Rikka Gan

av Ragnhild Jølsen

I.

Hvad om den røde Hane nu galte over Gan? – Hvad om Flammer kom slikkende og urodde sorgfri Mennesker i Søvnen? – Og de Øine, som før havde smilt Dagen lang, skulde stirre forvildet frem for sig, før Røgen blinded dem. Og de Læber, som før havde leet, slig Latter, der er kold og klar som Dagens Lys, skulde aabne sig til Rædselens og Nødens Skrig. Og der alle Udgange fandtes stængte, skulde de glemme sine zirlige Manerer, disse Mennesker, – og fare omkring som forstyrrede Dyr med latterlige Fagter og forvredne Fjæs. – «Vig af Veien nu!» skulde Rikka Torsen raabe. «Vig af Veien! – Her kommer Rikka Gan, som I skyr, fordi I ingenting forstaar og ingenting ved. – Her ser I Dødens Storhed for Livets Flitter – og det er jeg, Rikka Gan, som har git jer det. Jeg, jeg, som ogsaa kan gi jer Livet tilbage.» – Og haanende vilde hun fortælle dem om Udgangen, hun kjendte, hvor Røgen ikke kom ind. – Og hun vilde se dem storme om sig, som var hun en Profetinde. – «Afveien, siger jeg. Afveien! Bare én vil jeg frelse – han der – for hans skjønne Munds Skyld!» – –

Men om nu Mestermanden kom og tog hende for hendes Ugjerninger? – Nei, ikke skulde Rikka Torsen dø for Bøddelhaand! – Vidste kanske ikke hun, Rikka Torsen, om et søvndyssende Middel – et, som varmed for Kulde – et, som kjølned for Brand? – Saa fik hun da give Slip paa Hevnens fulde Vellyst og istedet efter Ildspaasættelsen lægge sig paa sin Seng og tage Pulveret ind. – Men om hun nu blev ræd i Halvdøsen uden at kunne komme bort? Og Lysstriberne i Døren kunde blive røde Traade, som skar i Sindet, og saa – det store Helvedes Mareridt, naar Luerne trængte sig ind og begyndte at hoppe over Tapetet! – – Aa, hvad – det vidste hun ikke? Kanske hun netop vilde ligge og smile. – «Aa,» vilde hun sige, som da hun drømte for længe siden – «jeg drømmer om Ild, – og det betyder Kjærlighed.» Og hun vilde synes, Tanken paa den Kjærlighed varmed og lyste, indtil en stor, høitidelig Stilhed kom over hende – – Døden. – –

Rikka Torsen sad og boltred Tanken i alt det onde, hun ønsked gjøre disse Mennesker, som sang og lo derudenfor. Og hun knytted Hænderne undertiden og lo med: Vent! Vent! De skulde faa føle, hvem de saa over Hode! – – Vel havde Gan staaet tjenerløs endnu en Vinter, – vel havde hun, Rikka Torsen, følt sig, som var hun et afhugget Træ, – vel saa hun nu kanske frastødende ud iblandt disse af Livet forkjælede.

– – – Men havde vel hun bedt Agas Gjæster komme – – hvem eied Gan, eller Aga? Aga, som eied det i Kraft af usle Mynter, eller hun, som eied det i Kraft af Forfædrene? – Og med hvilken Ret kom saa disse Mennesker i Torsenernes Hus og vred sine Skuldre væk og gjorde Rikka Torsen ondt? – Hun skulde gjengjælde det – gjengjælde det – saa hun ogsaa Frøken Katarinas vakre Ansigt imellem dem. Frøken Katarina var sagtens ikke bedre end de andre. – –

– Det var noget som Gnister om Rikka Torsen. Hvide Gnister i Dagslys, slig hun kom frem i Døren.

«Kunde jeg faa Aga i Tale?» spurgte hun meget høit.

– Rikka Torsen havde tænkt gjennem Aga at faa Gjæsterne fra Herby til at blive paa Gan Natten over. Men det gik ikke, – fordi Aga blot opfatted det som en smuk Anmodning til ham selv om ikke at reise didover med dem.

«Vær tryg, Riketta,» sagde han. «Jeg skal alligevel bli her tilbage hos dig.»

– Saa tænkte Rikka Torsen at bore Hul i Baadene. – Men nede ved Stranden sad to Smaagutter og fisked.

Da endelig satte Rikka Torsen sig ind blandt Gjæsterne for at se, hvad Tid og Anledning vilde give.

«Hvorfor snakker de ikke til mig?» tænkte hun, som hun sad der og lod Blikket flakke. «Hvorfor trækker de Stolene væk, der jeg er, eller – er det af Godhed bare?» Og hun sad der længe og tænkte paa dette og saa og saa paa de rige, unge Mennesker. – Om det nu var Vinen, – tilslut paakom der hende en Lyst til at lege med Livet og med dem:

«Var De med forrige Aar og besaa Gan?» spurgte hun pludselig en af Damerne.

– Nei, hun havde ikke været med.

«Ved De, at der er Løngange her?» spurgte Rikka Torsen. – Jo, Damen havde hørt det.

– Om de andre vidste det? – Om de andre havde hørt Sagnet om, at den, som fandt Løngangen, skulde blive Dronning? – Eller: Hun skulde faa en Mand herlig som en Gud. Eller: Hun skulde faa den, hun havde kjær.

Da sprang først Frøken Katarina op. Siden alle de andre unge Damer. Og de begyndte legende at famle over Tapeterne. – De banked ogsaa i Væggene med sine fine, smaa Knoker og lagde Øret indtil for at høre Hulrummets Lyd.

«I finder den lettere ovenfra,» sagde Rikka Torsen, – og de fulgte hende villig opad Trappen og videre fra Rum til Rum. – Ingen af de unge Damer lagde Mærke til, hvorledes Rikka Torsens Ansigt, for hvert Rum de kom længer bort fra Trappenedgangen, blev hvidere og Smilet større.

«Led bare!» sagde hun stadig. «Der! – Kanske der! – Gad vide, hvad I vilde sige til det, I fandt derinde – haha!»

– «Hysch! – Her gaar en Ulv i Mørke,» hvisked hun, idet de kom ind i et halvmørkt Kammer, et med et eneste lidet Vindu opunder Taget. «Den, som snakker høit, kalder den frem fra Væggene.» – Hun greb en af dem i Armen. – «Hvad sidder der i Krogen?» hvisked hun næsten uhørligt. – Damerne fór sammen, og – var der ikke ogsaa en mørk sammenkrøbet Skygge derborte? – «Aa Gud – slip os da ud,» bad de. Frøken Katarina rørte ved Rikka Torsens Haand; – den laa haardt paa Klinken, mens Rikka Torsen selv stod bred og stærk med Ryggen mod Døren.

«Nei, nei – nu staar den paa den anden Side – – jeg hører den snuse i Sprækken.» – De unge Damer fór tilbage som Løv for Blæst.

«Denne Vei,» sagde Rikka Torsen og viste dem videre. – – «Her dræbte en Mand sig,» hvisked hun – «fordi Djævelen trued ham dertil. Det vil da sige: Livet blev ham for haardt.

– Ty! – banked det ikke i Væggen? – Haa haa – han hører, at jeg fortæller. – – Her, her – saa kommer vi bort fra ham» – og hun førte dem ind i det sidste Rum.

Det var et stort Hjørneværelse, det med mange store Uldhauge udover Gulvet, og et langt Bord, hvorpaa blandt andet ogsaa stod et gammelt Krus og et Kobberkar. – Damerne tydde sig som Fluer mod Ruderne og Lyset. – Rikka Torsen satte sig ned i den Uldhaug, som var nærmest Døren.

«Ja, hvad gjør vi nu? – Har I nogengang kløvet i Bjerg, saa høit og galt, at I hverken kom op eller ned? – Skal jeg fortælle jer Historier, mens I staar der? – Har I hørt om Fru Brynhildas Døtre? – – Den ene dræbte sit Barn og skjulte det i Løngangen her. Jo, pas bare paa – ha ha ha – der er Barnelig i Gangen. Søg! Søg! – Og derfor toges begge Fru Brynhildas Døtre for at brændes som Hekse; men de blev ikke brændte, – fordi de fik flygtet ind i Skogen. – – Ja, nu mørkner det alt. – Aa, se der – rørte ikke Ulden sig?» – – Damerne saa alle forskrækket did, hun pegte – og idetsamme hørtes en skarp Lyd som af Fyrstaal, der strøges.

«Hvad var det?» spurgte en af dem.

«Hvad var det, ja?» gjentog Rikka Torsen, hun sad med begge Hænderne bag Ryggen. – «Se bort paa Bordet der,» fortsatte hun saa – «der laa engang en Jernklave. Nu er den lavet om til Grindehængsler. Men det vil jeg si: Aldrig hørte jeg mer ilsint Skrig i nogen Grind før. – – Og se det Bæger – det er kanske Lidelsens Bæger – hvem ønsker drikke deraf?»

– Atter lød den skarpe, strygende Lyd.

«Men hvad er det, Jomfru Rikka?» raabte Frøken Katarina og sprang nogle Skridt frem som i Selvforsvar. Rikka Torsen saa stivt fremfor sig og smilte:

«Det er Kobberkarret – smedet af Vilde Vaa.»

«Rrr – rr – rrr – rr!» klang det idetsamme i Kobberkarret.

«Hørte I, det svarte?» spurgte Rikka Torsen, først udfordrende som før. – Men saa reiste hun sig og blev staaende. – «Ved I, hvorfor det svarte?» mumled hun saa, lavt ved sig selv. – «Jo, jo – det er, fordi der er en Morder herinde.

– Forstaar I det ikke – forstaar I det ikke, spørger jeg?» – og over det hvide Ansigt drog sig som jordskimlede Skygger. – Saa – pludselig – løfted hun Hænderne over Hovedet og fór skrigende tilbage for en dvask Røg, som seg op fra den Uldhaug, hun havde siddet i. – Men værre skreg de unge Damer – de trodde saavist, at Alverdens Styggelse var kommen over dem – og de stimled sig sammen i en Klad oppe ved Vinduet. – Men en af dem fik ogsaa Vinduet af Krogene, og – Guds Hjælp! – saa hørtes der et høit, vildt Skrig over de andres, og – en dump Lyd nedifra Bakken.

«Hun blir jo liggende,» var der nogen, som raabte.

«Hun har slaaet sig ihjel!»

«Katarina! Katarina!»

«Se saa – se saa ja,» sagde Rikka Torsen, med engang ganske rolig – og hun gik frem og tramped i Ulden. – Døren reves op, og Kavalererne kom ind, tilkaldt af Skrigene. – «Deres Forlovede ligger udenfor Vinduet,» sagde hun til ham med den skjønne Mund. Den unge Mand udtalte blot Navnet og styrted tilbage. – De øvrige fulgte efter ham, mange i Flok og en efter en – – tilsidst blev Rikka Torsen alene. – «Smæld nu paany,» sagde hun og traadte hen til Kobberkarret. – Da skimted hun noget, som laa nede i Bunden. Hun tog det op. – Det var Frøken Katarinas Elfenbensvifte.

Rikka Torsen blev staaende og stryge sig over Øinene. – Saa gik hun langsomt og nølende gjennem Rummene og nedad Trappen. Dernede betænkte hun sig lidt, snudde saa helt omkring og gik ind i sit Kammer.

Rikka Torsen satte sig ned med Hænderne for Øinene, men hørte alligevel, hvorledes der blev sprunget ude i Gangen og smældt i Dørene. Og hun hørte Jammer og Graat.

Saa syntes hun engang, det stilned derude, – og hun voved se ud af Vinduet. – Da saa hun dem staa med sænkede Hoveder om en Baare. Der – ved Siden – laa den unge Mand iknæ. Og der – imellem hvide Lagen – saa hun Frøken Katarinas deilige, blege Ansigt med de lukkede Øine. – – – Saa vendte Rikka Torsen sig væk fra Vinduet og satte sig paany inde i Værelset med Hænderne for Ørene.

Men om lidt hørte hun atter Klagerne og Jammeren. Og det steg og sank, steg og sank. Men tilslut syntes hun, det blev enstonigt som Sjøskvulp i Graaveir. – Da forstod hun, de gik med Baaren ned til Baadene.

Rikka Torsen tog Hænderne væk fra Hovedet, der var store, røde Mærker efter dem, og hun saa sig om med matte Øine:

«Først ler de,» sagde hun sagte. «Siden graater de.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Rikka Gan

Rikka Gan ble utgitt i 1904 og var Ragnhild Jølsens andre roman.

Handlingen er lagt til Gan gård på begynnelsen av 1800-tallet. Gården er et sagnomspunnet og dystert sted som har tilhørt familien til hovedpersonen Rikka Torsen i generasjoner. Når gården må selges til den rike Mattias Aga må Rikka ofre drømmer, kropp og sjel for at slekten kan fortsette å bo på gården. Både gården og Rikka er i ferd med å gå i oppløsning.

Stemningen i romanen er preget av uhygge, og det overnaturlige og det irrasjonelle spiller sentrale roller. Romanen er således i slekt med den gotiske romanen, en sjanger som hadde sin storhetstid i England på slutten av 1700-tallet og tidlig på 1800-tallet. Mary Shelleys Frankenstein (1818) er et godt eksempel på denne sjangeren, og man kan finne gotiske trekk i en rekke kjente senere romaner som f.eks. Stormfulle høyder (1847) av Emily Brontë og Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886) av R. L. Stevenson. I Norden kan man finne gotiske trekk hos forfattere som Karen Blixen og Hans E. Kinck.

Det er vanlig å lese Rikka Gan i lys av forfatterens eget liv. Ragnhild Jølsen ble født på en storgård i Enebakk, men da farens fabrikk gikk konkurs måtte slektsgården selges. Jølsen, som var svært knyttet til stedet, tok konkursen og flyttingen tungt.

Se faksimiler av Rikka Gan i bind I av Samlede skrifter fra 1923 (NB digital)

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.