierlighed ikke, og for at svare Dem i Deres eget udførlige Sprog: hverken een eller fleere Barselsænge forslaae til at udrydde mine adelige Fordomme. Disse ville bestandig incommodere en Mand, som var af modsatte Sentiments, da De ellers ikke skulle falde noget andet Menneske besværlige. Altsaa, min Herre! jeg takker for Deres ærede Tilbud, men afslaaer Det, fordie jeg ikke vil giøre Dem ulykkelig. Jeg overlader heller min Skiæbne til en blind Hazard.

I! nu vel min Pige! jeg er just ikke heller forliebt, og gad allermindst tvinge mig en Kone til. Det giør mig dog ondt for min Cousine, om hun fra sin Adels høie Spidse skulle synke alt for dybt. Kom nu og følg mig hiem, og beed en god Bøn om en god Mand. Inden en Time komme Betientere at avhente Dem til en stor vakker Sahl, hvor De, med fleere adelige Møer, kunne vente af Morgendagen, hvad mange Aar maaskee ikke skulle forskaffet Dem. Republikken, Cousine! er alle Daarers Formynder.

Kan De ikke forsikre Dem Deres Cousines Person, uden at føre hende i Dag til dette Marked?

Det var maaskee mueligt med hende, men derfor ikke med alle. Raadets Decret bør være helligt. Ingen Persons Anseelse. Just fordie hun er i en Raadsherres Huns, bør allermindst for hendes Skyld skee Undtagelse fra Regelen, Formildelse i Lovene. Disse Undtagelser, disse Formildelser høre just til Monarchiets skiønne Rariteter.

Og til Republikkens, at ikke kunde moderere nogen Lov, naar det gielder Folk af Ære, men at kuldkaste aldeles en Lov, og skabe en anden, naar man støder an paa en Horevert, og fleere Canailler med ham tilbagedrive Borgervagten; soutinerer man ikke anderledes Republikkens Majestæt, saa bliver denne Majestæt det foragteligste Phantom, som endnu nogensinde har spøget paa Jordkloden.

Du har Ret, Valentin! men viid: Republikken kan ikke endnu alt hvad den vil, men den bør ville alt hvad den kan. Og her kan den. Altsaa, Coussine! kom, følg med. Bliv Du her, Valentin, om min Fader behøver Dig. (De gaae, Amalia seer ømt og bedrøvet tilbage til Valentin.)

O! hvilket Par Øine. Brænd–Speile som kunde smelte Metaller! Ja, hun elsker mig. Men jeg! hvad giør jeg? befordre hendes Flugt – bereede min Undergang – forhindre hendes Flugt – omfavne min Eiendom! O, Elskov! hvor du giør Mennesket svagt, vaklende. Dog – bruge List – bryde Løfte – handle mod Troeskabs Love. Og her – hvilket Stæd at boe paa – hvilken huuslig Lyksalighed? hvilken borgerlig Sikkerhed kan ventes her, midt i et Svælg, som drager alting ned til Undergang med uimodstaaelig Kraft.

Ha! ha! ha! Jeg kommer fra den Kant De mindst venter mig. Jeg er et Stykke af en Commandant, her er Nøgler til Portene, til Tøihuuset, og Friehed at vælge til Adjudant hvem jeg finder beqvem. De skal være det, det forstaaer sig, og saa skal vi ikke behøve Deres bevæbnede Tyve for at bortføre vor Helena. Den Philalet var den værste Diævel. Den eeneste agtende Mand blandt dem alle, mellem os sagt. Men jeg forstod at blande mit Kort. Jeg giorde først megen Vind, talede om Approcher, Redouter, Raveliner, Catapulter, Løbegrave, og alle baade passende og ikke passende Kunstord. Strax skreeg de af fuld Hals, at jeg var Manden. Men da Philalet giorde en meget rigtig Anmærkning mod mig, som fremmed, og især mod Fremmede som prale, var jeg listig nok til at svare: Høiviise Senatorer! Denne Republikkens Fabius har vist nok Ret. Jeg ønskede ogsaa selv en 8 Dages Tid, for først at afleegge Prøver paa min Capacite; troer mig ikke paa mine Ord, I Republikker er det kun Gierninger som skulle tale; – Men aldrig før fik jeg sagt disse Ord, førend det var som Ild til Krud. Nu kunde man ikke bie et Øieblik: Strax Nøgler frem, strax mit Navn til Protocols, strax Eeden aflagt. Jeg soer da paa at jeg skulde giøre alt hvad som stod i min Magt til Fæstnings Værkernes Istandsættelse. Nu staaer der virkelig slet ingen Ting i min Magt, thi jeg forstaaer mig ikke meere paa Fæstnings Værk, end paa 43at væve brabantske Kniplinger. Desuden mærkede jeg, man clausuleerte ikke Eeden med Religion, men med Æren. Og med Æren har det god Vei. Det er min Ære at være den troe som udsendte mig, og at narre disse 7 Viise, og den 8de med, saa godt som jeg kan.

Ja! hvortil nu da disse Nøgle? og hvortil denne Adjutant? hvad skal vi begynde paa?

Jeg kan intet reelt begynde, uden Ordre fra min Herre; men den maa snart være her. Imidlertid vil jeg giøre mig lidt bekiendt med Voldene, og med Portene fornemmelig, og, for et Syns Skyld, hitte op en eller anden Forandring.

Dette forbandede Beest! Denne Skole-Fux, nu faaer man intet drevet igiennem; Kan ikke Penge hielpe?

Hvad er der, Hr. Pettis? Dette Beest – er det tilladt at spørge.

O! det er denne indbildske Mentor, som, ved kiøbte Stemmer er indvoteret i Octoviratet, denne Glosebog, som vil styre Staten efter Grammatica. Texten til hans Indtrædelses Tale var fuldkommen Friehed og Eiendoms Ret for alle Herregaards Bønder. Nær, som paa et Haar, havde han bragt det til Decret, dersom jeg ikke ved et mægtigt Argument havde givet Sagen en Vending.

Og dette Argument, om jeg maa spørge.

Er alle menneskelige Tings Hovedargument – Penge. Republikken behøver 50000 Pd. 44Strl. Disse voxe nu ikke i hver Mands Have. Jeg skaffer disse Penge, sagde jeg, dersom Republikken vil sælge mig Baroniet Leverpol med sine adelige Herligheder for 25000 Pdstrl., saa skal jeg pantsætte mit eget Strøegods, og faae laant den anden Halvedeel mod Republikkens Caution. Men faaer Bønderne Friehed og Eiendom, saa er jeg en fattig Mand, og saa vil ingen give en Skilling for Baroniet, saa kan I flaae Bønderne og sælge Skindet, og see om det beløber til 50000 Pd. Strl. Nu var der da Ende paa denne Storm; saa kom Mentor med sine høilærde Indfald om et Academie paa Øen, om Pakketbaade, om republicanske Ordens-Tegn, og GUd veed, hvad det var altsammen; Kort: det var, som om han alleene havde slugt al Forstand, og vi andre vare Tosser.

Man maa holde de Lærde en Smule Forfængelighed tilgode; deres Indfald tiener dog ofte til at give de menneskelige Sager en Smule Politur.

Ei! hvad Politur? Man spør i Republikken om det Gavnlige, det Nyttige, det Solide; Med et Ord: Om Penge. Polere mig hid, og polere mig did, naar man ikke har Penge. Og hvad jeg nu vil sige, Hr. Dorant! i Henseende til Voldene – da ingen Stats, ingen Zirater – Forstaaer Du mig? – kun det, som kan forsvare Byen, alt med mueligste Besparelse; Jo mindre Penge det koster Byen, jo bedre; Og, hvad jeg vil sige, hør nu: Siden De dog har mig at takke for Deres nye Station, saa kan De giøre mig en Tieneste! Det bliver mellem os: Der staaer et stort tomt Huus oppe ved Volden ved Vesterport, deri har jeg 500 Pd. Strl. første Prioritet, men Eieren er Fanden i Vold, 45og Huuse, forstaaer De mig? ere i slet Priis. Nu kan De jo hitte paa, at just der bør anlægges et Fort, at Huusets Muure kan nyttes dertil, at Republikken, koste hvad koste vil, maa kiøbe det af Eiermanden. Lad os forstaae hverandre! Eenighed bør herske i Republikken.

I! det forstaaer sig, med Fornøielse. Det skal være min mindste Kunst. Den eene Haand vasker den anden. Men denne Valentin kommer jeg at berøve Dem; Han skal være min Adjudant.

Der giør De mig en Fandens Stræg; Den Karl kan jeg ikke undvære.

Men jeg endnu mindre.

Hør! bie! Veed De hvad? De skal faae min Gaardskarl, det er en stærk bredskuldret Prygl; Ja kiere! tag den.

Det kan jeg umuelig; Det maa være et Menneske af Indsigter; Jeg kan ellers ikke forsvare det for Republikken.

Nu, hør! Veed De hvad? De kan beholde ham; Men eet maa De love mig: Naar der er Opløb, som her gierne er hver Dag, maa De strax tillade ham at søge til mit Huus, og især, Valentin! til min Penge-Kielder, forstaaer Du mig; Du er troe og veed Beskeed.

O ja! det bliver mellem os; jeg tiener gierne en Velynder, for taknemmelig er jeg, om jeg selv skal sige det.

Ja, Valentin! om Du end stod ved Volden.

Om han commanderede et Batterie, og Fienden ville løbe Storm, saa skulle han tage sit Mandskab og begive sig til Hr. Pettis Huus; thi 46hvad er et Batterie mod en brav riig Borgers Huus; Man kan kiøbe mange Batterier for de Rigdomme, som bevares i Hr. Pettis Huus; ikke sandt? Og hør, Hr. Adjutant! jeg skal give Dem en skriftlig Ordre dertil, med Dag og Time og Minut in blanco, som De selv kan udfylde, at De dermed kan legitimere Deres Conduite for Octoviratet; jeg, for min Deel, skal nok vide at drage mit Hoved ud af Strikken; thi naar en Mand viiser sig, min Ven! som Hr. Pettis, saa maa jeg tiene ham, hvad det og skal koste.

O! hvad De er en velsignet Mand. Herre Gud! Republikken skulle ikke have saadanne Betiente allevegne, saa var det en Lyst at styre den. Men hør, Valentin! fra dette Øyeblik er Du i Republikkens, ikke i min Sold; Forstaaer Du mig? men jeg skal mage det saa, at Du faaer 5 Pd. Strl. meere aarlig end Du havde hos mig, og naar Du saa har en Time leedig, kan Du vel udrette eet og andet smaat i mit Huus, og skrive lidt iblandt; Forstaaer Du mig?

O! ja vist, med Fornøielse.

Men jeg betaler Dig intet derfor a parte; Forstaaer Du?

O! det var ogsaa ubilligt.

Men bør ikke en saadan Adjutant have Uniform med Ingenieurer?

Det skulde ikke klæde ilde.

Vær saa god, leveer ham Tøihuus-Nøglene, der ligger, som Du veed, en Lieutenants-Uniform. Du burde ellers beholde dit Livre for din troe Tieneste; men nu lader Du den ligge til din 47Eftermand, da jeg skaffer Dig en Meget smukkere Dragt. (Han gaaer.)

(afsides.) Det kalder jeg at spare for Republikken.

Men siden vi nu er under fire Øine: Denne Flaade De talte om, skulle den være befrygtelig for vor Øe?

O! ikke; De kan vel vente Undsætning fra Deres stridende Brødre paa det faste Land?

Nei! det er just Ulykken; thi for det første have de nok endnu selv en Smule ugiort; Desuden ville de ikke erkiende os uafhængige af dem. De har vel læst vores Manifest, hvor vi erklærede at ville være for os selv. Min Søn var nu saa forpikket derpaa, og han har conciperet det. Vi boe paa en Øe, siger han, og kan ligesaavel forsvare os mod den heele Christenhed, som Malta mod Tyrken. Han har Courage, den Knægt; men kommer der en Flaade, saa er det dog hvad det er.

Ja, man faaer dog vel søge et Par mægtige Potentaters Garantie; saa har alle smaae republikanske Stater.

Ja! men jeg er bange, de ere os mod allesammen. De har læst vort Manifæst mod Dispoter; Vi skiældte dem Huuden fuld, det er sandt, og bad deres Undersaattere giøre ligesom vi. Den Gang syntes jeg rigtig, det var kiækt skrevet; Mentor var Concipist; Men nu er jeg ikke meere saa heed om Hovedet. Den diævels Philalet synes mig nu have Ret; Jeg husker hvert et Ord: Kan vi ikke, sagde han, indrette vore Sager paa det beste, uden at udstøde Forhaanelser mod dem, som have og elske en anden Indretning? Om jeg finder for godt at reformere 48min Oeconomie, Naboe Pettis! skal jeg derfor skiælde paa Dem, kives med Dem, skabe mig en Fiende i Dem, fordie De har det anderledes? Washington spillede en større og skiønnere Rulle i den americanske Revolution end nogen enkelt Person af vore, hverken paa Øe eller fast Land; men aldrig sagde han Sottisser til Fyrsterne i Europa. Han ansaae sig ikke, som en Frieheds Apostel, der skulde omvende alle Monarchiers Folk til den sande Troe, og gaae paa Proselyt-Jagt over al Verden. Ja, det sagde Philalet, men han blev overstemmet, og jeg er bange, han havde Ret. Overalt, kom denne Flaade, saa var jeg tilfreds, jeg havde mine Midler i den hollandske Bank; saa forlod jeg Bye og Øe, og kom der aldrig meere.

O! vi skulle nok forsvare os; Her er jo et kiækt Folk. Republicaneren har Mod som en Løve, naar han slaaes for Friehed.

Her seer De, Hr. Octovir! ikke saa meget Deres Frue, som den første Dame paa den heele Øe, mit Kiøns Ambassadrice, med Fuldmagt fra en Herskares Mangfoldighed, med alvorlig Paastand, grundet paa Liighed og Billighed, kort: paa Princips som Staten har adopteret. Men Præliminairement maa jeg spørge: Ere ikke Fruentimmer Mennesker?

Jo! det veed den søde Himmel!

Ere ikke alle Mennesker lige?

Ja! det har man nu engang for alle antaget – i hvorvel–

I hvor vel eller hvor ilde, naar man har antaget det, saa er det antaget, og saa sømmer det et frit og kiekt Folk at blive sine Grundsætninger troe. Altsaa paastaaer jeg i Nationens Qvinders Navn, at alle Døttre efterdags skulle arve lige med Sønner, og have alle de samme personlige Rettigheder.

Beste Kone! Det gaaer ikke an; thi for det første ere Fruentimrene svagere.

Hvilket skulle beviises. Kan han beviise det, lille Mand? hvad kan han, som jeg ikke kan? hvad tør han, som jeg ikke vil? I Mænd sukke under Despoter, vi Qvinder herske over dem. En vis Fridrich af Preusen, en vis Carl i Sverrig viiste os Foragt. Men for Resten – dog et Ord saa godt som 1000de, hvad giver han mig for Catrina? Mon hun forstaaer at lære Mænd Lydighed? Overalt: Pluraliteten er paa min Side. Min Hr. Octovir! Egalitet med Mænd, eller Krig med os.

Min søde Kone! min Hiertens Engel! betænk min gamle Moer lever, og hvad tabe vi om vor lumpne Svoger, som har min eeneste Søster, skal gaae i liige Arv med os?

Ei, hvad! nedrige Egennytte, lave Sieles Afgud! Dens Alter være evig nedbrudt. Jeg skal have min Krig frem, ufødde Slægter skulle dyrke mig som en Gudinde, og sætte mig ved Siden af Juno, Pallas, Venus.

Men Hvor skal man da sætte mig?

Mellem Hanrederen Vulcanus og Philosophen Socrates.

Nei; derved leed din Ære, min bedste Kone! man skulde da troe at jeg har haft en Blanding af Cogvetten Venus og Serpenten Xantippe.

Saa mange Spisser han vil; men min Paastand decreteret.

Jeg veed min Moders Paastand, den bør gaae frem, men min ogsaa. Hvo som deeler liige Herlighed, skal deele liige Byrde. Qvinder bør herefter øves i Strid, bære Vaaben, arbeide paa Voldene. Saa bliver først Tapperhed heele Nationens Dyd. Vi behøve det nu, vort Mandskab er tynt, men det voxer strax til meer end det dobbelte. Giv kun Piger en anden Opdragelse, og man skal finde dem beqvemme til alt, og da skulle disse Amazoner føde os kiekke Sønner.

I Sandhed! den unge Mand har Ret, allene, hvo skal kaage vor Mad, flye vort Tøi, forestaae vort Huus.

Det skal deels Mænd og Qvinder af slet Helbred, deels de qvindagtige Mandfolk, alle Kujoner skulle være Kiøkkenskrivere.

Nu faaer man see hvorledes vi have maneoureret mod fremmede Magter. En Strand-Rider indberetter, at en Esqvadre nærmer sig øen, den bestaaer af 2 Orlogs Skibe, 3 Fregatter og nogle mindre Fartøier. Raske Carl, meddeel vort Mandskab Deres Aand. Dorant! strax til Volds, en vigtig Post nu, især for en Fremmed. Hr. Collega! jeg har sagt min Meening, og toer mine Hænder, hvordan det falder ud.

Ah! mit deilige Huus! Ah! mon De kaster Bommer ind?

Jeg skal seyre eller døe?

Jeg døer i Spidsen af mine Amazoner, paa Ærens Sæng.

Jeg vil leve og indlægge mig Ære.

Nei, jeg maa hiem til mit Huus.

Paa ingen Maade. I Octoviratet maa vi være, for at give fornødne Ordres til alt. Republikken er vort Huus. (Han slæber Leonard med som nødig følger, men siger afsides, i det han gaaer)

Gid Fanden havde den heele Republik.