Det var mod Aften på Gan.
Aga var reist allerede paa Formiddagen, dog først efterat Dokumenterne var opsatte af den gamle Prokurator. Og nu laa de der færdige med Vidners Underskrift.
Jon Torsen sad i stille Forundring. Og Fernanda Torsen gik rundt med et fornøiet Drag om Munden. – Ellers lod det sig, at hun knapt vidste, hvad godt hun nu skulde gjøre sin Svigerinde, slig hun disked op med det bedste, Huset formaaed, og var det rent, som om hun krøb, naar Rikka Torsen saa paa hende. Men naar Fernanda Torsen endogsaa tilbød sig at ro sin Svigerinde over Sjøen, spilled vel en Del Beregning med, idet hun hverken brød sig om at have Fremmede oppi Tingen eller miste Baaden derover. –
Der blev ikke talt stort imellem de to Svigerinder, og hvad Rikka angik, skulde det være vanskeligt at sige, hvorvidt hendes Tanker laa i en Slags Skindød, eller hun gik og ante fjerne Syner der over Sjøen. –
Nu havde Fernanda Torsen taget sit Syltetøi og sine varme Kager, sin Hæggebærvin og sin tykke Fløde urørt af Bordet, og istedet sat ind en pebret Spise af fedt Faar. Og nu var Rikka Gan borte. – – – – – –
Rikka Gan gik gjennem alle Gan Gaards Værelser og mørke Rum. Hun saa dem som for første Gang i sit Liv, og hun tog Afsked med dem som en, der skal reise en lang Reise, men nok tror sig at komme tilbage engang – med Straalekrans om Hovedet. – Rikka Gan stod en Stund i hvert af de halvmørke Rum og saa sig om ifra Gulv til Tag, og det drog forbi hende i en ustanselig Strøm – Ord, som her var blevet sagt, Handlinger, som her var blevet udførte. – Se her, her var det ogsaa, hun en Vaardag havde skrevet «Vilde Vaa» paa Bjelken, da hun syntes Verdens Skjønhed smilte. – – Nu var mange Aar forløbne og nu – Rikka Torsen rev en Naal ud af sit Haar og skrev i begyndende Trods sit eget Navn dernedenunder med store, haarde Skrifttræk, og Datum og Aarstal. For: – Ikke var Livet endnu tabt – nei, nei – gjennem Brot og Brand – intet skulde knække hende! – Hvad havde egentlig hun gjort, hun, Rikka Torsen? En ond Skjæbne var det, som havde holdt hende fast i lange Fangarme. Og hun havde været vild som det bundne Skogsdyr. – – – Skulde hun kanske straffes for sin egen Skjæbne? – Nei – langt derover der skulde Solen lyse! – – «Jeg takker dig, Gud,» sagde Rikka Gan høitidelig og folded sine Hænder, «fordi du har løst Lænkerne for mig nu.» – –
Ude paa den lange Gang der saa hun nedad Trapperne. – – – Tredive Alen havde et Brudeslæb været paa Gan: Da Bruden stod borterst i Gangen, da flød endnu Slæbet som en hvidfossende Bæk nedad alle Trapper. – Hvem vidste, hvad Tiden gav – engang naar Rikka Gan kom tilbage – – Pauker og Trommer, Rikka Torsen, – Mænd paa hvide Heste og Fruer med flagrende Fjær – – Fakler og Blomster høit omkring Gan – og silkebetrukne Vægge. – Hvad er umuligt, Rikka Torsen, for den, der er stærk, den, der har Vilje, Skjønhed, Ungdom og List? – List som en Slange imellem Torne.
Etsteds blev Rikka Torsen staaende og se ned for sig. – – – Den Tærskel der – over den havde mange snublet. Ikke fordi den var hverken bred eller høi. Men der laa over den som en Rendesnare af Ondskab. Thi indenfor havde en Tid uvillige Menneskers Domstol staaet. –
Saa traadte da Rikka Torsen over den, – og der i Skummerheden var det, som fornam hun en Hvisking om Gjerninger, der var gjort – og uretfærdig bedømte. – Og hun tænkte paa sine egne – og der fandtes ikke Anger i hendes Sjæl. –
«Rikka skal ride Uveir af som en Havgast,» sagde hun ved sig selv efter noget, hun engang havde hørt. Og videre gik hun fra Rum til Rum. Og undertiden lod hun Haanden glide kjærtegnende henover Bjelkerne: – – «Da skulde I komme til Ære,» mumled hun, «om jers Aand stod mig bi frem i Livet.» – Og atter dukked der frem for Rikka Torsen et Feland, et Fata Morgana, som nu engang var kommet til at skinne i hendes Levnets uendelige Ørken. – – – Og da tog Rikka Torsen til at drømme med et Haansmil om Læberne, som vilde hun sige: Se, kan jeg ikke tænke lyse Tanker endnu! Ja svært mig bare til, du Skjæbne – jeg skal leve og stride som Uveiret selv, det som har gnistrende Lyn og Brand i Mørket – – hvad knuser mig, Rikka Torsen? –
Og Rikka Gan saa sig om i det store Hjørneværelse, det med Uldhaugene udover Gulvet. Hun saa paa det store Kobberkar der paa Bordet og gav det endog et Dunk med Knokerne – fandt ud, det var alligevel ikke den Lyd, hun havde hørt i sit Værelse, de Nætter hun havde frygtet.
Hun tog endogsaa i det gamle Bæger og gik hen til Vinduet med det. – – – Saa gaadefuldt det var, dette Bæger! – Og i sin stigende Trods ridsed hun med Naalen Tegnene efter rundt Randen. – Da saa hun rigtignok, der kom en gulagtig Farve frem af Støvet – – hun saa, der blev Bogstaver – – hun saa, der blev Ord – med Punkter og Stjerner mellem hvert. – – – Og der blev mer – Gud hjælpe Rikka Torsen – trak det sig ikke som til en flammende Skrift langs Bægerets Rand! – I næste Øieblik faldt Bægeret i Gulvet. – – –
«Mene mene tekel ufarsin,» havde hun læst i Flammerne langsmed Randen.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Rikka Gan ble utgitt i 1904 og var Ragnhild Jølsens andre roman.
Handlingen er lagt til Gan gård på begynnelsen av 1800-tallet. Gården er et sagnomspunnet og dystert sted som har tilhørt familien til hovedpersonen Rikka Torsen i generasjoner. Når gården må selges til den rike Mattias Aga må Rikka ofre drømmer, kropp og sjel for at slekten kan fortsette å bo på gården. Både gården og Rikka er i ferd med å gå i oppløsning.
Stemningen i romanen er preget av uhygge, og det overnaturlige og det irrasjonelle spiller sentrale roller. Romanen er således i slekt med den gotiske romanen, en sjanger som hadde sin storhetstid i England på slutten av 1700-tallet og tidlig på 1800-tallet. Mary Shelleys Frankenstein (1818) er et godt eksempel på denne sjangeren, og man kan finne gotiske trekk i en rekke kjente senere romaner som f.eks. Stormfulle høyder (1847) av Emily Brontë og Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886) av R. L. Stevenson. I Norden kan man finne gotiske trekk hos forfattere som Karen Blixen og Hans E. Kinck.
Det er vanlig å lese Rikka Gan i lys av forfatterens eget liv. Ragnhild Jølsen ble født på en storgård i Enebakk, men da farens fabrikk gikk konkurs måtte slektsgården selges. Jølsen, som var svært knyttet til stedet, tok konkursen og flyttingen tungt.
Se faksimiler av Rikka Gan i bind I av Samlede skrifter fra 1923 (NB digital)
Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.