III.

Det kunde ikke negtes, at der enkelte Nætter var et svare Styr af Stormen. Den rumsterte ind gjennem de aabne Loftsglugger, smældte Døre op, og knaased i Jon Torsens møisommelige Regnskaber.

Slig udpaa Natten rusled og rasled det i hver en Krog, og det knap i det gamle Træværk.

«Tyh!» sagde, ret som det var, gamle Inger og satte sig op i Sengen.

«Hvad hører du, Inger?» spurgte Jomfru Rikka.

«Naa blev det borte,» svarte den Gamle. «Ja, slig er det, naar Even Benløs er ude.»

«Tyh!» lød det atter om en Stund, og Jomfru Rikka saa der borte i Halvmørket det gamle lyttende Hoved med det rudede Tørklæde knyttet i to Strutter øverst paa Issen.

«Hvad er det, Inger – hvad er det?» spurgte hun paany.

«Hører du ikke?» hvisked den Gamle – «det tasser som paa Hosesokker. Det knaaser saa laangt, saa laangt. – Naa – hørte du ikke naa? – Det rasled.»

«Hvad skulde rasle, Inger?»

«Lænken – skjønner du vel.» Den Gamle hvisked saa lavt, at det næsten syntes, kun som Læberne mimred:

«Ved du ikke du da, han trækker en Lænkestub efter sig ved venstre Foden – Styggen? Naa – der igjen!» – –

«Og der,» hvisked Rikka, pegende mod Væggen, der Skyggen af den Gamles Hoved med Tørklædesnipperne paa Issen dannede noget ligesom besynderligt noget med Horn paa. – Den Gamle fór sammen:

«Huf da – slig du skræmte mig!» –

Rikka Torsen smilte blegt:

«Det er nok du, som næsten skræmmer mig,» sagde hun. «Jo, det er god Hjælp i at ha dig heroppe.»

«Hm, hm!» – Det gamle Tyende slap sig tilbage i Sengen. Men der blev hun liggende og mumle et Salmevers: – – Hvor deilig er din Trones Pragt, hvor vældig er dit Scepters Magt. – – Hvor godt dit Slot, hvor retfærdig – hellig, værdig, fuld af Naade.» – – Op og op igjen, enstonig og søvndyssende, men stadig svagere og fjernere nedifra Puderne – «Retfærdig, hellig, værdig, fuld af Naade.» – –

– Den gule Talgpraas brændte saa døsig. Gav nu og da en Blunk med et Par Gnister opimod Taget, satte Tande og oste. Jomfru Rikka rakte Haanden ud og pudsed med Lysesaksen. Saa blev Vægen for kort og gav kun et Lys som af en sodet Lygte. – Udenfor skreg en Musvaag. Nede ifra Sjøen hørtes Lyd som af Skjæl, der klaprer.

«Inger,» sagde pludselig Jomfru Rikka. – «Inger – hørte du det, du?» Jomfru Rikka sad opreist i Sengen: «Hører du da ikke, Inger?»

«Hvad hører jeg?» spurgte Inger i Søvnørsken.

«Smældet deroppe. – Der var det igjen! Der og der. – Den Gamle vendte sig mumlende om paa den anden Side: «Hvor godt dit Slot – hellig, værdig, fuld af Naade» – og sovned paany.

Men Rikka Torsen kasted sit Hoved tilbage og lo ved sig selv:

«Haa, haa – nei, du skræmmer ikke mig, ser du! Ved sligt føler jeg bare min egen Styrke, jeg. Jeg er, hvad jeg er, og jeg ved det. Hos mig er der ingen saar Samvittighed, som vækkes, ved at Kobberkarret smælder i Stormen. – – – Dump!» Hun hæved Armen og lod den atter synke.

«Aa, det er bare Blæsten, det,» mumled Inger. «Kanske Vinduet deroppe er af Hasperne.»

«Men om det nu er saa,» fortsatte Rikka Torsen, stadig stirrende op for sig – «at den myrdede Bonde virkelig staar deroppe og slaar i Karret med Knytnæven? – Synes se ham, jeg – synes se ham – – dump, ja! hvordan han staar der med Hevn i sit tykke Gnierfjæs og trommer med Knokerne i Karret. – Saa paastaaelig er han, Bonden, endog udover Døden, i at der gjordes ham Uret ved at stoppe ham fra at æde Tykmelk og formere sin nidske Slægt – – aa, du Vilde Vaa, hvor du vel havde Ret til at dræbe ham – – – ligesom ogsaa alle de skulde være fredløse for Adelshaand, de, som er smaa og ækle af Sind. – Dump! – Du kan holde op, du Bondekal deroppe – du skræmmer mig ikke, har jeg sagt! – – Og indunder Smældene er en Sang i Stormen – – Vilde Vaa – Vilde Vaa – som en Stormmelodi, slig var dine Tanker.» – – Og Jomfru Rikka nynned med til den vilde Sang, hun syntes høre ledsaget af Kobberkarrets dumpe Smæld. Og der hun laa, syntes hun tilsidst se dem begge, den slanke Adelsmand og den plumpe Bonde. – Jomfru Rikka sprang frem paa Gulvet. Gik hid og did. Blev staaende ved Vinduet tilsidst og stirre ud.

«Hvad er det?» spurgte Inger bortifra Sengen.

– Udenfor suste det som af store Vinger. Sangen, den sang om Sorg, Trods og Vildskab. Og Jomfru Rikka gned sine Hænder:

«Min Gud er i Veiret, Inger.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.