Republikken paa Øen

av Johan Nordahl Brun

Femte Handling

Skuepladsen en større Sahl i Pettis Huus uden Meubler, som en Audience-Sahl.


Første Optrin.

Carl, Dorant.


    Carl. 

Hvad kan han nu bestille derinde, Hans Pestilense, eller Excellence, hvad I kalde ham. Det skal vel smage af denne Høihed, som Matadorerne i Monarchiet give sig? En Suurdei, som burde udrenses af det menneskelige Kiøn.



    Dorant 

Vist gives der de, som hæve sig formeget, men det er ikke denne Ministers Casus; Men Deres Anmærkning er i det heele urigtig. Den Smule Glands, hvormed Monarchiet omgiver de Store og Største, omendskiønt den i sig selv kun er Maaneskin, virker den dog paa Mængden, og Virkningen er god. Mennesket er ikke saa abstract, som De meener. Seer De engang her, den nedrigste Pøbel levner ikke Deres Fader den mindste Ære; En Skarnager er færdig at spytte ham i Ansigtet. Kan Stat styres paa den Maade? Ja, De selv erhverver Dem nogle Ugers Agtelse ved Deres Tapperhed, Deres Uegennyttighed, Deres virkelig ædle Frieheds Aand; Men aldrig før fik De Ting at bestyre 70i Roelighed, og noget skulle befales, som trykkede meenige Mand, førend den Pøbel, som nyelig bar Dem paa Hænderne, fløi Dem lugt i Deres Øine.



    Carl. 

Lad os ikke disputere! Slaven og den Frie tale dog ikke eet Sprog.



    Dorant. 

Jeg er meere frie end De, min Ven! Mit Gods, min Ære, mit Liv beskiærmes mod de Mægtige ved Lovene. Hos os fører privat Mand Proces med Monarchen om Dit og mit, og Monarchen taber ofte.



    Carl. 

Det havde jeg ikke vedst før; Men saa maa deres System være en Undtagelse fra Regelen; Men siig mig, siden De nu har tilstaaet, at de var Spion, og saaledes taget denne Maske af: Hvorfor gaaer Ministeren med virkelig Maske? hvorfor skiuler han sit Navn? han er dog vel ikke brændemærket.



    Dorant. 

Nei! men han bær et Mærke i sit Ansigt, som han endnu ikke vil viise frem, men som ikke vil vanære ham, naar han viiser det; Men siig De mig: Hvordan hænger den ulykkelige Historie sammen med Amalia? Findes hun ikke, saa bliver Byen bombarderet.



    Carl. 

Nu! Ja, hvad da? Og saa bliver Deres Flaade skudt i Siunk.



    Dorant. 

Lad os ikke prale, kiere Carl! Var alting paa Øen i saa god Stand, som Deres Individuum, saa forslog vor Esqvadre ikke, men nu kiender jeg det heele; De udholdt i Sandhed ikke en Times Beleiring. Vi ere ikke lystne paa Krig; men De kan ikke troe, hvor dette Tilfælde med Amalia er pirrende for Ministeren; Han veed alt hvad her er passeret 71i Dag, og han vil troe, man har udført mod Amalia, hvad man begyndte mod mig, og da vover han sig Døden for at hævne sin – Jeg havde nær fortalt mig – for at hævne Amalia.



    Carl. 

Ja, det er underligt. Valentins Erklæring synes rimelig, Mentors Anklagelse ligesaa, kun Mentor er en lumpen Siel, men det er nok ikke Valentin, han er en kiæk Karl, den eeneste paa Øen jeg ikke vilde slaaes med, og den, som er ret kiæk, kan neppe være nogen Slyngel; Altsaa troer jeg Valentin, og tviler om Mentor. Men med alt dette har vi ingen Amalia.



Andet Optrin.

Fruen uden Kaarde og Hat, Carl, Dorant.


    Fruen. 

Stor Allarm for en Pandekage! Her er en Støi om dette Menneske, som hun kunde være en Prindsesse. Jo men! det er ret en kiøn en. Jeg er hendes Tante, og vil ønske jeg saae hende aldrig meere for mine Øine. Hr. Dorant! siig Deres Minister fra mig: jeg tilgiver at man giør en Smule Ophævelser for en Person, hvilken man tænker sig som eeneste Datter af den berømte von Leverpol. Men at giøre et Skrit for at finde en lille Taske, der af Kaadhed gifter sig med en stor før Laquai, det er Ministeren uværdigt.



    Dorant. 

Med alt dette, Madame! saa har hvert Menneske sin Caprice, og Ministeren har den, enten at finde Amalia, eller at prøve Styrke med Republikken.



    Fruen. 

Det kalder jeg Ridderspil; Det er ret a la Don Qvixotte.



72Tredie Optrin.

Lise, Fruen, Carl, Dorant.


    Lise. 

Triumph! Triumph! Frue! Skyd Victoria; Deres Vaaben seire. Oberstlieutnant, Mutter paa Trappen er den anden Zarine. Hun har med Corps d’ Armee bestormet Byens Arresthuus, og brudt op alle Fængsler, og løsladt alle Fanger. Alle mindre og større Canailler af begge Kiøn, skyldige og uskyldige, Tyve, Røvere og Hoerkarle, smage nu den ædle Friehed, og lovsynge Heltinden. Mentor og Valentin slap og ved samme Leilighed. Mutter kunde godt lide Valentin, hun heftede selv hans Kaarde til hans Side, og gav ham et Kys, som man kunde høre giennem 3 Gader; det var nok saftigt, og dertil lagde hun dette kielne Udtryk: Du er min Salighed en vakker Knøs.



    Dorant. 

Dette er at krone Værket: Man havde Tænke-Friehed, man havde Skrive-Friehed, man feilede endnu Synde-Friehed, den vil smage best af alt.



    Fruen. 

Jeg biefalder just ikke dette Optrin, jeg føler Deres Satyre: det er for Exempel ikke saa ret, at en Valentin sættes paa frie Fod, da han anklages som Landsforræder.



Fierde Optrin.

Leonard, Philalet, forbausede, med sønderrevne Kapper, de forrige.


    Philalet. 

Ja, sagde jeg det ikke nok?



    Leonard. 

Ja, sagde jeg ikke endnu meer?



    Philalet. 

Ulykken De sagde alt for meget. Raske Carl! har De nu Mod, saa gielder det, har De 73nu Indflydelse paa Deres Bønder, saa brug den; De trængte ind paa Raads-Sahlen, de truede, de forfulgte os, med Livs Fare toge vi Flugten. Hast at dæmpe denne Ild, den udbrød, fordie De lovede Bonden for meget.



    Carl. 

Eller fordie Octoviratet nægtede ham for meget. (han gaaer.)



    Philalet. 

Deri har Deres Søn ogsaa Ret. Middelveyen er altid den beste. Jeg vilde gaae den, men jeg maatte gaae allene. Carl paastod fuldkommen Friehed og Eiendoms Ret, Hr. Collega paastod fuldkommen Trældom og Hoverie; jeg vilde haft det allevegne, som paa Baroniet, da Leverpol selv styrede det, dermed havde Bombastes Bønder, tilligemed alle de øvrige, ladet sig nøie, naar ikke Carl havde lært dem at begiere meere, og for meget.



    Dorant. 

Jeg har læst, eller hørt, at denne Republik skulle føde et politisk Foster, som fuldkommen skulde ligne alle Philosophers og Poeters Ideal om en gylden Alder. Nu ville vi vel snart faae see dette skiønne Barn, thi Fødsels-Veerne, synes mig, ere paa det haardeste.



    Philalet. 

Hr. Collega! Vi have fortient denne Spot; men skaan os, Hr. Dorant! ynk os, græd Blod over os, om De kunde. Her ere mange værdige Folk lidende, alt for mange som lide uforskyldt. Vort forrige System var et gammelt brystfældigt Huus, og mangen Tiener leed ondt derinde. Vi reev det ned i Bund og Grund, og bleve alle huusvilde. Vi have siden bygget op og revet ned, og saa mange Mennesker, saa mange Bygmestere; en og anden klog og god Mand hist og her kommer ingen 74Vei. Undre Dem derfor ikke over, at vi endnu ikke have saa godt som en skikkelig Fiæl-Hytte. Ynk os, raad os, hielp os, formaae Deres Minister til at staae os bie.



    Dorant. 

Det vil jeg, det giør han, kun Amalia.



    Philalet. 

Staten er deri uskyldig, meld os dog, at vi kan retfærdiggiøre os. (Dorant gaaer.)



    Fruen.  (til Leonard.)

Du bør føre Ordet.



    Leonard. 

Ja – men – dog – hør – disse diævels Bønder – jeg er saa stakaandet; tal De, Hr. Collega!



Femte Optrin.

Ministeren med Maske, Dorant, de forrige.


    Dorant. 

Det er Hr. Pettis, det er Hr. Philalet, det er Frue Pettis, en Datter af den gamle Baron von Leverpol.



    Ministeren. 

Det glæder mig at complimentere en Søster af Baronerne, von Leverpol; jeg har haft den Lykke at dyrke Venskab med dem begge. Nyelig Underretning fra den ældre eller yngre?



    Fruen. 

Ingen, min Herre! i lang Tid ingen fra den ældre; kun hans Navn nævnet i Oprøret i Constantinopel, siden intet. Den yngre havde en Affaire d’ Honneur, blev usynlig og døde strax efter.



    Ministeren 

Den ældre var saa meget min Ven, at jeg vilde finde en Vellyst i at entretenere Dem, Madame! som min Søster. (Han tager hendes Haand mellem begge sine, og lægger den op til sit Bryst.)



    Leonard  (sagte til Philalet.)

Det er min Siel en Courtisan!



    Fruen. 

Min Herre! Dersom vi ikke befandt os i en Republik, ville jeg sige, det var at nedlade Dem 75for dybt. Jeg er kun en Borgerkone, men da jeg har den Lykke at være Kone af den første Borger i vor lille Stat, modtager jeg det ærede Tilbud med ligesaa megen Tilbøielighed, som det skiænkes.



    Leonard.  (til Philalet)

Tal om Republikken! tal om Republikken!



    Ministeren. 

Jeg beder om Pardon, mine Herrer! Denne Dame occuperer mig maaskee for meget. Min Ministerial-Note er fremlagt. De seer en Frøken Leverpol, med hvad hende tilhører, er min Fordring. Min Adkomst til Fordringen skylder jeg Dem endnu, mod den skal intet kunde indvendes. Det seer mistænkeligt ud, at hun just i Dag skulle være gift med en Tiener, og endnu meere, at man ikke skulle vide hvor hun er.



    Fruen. 

Hendes egen Bludsel over dette faux pas, hendes Galans Interesse at beholde sin Bijou, giør Undvigelsen sandsynlig. Om deres virkelige Ægteskab ville Deres Excellence behage at see dette autentiqve Beviis. (Hun leverer Contracten.)



    Ministeren  (læser, man seer hans Haand skiælver.)

Amalia Lever, hun heeder jo Amalia von Leverpol.



    Philalet. 

Jo, Deres Excellence! det er, Skam at tale om, efter et af vore kloge Decreter. Jeg maatte ogsaa skrive under dette Anabaptisterie. Jeg blev overstemmet.



    Ministeren. 

Min GUd! Amalia gift med en Tiener! Amalia undveeget! – Men hun lever – Jeg maa see hende, jeg maa tale med hende.



    Philalet. 

Vi have sat alting i Bevægelse for at søge; Men skulle alt være omsonst, saa er det ikke Statens Skyld. Vi kunne ingen Modstand giøre, vi trænge til Biestand, vi anmode, som sande Patrioter, 76Deres Excellence om Biestand! Brug alt hvad De har af Armatur imod os, for at skaffe, om det saa kun var en Times Orden. Pøbelen hersker, intet, uden Overmagt, kan styre dem. Vore Qvinder ere just i Dag blevne rasende.; Bønder, just i Dag, drevet os ud af Raads-Sahlen. Vi ere landflygtige i vor egen Bye; Ethvert System er bedre end vores; thi vi have, sandt at sige, slet intet.



    Ministeren. 

Jeg har ingen Tilladelse at blande mig i Republikkens Sager, uden hvad min Amalia angaaer – –



    Lise.  (afsides)

Min Amalia.



    Ministeren. 

Men dette er mig tilladt: Om denne Øe erkiendes uafhængig af sit Rige, at tilbyde den min Souverains venskabelige Garantie for Republikkens Friehed, og at oprette med den en reciproque Handels-Tractat. Ikke desmindre, er Staten uskyldig i Forbrydelser mod Amalia, saa vil jeg vove at anvende Vaaben, for at stifte Fred, og jeg vil overlægge med Dem, hvorledes man best undgaaer Blods Udgydelse.



    Philalet. 

Hvo iblandt os vil da ikke velsigne Deres Konge og Dem.



    Ministeren. 

Findes ikke Amalia, ak! om hun ikke fandtes; saa fordrer jeg Regnskab af Dem, Hr. Pettis! for Baroniet Leverpol. Min Prætention er 3 Tønder Guld.



    Leonard. 

Ak! Velbaar! ak! Høivelbaar! ak! Deres Excellence! Baro – Baroniet er – det er hiemfalden til Republikken.



    Ministeren. 

Efter hvilken Lov, min Herre! har Amalia, har hendes Fader syndet mod Staten?



    77Fruen 

Nei! Men om det er mig tilladt at spørge: Naar Amalias Fader er død, hvem, uden Amalia kan da have Fordring paa Baroniet?



    Ministeren. 

Naar jeg fremviiser min, skal De selv kiende den gyldig. Det er ikke denne Esqvadre; thi da havde jeg kun Søerøverens Ret, og min Konge laante ikke sin Armatur til saa nedrige Expeditioner. Men kort og gandske bestemt, Hr. Pettis! Amalia borte, 3 Tønder Guld, og det promte; Amalia funden, kun 2; I begge Tilfælde med den Clausul, at Godset da tilhører Dem, saalænge De eller følgende Eiermand behandler Bønder i eet og alt som Amalias Fader. Dette Vilkaar brudt, skal Baroniet hiemfalde til Republikken, og Republikken kun erstatte den, som bryder det, 1 Tønde Guld.



    Leonard. 

Ah! gid Amalia fandtes, det vilde lætte lidt; men jeg er dog en ruineret Mand.



    Philalet. 

Klynk ikke, Hr. Collega! De har enda Guds Velsignelse tilbage; De bør høitidelig takke Geheimeraaden.



    Leonard. 

O GUd skee Lov! der seer jeg dog Amalia!



Siette Optrin.

Mentor, Amalia. De forrige.


    Mentor. 

Mit Fængsel er brudt; Lys som Dagen er min Sag. Jeg havde Grund til at mistænke Hr. Dorant. Jeg har atter frelst Republikken, ved at giøre det, ingen anden kunde, men alle ville, det ValentinValentin] rettet fra: Vallentin (trykkfeil) alleene kunde, men vilde ikke; Jeg har opdaget denne Dame.



    78Ministeren. 

Denne Fortieneste er stor for Staten, og endnu større for mig; Hun interesserer mig ubeskrivelig meget, den unge Skiønne. Madame! eller Frøken! hvad maa jeg kalde Dem? Er det sandt, at De er gift? Er dette Deres Haand?



    Amalia. 

Min Haand er det; men gift er jeg ikke.



    Fruen. 

Har De ikke, i Vidners Nærværelse, selv forlangt denne Contract indført i Notarii Protocol?



    Amalia. 

Jo! jeg har.



    Fruen. 

Men er det ikke saaledes, man gifter sig her til Lands?



    Amalia. 

Jo! naar man havde sin Friehed; Naadige Herre! taler jeg under Deres Beskyttelse, og er den tilstrækkelig?



    Ministeren. 

Vær forsikret om begge Deele! Jeg kan desuden skaane Dem for at sige mig om et Ægteskabs-Decret, en Frøken-Arrest, en i Morgen forestaaende Lodkastning; Alle disse Republikkens Besynderligheder har Dorant beskrevet.



    Amalia. 

Maaskee har han da og sagt Dem, hvorledes jeg blev begiegnet af min Tante der staaer, hvorledes hun persifflerede mig og al Adel, Hvorledes hun mættede min Siel med daglige Bitterheder.



    Fruen. 

Hvem, jeg? Dumdristige! tør Du lyve?



    Amalia. 

Jeg tør ikke, men De tør. De er netop eet af de Adelens Exemplarer, som bringer Standen i Udraab.



    Fruen. 

Ah! Deres Excellence! forbyd denne Uforskammede!



    Ministeren. 

Nei! jeg maa være impoli nok til at forbyde Dem, Madam! at falde hende ind i Talen; 79Hver har saa sin Tid at tale i Verden. Engang er Republicaneren høirøstet, en anden Gang Royalisten. Det maa man have Philosophie nok paa begge Sider at finde sig i, som Raden træffer. Nu videre:



    Amalia. 

En vis Valentin var mig eene opofret, eene det sindige Menneske, til hvilken jeg kunde betroe mig; Ja, jeg blues ikke ved at sige det, han var min Siels Fortroelige. Og siig De, Hr. Dorant! fandt De ikke, at han havde megen Verden, virkelige Sentiments, og, det som er meest, megen Retskaffenhed.



    Dorant. 

I Sandhed De har Ret; Jeg saae i Tieneren den sande Cavallier og det fortræffeligste Menneske.



    Amalia. 

Da jeg nu befrygtede, at Arrest ellers skulde forekommet min Bortførelse, bestemte jeg mig til denne pro forma Contract. Vi underskreve den i Eenrum, vi besvore begge Himlen som Vidne, at den skulde være som uskrevet, saasnart vi befandt os udenfor Republikkens Tvang. O! gid De, naadige Herre! havde været Vidne til den Respect, hvormed jeg blev begiegnet af Valentin! Han sagde da, det er sandt, første Gang, at han elskede mig, men at han elskede uden Haab. De vover dog ved denne Contract, lagde han til: Lykkes ikke Bortførelsen, bliver De nød at kaste Dem i en uværdig Tieners Arme. Jeg vil bekiende mit Svar: Naar Tvang ikke kan modstaaes, sagde jeg, saa har jeg dog giort det beste Valg jeg kunde paa denne Øe. Ja – maaskee det var skrøbeligt – Troe ikke, sagde jeg, at jeg foragter noget retskaffent Menneske! Troe ikke, at Deres Kierlighed er mig ligegyldig, 80eller at jeg jo ærer sande Fortienester; Troe meget meere, at naar vor Byrd ikke var saa ulige, naar jeg ikke med mit Valg kunde komme at bedrøve en dyrebar Fader, om han maaskee endnu maatte leve, saa blev De den af alle, jeg helst valgte. Undskyld denne Skrøbelighed, naadige Herre! Undskyld en stakkels Ungdom, isoleret fra alle kloge Folk!



    Dorant. 

Mig synes Masken løsner paa Deres Excellences Ansigt.



    Ministeren. 

De har Ret, jeg har Møie for at beholde den.



    Amalia. 

O! maatte De med alt dette agte mig endnu værdig til at kaldes en Datter af den ædle Baron Fridrich von Leverpol! O! hvi var du ikke her, velsignede Fader! Du var god, du skulde tilgivet din Amalia, du skulle med din troefaste Haand aftørret disse Taarer; Jeg skulde kastet mig for dine Knæe, nei! i dine Arme; Jeg skulde – men ak! du er vel ikke meere! Fred med dit Støv, hvor du hviler! – Ah! vi arme Døttre, naar vi forlades af Forældre i de spæde Aar! De tier – De svarer mig ikke – Men De er rørt – O! var denne Maske borte, maaskee turde jeg see en Ærens Mand fælde Taarer over en ulykkelig Pige, som dog vilde være sine Pligter troe.



    Ministeren.  (river Masken af og slænger den paa Gulvet)

Nei! nu kan jeg ikke meere.



    Fruen. 

Min Broder!



    Leverpol. 

Her er din Fader! Jeg græder Velsignelser ned over mit Barn.



    Amalia. 

Ah! min Fader! Du lever, jeg omfavner Dig. O! det menneskelige Liv kan ikke have mange saadanne Øieblikke! O! hvad jeg er glad! 81O! gid al Verden var det! Tilgiv min Tante, had ikke Deres Søster, rædd vor stakkels Republik, min Fader! Men er De tilfreds med mit Forhold?



    Leverpol. 

Dyrebare Pige! Du skiænker mig min Ungdom igien; Jeg var ikke værd at være din Faer, om jeg ikke var tilfreds – Men hvorfor har Valentin ikke vildet sige hvor Du var?



    Amalia. 

Det er mig en mørk Tale.



    Mentor. 

Men som jeg har den Ære at oplyse meget naturlig: Enhver havde giort det samme som Valentin, naar han havde Dame gardee, indtil Esqvadren var borte; saa blev den pro forma Contract et lovmæssigt Document, og saa var han i lyksalig Besiddelse af denne ynderige og dydziirede Skiønhed.



Syvende Optrin.

Udenfor høres Raab og Kaardeklinger; Lise løber og lukker Dørren op, retirerer forskrækket; Carl baglends ind, parerende af; Valentin attaqverer; Carl kaster sin Kaarde, omfavner og kysser Valentin, og leeder ham frem til Ministeren. De forrige.


    Carl. 

De er Ministeren formodentlig? Velkommen! Jeg er vel kun en Republicaner, men saa er jeg dog noget. See her en Karl, (peeger paa Valentin) trods De har den bedre i Monarchiet; Han trak Kaarde mod mig og frelste mit Liv. De havde Ret, Hr. Dorant! Disse Bønder lode sig ikke styre den Gang; Byens Skiænkehuuse have for stor Kraft; De omringede, de anfaldt mig. Jeg har en god Kaarde og en taalelig stærk Arm. Jeg sqvadronerede, men jeg havde ikke holdt det længe. Valentin 82kom himmelsendt; Han tog ikke Partie med mig, det havde været omsonst; Men, af Veien Bønder! raabte han, og trak sin Kaarde. Den som blotter Sværd mod Eder, skal være min Mand, han skal falde for min Haand. De giorde Plads; han udstødte Trudsler mod mig, gik mig paa Livet; jeg begreb ham, jeg retirerede, han forfulgte, Bønderne raabte Seier. Tak, Valentin! Du trak Kaarde, som en stolt Karl; Du har frelst mir Liv, som en Ærens Mand.



    Leverpol. 

O! hvad det var en skiøn Handling, den røber Siels Nærværelse i Farens Øieblik, ædle Valentin! Dog, jeg bør vel ikke kalde Dem saa? Jeg seer De er Officier.



    Valentin 

Ja, Deres Excellence! det er meget uvist her i Landet, hvad man er og ikke er; man veed det neppe selv; man er snart noget, og snart intet. Jeg skulde ellers været Adjutant der, hvor Hr. Dorant besørger Fortificationen.



    Leverpol. 

Nu indtil videre da, Hr. Adjutant! Hvorfor ville De ikke sige, hvor Amalia var?



    Valentin. 

Fordie jeg ikke vedste det.



    Amalia. 

De, som afhentede mig, hilsede dog fra Dem.



    Valentin. 

Min GUd! hvad er dette for Koglerie.



    Leverpol. 

Ih! nu Hr. Adjutant! kun oprigtig! Synden er ikke saa stor. Amalia er en taalelig kiøn Pige. Denne Herre (han peeger paa Mentor) synes have giettet rigtig: De ville bevare denne Skat for Dem selv, indtil Argonauterne vare borte, og saa søge denne lille Vexel accepteret.



    Valentin. 

Nei, naadige Herre! jeg havde overvundet denne Fristelse. Jeg elsker, jeg tilbeder; 83men jeg føler hvem hun er, hvem jeg er; Hverken med List eller Tvang ønskede jeg desuden en Brud; Men jeg seer Mistanken er sandsynlig, den hviler mod mig, den vanærer mig – Hør, Hr. Mentor! hvor fik De viide, at Frøkenen var bortført efter min Ordre, og hvor hen?



    Mentor. 

Det takker jeg mine Spioner for.



    Valentin. 

Velan? nu kan vi faae Sandhed frem. Da det er ingen Skam, at bruge Spion, eller lade sig bruge som Spion i et saadant Tilfælde, da min Ære kan ræddes, og maa blive ræddet derved, saa lad den Spion komme frem og forklare Sagen.



    Mentor. 

Det lader jeg vel være.



    Valentin. 

Indtil De giør det, beskylder jeg Dem høitidelig for den heele Intrique, at De, De selv har bortført Amalia. De seer mig dog ikke heller saa aandelig ud, at De skulle have Aabenbaringer.



    Mentor. 

Men skal jeg dog taale af dette dristige Menneske alle de Sottisser han vil sige mig, fordie jeg ikke kan slaaes med ham?



    Leverpol. 

Ja vist maa De, Hr. Mentor! I en Republik, som denne, maa det ongefær gaae saa til. Det er Følge af det fortrædelige Inegalitæts-System, som Naturens Herre tog sig den Friehed at etablere, for at ærgre Livet af de nye philosopherende Statsmænd; Ellers synes Hr. Adjutantens Conclusion at komme et Argument temmelig nær.



    Lise  (til Dorant)

Nu gaaer min Troe den politiske Kateket af med sin Præken.



Ottende Optrin.

Brontis, de forrige.


    Brontis. 

Tør en Bondekone komme herind?



    84Amalia. 

Det er min Amme.



    Brontis. 

Gode Gud! hvad seer jeg? er det ikke min gamle Huusbond, min Faer, (hun kysser hans Haand og græder) O! hvad han er vakker endnu, Mallemor! Din Faer, o! jeg græder af Glæde.



    Valentin. 

Geheimeraad Leverpol! O! min Gud! skal jeg blive glad eller bedrøvet?



    Carl. 

Min Oncle altsaa, vil De kiendes ved en Republicaner?



    Leverpol  (omfavner ham)

Jeg elsker alle kiekke og ædle Folk. Enhver Mand, som handler efter Grunde, og troer selv han har de beste, ærer jeg med min heele Siel, om jeg endog troede hans Grunde urigtige.



    Brontis 

Tør Bondekonen tale til den Danske Minister?



    Leverpol. 

Ja, om det var til vor Kronprinds, ærlige Brontis. Du skulle viide hvad denne unge Mand nu arbeider paa. Han vil giøre den Danske Bonde ligesaa lykkelig, som den Norske, han elsker dem begge. Og en Norsk Selveier Bonde er det lykkeligste Medlem af Staten, som jeg kiender i Europa.



    Brontis. 

Saa maa det være en velsignet Mand. Men jeg kan ogsaa lidt meere end mit Fader vor. Jeg har opsnusket, at denne Mentor gik sig ud og kiøbte Stemmer for at komme i Raadet, han traf paa Valentins Folk, de havde ikke Tid, han kiendte en af dem, og fik lokket af ham, at Valentin havde hvervet dem. Da han nu mærkede at Valentin skulle giftes med Mallemor, fandt han Leberiet, tog det paa, gik ud i Mørket og gav sig ud for Valentin. 85Folkene førte Mallemor og mig til St. Pauls ødelagde Kirke uden for Byen, og de vedste ikke andet, end Valentin havde befalet dem.



    Leverpol 

O! hvad det eenfoldige Fordrag dog er den ædle Sandheds Modersprog.



    Amalia. 

Oprigtige Deeltagerske i min Kummer! Jeg har ikke kiendt Moder, men Din Kierlighed var saa moderlig, som Din Melk var sund og reen.



    Valentin. 

Jeg har elsket sand Ære. Men Du, Du har reddet mit Rygte fra virkelig Skiændsel.



    Mentor. 

Jeg har altid hørt, at Royalister ere stærkt henfaldne til at troe Kielling-Sladder.



    Leverpol. 

O Mentor! den Feil tilhører individuer ikke Systemet. Men Sandhed har saa sit eget Præg; Klangen endog røber sig for et øvet Øre. Den som omgaaes med mange Penge, opdager strax falsk Mynt. Deres Politiqve er ellers ikke siin. En oprigtig Konge-Fiende torde De maaskee være, Dog – Nei – De seer mig frygtagtig ud. I Monarchiet blev De den nedrigste Hofkryber. De har vist forfattet et Manifæst mod Despoter. Det er en Original i det diplomatiske. Ikke at tale om, at man ikke midt i Revolutionens Tid endnu kan betragte sig som en erklæret Stat, saa har De glemt, at Stater i Europa betragtes, som et Sælskab af Personer, der skylde hverandre giensidige Pligter, og at man dog i det mindste ikke er grov mod den, med hvilken man intet har udstaaende. Som Envoye i Constantinopel, burde jeg ikke, om jeg og havde turdet, skiælde paa Dispotismen og lee til Mahomet. Deres Manifæst, Hr. Mentor! synes forfattet ved et Kruus Øll. Frieheds-Ruuset er behageligt; 86men det kommer Hovedpiine bagefter, den er næsten incurable. De er altsaa ikke alleene friekiendt for Mistanke, Hr. Adjutant men De har opvakt hos mig høie Tanker om Deres Conduite. Som Fader, bliver jeg Dem uendelig forbunden for min stakkels Datter. Med Tilladelse! Det var en smuk Kaarde; Den hører ikke til Uniformen!

(Han bliver ved at beskue den)


    Valentin. 

Nei, naadige Herre! jeg er opdragen hos den gamle ædle Aretus, fordum Hofmester for Deres Excellences yngre Broder, til min Lykke eller Ulykke, vilde han ikke sige mig hvem min Fader var, skiønt han lod til at vide det. Nyelig førend han døde gav han mig denne Kaarde, med disse besynderlige Ord: Forvar den vel, viis ingen Dødelig den, og hæng den ikke paa din Side, førend Du faaer et Embede, som berettiger Dig til at bære Sværd, brug den siden aldrig i Utide. Den var Dig beslægtet som har baaret den sidst, træffer Du nogen, som kiender den, da siig de Ord jeg nu har sagt.



    Leverpol. 

Hvad Aar har De?



    Valentin. 

21.



    Leverpol. 

Ak, Himmel! jeg har fundet meere end jeg søgte. (Han omfavner ham.) Amalia accepterer denne Vexel, der er Din Mand, min Brodersøn og nu min Svigersøn. Jeg talte med min Broder i Paris førend han døde, han sagde mig om sin Duel, sin Flugt, sin deilige Frues Død paa første Barselsæng, just da hun skulle fulgt ham, om en Søn han betroede Aretus, og om dette kiære, men ak! alt for drabelige Sværd. (Amalia og Valentin ere begge faldne paa Knæe, han omfavner dem) Hvilken Fader 87saa riig som jeg, saa glad som jeg! Kommer, mine deilige Børn! mit Hiertes Yndlinge begge, og følger mig i Skiødet af et Rige, som bliver mægtigt, fordie Fred og Orden og Friehed blomstrer der. Fornuftig Friehed blomstrer i det faderlige Monarchie.



    Carl. 

Disse Optrin, denne Mand, dette Sprog henriver min heele Siel, og er næsten færdig at nedrive min heele republicanske Bygning.



    Valentin  (som omfavner Amalia)

O! hvilken Dag, og hvilket Kys det første, naar man alt længe har elsket uden Haab!



    Leverpol. 

Den eene Tønde Guld være min Søster skiænket, den anden betaler De, baade fordie jeg behøver den, og paa det ikke Folk, som finde for godt at skabe Love, stridende mod almindelige Begreb om Eiendom og Ret, skulle troe de have frit Sprog.



    Fruen  (neier)


    Leonard. 

Takker for naadig Straf.



    Philalet. 

Nu vor ængstede Republiqve!



    Leverpol. 

De er en ædel Mand, Hr. Philalet! 8 saadanne i Deres Raad fra Begyndelsen, saa havde her ikke været Oprør nu. Jeg vil vove et Skrit. Min Souverain maatte udruste en Esquadre, da Naboen giorde det. Da jeg vedste at den som Observations Flaade skulle krydse paa disse Høider, erholdt jeg den Kongelige Naade at følge, og Schoutbinacten Ordre at staae mig bie til at indtale Erstatning for mit Baronie, og afhente min Datter, om hun levede. Jeg vil vove det. Vor Regiering er mild. Jeg efterlader 400 Soldater til Guarnison, paa Republikkens Besoldning, men giver Chefen Ordre, at aldrig lade dem bruge, hverken til Forsvar 88eller Angreb mod udvortes Fiende, kun til at stille indvortes Oprør og sætte Lovene i Respect.



    Carl. 

400, det er vel lidet, et frit Folk er kiekt.



    Leverpol. 

Det er 400 Norske Soldatere, Coussin! Klippernes Sønner, tappre og stærke og saa frie i deres Aand, som Mennesker paa Jordkloden kan være, men derhos vante til Orden og Lydighed. Jeg vover meget, Cousin! da jeg handler uden Ordre, men jeg kiender min Souveraine. Menneskekierlighed er hans Skioldemærke, og en god Hensigt skal retfærdiggiøre mig.



    Philalet. 

Nu, jeg vil ønske, at alle forstyrrede Republikker maatte faae saa kloge Formyndere, og at aldrig saa faderlige Monarchier, som det Danske, maatte forstyrres.



    Leonard. 

Jeg spinder ikke Silke ved denne Republik, og naar alt kommer til alt, er dog nok en formuende Borger mest sikker i et saadant Monarchie.



    Valentin. 

Jeg brænder af Længsel at tiene i den Danske eller Norske Armee; Man har sagt mig, at Kongens Søn især elsker kiekke Officierer.



    Brontis. 

Og det, som er endnu meere: At han holder af Bonden.



    Carl. 

Og det, som er allermeest: At han arbeider for deres Friehed.



    Leverpol. 

Hr. Dorant! Det er just i Dag Kronprindsens Fødsels-Dag. Han vilde finde den Maade nye og maaskee behagelig, paa hvilken man her Udmærker den.


Ende paa Femte og sidste Handling.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Republikken paa Øen

Skuespillet Republikken paa Øen ble utgitt i 1793, i kjølvannet av den franske revolusjonen. Brun driver i stykket ap med republikanere, med republikk som styreform og med likhetsidealene. Budskapet er at likhetsidealet er urealistisk og at revolusjon har farlige konskvenser.

Les mer..

Om Johan Nordahl Brun

Johan Nordahl Brun utga verk innenfor ulike sjangere (skuespill, dikt, salmer og viser). Mest kjent er han for påskesalmen «Jesus lever, Graven brast», for den patriotiske drikkevisen «For Norge, Kiempers Fødeland» og Bergens bysang «Udsigter fra Ulriken» (bedre kjent som «Jeg tog min nystemte...»).

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.