VI.

Længe havde det staaet for Rikka Torsen som en Underlighed, dette, at rige og elegante Mennesker ikke behøved hverken at være overlegne som Fru Aga eller bryske som Hr. Aga. Men at de istedet lod høflige og uskadelige og fremfor alt: en god Del elskværdigere end Jomfru Rikka selv. Og hun havde en Tid med Venlighed tænkt paa disse Mennesker, som var kommet hende saa kameratslig imøde og ingen Vægt havde lagt paa hendes første afvisende Optræden.

Men hvordan det nu er, saa skal der jo lidet til, der Bitterheden ligger paa Lur, – og som Dagene var forløbne, og hun lidt efter lidt havde glemt de lyse Ansigter, husked hun den unge Mand, som ikke havde viftet dengang. Uagtet hun, Rikka Torsen, havde ønsket det som ligeoverfor ingen anden Mand i sit Liv! – Og saa seg da atter Bitterheden frem, naar hun tænkte paa dem, naar hun saa Lyset af de røde Lygter derover – eller hørte Sangen ude paa Vandet. – Aanei – Jomfru Rikka brød sig ikke om at se nogen af dem igjen – mindst af alle den unge Mand med den skjønne Mund. Hvad skulde det være til? Han vilde ikke elske hende, og – hun vilde ikke elske ham. Nei. Nei. – –

Og dog: Naar hun sad dernede ved Sjøen, Jomfru Rikka, helst ved Skumringstid, naar Vandet laa sort af Skygge, – da var det netop denne ranke, unge Mand, som paa en Maade spilled med i hendes Drømme. – Saa underligt det lyder – hun saa hans slanke Skikkelse i andre Forhold og i en anden Tid – smelted det blege Ansigt og den skjønne Mund i ett med Drømmesynet i Skogshytten. – Og saaledes kom det for hende en Kvældstund dernede:

«De Mennesker derover,» tænkte Rikka Torsen – «javist er de smukke! – Javist er de nydelige! – De er som de nette Smykker i Perlemorsskaalen – de havde heller ikke noget Mærke ved sig af Livsens svimlende Dybder. – – Men se – om de nu blev kastet ud fra sin tilmaalte Vei, disse Mennesker,» tænkte hun videre – «om de maatte drikke af Ydmygelsens og Lidelsens Bæger, da vilde skjænkes dem Lidelsens Sjæl. Og hun trodde nok, der var de af dem, som vilde blive herlige som den unge Adelsmand i Skogshytten. – Ham havde sikkert en ublid Skjæbnehaand stødt ud i Mørket, og han havde maattet drikke af Fornedrelsens Kalk – og derfor var det, at hans Blik blev saa dunkelt og dybt, at det bored sig som en Brand i Hjerterne og bøied i Knæ selv den myrdedes Datter. – Og se – saa mægtig blev han i Kraft af sin Lidelse, at de, som skulde forbande ham, bad for ham til sin Gud, – og de, som skulde dræbe ham, stod som lammet og – turde ikke!» – Og som hun sad der, Rikka Torsen, kom hun til at elske sit Drømmebillede, i den Skikkelse det nu og – hun syntes – altid havde staaet for hende. – Det var saa mangt – tænkte hun – hvem vidste, om der ikke var Mennesker, som hørte sammen, selv om Aarhundreder skilte? – Om der ikke for ethvert Menneske, som ingen Kjærlighed fandt, gaves en «enkelt» enten tilbage eller fremover i Tiden? – Og om saa var, da vidste hun sikkert, hvem hun skulde tilhørt. – – Ja, havde hun levet hin Gang, Rikka Torsen, da havde han sagtens stanset op den unge Adelsmand:

«Hvem er den Pige,» vilde han kanske spurgt – «hun med de lyse Øine og det sorte Haar?»

«Det er Fru Brynhildas ulykkelige Datter,» kunde Svaret lydt.

«Hvem er den unge Mand,» vilde Rikka Torsen spurgt – «han med Gangen, Munden og det blege Ansigt?»

«Vilde Vaa.»

– Aa, hun saa nok, hvad han var – bedre end andre – saa hans straalende Byrd skinne som Guld gjennem Fattigdommen! – – – Og der var Larm og Latter paa Gan, og Fru Brynhilda sad øverst i sin Have. Og nedover Bakken der roded og planted bøiede Skikkelser i Vaarens vaade Jord. Og Kvældvinden strøg langsmed Sjøen. Og Fru Brynhildas Datter sneg sig smidig henad Jorderne. – Men langt inde i Skogen sad Vilde Vaa foran et af de blanke Kobberkar og ridsed sig i Brystet med en Kniv, tegned de Tanker, som bodde derindenfor – Gribben, som sled baade Dag og Nat. – Og Blodet randt nedad Brystet. – – Men saa trak det sig til et Smil om den deilige Mund:

«Er det dig, Brynhildas Datter?»

«Det er mig – Vilde Vaa.»

– Saa skulde hun siddet hos ham Uveirskvælderne, naar Stormen bruste med Orgeltoner gjennem Skogen, – og de skulde lukket Hyttens Dør. Og Regnveirskvælderne, naar det drypped og rasled graatvaadt af Skogen, og Hubroen brummed borti Bjerget, da vilde han fortalt om det Liv, han havde levet, – fortalt det derinde i den sodede Hytte, med Farver hentet fra Himmel og Hav. Og saa tilsidst vilde den kommet, fra det inderste af ham selv, Fortællingen om, hvordan der under den herligste Skal kunde krybe fæle Orme; – hvordan han, Vilde Vaa, havde seet det og villet rydde Stygheden bort; og hvordan han til Tak blev drevet af Lande som – Forræder mod Konge og Folk.

Og hun, Brynhildas Datter, vilde seet sig blind paa de gnistrende Øine. –

Men Maaneskinskvælderne vilde de gaaet om nede ved Sjøen og inde i Skogen – der Skogen var dunklest, og de høie Furuer stod som mægtige Tempelsøiler. –

Og deres Elskov vilde været rig og mangfoldig som ingen anden Elskov paa Jord. Nok ogsaa, fordi han kunde blive saa ond Vilde Vaa med sit heftige Sind, – og de kunde begge blive saa onde, at den ene næsten ønsked at se den andens Lig. Men saa kom Afbigtens Stund – og Forsoningens – og saa ønsked nok den ene at bære den andens Sorg. Og mest hang hendes Øine ved hans Mund, og hendes Mund ved den store Fugl paa hans Bryst.

«Du vilde Vilde Vaa,» kunde saa Rikka Torsen sige og strække Armene ud mod det glinsende Vand – «du, nedifra de dybe Sjøer – du ind ifra de sorte Skoge. Du stolte Vilde Vaa for Alverdens Skjønhed – dig elsker jeg, Vilde Vaa – dig og ingen, ingen anden.»

Saa uvirkelige var de, Rikka Torsens Drømme. Og dog saa intensive og stærke. – Og tilslut hented hun ind paa sit Værelse den unge Adelsmands Kobberkar og planted det fuldt af de stærkeste Bregner.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.