Rikka Gan

av Ragnhild Jølsen

V.

Den gamle Prokurator paa Haug sad en Aftenstund i sit Kontor og bladed i en gammel Foliant.

Den gamle Prokurators skarptskaarne Ansigt var blegt som altid; men tættere end ellers fór de nervøse Trækninger om Munden. – Det var da ogsaa en Sag saa sort, som Menneskesind kan tænke den, som Menneskehaand kan udføre den, – den Sag, han nu fulgte fra Forhør til Forhør indtil Forbryderskens Død paa Skafottet. Det var en Retssag, om end forlængst overstanden, saa dog endnu skrigende hæst i Menneskeminde: Rygter, som i en Aarrække sived ud dengang, havde ledet til Undersøgelse, og hvad derved og gjennem Forhørene kom for Dagens Lys, var mer end Øine taalte se, og Øren taalte høre. –

Nu var ogsaa stygge Rygter begyndt at flyde om i Bygden, og den gamle Prokurator lagde Momenterne sammen – og trak nu, enten han vilde eller ikke, Paralleler mellem dette nye, som havde naaet frem til ham, og den gamle Kriminalhistorie i Folianten. – Saa læste den lille Prokurator:

«Jomfru Olivia F . . . ., Datter af Ritmester F . . . ., boende paa Chefsgaarden Braaten i Ud. – Hm! Af gammel Familie, ja – Stoltheden hævdet fra Barneaarene af. Faderen meget streng, eller kanske – svag i Modgang! – – Usympathisk Ydre: Store Øren og Mund med tykke Læber. – – – Naa saa saa» – den gamle Prokurator pusted lettet. – «For fire Aar tilbage forlovet med en Løitnant, der pludselig reiste fra hende, hvilket syntes at foraarsage hende ulidelig Sorg og Kvide. – – For tre Aar tilbage befunden i nogenslags Forstaaelse med en Student, Huslærer for hendes yngre Bror. – For to Aar tilbage ofte støiende i Kjøkkenet med Tjenestegutten. – – – Hm – Stoltheden? – – – Siden overrasket paa den gamle Husmand Nils Iversens Fang. – – – Naa saa saa» – den gamle Prokurator smilte næsten velvilligt. – «Tilsidst, i Arresten, efter Dødsdommens Afsigelse, udvisende sine libidinøse Tendenser endog ligeoverfor Vogteren.» – – Prokuratoren slog Folianten igjen med et stort Smæld: – «Her sidder jeg og søger Lighedspunkter mellem et tarveligt Dyr af et Kvindfolk og hende, min blege Dronning paa Gan. Her sidder jeg og søger at inculpere hende paa løseste Mistanke; fordi en gammel, sladdervorren Husholderske fortæller om en opskræmt Guttepoik, der har seet – hvad ved jeg? – Syner. Jeg, Prokuratoren paa Haug, som heller skulde gaa til hende og si, at hun var mig kjærere end alt andet i Livet» – – han afbrød sig selv, fordi noget hørtes rusle ude i Gangen. – «Karoline!» raabte han til Husholdersken, «der er vist nogen derude!» – Og han snudde sig halvt om paa Stolen, idet Døren aabnedes, og en Kvinde med et Tørklæde for Ansigtet traadte ind.

Denne Kvinde hilste ikke. Blev et Øieblik staaende ved Døren og skjøv saa stiltiende Tørklædet fra Ansigtet. – Det gav et Sætt i den gamle Prokurator. Saa reiste han sig raskt og gik med udrakte Hænder mod hende:

«Jomfru Rikka,» sagde han med en Stemme, der skalv af Bevægelse – «jeg sad just og tænkte paa Dem.»

Rikka Torsen traadte et Skridt tilbage og trak sine Hænder til sig:

«Rør dem ikke, Prokurator – rør dem ikke.»

«Vist maa jeg røre dem,» sagde den gamle Kavaler – «saa ædle og hvide Hænder» – og glemmende alt for sin Forelskelse, bøied han sig ærbødig og berørte Rikka Torsens Hænder med sine Læber. – Saa hjalp den gamle Prokurator hende Tøiet af og hængte det omhyggelig paa Ryggen af en Stol.

«Jomfru Rikka var god, som kom indom mig i denne Uveirets Kvæld,» sagde han. «Jomfru Rikka var vel paa Hjemveien fra Morbroderen i Ud?» lagde han halvt smilende til.

«Nei. Jeg kommer nok ikke hid for Godheds Skyld,» svarte Rikka Torsen, – og idet hun satte sig ned indenfor Lyskredsen, fór den lille Prokurator tilbage. For et hvidere Ansigt havde han aldrig seet. – Og som han blev staaende saaledes, den gamle Prokurator, og stirre ind i dette retlinjede Ansigt, der, omgivet af det halvvaade Haar i uordnede Lokker, minded om de Billeder, der undertiden sees af Medusa, – da faldt det ham ind med en stor Klarhed, at her var nok Ærindet af en gruopvækkende Sort. –

«Hvad tænkte De saa, Prokurator, før jeg kom?» begyndte Rikka Torsen.

«Om De, Jomfru Rikka, mon skulde være en Syndens Dronning,» svarte han langsomt; fordi han ret for hendes Øines og Ansigts Indflydelse ikke kunde snakke anderledes, end netop som han gjorde.

«Syndens Trælkvinde er jeg, Prokurator – og saavidt er det kommet, at nu faar jeg bekjende mine Misgjerninger for Menneskers Domstol.»

«Saa saa – saa saa,» – den gamle Prokurator skjøv stammende sin Stol tilbage. «Men hvorfor kom De saa til mig, Jomfru Rikka? Hvorfor gik de ikke heller til en af Statens Tjenere? – Til Lensmand, Fut eller Skriver?» –

Det drog sig til et flygtigt Smil om Rikka Torsens Mund:

«Fordi jeg har Tillid til Dem, Prokurator. Og fordi De, hvis De vilde, kunde hjælpe mig med noget.» Hun bøied sig nærmere, og Udtrykket blev spændt af Iver:

«Bare jeg nu faar forklaret Dem dette.» – – Og Rikka Torsen fortalte uden Omsvøb og Sky om sine forbryderske Veie og mangehaande Tanker, de, der nu fornylig havde affødt Beslutningen hos hende at tage Jordens Straffedom paa sig, – men nu tilsidst havde indgivet hende en Tvil. – –

Fra først af hørte Prokuratoren kun saa halvt efter Rikka Torsens Fortælling – optaget som han var af sin egen Skuffelse. Men eftersom Juristen i ham vandt Overhaand, kom der lidt efter lidt Liv i hans Ansigt. –

– «Saaledes mente jeg,» slutted Rikka Torsen, «jeg var istand til at værge min lille Brordatter fra en Skjæbne, haard som min. – Ja, hvis da De, Prokurator, vil hjælpe mig paa den Maade?»

– Den gamle Prokurator sad længe taus og tænkte sig om med Fingeren langs Næsen.

«Jeg skal gjøre, som du mener,» sagde han endelig. «Jeg skal agere Eftermaalsmand, og samtidig holde Lovens Arm tilbage, indtil du faar udført dit Kneb. – Jeg skal handle mod min Overbevisning, fordi jeg har følt Kjærlighed for dig, Rikka Torsen – – og dette Offer vil jeg lægge paa min Kjærligheds Grav,» lagde han utydelig til og sukked. – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Rikka Gan

Rikka Gan ble utgitt i 1904 og var Ragnhild Jølsens andre roman.

Handlingen er lagt til Gan gård på begynnelsen av 1800-tallet. Gården er et sagnomspunnet og dystert sted som har tilhørt familien til hovedpersonen Rikka Torsen i generasjoner. Når gården må selges til den rike Mattias Aga må Rikka ofre drømmer, kropp og sjel for at slekten kan fortsette å bo på gården. Både gården og Rikka er i ferd med å gå i oppløsning.

Stemningen i romanen er preget av uhygge, og det overnaturlige og det irrasjonelle spiller sentrale roller. Romanen er således i slekt med den gotiske romanen, en sjanger som hadde sin storhetstid i England på slutten av 1700-tallet og tidlig på 1800-tallet. Mary Shelleys Frankenstein (1818) er et godt eksempel på denne sjangeren, og man kan finne gotiske trekk i en rekke kjente senere romaner som f.eks. Stormfulle høyder (1847) av Emily Brontë og Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886) av R. L. Stevenson. I Norden kan man finne gotiske trekk hos forfattere som Karen Blixen og Hans E. Kinck.

Det er vanlig å lese Rikka Gan i lys av forfatterens eget liv. Ragnhild Jølsen ble født på en storgård i Enebakk, men da farens fabrikk gikk konkurs måtte slektsgården selges. Jølsen, som var svært knyttet til stedet, tok konkursen og flyttingen tungt.

Se faksimiler av Rikka Gan i bind I av Samlede skrifter fra 1923 (NB digital)

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.