Folk, der kunde træffe til at færdes forbi paa Landeveien, hørte undertiden en vild Sang i Blæsten nedifra Sjøen. – En Gut, der engang havde sneget sig nærmere, vidste at fortælle:
– Der stod et sort Kvindfolk paa Bjergknausen – sagde han. – Og hun stod og sang noget, som ligned en Salme. Men indimellem lo hun og messed. Og lige, idet han vilde snakke til hende, vendte hun Ansigtet om mod ham – hvidt var det som en Dødnings. – – – Og Gutten havde taget tilbens, faldt og sprunget og faldt igjen, hovedkuls over Stok og Sten, til han stod i Kammeret hos Mor. For saa fælen havde han aldrig været før.
Det var Jess Andersen Næsset, denne Gut – netop den samme, som for tre fire Aar siden, havde meldt om det rare, der flød paa Brønden. – Og slig det var i disse mørke Kvælder, syntes han nu, at han i sit unge Liv havde været med til saa mangt, hvortil ingen Forklaring fandtes, at han stundom blev ganske underlig af Nysgjerrighed, og sin Rædsel og Ubeslutsomhed tiltrods begyndte han – næsten som var han en anden Vilje underlagt – at drive om paa Gan Gaards Marker eller skjælvende at krybe i Ly for Veiret indunder Buskene ved Sjøen.
– Slig var det, at Jess Næsset engang saa det lyse gjennem en Sprække i den tilspigrede Kjælderglugge paa Gan. Og han skimted ved at titte gjennem Sprækken, afvekslende med høire og venstre Øie, noget som et Kvindfolk, der krøb paa fire derinde og kravsed med Neglene i Jordgulvet. –
Og slig var det ogsaa, at Jess Næsset forundred sig saa meget, at hans Forundring kom til at lyde viden om. – –
*
Engang Rikka Gan stod paa Bjergknausen og sang ind i Stormen med sin store, uklare Stemme, hændte der hende noget besynderligt. Hun vidste ikke siden, enten det var Drøm eller Virkelighed.
Det var, at der udover Fjeldet kom snigende noget mørkt mod hende.
«Huscht,» sagde Jomfru Rikka og tramped med Foden. Men det blev der fremdeles. Og hun fortsatte Sangen:
«Haaiaa – jeg bryr mig hverken om Gud eller Fan – for jeg er Rikka Torsen paa Ga – a – an!»
Det sidste skreg hun ud, saa det skingred som et Rædselshyl over Vandet. – Da hosted noget med Jon Torsens Hoste:
«Jeg ved det,» sagde det og lo – og hosted paany.
«Hvorfor sidder du her, naar du hoster?» spurgte hun.
«Jeg sidder overalt, hvor du er, jeg,» svarte det sorte. «Har gjort det hele dit Liv.»
«Men jeg har ikke set dig før?»
«I alt hvad du gjorde, saa du mig; men du glemte, at jeg var der.»
«Hvem er du da?»
«Jeg er din Hund og din Herre.»
«Hvad er du da?»
«Jeg er Rikka Torsens Skjæbne, jeg. – Tst, Rikka Torsen – jeg maa følge dig til Døden; men ikvæld kan du følge mig.» – Saa gled det sorte fore, og Rikka Torsen efter. – De kom op gjennem Gans Have, hvor Trærødderne stod sorte og skalv i Blæsten – de kom forbi de mørke Huse – – og de blev muret rundt af et Mørke saa stort, at Rikka Torsen ingenting vidste. – «Nu er du fremme,» sagde det.
Rikka Torsen saa, og saa, at der i Mørket vokste en lysende Plet, flak og bleg, som naar Maanen skinner paa Sneen. – Og hun saa, der blev Liv i Lyskredsen. Og saa tog den til at flimre i lange Striber, indtil den blev til et Vandfald, der fossed grønt og skinnende. Og atter lidt senere til en glitrende Skumsky, som skifted i Regnbuefarver – og saa blev der en Sky af Gnister, mens en Ildstrøm løb dernedenfor. – Og Ildstrømmen gløded og raste, ulmed og slukned – snart rød af Blod, snart skimlet af Galde. Tilslut sort og sugende som Vandet i Sjøen. – Slig bredte det sig udover til en mægtig Flade og forandred sig ikke. Men der blæste iskolde Vinde henover, – og Rikka Torsen toges af en stor Utryghed.
«Hvad er det?» hvisked hun. «Hvad kommer?»
«Det er Livsens Flod,» svarte det underlige. «Livsens Flod, hvoraf Skjæbnerne fødes. – – Jeg viser dig det, Rikka Torsen, fordi du elsker mig.» Det lo en Latter, hvori hun gjenkjendte sin egen. Og Latteren blev atter til Jon Torsens Hoste. – «Nei,» begyndte det paany – «du ønsker ikke længer at være mig foruden. – Er det kanske ikke til min Pris, du synger, naar du synger i Stormen? Er det kanske ikke til min Pris, du taler, naar Øinene gnistrer og Nakken kneiser? – – Men siden jeg lar dig se i det dulgte, Rikka Torsen, saa lad mig ogsaa sige dig, at ikke sprang jeg, din Skjæbne, af Livsens Flod, da du sprang af Modersliv. For vi Skjæbner, vi blir, hvad vi er, gjennem Slægters Liv, vi. Og ikke havde du, Rikka Torsen, faaet mig til Skjæbne, havde du ikke havt just de Forfædre, du har. – Og saaledes er det, den Vise kan sige: «Hvert Menneskes Skjæbne er bestemt fra Evighed af.» – Ja, slig den lever i Livsens Flod.» – For tredje Gang hosted det med Jon Torsens Hoste.
«Hvor er du?» spurgte Rikka Torsen. «Jeg ser dig ikke.»
«Se over Floden.»
Rikka Torsen saa over den sorte, bølgende Flade. – Og som hun saa, vokste der op fra Dybet Legemet af en rædselsfuld Orm, hvis finnede Bugtninger høined sig tilslut mellem Himmel og Jord. Den rørte sig dovent i den graatunge Luft. Men Vandene steg og bruste. – – Da vaagned Rikka Torsen i en Dødsens Angst, der hun fandt sig liggende dyvaad paa Bjergknausen.
Ned i Sjøen var atter Uhyret dukket. Men Regnet silred, og Vinden blæste. Skyerne rørte ved Jorden. Og oppe i Gans Have skalv de krogede Trærødder som i Rædsel.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Rikka Gan ble utgitt i 1904 og var Ragnhild Jølsens andre roman.
Handlingen er lagt til Gan gård på begynnelsen av 1800-tallet. Gården er et sagnomspunnet og dystert sted som har tilhørt familien til hovedpersonen Rikka Torsen i generasjoner. Når gården må selges til den rike Mattias Aga må Rikka ofre drømmer, kropp og sjel for at slekten kan fortsette å bo på gården. Både gården og Rikka er i ferd med å gå i oppløsning.
Stemningen i romanen er preget av uhygge, og det overnaturlige og det irrasjonelle spiller sentrale roller. Romanen er således i slekt med den gotiske romanen, en sjanger som hadde sin storhetstid i England på slutten av 1700-tallet og tidlig på 1800-tallet. Mary Shelleys Frankenstein (1818) er et godt eksempel på denne sjangeren, og man kan finne gotiske trekk i en rekke kjente senere romaner som f.eks. Stormfulle høyder (1847) av Emily Brontë og Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886) av R. L. Stevenson. I Norden kan man finne gotiske trekk hos forfattere som Karen Blixen og Hans E. Kinck.
Det er vanlig å lese Rikka Gan i lys av forfatterens eget liv. Ragnhild Jølsen ble født på en storgård i Enebakk, men da farens fabrikk gikk konkurs måtte slektsgården selges. Jølsen, som var svært knyttet til stedet, tok konkursen og flyttingen tungt.
Se faksimiler av Rikka Gan i bind I av Samlede skrifter fra 1923 (NB digital)
Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.