Rikka Gan

av Ragnhild Jølsen

I.

Det kan vel være omtrent hundred Aar siden nu, at Jon Torsen leved – skral og uduelig som alle Brynhilda-Slægtens Mænd.

Jon Torsen var gift med sin Mosters Datter, en lang, mager og viljefast Kvinde, som fødte ham mange Børn, ja, fler end ønskeligt var.

Og Jon Torsen havde en Søster.

– Naar Folk høilydt forundred sig over, hvordan i Alverden Jon Torsen havde bekommet den Post paa Gan, vidste altid nogen at berette om to Kvinder, en mørk og en lys, som havde reist den lange Vei til nærmeste By og talt hans Sag hos selve store Mattias Aga. «Hvad sagde saa Aga?» hed det ofte ondskabsfuldt. «Trodde han kanske, to Tiggersker var sluppet ind til ham?» – Aanei – skulde tro – de ligner ikke Tiggersker heller – med det Blikket og den Maaden at snakke paa! Ja, Madamen havde vel ladt mer tilbageholden og beskeden hun da. Men Jomfru Rikka – Kors i Krøgels! – hun havde sagtens kneiset som en Stashest, saa den svære Haarknuden hendes dukked langt ned i Nakken.

«Jeg vilde gjerne ha det slig, Hr. Aga!» havde hun sagt tilslut med sin noget haarde Stemme. Men saa havde hun ogsaa smilt og blottet de store, hvide Tænder:

«Hr. Aga kan jo ialfald forsøge.»

Og hvordan det var eller ikke, saa havde sandelig Brasken, Hr. Aga, reist sig op, og ligesom smilende, halvt kavalermæssig svaret:

«Ja ja ja – naar det er som Damerne bemelder, kan jeg jo takke min Gud ved at faa den Jon Torsen til Fuldmægtig.»

«Men hvordan i Alverden kan saa den Jon Torsen holde sig der paa Gan?» lød kanske Spørgsmaalet videre. «Forkjøler han sig ikke nærsagt af et Fluevift forbi Næsen, – og har han rede paa nærsagt nogetsomhelst?» – Aa aa, – kunde saa Svaret lyde, – det gik nok. Kvinderne styrte til Hverdags. Og til Søndags, naar Aga var der, da skikked de Jon Torsen ivei med Strikketørklæder under Trøien. – Ulykkelig var Jon Torsen, Stakkar, han dulled foroverbøiet afsted med Haanden om sin skjæggepjuskede Hage. «Aak, aak,» sagde han. «Ja, ja. Der er mangen en Brøit i Bjerget.» Og det var nok ofte maadelige Svar, de Aga fik paa sine utallige: «Hvordan er det med det, Torsen? – Og med det? – Og med det?» – Men gik gjorde det alligevel – ja saamænd! – For naar de kom tilbage, Mattias Aga og hans Fuldmægtig, da dufted der Steg paa Bordet og Rosenrøgelse paa Ovnen, – og ikke havde Aga været den Mand, han saa ud til, havde han ikke da velbehagelig leet indi sin store Knebel:

«Jo, jeg takker, nu er det blit hyggeligt paa mit Gan.» – Og mens Fernanda Torsen sad hos ham under Maaltidet og passed hans Tallerken med Nyrestykker og Fedt, hørte undertiden de, som gik i Dørene, hvorledes hun belagde sine Ord:

«Min Mand sidder inde i sit Kammer og tænker,» sagde hun. «Han tænker saa meget for at faa udført alt paa det bedste. Han er en trofast Hund, er han, som gjerne gav sit Liv for Hr. Aga. – Saa sagde han forresten, Provsten i Moskog: «Jon Torsen har bare en Feil,» sagde han – «det er, at han er noget forknyt af sig. Og ofte er det, som om Ordenes rette Betydning blir siddende ham i Halsen.» Men se, – det siger jeg, Hr. Aga, – om det saa skal tales om Moses, saa havde han heller ikke godt for sin Tunge, – – og hvem tjente vel sin Herre bedre?»

– Om nu Aga tænkte noget særdeles ved dette Madamens vel overveiede Snak, eller han kun tænkte paa hendes gode Mad – nok er det: Aga var ingen lei Mand. – «Det er jo bra, Torsen,» sagde han ved Leilighed til denne – «og bedre blir det.» – Nei, nei, – ingen Sag der Kvinderne var listige, og der det kom an – ikke paa Dygtighed, men paa Gunst og Gave.

Nu! Det var dog ikke alle, som likte sig paa Gan. Som nu Fru Aga. – En eneste Gang havde hun været der, og da kom hun om Aftenen, men reiste om Morgenen, fordi det havde spøgt for hende om Natten: En hvid Skikkelse var kommet ned Væggen i hendes Værelse og blevet staaende der, indtil den ligesom begyndte at danse op og ned for Fru Agas Øine, – og saa var alt blevet sort for hende.

Fernanda Torsen havde smilt saa tvungent den Morgen:

«Fru Aga er ikke vant med slige tunge Værkensdyner,» sagde hun. «Næste Gang» – –. Nei nei nei, Fru Aga vilde ikke tilbage til Gan, om saa Dynen tusen Gange blev af silketrukken Edderdun! –– Men hvordan var det nu, og – hvem havde seet det? – Inde i Gangen stod Jomfru Rikka, da Fru Aga kjørte af Gaarden.

«Den Gang rak jeg Ærind, Fernanda,» sagde hun og lo saa inderlig godt.

– Den Jomfru Rikka, den Jomfru Rikka, hun havde nu alt paa sin egen Maade:

«Hvad skulde hun her, den lille, forvænte Fru Aga?» havde hun siden sagt. – «Komme her i blaa Kjole med lange Baand og sætte hele Gan paa Hovedet for sin Skjødehunds Skyld – ordinere uldne Tæpper, varm Melk og Kamferdraaber. – Da tror jeg vel, at Hyldethe skulde være ligesaa godt, svarte jeg og rørte mig ikke af Flekken. Ha! Jeg, Rikka Torsen, vilde ikke opvarte et Menneske i Verden – langt mindre da Fru Agas Silkepudel! Men hun skrev sig det nok bag Øret –– synes se hende, der hun sad i Lænestolen, før Aga kom hjem fra Bruget, og maalte mig over Viften med sine store, nærsynte Øine. – «Kniplingsdukken,» siger Fernanda, «som ikke kan faa Børn engang! Ja, der sad hun da, vifted sig og myste, og Viften den gnissed som vissent Løv, – og jeg tænkte og tænkte: Dig vil jeg ikke se her mere, tænkte jeg. Hahaha, tænkte jeg rigtig? – Hvad skulde hun her hun, har jeg ogsaa spurgt Hr. Aga, her paa svarte Gan – hun, som gaar i Brokade og Pell – hun, som træder paa Brysselertæpper og har Lugteflasker af Guld? – «Jeg overtalte hende jo til det,» svarte han, «fordi Veiret var smukt som hun selv. Men det kosted mig sagtens et stolt Diadem at faa hende beroliget efter den Turen.» – Haha, jeg skjønner nok, jeg, Hr. Aga – burde jeg ha sagt – du er under Silketøffelen, du. Bare rart, at ikke du, hvis Farfar var norsk Skogbonde, før Handelshuset Aga vokste tilveirs – at ikke du i Længden blir kjed af at slikke Flødegrød med en dansk Baronesse.» – Der sagde Jomfru Rikka saa sandt et Ord, at det blev gjentaget efter hende.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Rikka Gan

Rikka Gan ble utgitt i 1904 og var Ragnhild Jølsens andre roman.

Handlingen er lagt til Gan gård på begynnelsen av 1800-tallet. Gården er et sagnomspunnet og dystert sted som har tilhørt familien til hovedpersonen Rikka Torsen i generasjoner. Når gården må selges til den rike Mattias Aga må Rikka ofre drømmer, kropp og sjel for at slekten kan fortsette å bo på gården. Både gården og Rikka er i ferd med å gå i oppløsning.

Stemningen i romanen er preget av uhygge, og det overnaturlige og det irrasjonelle spiller sentrale roller. Romanen er således i slekt med den gotiske romanen, en sjanger som hadde sin storhetstid i England på slutten av 1700-tallet og tidlig på 1800-tallet. Mary Shelleys Frankenstein (1818) er et godt eksempel på denne sjangeren, og man kan finne gotiske trekk i en rekke kjente senere romaner som f.eks. Stormfulle høyder (1847) av Emily Brontë og Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886) av R. L. Stevenson. I Norden kan man finne gotiske trekk hos forfattere som Karen Blixen og Hans E. Kinck.

Det er vanlig å lese Rikka Gan i lys av forfatterens eget liv. Ragnhild Jølsen ble født på en storgård i Enebakk, men da farens fabrikk gikk konkurs måtte slektsgården selges. Jølsen, som var svært knyttet til stedet, tok konkursen og flyttingen tungt.

Se faksimiler av Rikka Gan i bind I av Samlede skrifter fra 1923 (NB digital)

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.