IV.

Da hun var bleven helt frisk, Rikka Torsen, og intet andet Men havde efter sit voldsomme Sammenstød med Aga end nu og da en ufattelig Tomhed i Hjernen, sad hun meget inde i Stuen og saa paa sin gamle, stygge Mor. – Nei, nei – ingen skulde ane, at Rikka Torsens Mor havde været skjøn i sin Ungdom – hun med den store, klumpede Næse, og Kind, som hang i Rynker – og for den, som havde seet hende, da hun var ung, skulde hun staa som et Bevis for, hvordan Livsens Slid og Strid kan herje. Men for Rikka Torsen var hun det deiligste i Verden, slig hun sad der storbygget og kroget og klirred med sine Strikkepinder. – Og kunde det end ikke nytte Jomfru Rikka at tale Betroelser til den Gamle, der var ligesaa døvhørt som Broderen i Ud, saa fandt Jomfru Rikka en Fred i kun at være i Nærheden af hende.

Men kom Svigerindens Smaapiger ind til Farmoderen, jaged Jomfru Rikka dem skinsyg ud. Og en Dag sagde den Gamle bebreidende:

«Du kunde la mig ha den Glæde, Rikka, at ha Børnene om mig.» – Da sagde Rikka Torsen mange haarde Ting, som det var godt, Moderen ikke hørte.

«Lar du ikke Børnene være hos mig, vil du angre det,» sagde den Gamle.

«Det tror jeg nok,» svarte Rikka da – «alting angres, naar Tilværelsen er kommen paaskjæve.»

– Ofte syntes det dog Rikka, at al hendes Kval var for intet at regne mod den store Beskjæmmelse, som kunde tage hende ligeoverfor Moderen. – «Min Rikka er god og vakker,» kunde den Gamle sige. «Min Rikka har et Ansigt som en Helgen og Hænder som en barmhjertig Søster. – Ti, Børn, naar Faster Rikka snakker! Ved I, jeg drømte en Tid, at min Rikka skulde bli større end andre. Jeg drømmer det endnu.»

«Hold nu op med dette, Mor,» kunde Datteren bede hende. Den Gamle ante nok, hvad hun sagde, men fortsatte stædig: – Saa hun ikke, hvor den Rikka kunde daare? – Ja, om det saa var Mattias Aga – – aa, hun saa det nok! – – Saa kunde hun hviske til Datteren og listig spørge hende, om den Agas Frue var sygelig? – Om hun plagedes af Gigt, Maveonde eller Sug for Brystet? – Om hun ofte var der ude paa Gan?

Naar saa Rikka Torsen havde rystet paa Hovedet til et for et af disse Spørgsmaal, da skalv den Gamle mer end ellers og mumled:

«Galt for min Rikka, at hun gjemmer sig her paa Gan. – Galt – galt – galt. – Hun skulde ud herfra, hun – – jo jo, slig hun vilde funkle i Lyset.»

*

I denne Tid efter Sygdommen, mens Moderen sad inde i Stuen, sank Rikka Torsen sammen og søgte i Løndom at bede til sin Gud.

Stundom gik hun da ind i Skogen, hvor ingen kunde se hende. Og stundom gik hun ned til Sjøen og lagde sig paa Knæ der i det vaade Siv.

Saaledes bad engang Rikka Torsen ud af sin formørkede Sjæl; men Bønnen ligned Røverens paa Korset, han, som fik Forbandelse istedetfor Paradisets Herlighed:

«Gud. Gud. Om du er Gud over Livsens og Dødens Nøgler – om du er Gud over Kornnegets Spurve og Afgrundens Drager, – da kan du vel ogsaa tvinge Dragerne bort fra mit Levnets Liv og siden gi mig Livet i Døden. Gud. Gud» – og saa længe laa hun med de foldede Hænder løftet, at hver en Blodsdraabe veg fra dem. – – Blegblaa lyste Himmelen over det høie Siv med de sorte Blomsterklaser. – Tæt over hendes Hoved skar graalige Fugle, – og naar Vinden fór gjennem Sivet, da var det, som hørte hun smaa Klokker ringe. – Men ned paa Rikka Torsens løftede Hænder slog sig Sværme af Myg og Bremser. – – «Gud Fader rører ved mine Hænder,» tænkte hun. «Gud Fader vil tilgive mig.» – Og endnu længe laa hun der med Sivet rundt sig og Himmelen over sig, i Haab om Guds Haands Indgreb i hendes Levnet. – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.