Rikka Gan

av Ragnhild Jølsen

III.

Efter Slagsmaalet med Aga, blev Rikka Torsen længe liggende i en Hjernesygdom, hvori mangehaande utrolige Ting syntes hænde omkring hende. – Skygger af Mænd og Kvinder legte og sloges frempaa Gulvet. Og smaa, smaa Gutter og Piger kom ud fra Væggene og talte til hende.

«De spørger mig,» sagde hun til gamle Inger, som sad nede ved Sengeenden, «hvorfor Kvinder havde saant Had til dem, mens andre Barn faar Kys og Kjærtegn og varm Melk med Sukker i. – De spørger, hvordan mon det Liv vilde været, som blev berøvet dem. – Og jeg siger dem, at de Levnetsløb vilde blit de elendigste af alle. – Men de graater og siger, at det elendigste Liv er dog Livet værd. Og slig som nu er, har de ikke Fred; for indviet Jord dækker dem ikke. – Jeg siger dem, at de bør ikke gaa her altid og plage mig, som er syg. For her er ogsaa andre i Huset, som kan fortjene deres Plagerier – – ikke sandt Inger?»

«Hysch – hysch da!»

«Saa blir de forkuede staaende borte ved Væggen og snufser og graater, halvt med Ryggen til. Ja, ved du Inger: Selv naar jeg ikke ser dem, hører jeg dog deres Graat indi Væggen.» – – Og hun kunde reise sig op og hviske ind i Ingers Øre: «Det ligger derinde. – Aa, tag det væk du – lov mig det Inger – vil du – vil du?» – Ja, ja – Inger loved det. – «Det er godt – det er godt – – vil du ogsaa gi det Klæder paa. – De fryser, siger de. Og de er blaa og røde af Frosten. For alle er de nøgne, Inger. Undtagen en, som har et sort Fløielsklæde over sig – den er Fru Brynhildas Datterdatter. Hun graater ikke – hun staar bare stille midt paa Gulvet som en liden Prinsesse. – Hende synes jeg Synd i; for hendes Liv var kanske blit en Dans paa Liljer. – Men de andre – stakkars, stakkars, – i Skam var de blit trukne fra Fødsel til Død. – – – En er saa liden, liden med et stygt Mærke paa Halsen. Jeg synes, jeg kjender det. – – – Bed for mig Inger. Eller – syng noget, du. – – – Fader vor – de kommer i Rundkreds de smaa Fredløse, de staar der med foldede Hænder – – du, som er i Himlene – de ser mod det svarte Taget, Inger – Herregud, saa de vel nogengang Guds lyseblaa Himmel?»

Saa kunde hun ogsaa se Dommedagssyner mellem Himmel og Jord. – Og stundom kunde hun sige:

«Der kommer hun, hun med det stolte Ansigt, hun, jeg skræmte ud af Vinduet. – Tænk du, tænk: – Jeg har det bedre end i Livet, – siger hun. – Bedre at knuses ung og lykkelig end Tomme for Tomme at visne bort fra Livet. – – Hun er deilig, Frøken Katarina – og nu har hun vundet baade Livets og Dødens Krone. – – Ved du, Inger, – hende elsked jeg. Netop hende. Og hende dræbte jeg» – og hun hulked uden Taarer og vred Hænderne høit over sit Hoved:

«Jeg ulykkelige, ulykkelige – nu gik hun, og jeg faar aldrig mere se det deilige Ansigtet.» – –

*

En Dag aabnedes Døren til Jomfru Rikkas Kammer, og ind kom en gammel affældig Kone, som ikke kunde holde Hovedet roligt.

Det var Rikka Torsens Mor.

Den Syge satte sig op i Sengen, idet hun fik se hende:

«Hil være Fru Brynhilda,» sagde hun høitidelig. «Kommer hun end som en Straffens Guddom, modnes dog Kornet, der hun træder.»

Den Gamle tog sin Datters Hoved mellem sine Hænder og saa hende kjærlig ind i Øinene:

«De siger, det er daarligt med dig, Riketta,» sagde hun med dyb skjælvende Stemme – «at du mister Forstanden. – Nei, nei – det gjør hun vist ikke – – min kloge stærke Riketta skal bli klog og stærk paany.»

«Har jeg da lidt uskyldig?» spurgte den Syge – «siden jeg skal faa Opreisning istedet for Straf? – Nei, Fru Brynhilda – tag kun Jernbøilen med. For skyldig er jeg – skyldig.»

Den gamle Kone rysted paa Hovedet:

«Gud velsigne dig, Barnet mit,» sagde hun og tørred en Taare ud af Øinene – «han gjøre dig snart frisk igjen.»

Den Syge saa op med sine fanatiske Feberøine:

«Du stolte og herlige Fru Brynhilda,» sagde hun og kyssed den rynkede Haand – «slig jeg tilber dig, blir jeg snart frisk igjen, som du siger.»

Den Gamle svarte da intet, men hun strøg og strøg over Datterens sorte Haar. – Og – som var der en dulmende Kraft i den gamle Mors Kjærtegn, sank Rikka Torsens Øienlaag altid dybere ned over Øinene. Og som den Gamle satte sig hos hende paa Sengefjælen, lagde den Syge sig mat tilbage – Læberne hvisked, og der drog sig til et Smil:

«Kunde du gjøre mig frisk, Fru Brynhilda – – Vilde Vaa – – nedved Sjøen» – –

Og kort efter sovned Jomfru Rikka og – sov sig Bedringen til.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Rikka Gan

Rikka Gan ble utgitt i 1904 og var Ragnhild Jølsens andre roman.

Handlingen er lagt til Gan gård på begynnelsen av 1800-tallet. Gården er et sagnomspunnet og dystert sted som har tilhørt familien til hovedpersonen Rikka Torsen i generasjoner. Når gården må selges til den rike Mattias Aga må Rikka ofre drømmer, kropp og sjel for at slekten kan fortsette å bo på gården. Både gården og Rikka er i ferd med å gå i oppløsning.

Stemningen i romanen er preget av uhygge, og det overnaturlige og det irrasjonelle spiller sentrale roller. Romanen er således i slekt med den gotiske romanen, en sjanger som hadde sin storhetstid i England på slutten av 1700-tallet og tidlig på 1800-tallet. Mary Shelleys Frankenstein (1818) er et godt eksempel på denne sjangeren, og man kan finne gotiske trekk i en rekke kjente senere romaner som f.eks. Stormfulle høyder (1847) av Emily Brontë og Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886) av R. L. Stevenson. I Norden kan man finne gotiske trekk hos forfattere som Karen Blixen og Hans E. Kinck.

Det er vanlig å lese Rikka Gan i lys av forfatterens eget liv. Ragnhild Jølsen ble født på en storgård i Enebakk, men da farens fabrikk gikk konkurs måtte slektsgården selges. Jølsen, som var svært knyttet til stedet, tok konkursen og flyttingen tungt.

Se faksimiler av Rikka Gan i bind I av Samlede skrifter fra 1923 (NB digital)

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.