Lidt efter lidt var to Modsætninger kommet frem hos Rikka Torsen: Naar Tankerne havde myldret over hende i lange Tider, fulgte der siden Stunder, hvori Sjælelivet laa i Dvale, Stunder, hvori hun kun følte, og gik i Ledebaand af sit stærke Legeme. Hun var da blevet af de, som ikke længer menneskelig Magt kan tvinge. – Og det var jo netop, hvad hendes Omgivelser nødigst vilde – tvinge hende fra Elskov.
*
Rikka Torsen havde inde i sit Kammer en Brandmur. Lige indtil den stødte Siden af et stort Skab, som var fastspigret til Væggen. Paa dette Skab var i blaat og hvidt malet en Amor og en Slange. – Engang havde Rikka Torsen kunnet fortabe sig i Beskuelsen af denne besynderlige, lille Fyr, hun havde ogsaa fundet noget Farve og gjort hans Vinger større og hvidere. Men senerehen havde Rikka Torsen leet af den Amor, og hun havde ofte tænkt, hun egentlig burde sværte ham to Horn paa Hovedet og en Hale. Hun befatted sig jo endel med dette Skab, Rikka Torsen, og kunde vanskelig undgaa det.
Naar Rikka Torsen kom ind i sit Værelse, kunde det hænde, hun skjøv Slaaen for Udgangsdøren, gik saa hen til Skabet, kikked derind, og gik atter tilbage.
Men undertiden kunde det ogsaa hænde, hun traadte helt ind i det store Skab og lukked Døren efter sig fra Indersiden.
*
Engang, der var kommet Folk tilgaards og to brede, rødbrune Heste var sluppet i Havnehagen, kom Rikka Torsen ind paa sit Kammer.
En Stund drev hun urolig om derinde. Hun saa ud af Vinduet og ud af Døren til Gangen. Hun trak Gardinerne for og trak dem atter tilbage. Hun sad, og hun laa. Saa begyndte hun at se paa Døren med Amoren og Slangen. Saa, uden dog at se. Og hun lukked Skabdøren op og atter igjen. Men tilsidst drog hun Pusten langt og gik indenfor.
Rikka Torsen skjøv en smal Lem tilside og kom opover en trang Trappe inde i Brandmuren. Hun blev staaende et Øieblik ved en Fordybning i Muren, skjøv saa atter en Lem tilside, kom ind i et Skab som nedenunder – og derfra ind i et stort Kammer.
Der stod en Mand derinde med Ryggen til.
«Her er jeg,» sagde Rikka Torsen.
Det gav et Chok i den store Mand, og han vendte sig om mod hende:
«Riketta.» Saa blev han staaende og stirre.
«Spørg ikke, Mattias Aga,» sagde Rikka Torsen og kasted stolt med Hovedet. «Berolige dig forresten – og giv din Frue et smukt Diadem.» Hun lo haardt; men Øinene hvidned, og Munden var som Blod.
Mattias Aga rakte Hænderne frem og lo:
«Riketta, Riketta – hun er som Ilden.»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Rikka Gan ble utgitt i 1904 og var Ragnhild Jølsens andre roman.
Handlingen er lagt til Gan gård på begynnelsen av 1800-tallet. Gården er et sagnomspunnet og dystert sted som har tilhørt familien til hovedpersonen Rikka Torsen i generasjoner. Når gården må selges til den rike Mattias Aga må Rikka ofre drømmer, kropp og sjel for at slekten kan fortsette å bo på gården. Både gården og Rikka er i ferd med å gå i oppløsning.
Stemningen i romanen er preget av uhygge, og det overnaturlige og det irrasjonelle spiller sentrale roller. Romanen er således i slekt med den gotiske romanen, en sjanger som hadde sin storhetstid i England på slutten av 1700-tallet og tidlig på 1800-tallet. Mary Shelleys Frankenstein (1818) er et godt eksempel på denne sjangeren, og man kan finne gotiske trekk i en rekke kjente senere romaner som f.eks. Stormfulle høyder (1847) av Emily Brontë og Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886) av R. L. Stevenson. I Norden kan man finne gotiske trekk hos forfattere som Karen Blixen og Hans E. Kinck.
Det er vanlig å lese Rikka Gan i lys av forfatterens eget liv. Ragnhild Jølsen ble født på en storgård i Enebakk, men da farens fabrikk gikk konkurs måtte slektsgården selges. Jølsen, som var svært knyttet til stedet, tok konkursen og flyttingen tungt.
Se faksimiler av Rikka Gan i bind I av Samlede skrifter fra 1923 (NB digital)
Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.