Lige nedenfor Gans fordums Have ligger en sort Bjergknaus. Den strækker sig tørstig ud i Vandet, og i Maaneskin ligner den et drikkende Dyr. Der findes ligesom et Par Trin der i Fjeldet – vanskeligt at sige om fra Gud eller Mennesker, – til Baadstø benyttes Knausen den Dag idag.
– Engang Rikka Torsen stod i sit Vindu, saa hun en Baad lægge til dernede. Hun forstod, det var af dem derover fra Herby, – de, som duved udpaa Sjøen saa om Kvælderne og blæste Fløite og sang. Hun saa Kavalererne byde Hænderne frem, og Damerne trække sine Kjoler sammen i en Knude oppe under Barmen, – og saa hopped de leende iland paa Gan Gaards Grund.
«De Mennesker hører Livet til,» tænkte Jomfru Rikka. «Hos dem rinder Blodet lyst og let, og de plages ikke af Mareridt under Søvnen.» Og i en bittersød Kval, hvorved hun selv syntes sig at vokse, der hun stod i Gans Vindu, følte hun sit eget Blod, tykt og tungt – uden lys Latter og uden lys Elskov. – «Nei, jeg vilde ikke bytte med dem,» mumled hun. – «Høit hænger de søde Druer, Jomfru Rikka, og – sure er de,» sagde en Stemme dybt indi hende. Men Rikka Torsen smilte hovmodig:
«Ja, udadtil lever de vel et straalende Liv, disse Mennesker. Men indadtil – er de som Høkerboder! – Der stykkes det ud, og der deles det ud saa smaat, saa smaat af alle Sindets Rørelser – af Vemod, af Sorg og af Længsel efter brændende Glæder. – – Har de da Sjæl, disse? – Kanske det ved Døden vil gaa dem som Luftens Børn i Eventyret, at de forvandles til Bobler, som brister. Mens vi andre – – ja, om os strider baade Himmel og Helved!»
Rikka Torsen saa de unge Mennesker bryde en blomstrende Kvist af Nypetornen dernede, og idet en af dem holdt den høit fremfor sig i opstrakte Hænder, skred han syngende frem, og Selskabet fulgte syngende efter – to og to – op gjennem Gans træløse Have. – Jomfru Rikka traadte uvillig tilbage ind i Værelset. Hun havde nu faaet en egen Mening om den Slags Byfolk, siden Fru Aga var der, – og en Uvilje for at træffe Mennesker, hvis Blik muligens kunde sige: Hvad er vel du? – Og ærgerlig vrænged Jomfru Rikka Omkvædet efter:
«Ingen maa gjøre vor Glæde Mén.
Se – vi følger en Rosengren!»
– Saa forstod Jomfru Rikka, at de havde stoppet op ikke langt fra hendes eget Vindu, og hun hørte Forsangerens freidige Røst:
«Mine Damer og Herrer – se, dette er vor Mattias Agas Residens her ved Sjøen!» – Og mange talte med og lo.
«Her er Løndøre i Tapeterne og et Skelet under Jorden,» fortsatte Stemmen.
«Her er et Drikkebæger fra Noa, og her gaar Spøgelser i Lyse!» – Og stadig blev der talt og leet, – og hun hørte, de vilde indenfor.
«Det skal bli lidet af,» mente Jomfru Rikka, – og hun skyndte sig afsted for at stænge Porten for dem.
Men Jomfru Rikka kom ikke tidsnok til at blive useet. Og just som det muntre Selskab satte sine Fødder paa Stentrappen, stod hun midt foran dem. Et Par af de unge Damer vak til idetsamme og tog sig for Brystet – de vidste siden selv ikke hvorfor. Men Forsangeren – Jomfru Rikka drog stadig Kjendsel paa Stemmen –tog atter Ordet:
«Disse Damer og Herrer ønsker gjerne at bese Mattias Agas Hus,» sagde han lystig.
«Dertil er ikke Anledning,» svarte Rikka Torsen. «For der er Sygdom her.» Og hendes Stemme slog haard og frastødende ned iblandt dem.
«Saa faar vi da ikke se,» sagde nogle. «Og her som skal være saa besynderligt.» – Og andre surmuled som Børn. – Men en ung Mand med en forunderlig deilig Mund traadte frem, idet han tog Hatten i Haanden.
«Naar her er Sygdom, Jomfru – saa tilgiv, at vi kom.»
Jomfru Rikka saa forundret paa den unge Mand.
«Kanske I alligevel kan gaa ind,» kom det mildere, «hvis I gaar forsigtig og ikke uror den Syge.»
– Og saaledes gik det da til, at Jomfru Rikka trods alt gik foran ind gjennem de mørke Rum. Og de unge Mennesker fulgte saa stille efter, at hun bagenfor sig kun hørte den knitrende Lyd af deres Klæder eller saavidt fornam deres Aande, naar nogen nysgjerrig titted hende over Skulderen. Heller ikke hørte hun Udraab som fra Fru Aga, om hvor skrækkeligt der var. Og derfor viste hun dem endog det gamle Lerbæger og Bøilen og fortalte dem Historien om Kobberkarret, som var hamret af den unge Adelsmand oppi Skogshytten. Hvordan han en Dag gik ned til Bygden med det smukke, røde Kobberkar og falbød det til en Bonde, – og hvordan han saa – vel i Følelse af sin Fornedrelse – kasted det mod Bondens Hoved. Hvordan han alligevel fik gaa urørt bort, fri som en Fugl og rank som en Flamme, baade forbi stærke Næver og en knælende Pige – og ingen saa ham siden. Men hvordan Kobberkarret blev tillagt en Egenskab senerehen – at give Lyd, naar Drabsmænd kom i dets Nærhed – og derfor havde staaet som Angiver en Tid udenfor Kirkeporten i Ud. – – – De unge Damer trak Øienbrynene i Veiret og smilte som Børn, der fortælles Eventyr. – Men da de spurgte efter Løngangen og den hemmelige Dør, smilte Jomfru Rikka og fortalte atter – fortalte jevnt og uden store Ord, om hvorledes hendes Slægts Kvinder var de eneste, der kjendte til dette, og hvorledes de havde fortiet Hemmeligheden saaledes, at endnu vidste ingen anden noget derom. – Efter dette syntes hun at mærke, at de saa paa hende som paa en synderlig Ting, – og hun blev i godt Lune deraf og saa elskværdig, at hun indtog dem for sig.
«Bliv med os over, Jomfru Rikka,» sagde de, «og vær hos os en Stund.»
Det vilde hun dog ikke – fordi hun husked, hun ingen Kjole havde, som var pen nok. – Men hun gik med dem ned paa Bjergknausen og vifted til dem, indtil deres Lommetørklæder fortoned sig for hende som hvide, bundne Sommerfugle flagrende over Vandet. – Og meget ønsked Jomfru Rikka, at den unge Mand med den skjønne Mund skulde vifte længer end de andre.
Det gjorde han dog ikke. Og Jomfru Rikka gik nedslaaet tilbage til Gaarden. – Derudenfor Stentrappen laa deres besungne Rosengren nedtraakket og vissen. Jomfru Rikka tog den op og saa paa den. Saa rysted hun paa Hovedet:
«Hvorfor hylded de den først og glemte den siden? Nei, de Mennesker, dem forstod hun alligevel ikke.»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Rikka Gan ble utgitt i 1904 og var Ragnhild Jølsens andre roman.
Handlingen er lagt til Gan gård på begynnelsen av 1800-tallet. Gården er et sagnomspunnet og dystert sted som har tilhørt familien til hovedpersonen Rikka Torsen i generasjoner. Når gården må selges til den rike Mattias Aga må Rikka ofre drømmer, kropp og sjel for at slekten kan fortsette å bo på gården. Både gården og Rikka er i ferd med å gå i oppløsning.
Stemningen i romanen er preget av uhygge, og det overnaturlige og det irrasjonelle spiller sentrale roller. Romanen er således i slekt med den gotiske romanen, en sjanger som hadde sin storhetstid i England på slutten av 1700-tallet og tidlig på 1800-tallet. Mary Shelleys Frankenstein (1818) er et godt eksempel på denne sjangeren, og man kan finne gotiske trekk i en rekke kjente senere romaner som f.eks. Stormfulle høyder (1847) av Emily Brontë og Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886) av R. L. Stevenson. I Norden kan man finne gotiske trekk hos forfattere som Karen Blixen og Hans E. Kinck.
Det er vanlig å lese Rikka Gan i lys av forfatterens eget liv. Ragnhild Jølsen ble født på en storgård i Enebakk, men da farens fabrikk gikk konkurs måtte slektsgården selges. Jølsen, som var svært knyttet til stedet, tok konkursen og flyttingen tungt.
Se faksimiler av Rikka Gan i bind I av Samlede skrifter fra 1923 (NB digital)
Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.