Rikka Gan

av Ragnhild Jølsen

IV.

En Eftermiddag sad Fernanda Torsen som vanlig ved sin Rok og med sine Smaapiger om sig. – Jon Torsen sad i sin Stol og spikked Nikkemænd og Uroer til at sætte paa Ovnen. – Uroerne nikked og bukked alt dybere, eftersom Dagen led og Blæsten tiltog. Og Jon Torsen glæded sig mer end Børnene, der, vante med Tilstellingen, stod noksaa ligeglade og saa til med Hænderne paa Ryggen.

«De siger ja til alt, du spørger om,» forklarte han netop. «Og Livet er dem saare bekvemt – bare de ikke bukker udfor.» Idetsamme slængtes Døren op, saa Trækvinden blæste Lyset ud, og alle Jon Torsens Nikkemænd ramled i Gulvet. Den yngste af Børnene begyndte at sutre, og de to ældste hvisked forskrækket:

«Mor, Far – hvor er I?»

«Hvor er I, ja,» svarte Rikka Torsens Stemme, og hun hented en Stikke og tændte Lyset for dem. Saa tog hun en Stol og satte sig hen foran Fernanda Torsen. – Børnene tydde sig sky ind til Moderen. Jon Torsen stilled hostende Uroerne op paa Ovnskanten med sine magre Hænder, og paany begyndtes der med lange og korte Buk i Buk. –

«Naa,» spurgte Rikka Torsen – «gaar det dig efter Vilje, Fernanda?»

«Hvordan mener du?» svarte den anden og saa hende stivt igjen ind i Øinene.

«Har du godt Udkomme for Smaapigerne?»

«Derom trodde jeg ikke, du behøved spørge.»

«Jeg vilde jo gjerne høre det bekræftet,» sagde Rikka Torsen haanlig. – Dertil svarte ikke den anden. Men de blev siddende og stirre paa hinanden. –

«Har du ikke seet mig før?» spurgte tilsidst Fernanda.

«Gud bedre det,» sagde den anden. Og atter taug de og stirred. –

«Tog du dig noget for, blev du lempeligere,» sagde Fernanda Torsen saa.

«Hvis du vil, kan jeg gjerne reise fra jer.»

– Deres Nidstirring blev fiendtlig. Rikka Torsen lo lydløst, mens der gik en styg Flimmer over hendes Øine:

«Lille Fernanda vokser jo til nu.» Hun tog og vendte Barnet om mod Lyset: «Hun blir pen, Ungen, du. Gratulerer dig, Svigerinde, jeg tænker nok, det gaar.» – Den anden kneb Læberne sammen og kunde ikke faa ret Tvinn paa Traaden:

«Tag ikke i Barnet mit, du,» hvisked hun hæst. «Der blir Mærker efter Fingrene dine.»

«Pas du Mærkerne efter dine egne Fingre,» svarte Rikka Torsen haankoldt – «du kan s’gu mer end læse Fadervor bagvendt. – – Hvad siger du da, Lillefernanda,» spurgte hun Barnet, «om at bli Faster Rikkas Stedfortræder paa Gan – – gaa her saa pent og rusle?»

«Lad være, siger jeg!» Fernanda rev den Lille heftig til sig. «Dit Udyr du er.»

Rikka Torsen fik nogle Trækninger om Munden, og var det et Par Øieblikke med hende som med hendes Mor, at hun havde vanskeligt for at holde Hovedet roligt.

«Jeg gad vide,» sagde hun saa, langsomt og lavt – «hvem igrunden er det største Udyr af os?» –

«Det største Udyr er den, som gjør Barn Fortræd,» fremstødte Fernanda Torsen.

«Da er du vel ikke selv sikker, Fernanda?»

«Ti, ti – du Styggen – hvad har vel jeg gjort i Sammenligning med dig?»

Rikka Torsen læned sig hviskende nærmere, Øinene hvidned og lo: – – «Det ene er vel ikke bedre end det andet,» kunde høres – – – «naar Lillefernanda bare blir fjorten – – –»

Da reiste Fernanda Torsen sig, tirret til det yderste: – «Du – du – du,» gnissed hun hæst frem mellem Tænderne – med en Bevægelse, som ønsked hun slaa med Tenen.

«Hvorfor er du saa vond paa Faster Rikka, Mor?» afbrød nu pludselig en forskræmt liden Stemme bortifra Krogen. «Faster Rikka er jo god mod mig, hun.»

Rikka Torsen saa didhen. – «Er jeg god mod dig, Lillefernanda?» sagde hun hurtig.

«Ja,» svarte den Lille og fæsted sine store, troskyldige Øine paa hende – «du siger jo altid, jeg skal faa være her efter dig. – Jeg er glad i dig for det, jeg, Faster Rikka.» –

Rikka Torsen reiste sig langsomt og skjøv Stolen tilbage. Der blev hun staaende, mens et Træk af en stor Skamfuldhed gled hende over Ansigtet. – Saa vendte hun sig om uden et Ord og gik stille henimod Døren.

«Det er sandt, Fernanda,» sagde hun derborte – «det værste Udyret er jeg.»

Saa saa hun paa den Lille med et Blik som en saaret og lukked forsigtig Døren efter sig. – –

– En liden Stund senere hændte det, at gamle Inger kom ind fra Kjøkkenet:

«Jomfru Rikka graater,» sagde hun.

«Jomfru Rikka graater,» sagde ogsaa en gammel Lægdemand, som sad derude.

Jon Torsen holdt Haanden bag det ene Øre:

«Graater Jomfru Rikka?» spurgte han.

Fernanda Torsen gik hen til Gangdøren og lytted:

«Ja, Jomfru Rikka graater, «nikked hun. Og de hørte alle en kvalt Hulk indifra Jomfru Rikkas Værelse.

«Faster Rikka graater,» sagde Lillefernanda.

«Faster Rikka graater,» lalled de to mindste tankeløst efter.

«Gaa ind, du, og trøst Faster Rikka,» sagde Fernanda Torsen rapt og skjøv Lillefernanda over Gangen.

Saa lukkedes Døren. Og der blev saa tyst i den store Stue. Bare Vinden som peb om Hushjørnerne.

*

Efter denne Aften – saa kunde tydelig spores – foregik en stor Forandring med Rikka Torsens Sind. – Hun kom ikke længer paa Stormens Vis ind i Stuen, hun gik ikke ud, naar andre trak Dynen over Hovedet, og hun laa ikke længer Nætterne udover og fantaserte og lo til Uhyggen om sig. Heller ikke sang hun i Uveiret om Ormegaarden i Sjælen og forsøgte ikke længer at skræmme sine Medmennesker ind i Musehullerne. –

Hvad angik Rikka Torsens Forhold ligeoverfor hendes lille Brordatter, saa havde hun siden hin Gang faaet en stor Godhed for Barnet.

«Du Lillefernanda,» sagde hun saaledes engang, «kunde jeg saasandt gjøre noget for dig – noget varigt godt – udover idag og imorgen.» Og Tanken vokste sig stor hos hende, lysned sig ud som en Bjerk iblandt Tidsler. Samtidig dog som hun fremdeles lod til at være tagen af en Skamfuldhed for Barnet, og der hun saa den lille Pige, gik hun ofte sky Svinger udenom.

Rikka Torsen begyndte forresten i denne Tid ogsaa at gaa afveien for alle og enhver, og hørte hun Stemmer inde i Stuen, gik hun aldrig derind.

Alt imedens holdt Styggeveiret sin evindelige Rumstering, hvor i Huset det bare kunde slippe ind. Og nu laa Rikka og krøb sammen i Sengen:

«Smælder det, Inger?» spurgte hun. «Jo, jeg tror, det smældte. Og det gir saa dumpe Slag – hør! – Ved du, jeg synes, det ligner den store Kirkeklokke i Ud. – Aa, at det skulde være her, det Karret. Nei, det nytter ikke at flytte det bort, Inger. – – – Nu ved jeg: Laa det end dybt nede i Sjøen, da vilde jeg høre det dumpe dybt nedifra, hver Gang jeg bare kom paa Bjergknausen. – – Hør, hør! – aa Herre Gud – ikke behøver du at hamre min Skyldbevidsthed ind i Hjertet nu. Saart er det, og som Varme svider det for hvert af dine Slag! – – Ja, ser du, Inger; for det er ikke, som jeg sagde dig før, nogen nærig Bondemand som staar der og dunker for Hevns Skyld. Gudehaand er det deroppe – for at minde og minde mig om mine Synder – i Døden skal Misdæderen drives – til Døden skal Misdæderen bankes. Og Helvedet begynder paa Jorden for det, som aldrig kan sones. Hør du – hør! – slig levende Magt har Gud lagt i det Kobber. – – – Ja, ja – jeg ser jer jo alle – ulykkelige vilde I blit; men Gud taaler ikke Indgriben i sin Styrelse, derfor banker han. – – Hvad siger jeg? – Gud er retfærdig – – hør! – Gud er Dommer. – Men er Gud da Bøddel, Inger. – Kan du svare mig? – Aa aa, det Karret – det Karret! – –

Men Inger – hører du? – her jeg ligger og skjælver, kunde jeg ønske at gaa ned til Sjøen, som han gjorde, han, den svenske Greven – tror du han kom over, eller – tror du han blev der? – Kanske kom han alligevel over! – – Jeg vilde ogsaa rømme – rømme over Sjøen – – hvem ved, om ikke et nyt Liv kunde spire for mig derover? – Om ikke Gud, som er naadig, vilde la mig faa leve før Døden. – – – Men – – der smældte det stygt du!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Rikka Gan

Rikka Gan ble utgitt i 1904 og var Ragnhild Jølsens andre roman.

Handlingen er lagt til Gan gård på begynnelsen av 1800-tallet. Gården er et sagnomspunnet og dystert sted som har tilhørt familien til hovedpersonen Rikka Torsen i generasjoner. Når gården må selges til den rike Mattias Aga må Rikka ofre drømmer, kropp og sjel for at slekten kan fortsette å bo på gården. Både gården og Rikka er i ferd med å gå i oppløsning.

Stemningen i romanen er preget av uhygge, og det overnaturlige og det irrasjonelle spiller sentrale roller. Romanen er således i slekt med den gotiske romanen, en sjanger som hadde sin storhetstid i England på slutten av 1700-tallet og tidlig på 1800-tallet. Mary Shelleys Frankenstein (1818) er et godt eksempel på denne sjangeren, og man kan finne gotiske trekk i en rekke kjente senere romaner som f.eks. Stormfulle høyder (1847) av Emily Brontë og Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886) av R. L. Stevenson. I Norden kan man finne gotiske trekk hos forfattere som Karen Blixen og Hans E. Kinck.

Det er vanlig å lese Rikka Gan i lys av forfatterens eget liv. Ragnhild Jølsen ble født på en storgård i Enebakk, men da farens fabrikk gikk konkurs måtte slektsgården selges. Jølsen, som var svært knyttet til stedet, tok konkursen og flyttingen tungt.

Se faksimiler av Rikka Gan i bind I av Samlede skrifter fra 1923 (NB digital)

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.