Olav Strangesson og Habor tener i kongens gard og kjem til å stridast både om hestane sine og om ei vakker kvinne. Olav vil nødig slåst med venen sin, og mor til Habor var dessutan gudmor hans, seier han. Trass i venskapen og slektskapstilhøvet insisterer Habor på å slåst, og han utfordrar Olav til kappestrid til hest, framfor alle riddarar og jomfruer ved hoffet. Dei rir mot kvarandre fleire gonger. Striden endar med at Habor blir såra til døde. Han tilgir Olav, men det gjer ikkje kongen. Olav må rømme som fredlaus og dreg til Jorsal, det heilage landet. Derifrå reknar han ikkje med å kome attende nokon gong.
Ei strofe av denne riddarballaden vart skriven opp av Lindeman i 1861 etter Anne Hermodsdotter Haugen/Dalen (1814–1874) frå Mo i Telemark (Ressem 2014: 220). Ho gifte seg med gardmannssonen Gjermund Herjusson, og dei levde som husmannsfolk på ulike plassar i Mo og Skafså. Anne song elleve balladar for Lindeman og Bugge (Jonsson & Solberg 2011: 498–501). Året før hadde Lindeman skrive opp «Olav Strangesson» etter Margjit Olsdotter Trå (1791–1868) frå Sauland i Telemark (Ressem 2014: 219–220), Jonsson & Solberg 2011: 178–179). Sophus Bugge skreiv i 1861 opp ein ufullstendig tekst etter husmannskona Ingebjørg Trondsdotter Troddedalen (1821–1877) frå Mo i Telemark. Ho høyrde til ei kjend balladesongarslekt og hadde sjølv eit repertoar på meir enn tjue balladar (Jonsson & Solberg 2011: 476–479).
Den einaste fullstendige teksten på norsk grunn er ei udatert, danskspråkleg oppskrift i Moltke Moes samlingar. Teksten viser tydeleg likskap med Vedels form av visa, og har truleg kome derifrå:
DET vaar Oluff Strangissøn,
Oc saa hin vnge Haffburd:
Oc de tiente dennem saa lenge,
I Daner Kongens Gaard
Saa brender deris Gods inde paa Ryland
(Rubow 1927: 459–461)
Balladen om Olav Strangesson finst også på svensk. Den står i Barbro Banérs visebok og er truleg skriven inn kring 1660, etter eit eldre førelegg. Handlinga er den same som i Vedels viseform. (SMB 4:1: 147–148).
DgF 329
SMB 147
TSB D 300: Olav Strangesson
Oppskrift: Udatert av Moltke Moe etter visefugge frå Østerdalen.
Orig. ms.: NFS M. Moe 89
Oppgjeven tittel: Oluf Strangesøn og unge Hafburd
*
1. Det var Oluf Strangesøn,
og saa hin unge Hafburd;
og de tiente dennem saa Længe
i danner Kongens Gaard.
– saa brænder deres Gods inde for Ryland. –
2. Og de tiente Dennem saa lenge
paa Danner Kongens beste:
Saa yppedes dennem en trætte,
om bægge deres gode Hæste.
3. De vilde og dysten prøve,
alt om saa ven en Viv,
det vil jeg for sanden sige
det kosted deres unge liv.
4. Og hør du unge Hafburd,
jeg vil ikke med dig trætte:
Din moder var min gode gud-moder
hun skal ikke for os græde.
5. Hør du kiære Oluf Strangesøn
alt hvad jeg siger til dig:
og du skal fægtes med mig i dag,
eller du skal rende med mig.
6. Og er din moder min gode Gud-moder
og siger det med skiel:
Gud lade dig aldrig blive mandens mage,
foruden du dyster med mig.
7. Hvo kand vel rose mine stærke hænder
som dennem ingen gang haver frist:
men det vil ieg for sanden sige
saa rask da haver ieg Hæst.
8. Gud ved det er mig saare imod
at ieg skal med dig stride:
men heder ieg Oluf Strangesen
ieg skal dig i morgen bide.
9. Aarle var det en morgen stund
og lenge for lerken sang:
Op da stod hand Oluf strangesen
han klæde sig for sin sæng.
10. Aarle om morgenen vel god tid
langt forre den dag giordes lius:
Saa mange da vare de sadlede Hæst
alt for det Dyste huus.
11. Den første dyst de sammen red,
begynte deres Hæste at leege:
og der stode Fruer og stolte Jomfruer
de bleve i kinder saa bleege
12. Den anden dyst de sammen reed,
da knælede Hafburds Hæst:
saa mangen dyst den haver ieg reden,
ieg frygter denne bliver mig verst
13. Den tredie dyst de sammen reed,
og da blev Hafburd saar:
og der stode fruer og stolte Jomfruer,
de fælde saa modige Taare.
14. Den fjerde dyst de sammen rede,
og da blev Hafburd nær død:
og der stode Fruer og dronningen selv
de daaned’ under Skarlagen rød.
15. Det var Oluf Strangesen,
han tog ham i sin arm,
du sætte dig nu paa min hest,
forlad mig ald din Harm.
16. Gierne vil jeg tilgive dig,
ieg agter ey om din Hest;
Jeg beder dig for den Øverste gud
at du nu flyer mig Præst.
17. Jeg beder dig for den Øverste Gud,
forlad mig nu din død;
Gud ved det er mig saare imod,
at ieg saa mod dog brød.
18. Fuld gierne Tilgiver ieg dig min død
Gud løse saa vel vor Qvide
men det vil koste dit unge Liv.
om min fader det faar at vide
19. Og det var Oluf Strangesøn,
og taler han til sin hest:
nu tyckes mig selv udi mit sind,
at Skoven vil skiule os best
20. Og det var Oluf Strangesøn
slog op med hviden haand;
Give det Gud fader, i Himmerig,
ieg var i fremmede land.
21. Der til svarede danner Konning:
hand holt lidet derfra:
og det forbyde den Øverste Gud,
at du skule Skoven naa.
22. Og nu ligger ungen Hafburd,
og er slagen død fra Hest:
Oluf Strangesøn er en fredløs mand,
og skoven skiuler hannem best.
23. Og nu ligger ungen Hafburd,
og blodet rinder hannem til døde:
Oluf strangesøn rider til Jorsals land,
hand kand vel tiene sin føde.
24. I give mig vand at læske min Tørst
ieg dricker det heller end Viin:
ret aldrig kommer ieg fra Jorsal hiem,
at tale med moder min.
25. Tak saa have Oluf Strangesøn,
hand var ikke meget seen:
og han red sig af landet ud,
fra Kongen og alle hans mænd.
ENDE.
*
Teksten i visefuggen er avskrift av Kjempeviseboka.
TSB D 300: Olav Strangesson
Oppskrift: 1863 av Sophus Bugge etter Ingebjørg Trondsdotter Troddedalen, Mo, Telemark.
Orig. ms.: NFS S. Bugge d, 149–150
Ingen oppgjeven tittel
*
1. (V. 1:) Strangeson å unge Habbor tiveste
de yppede og en trætte so stór,
de begge II ogvar havde gode heste.
– deres gode gods herude på Ørland –
2. (11.) frúvur å dronningen selv,
dei gjóre síne kinni so bleike.
3. (12.) no hev eg rie so mangen dyst,
men denne blí nok den meste.
4. (13.) [frúvur] og dronningen selv,
5. (14.) nær til døde –
hó dånar.
6. (19.) då talar – No tenkjer eg,
at de blive de beste at skauen.
7. Å de va’ ólav han va’ no so sterk útí hende.
so sprang en på sin gode hest
at skauen so mónne han rende.
*
Reinskrift manglar. Over oppskrifta står det: Syv S. 362. Oppskrifta er nærast eit fragment og er nokså vanskeleg å lese. Nummereringa i parentes er samlaren sine strofenummer og viser til tilsvarande strofer i Kjempeviseboka.
Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Riddarballadane er den avgjort største av alle dei seks balladegruppene. Her finn vi viser med mange og sprikande emne. Samla sett gjev riddarballadane likevel ei tilsynelatande realistisk skildring av livet i adelsmiljø, men så å seie alltid med vekt på dramatiske hendingar som forføring, sjalusi, brurerov, valdtekt, utruskap og drap.
Erotisk kjærleik og alle komplikasjonar som kan følgje med den, som standsskilnad og foreldreautoritet, står nesten alltid i sentrum. Ikkje minst kretsar riddarballadane om døden, den uventa og nådelause døden, som verken den unge brura eller brudgomen slepp unna. Motsetninga – og samanhengen – mellom kjærleik og død har appellert til mange, og er truleg ein hovudgrunn til at det vart dikta så mange riddarballadar.
På grunn av storleiken er gruppa delt i to i denne utgåva. Dette bandet inneheld balladetypane frå TSB D 283 til og med TSB D 436.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.