Om Rikka Torsen var smuk? Kanske Rikka Torsen kunde kaldes smuk. Hun havde skjær Hud over retskaarne Træk, og kraftige hvide Hænder. Men hun havde ogsaa fremstaaende, blasse Øine, som stak saa besynderlig af mod det sorte Haar. Og hun var bred over Hofterne og ugratiøs – undtagen naar Sindet kom i Oprør, enten nu af Sorg eller Glæde, da kunde hun faa over sig en udfordrende og selvbevidst Gratie, som stod hun foran et Speil. Vistnok ikke det lille gulrammede, som hang i et Hjørne af hendes Kammer og gav hende skjævt Ansigt, men snarere et af blaaligt skinnende Metal.
*
– En Lørdagskvæld Jomfru Rikka gik gjennem Skogen til Morbroderen i Ud, rakte hun Haanden i Veiret og stønned undertiden. Og hun maatte tænke paa saa mangt, Jomfru Rikka, – for at kunne tvinge Tankerne bort fra det hun nødig vilde. – Længe tænkte hun paa Barndommen og det Gan, hun havde lavet af Pinder og Kvist oppi Fjeldet. Hvorledes hun til Sjø havde fyldt Vand i en Skaate, og hvorledes hun havde sanket «Dag og Nat» og legt med dem i Gan Gaards Huse – og de hvide og de gule og de glimrende blaa, hver fik de sit Navn og sin Bestilling; men de vakreste, hun kunde finde, de sorte fløielsbløde med den stærke Stilk, det var Fru Brynhilda og hendes Døtre – yppigmørke, i slæbende Dronningekaaber. Og den slankeste blege, det var Adelsmanden fra Jordhytten. Og paa denne, den lille Jomfru Rikkas «Gan Gaard i Bjerget» levedes et Liv fuldt saa rigt og mangfoldigt som det paa «Gan Gaard ved Sjøen», hvorom Moderen fortalte saa ofte – der Alverdens Herlighed havde havt til Huse. – «Mor,» sagde Barnet undertiden, fyldt af sine brogede Drømme, «tror du, jeg engang vinder noget stort, Mor?» – «Hold frem, som du begynder,» hørte hun endnu Moderens dybe Stemme, «og min stolte Riketta naar længer end andre.»
Men der Rikka Torsen nu gik henover Skogstien uden at mærke, hvordan Kvistene slog hende i Ansigtet, husked hun en halvglemt Hændelse. – Hun saa sig selv springe om med «Dag og Nat» i Haanden uden at finde de vakre, hun ønsked, – og hun saa et gammelt Kvindfolk med Bylt paa Ryggen stanse op ude paa Veien. «Hvad ser du paa, du?» spurgte den lille. Konen rakte Haanden frem, men det var noget leit ved hende, som irriterte Barnet; det gjorde en utaalmodig Bevegelse: «Jeg har ingenting at gi dig.» – «Din stygge Unge!» sagde da den Gamle og greb hende arrig i Armen. – «Vil du vide, hvad jeg saa paa? – Det var det fæle, hvide Ansigtet dit med alt det svarte Haaret om. – Og nu ser jeg mer: At du har et Aarekors over Næseroden. Det betyr, at du er mærket fra Fødselen, du! – Hæ! Heller er jeg mig selv end dig, Styggen – tvi!» – – Undertiden havde Rikka Torsen som Barn gjenkaldt sig Fantekjærringens Ord, naar noget gik hende imod, og nu – en hel Aarrække efter – var de atter kommet til at lyde for hende – – just fordi hun med en halv Frygt for Fremtiden gik og roded sig tilbage i Fortiden. Som om ikke Fortiden ogsaa havde sine Skygger? – – I Femtenaarsalderen havde Rikka Torsen mistet sin Far, og Kaptein Torsens Enke maatte flytte fra Chefsgaarden og leve af en tarvelig Pension nede i Bygden. – Saa havde Moderen fundet paa, at de skulde reise fra Moskog til Ud. – Der var bedre Mennesker og friskere Luft, sagde hun, – og der laa den gode Smaagaard oppi Aasen, hvorfra hun i Ungdommen havde seet den lille Løitnant Torsen komme ridende. – – Og der i Ud var de da blevet boende, Kaptein Torsens Enke og hendes tre Børn, og havde slaaet sig kummerlig igjennem. Menneskene der var netop ikke bedre, og Luften der netop ikke friskere. Et Stykke borte saa de et mismodigt Skimt af Sjøen og tvers bagenfor Lerbakken det sorte Tag af Gan. – Det var en maadelig Lykke, da Gyrilda blev gift med en Garver i Staden; men Moderen fik Tilhold der, da hun gjennem Aarene havde pantsat sin Pension. Og en fattigslig Lykke blev det, da Broderen giftedes med Kusinen fra Moskog, – og de, efter at have opbrugt hendes beskedne Arv, ikke havde mer tilbage end Aarerne bagpaa sine Hænder. Jomfru Rikka var dog den, der fandt Udvei, da Nøden grinte for Døren, – og hun var det, som havde ment, at skulde noget give Lykke paa Jord, saa maatte det være Gan ved Sjøen.
Jomfru Rikka gik og slog utaalmodig i Træstammerne, til hun fik se Taarnet af Kirken i Ud. Og som hun saa, at Taarngluggerne lukkedes, skyndte hun sig frem og kom ind ad Kirkegaardsporten, just som den gamle Klokkeringer holdt paa at laase Kirkedøren.
«Naa naa, er det dig, Jomfru Rikka,» mumled han monotont, da hun lagde Haanden paa hans Arm. «Nei nei, du glemte ikke gamle Morbror denne Lørdagskvælden heller. Herren signe den glade Giver – hvad for Godter har du idag da Rikkamor?»
Den Gamle satte sig paa en Grav og begyndte med sine store, rystende Hænder at løse Knyttet op.
«Jeg har ringet med Mellemklokken ikvæld, Jomfru Rikka,» sagde han. «Jeg liker den bedst, for den uror dem mindst. – Ser du, Jomfru Rikka,» fortalte han hende som saa mangen Gang før – «det var jo Storklokken, som tog Hørselen fra mig; saa det ved jeg nok, at den er som selve Guds Ord til at sige: Annammer du mig ikke, skal du dø. Men for de Døde hernede kan alligevel ingenting forandres – ligeoverfor dem nytter ikke Magtsprog! Derfor ringer jeg heller med den anden, den siger saa jevnt og ligetil: Imorgen er det Helg. Imorgen er det Helg. – Det er baade for levende og døde. Laa jeg selv dernede, vilde jeg synes om at høre det, jeg vilde tænke mig Kirken her oppe med Solnedgangen bagom. – Men skal der tales om Freden, Jomfru Rikka, – da er det for den Sags Skyld nok, naar jeg ringer med min mindste Klokke – du ved den gamle af Messing, Jomfru Rikka, – som har saa fin en Klang, kan jeg huske. Jo jo, se den er nok til at bringe vildfarende tilbage og gi Tanken Ro, – ja, om det saa er Misdæderne derudenfor Muren. – – – Engang jeg gik her ved Kvældstid, hørte jeg dem aande og ynke sig under Jorden. – Giv os af din Fred, du gamle Klokkeringer, var det, som de bad. – Min Fred er fra Gud, sagde jeg. Men hvad jeg kan give jer, skal I faa. – – Og saa klemted jeg saa smaat paa min mindste Klokke. Og straks blev her stilt i Haven. –– Gaar du alt, Jomfru Rikka? Farvel, Farvel – og tak for du var her og ikke glemte en gammel Slægtning, fordi han i 30 Aar ikke har duet til andet end at være Klokkeringer i Ud.»
Den gamle Mand blev siddende igjen paa Graven, holdende sin Kasket som Tallerken mellem Knærne. Blæsten rusked i de graa Totter paa hans Hoved og svinged med Græsstraaene paa Gravene. Blæsten sang saa enstonig i Orgelet inde i Kirken. Og langt bagom det hvide Taarn gik Solen ned.
«Gid jeg var dig, Morbror,» sagde Rikka Torsen ved sig selv – «der du sidder med dine Hornbriller paa, gammel, ensom og døv, i din egen Verden og i din stærke Tro paa Gud og dine Klokker.»
*
– Denne Lørdagsaften var det, at Rikka Torsen paa Hjemveien fra Klokkedrageren i Ud, slig hun gik i sine mangehaande Tanker, traadte af fra Stien, – og da hun saa sig om, vidste hun ikke bedre end at blive gaaende paa maafaa bortover.
Og Sulten kom. Og Mørket. – Og snart blev det uroligt mellem Trærne.
Rikka Torsen var dog hverken bedrøvet eller ræd ved ikke at finde frem; fordi det i denne Nat lidt efter lidt – saaledes som det imellem kan hænde Menneskene – med en hel visionær Klarhed var gaaet op for hende, at hvad hun saa gjorde, blev dog Livet værdiløst for hende selv.
Og Jomfru Rikka gik og gik. – Hvst! – der hvæste en Ugle. Og der flaksed det af Vinger. – Der var underlige Fugle i Skogen, – syntes hun stundom – var det ikke, som skimted hun Trærne tvers gjennem dem? Og der var rare, smaa Væsener og saa fæle Forverdenens Dyr, at det gav et Sætt i hende; men altid forvandled de sig til Tørtrær og Stubber.
Og hun begyndte at gaa i en Halvdøs. – Og tilslut blev hun saa træt, at Knærne skalv, og hun tydde ind i en Tykning. Da kom hun ind i noget med Vægge og Tag – ikke vidste hun, enten det var Dyrehi eller Menneskebo; men som Øienlaagene faldt i, dæmred noget for hende om den svenske Rømling.
Da syntes hun, hun lagde sig paa grøn Mose imellem Trærne. «Om Udyr dræber Rikka Torsen,» sagde hun, «da gjør det lidet. Rikka Torsen er falden.»
«Elsked du ham, Rikka?» hvisked nogen fra Skogen.
«Nei. Nei.» Og der fór Feberfrost gjennem hende.
«Ve over Kvinden, som falder uden Elskov,» hvisked det saa. «Synd følger Synd. Hvad tror du, Rikka Torsen, at «Kvinden uden Kjærlighed» har, naar Rusen er borte?»
«Skammen.»
«Ja. Og der findes ikke den stakkars Sten, hvortil hun kan støtte sit Hoved. Pine følger Pine, Rikka Torsen, Livet tilende.» – Og Rikka Torsen følte sine Lemmer svide som en Værkbruddens. «Er du Menneske,» hvisked det igjen, lavt som Vinden i Trækronerne – «tag da Mennesketrøsten – er den end skral: Der er fler, som lider, end du. Og en, som har lidt, der du nu ligger.»
Langt borte hørte Rikka Torsen en Klokkeklang lyde. Og Vinden gik i Trærne. Og ingen Dyr hylte.
Idetsamme kom en ung Mand over Lyngen. Hverken saa han til høire eller venstre; men aldrig havde Jomfru Rikka seet saa herlig en Gang eller saa stolt en Holdning. – Hun fandt intet forunderligt ved, at han gik der, men fornam en Tomhed, fordi han var gaaet forbi. Og hun laa videre – uden Drømme og uden Tanker – og Trærne suste – og Klokken ringte – – da bøied nogen sig over hende. Hun saa op i et blegt Ansigt med vaagdunkle Øine. Hun saa ogsaa, han havde mørke, iturevne Klæder, og Brystet var nøgent. Og der paa det nøgne Bryst var ridset en flyvende Fugl.
«Hvem – hvem er du?» spurgte Rikka Torsen.
«Vilde Vaa.»
Hun grebes af en stor Glæde og rakte Armene ud:
«Vilde Vaa. Vilde Vaa. Endelig kom du.»
Men den unge Mands Ansigt blev fjernere – blegere – Fuglen og de fillede Klæder – der kom Taage imellem.
«Naar Klokkerne ringer for dig næste Gang, Rikka Torsen,» syntes hun, han hvisked. – Hun reiste sig møisommelig og gik ud efter ham. – – – Og Klokkerne kimed – stærkere og nærmere – – nogen snakked med høi Stemme og tog hende i Armen, og – Rikka Torsen vaagned.
Hun fandt sig selv liggende inde i Skogtykningen, hvor Solskinnet faldt i Flaker mellem Trærne, – og foran hende stod den gamle Klokkedrager med sin Klokke. Han nikked tilfreds:
«Der kom Spurlag efter dig idagmorges, Jomfru Rikka,» sagde han. «Aa, jeg vidste nok, jeg vilde finde dig – – – min mindste Klokke, Jomfru Rikka. Min mindste Klokke.»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Rikka Gan ble utgitt i 1904 og var Ragnhild Jølsens andre roman.
Handlingen er lagt til Gan gård på begynnelsen av 1800-tallet. Gården er et sagnomspunnet og dystert sted som har tilhørt familien til hovedpersonen Rikka Torsen i generasjoner. Når gården må selges til den rike Mattias Aga må Rikka ofre drømmer, kropp og sjel for at slekten kan fortsette å bo på gården. Både gården og Rikka er i ferd med å gå i oppløsning.
Stemningen i romanen er preget av uhygge, og det overnaturlige og det irrasjonelle spiller sentrale roller. Romanen er således i slekt med den gotiske romanen, en sjanger som hadde sin storhetstid i England på slutten av 1700-tallet og tidlig på 1800-tallet. Mary Shelleys Frankenstein (1818) er et godt eksempel på denne sjangeren, og man kan finne gotiske trekk i en rekke kjente senere romaner som f.eks. Stormfulle høyder (1847) av Emily Brontë og Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886) av R. L. Stevenson. I Norden kan man finne gotiske trekk hos forfattere som Karen Blixen og Hans E. Kinck.
Det er vanlig å lese Rikka Gan i lys av forfatterens eget liv. Ragnhild Jølsen ble født på en storgård i Enebakk, men da farens fabrikk gikk konkurs måtte slektsgården selges. Jølsen, som var svært knyttet til stedet, tok konkursen og flyttingen tungt.
Se faksimiler av Rikka Gan i bind I av Samlede skrifter fra 1923 (NB digital)
Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.