Rikka Gan

av Ragnhild Jølsen

V.

Ingen Nat er som Sankthansnatten en Mærkepæl i Sommeren, denne det levende Livs Nat, hvori Jordens Safter svulmer og alle Underverdenens Kræfter siges at have Spillerum mellem Trærne. Ind i det enlige Menneskes Sind mærker sig Heksenatten, Troldnatten, Aar efter Aar med sine Stemninger, Varsler og underlige Eventyr: – Sælsomt er det for den, der gaar fjernt fra de Steder, hvor mange Mennesker ler. Herligt er det for den, som endnu selv hører Livet til. Men knugende er det for den, hvem store Synder trykker.

– – –

Saa var det da, at der atter oprandt en Sankthansaften over Gan, i hvilken Rikka Torsen blev alene hjemme, mens de andre drog afsted for at se Midtsommerbaalene brænde.

Rikka Torsen saa efter dem, der de gik. Og knapt saa hun sidste Glimt af den gamle Mor forsvinde borti Bakkerne, før hun skyndte sig ind af Porten, fandt et stort Traadnøste frem og gik atter ud. Saa laaste hun Huset af og vandred ensom henover Markerne.

Langs Sjøen brændte Midtsommerbaalene røde i den skumrende Sommerkvæld, og enkelte Steder syntes det, som naar Maanen spiller i Vandet, stille, stærke Søiler af Guld. Og Midtsommerbaalene, hvorom smaa, sorte Skikkelser kunde sees, blanded sin Røg med Røgen fra Sjø og Myr – og atter bølged den sit hvide Slør om Markens unge Blomster. Dem plukked Rikka Torsen op i sin Kjole. Det var den rosenrøde Tjæreblomst med den sorte Stilk, det var den hvide Myrkala og den gule stjernelignende Sankthansblomst. Dertil tog hun det fineste Løv af Birk og de vellugtende Blade af Poppel, – og hun bandt det sammen, bandt og bandt, saa Traaden ofte skar hende ind i Fingrene.

Da hun havde bundet langt nok, tog hun forsigtig den lange Blomsterguirlander over Armen og vandred halvt sløv en Korsgang ad Kirkegaarden til. Hun havde længe tænkt paa det, og hun maatte gaa, mente hun, for sin Sjælefreds Skyld. –

Landeveien laa forladt, og hvid af Støv, og langs den skimred lyse Buske af Hæg. Et Par Græshopper sang nedi Grøften, og alt eftersom hun gik, syntes hun, en skrabende Akerriks fulgte. – Men der var stille forresten, en Stilhed, dobbelt stor – som for den, der intet hører, men ved, at i samme Hus er Latter og Støi.

Idet Rikka Torsen tog op til Skogstien, følte hun en svag Modstand over sit Ansigt og Hænder af udspændte Traade mellem Kvistene. Langt borte i Aasen syntes hun at se tre sorte Fugle sidde. Og Grantrærnes Grene blev for hende besynderlige, gamle Skikkelser med Koster i Hænde. «Men nede i Uren,» tænkte hun, «der sidder Troldet med kuglerunde Øine og Veirhaar om Gabet. Det sidder som en stor Edderkop midt i et Net. Og det fanger underligt Guld i Skjærsommernatten – Skjærsommerens egne Tanker fanger det.»

– Rikka Torsen gik frem uden Rædsel og uden Tanke paa det, som dog laa nærmest for hende. –

Da hun stod nedenfor Kirkegaardsmuren, ønsked hun rigtignok at tage et Salmevers i Munden; men da hun intet kunde huske i Farten, gav hun sig stiltiende til at klyve over med sine Blomster.

Først da hun stod helt inde paa Kirkegaarden, tog en Uhygge hende; fordi hun syntes, der var Øine, som fulgte hende allestedsfra. – Hun voved ikke se op for alle disse Øine. Og saa mange de var, var de mange dog et, stort og knugende som Gudfaders. – Hun fik en Frygt for at træde paa Gravene. Hun skjød Skuldrene sammen, snoed sig mellem Haugene eller skridted over. – «Gud Fader – Gud Fader,» mumled hun, der hun listed sig frem nedimellem Fattigfolksgravene hen til Havens borterste Hjørne. – Nærmest indtil den store, sorte Eg – saa havde Inger sagt. – Der kasted hun sig ned ved en liden Haug og slynged sine Blomster om den. Men som hun laa der, øgedes Uhyggen for hende – fordi hun tydelig hørte, der var ikke stille.

«Din Tro er ikke stærk nok. Bed! Bed!» – og Rikka Torsen bad – nævnte Guds Navn op og op igjen, som Muhammedaneren, der vender sig mod Øst. – Men da hun vilde reise sig, følte hun Blodet fryse i Aarerne – saa tydelig saa hun noget røre sig indunder Egen – – noget halvstort, mørkt med store, tomme Øienhuler – – der rørte det sig igjen – og nærmere kom det – langsomt nærmere – – der strakte det Armen frem. – – – Uden en Lyd segned Rikka Torsen ned over den lille Gravhaug, uvilkaarlig gribende ned i Jorden med Hænderne. – – –

*

«Det er Morbro Klokkeringer, det er Morbro Klokkeringer,» vaagned hun af en Stemme, som sagde. Hun saa usikkert op og saa, det var ingen Død og ingen Djævel, men virkelig Klokkedrageren i Ud med de mørke Hornbriller paa. Han havde ringet Sankthanskvælden ind og var bleven ruslende der efterpaa, – og slig var det da gaaet til, at foruden Rikka Torsen var den gamle Klokkedrager den eneste, som ikke var gaaet afsted til Midtsommerfesten. – Hun tænkte, om hun skulde rømme bort fra ham og siden benegte, at det havde været hende; men saa tænkte hun atter, at det vilde ikke nytte hende stort. Og den døvhørte maatte have sin Mening, den kunde ingen tage fra ham. – Hun reiste sig og blev staaende taus foran Morbroderen.

«Gud hjælpe og trøste dig, Jomfru Rikka,» mumled denne. – «Give Gud, din Synd ikke er større, end du kan bære den.» – –

«Men jeg ved nok, jeg,» lagde han til – «jeg ved nok hvad, naar Kvinderne kommer snigende og blomstrer Grave ved Nattetid. – – – Kanske vilde nok mange sige,» begyndte han igjen efter en Stilhed, «du gamle Stolling, du arme Tusselad, du pligted at drage Forbrydersken for Retten; for den, som synder mod Jorden, den skal ogsaa lide Jordens Straf. – Men – nei, nei, jeg Klokkedrageren i Ud, jeg tier alligevel stille.» – Den Gamle løfted høitidelig sin Haand mod Himmelen:

«Gud skal dømme dig – og Gud skal straffe dig. – – Gud, som ser i Hjerterne, han lader dig faa efter dine Synders Skyld – – hans Arm naar du saa alligevel ikke bort ifra. – Men gak du, Jomfru Rikka – gak du i Fred for mig, Klokkedrageren i Ud.» – –


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Rikka Gan

Rikka Gan ble utgitt i 1904 og var Ragnhild Jølsens andre roman.

Handlingen er lagt til Gan gård på begynnelsen av 1800-tallet. Gården er et sagnomspunnet og dystert sted som har tilhørt familien til hovedpersonen Rikka Torsen i generasjoner. Når gården må selges til den rike Mattias Aga må Rikka ofre drømmer, kropp og sjel for at slekten kan fortsette å bo på gården. Både gården og Rikka er i ferd med å gå i oppløsning.

Stemningen i romanen er preget av uhygge, og det overnaturlige og det irrasjonelle spiller sentrale roller. Romanen er således i slekt med den gotiske romanen, en sjanger som hadde sin storhetstid i England på slutten av 1700-tallet og tidlig på 1800-tallet. Mary Shelleys Frankenstein (1818) er et godt eksempel på denne sjangeren, og man kan finne gotiske trekk i en rekke kjente senere romaner som f.eks. Stormfulle høyder (1847) av Emily Brontë og Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886) av R. L. Stevenson. I Norden kan man finne gotiske trekk hos forfattere som Karen Blixen og Hans E. Kinck.

Det er vanlig å lese Rikka Gan i lys av forfatterens eget liv. Ragnhild Jølsen ble født på en storgård i Enebakk, men da farens fabrikk gikk konkurs måtte slektsgården selges. Jølsen, som var svært knyttet til stedet, tok konkursen og flyttingen tungt.

Se faksimiler av Rikka Gan i bind I av Samlede skrifter fra 1923 (NB digital)

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.