Rikka Gan

av Ragnhild Jølsen

VIII.

Det flimred i Vinduerne paa Gan. Blæsten kom fygende i Bygevis fra Nord. Og Sjøen gik i lange Skvulp mod Bredden.

Det var mørkt i Veiret, og ingen kunde se Baaden, som var udpaa.

Men agter sad en sort Kvindeskikkelse, i hvis Ansigt det hvidned som af Skum. – Og ved Aarerne sad en anden Kvinde, – og hun rodde, saa Tollepinderne gnissed og gren.

«Det gaar ikke,» sagde hun tilsidst – «du faar reise imorgen istedet.»

«Nu er vi halvveis jo,» svarte den anden – «da ved du, det er ligesaa let at ro frem som tilbage.»

«Du glemmer, at jeg endda maa over igjen for at naa hjem. – Nei, du faar vente, Riketta.» – Og Fernanda Torsen vendte Baaden rundt mod Lyset fra Gan.

«Giv mig Aaren, du,» bad Rikka Torsen, «saa skal jeg hjælpe dig! – Aanei, Fernandamor,» sagde hun, da hun vel havde faaet den. «Ikke faar du mig tilbage til Gan ikvæld.» Og hun stik imod. – «Venter Hestene derover,» mumled hun, «og alt er ordnet, saa skal jeg ogsaa frem, kan du tro.» –

«Vær lidt fornuftig, Riketta,» overtalte den anden – «bare jeg kommer af ved Gan, kan jo du ro over alene.»

«Bare jeg kommer af ved Herby, kan du ro over alene.»

«Nei, siger jeg – du ser jo, Veiret øger.»

«Og da er det bedre, jeg kommer i Livsfare end du, mener du! – Det skal vi bli to om, Fernanda.» Og de rodde med hver sin Aare og til hver sin Kant, saa Vandsprøiten stod over Baaden. –

«Vær nu rimelig, Riketta,» overtalte Fernanda Torsen paany – «paa denne Maade ser du, hvorlangt vi kommer.»

«Ro med mig, kommer vi længer.»

«Nei, ro du med mig.»

Og de rodde. Snart saa de Lyset fra Gan, og snart saa de Lyset fra Herby, alt eftersom de selv eller Blæst og Bølger dreied Baaden rundt – og tilslut skjelned de ikke mellem dem. –

«Der er Lyset fra Gan,» sagde den ene listig.

«Der er Lyset fra Herby,» sagde den anden.

Men den ene trodde ikke den anden og ikke sig selv. Og rundt i Ring rodde de, stadig lige langt ifra begge Lysene – midt ude paa Sjøen. Og Tollepinderne gnissed, og det klapred i Tofterne. – Og som Minutterne forløb, tiltog ogsaa Uveiret i de to Kvinder. –

«Du sagde engang, du havde mest at kjæmpe for,» sagde Rikka Torsen: «Nei, jeg har nok det.»

«Hvad har du at kjæmpe for?» haanspurgte den anden.

«Jeg har Livet, jeg aldrig har levet.»

«Jeg har mine Børn, Rikka!» – Fernanda Torsen snapped efter Rikkas Aare. Rikka rev sin Aare til sig, saa Baaden tog Vand ind:

«Børn – det er mer, end jeg har,» svarte hun kortpustet. – Kort efter gled hun og kom paa Knæ ned i Vandet. Fernanda lo:

«Sidder du godt? – Kom heller her og ro.»

Rikka Torsen hørte ikke paa hende:

«Hvad gjorde du med den anden, du?» spurgte hun hadefuldt.

«Spørg heller dig selv, hvad du gjorde med den første og tredje,» sagde Fernanda brutalt – «og tak os, som skjulte Ugjerningen.»

«Men den anden, du,» sagde Rikka igjen – «den, du loved at tage som din?»

«Har jeg ikke sagt dig det?» skreg Fernanda Torsen.

«Jeg tænker, du løi. Den var vel ikke død, men den blev det!»

«Ti stille du! Anklag dig selv og ikke andre. – Sig mig: Hvordan var det med den tredje, du – nu fornylig?» spurgte Fernanda haanligt.

«Det ved vel hverken du eller jeg,» lød det først steilt og udfordrende. – «Bare ved jeg, jeg rev mine Hænder tilblods paa Jordgulvet i Kjælderen» – kom det bristefærdigt efterpaa, hun sank sammen, halvt nedi Vandet og glemte at ro. Den anden holdt ogsaa sin Aare op:

«Hvor har du den?» spurgte hun aandeløst. «I Vægskabet? – Bag Kisten? – Sig bare hvor – hvor, hører du?» –

«Kanske er det formasteligt af mig at ville leve,» mumled nu Rikka Torsen hen for sig – «kanske er det derfor, det regner og blæser saa stygt, Fernanda – fordi jeg ikke skal komme over, men tilbage til Gan – til Ligene – og til de Dødsdømtes Bæger – – mene – mene tekel» – og pludselig skreg hun i Rædsel:

«Nei, jeg vil leve – leve, leve!» – og hun stak sin Aare i Vandet og rodde, saa det brændte, Baaden i rund, rund Ring.

«Holdt du – holdt,» skreg Fernanda: «Jeg skal ro med dig, hører du.»

«Hvilken Synd har jeg begaaet?» spurgte Rikka Torsen nu anklagende og holdt inde med Roingen. – «Har jeg arel nogen Skyld i, at min Skjæbne sprang slig frem af Slægternes Liv? – snart som en liden Pusling med Jon Torsens Hoste – snart som et Udyr op af Vandene,» – og atter skreg hun langt og skingrende:

«Der – der – ser du den ikke, Ormen – – Finnen øverst paa Ryggen – lige opunder Skyerne!» – Hun sprang op paa Toften – skreg igjen og vifted med Armene:

«Gud og Djævel slaas om os, Fernanda!»

«Kom ned igjen,» raabte Fernanda: «Det er Gan paa Ganbakken, du ser jo.»

Rikka Torsen lod sig falde ned i Baaden:

«Deri laa min Skjæbne kanske,» kom det mat: «Min egen Latter, Jon Torsens Hoste, Gan paa Ganbakken – – – Nei, nei, ikke did,» gisped hun og hængte sig paa Aaren. Og Baaden rulled, halvfyldt af Vand. –

«Det er tungt nu – tungere end før.»

«Øs da.»

«Nei.»

«Ro da – ro med mig! – Ellers synker vi!»

«Ro, ja, ro – men bort fra Gan!» – Og Rikka kasted sig ned ved Siden af Fernanda.

«Ro, ro – ellers synker vi,» raabte de begge samtidig og stak Aarerne i Vandet.

«Ro, ro – ja,» mumled Fernanda Torsen og bed Tænderne sammen – «nu tror jeg snart, vi taber begge.» – –

«Den svarte Muren der,» sagde Rikka Torsen stillere – «hvad om der bagom den var straalende Liv og Herlighed?» – og taget ind i sin Ungdoms Drøm strakte hun Armene ud:

«Vilde Vaa. Vilde Vaa.»

Men da rodde de sig ind i et skumsort Mørke. – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Rikka Gan

Rikka Gan ble utgitt i 1904 og var Ragnhild Jølsens andre roman.

Handlingen er lagt til Gan gård på begynnelsen av 1800-tallet. Gården er et sagnomspunnet og dystert sted som har tilhørt familien til hovedpersonen Rikka Torsen i generasjoner. Når gården må selges til den rike Mattias Aga må Rikka ofre drømmer, kropp og sjel for at slekten kan fortsette å bo på gården. Både gården og Rikka er i ferd med å gå i oppløsning.

Stemningen i romanen er preget av uhygge, og det overnaturlige og det irrasjonelle spiller sentrale roller. Romanen er således i slekt med den gotiske romanen, en sjanger som hadde sin storhetstid i England på slutten av 1700-tallet og tidlig på 1800-tallet. Mary Shelleys Frankenstein (1818) er et godt eksempel på denne sjangeren, og man kan finne gotiske trekk i en rekke kjente senere romaner som f.eks. Stormfulle høyder (1847) av Emily Brontë og Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886) av R. L. Stevenson. I Norden kan man finne gotiske trekk hos forfattere som Karen Blixen og Hans E. Kinck.

Det er vanlig å lese Rikka Gan i lys av forfatterens eget liv. Ragnhild Jølsen ble født på en storgård i Enebakk, men da farens fabrikk gikk konkurs måtte slektsgården selges. Jølsen, som var svært knyttet til stedet, tok konkursen og flyttingen tungt.

Se faksimiler av Rikka Gan i bind I av Samlede skrifter fra 1923 (NB digital)

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.