Rikka Gan

av Ragnhild Jølsen

I.

«Dette Gan – dette Gan – og de, som bodde der – hvem blev vel klog paa dem? – Hvorfor var nu pludselig Tjenestefolkene opsagt? – Alle undtagen Jomfru Rikkas gamle Barnepige. Ja, hun skulde nok røgte de Par Kjør som stod igjen i Fjøset, mens Besætningen forresten med Besvær og Ulempe var sat ud paa Foder. Men hvorfor var da ikke heller et ungt, stærkt Menneske blevet hyret? – Hvorfor vilde de ligesom ikke se Folk der paa Gaarden? – Hvorfor blev ikke engang Lønningerne udbetalt paa det vanlige Sted, men af en betroet Husmand nede paa Bruget? – Hvorfor – hvorfor? – Der maatte være noget – de var jo ganske enfoldige – som saa ofte Folk, der endelig vil skjule noget. – Hvorfor?» – – Der danned sig en Uendelighedens Række af ubesvarede Spørgsmaal i den gamle Prokurators Hoved, slig han kjørte henad Landeveien i Sneveiret. – Han syntes, der var ligesom et Forhæng fore, og som han sad der og saa og saa ind i Sneen, som faldt, syntes han tilsidst, han kjørte sig selv i rund og rund Ring under faldende Sne, som dækked og gjemte, gjemte og dækked det utrolige i Verden. – – «Ja, der var et Myldr af Ting til at skjule», – vidste den gamle Prokurator. Han gjenkaldte sig det alt: – «Det havde Fernanda Torsen sagt. Og det Jomfru Rikka. Og det havde Jon Torsen sagt, der han laa i sin Seng, at mer gudvelsignet Mand end Aga fandtes vel ikke – han, som i egen Person tog sig af Brugets Drift under sin Fuldmægtigs Sygdom. – Saa det var vel ikke mer end rimeligt, – havde Rikka Torsen lagt til paa sin underlig haanske Maade, – at de gjorde lidt igjen for den herlige Aga – at de indskrænked sig og sparte paa Udgifterne for ham. – – Aa aa, den Besparelse, den kunde omtvistes; den hang daarlig sammen – som – som løs Sne – som løs Sne.» – Prokuratoren vikte sin Hest af fra Bygdeveien, der han vidste Ganveien saa omtrent skulde være. – «Sne. Sne ja,» gjentog han aandsfraværende. «Sne, som dækker. Sne, som gjemmer. Sne saa tæt og svær, at den næsten ikke trænges igjennem» – alt imedens den Skimlede stamped sig tungt gjennem Snedriverne, og Prokuratoren selv maatte støtte til snart med det ene Ben snart med det andet, at ikke Slæden skulde vælte.

«Saa, saa – staa nu her, Balderbraa,» sagde han, da han endelig kunde holde Hesten an foran Gjærdet. – Men selv blev ogsaa den gamle Prokurator staaende. For noget saa ødsligt som her inde paa Gans Gaardsplads syntes han aldrig i sit lange Liv at have seet. Saa tyst og mennesketomt var der. – Sneen hvid og urørt. Bare med nogen enkelte dybe Mærker saa her saa der efter Folk, som havde gaaet frem og tilbage i sine egne Fodspor. Og havde der ikke røget lidt af Gaardens ene Pibe, kunde enhver forsvoret, at der ingen bodde paa Stedet.

Prokuratoren vidste ikke rigtig, hvorfor der paakom ham slig en trykkende Fornemmelse ved at se det Ødet, en lignende, som naar man kommer til et Hus, hvor der er ny Sorg. – Prokuratoren strøg sig over Panden:

«Saa, saa, Balderbraa, staa nu rolig. Saa finder nok jeg Løsningen imens.» – Den gamle Prokurator trak sin Tulup op over Knærne og begav sig ufortrøden ivei ud i Sneen.

Da han kom frem til Porten, tog Fernanda Torsen imod ham.

«Det var en rar Gjæst,» lød det. «Her hvor knapt Skjæren kommer flyvende.»

– Aa, det var da saa og saa. Det var ogsaa rart at se Gansfolket igjen. Forresten havde han et Ærinde.

Men den gamle Prokurator maatte slet ikke faa frembære det Ærinde, før han vel havde børstet Sneen af sig og tilsidst sad lunt og godt fortøiet i Jon Torsens Armstol.

«Nu kan De komme med det, Prokurator,» sagde da Fernanda Torsen og satte sig foran ham – de smaa Øine spillende af vagtsom Gløgghed. «Det skulde vel ikke være Folkene?»

– Jo netop – det var Folkene! De havde været hos ham og forklaget sig over at være afskediget uden Varsel. – Og nu spurgtes der, om det ikke var ligesaagodt, Madam Torsen tog dem tilbage med det samme, saa kanske hun slap Mulkten.

Fernanda Torsen smilte.

«Nei, Prokurator,» sagde hun – «nu er De nok feil underrettet om mangt og meget.» – Sagen var, at Tjenerskabet alt længe havde været hadefuldt mod hende, fordi hun ikke taalte Uregelmæssigheder i nogen Retning, hverken at der dreves Uterlighed, eller blev stjaalet Hø, eller smughuggedes i Ganskogen. – «Besynderligt med det, Prokurator: Feilen er ikke at gjøre en gal Ting; men Feilen er at paatale den.» – Saa fulgte da Forklaringen, om hvorledes hun ved disse Afskedigelser ikke alene havde varetaget Agas Tarv, men ogsaa sin egen. For naar sandt endelig skulde siges, saa trodde hun, de var fulde af ondt allesammen, og – da der var Barn i Huset. – –

– De blev da passiarende baade vel og længe om dette. Og saaledes som det nu stilled sig, fandt Prokuratoren Fernanda Torsens Adfærd ligeoverfor Folkene forstaaelig nok. Bare sad han i Stilhed og undred sig over, hvor ganske anderledes dette nu tog sig ud end tænkt. – Om han blev svag herinde – tabte Dømmekraften? – Ganske forfærdet skjøv han Tanken fra sig og lod andre faa Rum istedet. Men uvilkaarlig maatte den gamle Prokurator se sig om, hver Gang der lød Fodtrin i Huset eller blev lukket i en Dør. – Der var i Grunden en egen Em for ham ved dette Gan, – begyndte han at synes. – Han kunde døve det ned, naar det var en Stund, siden han havde været der; men naar han var der: Umuligt.

«Tjenestefolkene er fordringsfulde nu tildags,» endte Fernanda Torsen noget. «De vil sandelig ha baade i Hæk og i Sæk. Og spille Mestere atpaa.»

«Det er sandt – det er sandt,» svarte Prokuratoren, halvt i Taage. – Daarlige Tjenere burde ikke syes Puder under Armene hverken af Loven eller andre. – «Jeg skal jage de Knebler paa Porten, skal jeg! – – Men hvor er Jomfru Rikka?» spurgte han uventet. «Jeg tror stadig at høre hende; men hun kommer ikke.»

«Hun ligger syg idag,» svarte Madamen.

«Er Jomfru Rikka syg?» sagde den gamle Prokurator. Madam Torsen haabed hun saa feil, at ikke det blege Ansigt blev endnu blegere idetsamme. – «Saa ligger de da begge,» kom det saa, paafaldende roligt, «baade Bror og Søster.»

– Ja, de gjorde det. Maatte det bare gaa fortere over med hende end med ham.

– Det gjorde det nok; hun var stærk, Jomfru Rikka. – «Aa ja ja, det var trist ikke at se Jomfru Rikkas Ansigt lyse herinde. – Hils hende fra mig!» sagde han saa, og fik med engang travelt med at komme afsted – «og sig, at skulde hun nogengang trænge Hjælp i noget, saa faar hun komme til den gamle Prokurator paa Haug.»

– «Hm, hm – han skulde vel aldrig ha skjønt noget,» hvisked Fernanda Torsen, da hun stod i Vinduet og saa Prokuratorens Skimlede stampe med flagrende Man gjennem Sneen. – «God i Videnskaben. Daarlig til at anvende den. – Faar staa sin Prøve det ogsaa,» mumled hun og kneb Læberne til.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Rikka Gan

Rikka Gan ble utgitt i 1904 og var Ragnhild Jølsens andre roman.

Handlingen er lagt til Gan gård på begynnelsen av 1800-tallet. Gården er et sagnomspunnet og dystert sted som har tilhørt familien til hovedpersonen Rikka Torsen i generasjoner. Når gården må selges til den rike Mattias Aga må Rikka ofre drømmer, kropp og sjel for at slekten kan fortsette å bo på gården. Både gården og Rikka er i ferd med å gå i oppløsning.

Stemningen i romanen er preget av uhygge, og det overnaturlige og det irrasjonelle spiller sentrale roller. Romanen er således i slekt med den gotiske romanen, en sjanger som hadde sin storhetstid i England på slutten av 1700-tallet og tidlig på 1800-tallet. Mary Shelleys Frankenstein (1818) er et godt eksempel på denne sjangeren, og man kan finne gotiske trekk i en rekke kjente senere romaner som f.eks. Stormfulle høyder (1847) av Emily Brontë og Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886) av R. L. Stevenson. I Norden kan man finne gotiske trekk hos forfattere som Karen Blixen og Hans E. Kinck.

Det er vanlig å lese Rikka Gan i lys av forfatterens eget liv. Ragnhild Jølsen ble født på en storgård i Enebakk, men da farens fabrikk gikk konkurs måtte slektsgården selges. Jølsen, som var svært knyttet til stedet, tok konkursen og flyttingen tungt.

Se faksimiler av Rikka Gan i bind I av Samlede skrifter fra 1923 (NB digital)

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.