De røde dråber

av Sigbjørn Obstfelder

I

(Byens festsal. Festklædte herrer og damer i grupper. Man taler ivrig sammen. Lidt afsides i forgrunden tilvenstre sidder på en chaiselongue Odd Berg og Borghild).


    ODD  (med en bævren i røsten).

Borghild!


    BORGHILD. 

Ja.


    ODD. 

Borghild! Se på mig!

(Borghild vender hodet mod ham. Han ser længe og grublende på hende). (Smerteligt).

Ja, jeg føler det. Du går.

(Ser atter frem foran sig).

Snart går de alle. Og så … så …


    BORGHILD  (lidt blyg).

Å, endnu går de jo ikke på længe. Og desuden …


    ODD. 

Jeg føler det på mig. Du går.


    BORGHILD. 

Hvorfor er du så underlig? Idag! Idag da alt er så stort og deiligt for os. Du er blit så forandret, siden du kom hjem … (Indsmigrende, nær ham). Snart er jeg jo din. Helt. Hver tråd i mig skal du få.


    ODD  (hen for sig).

Hvor du er vidunderlig vakker blit. Mens jeg drømte om dig derude, da blev vist hver drøm til en skjønhedslinje mer hos dig. Som deiligheden selv er du blit. Brystet dit har hvælvet sig så stort, læberne dine …


    BORGHILD  (med uendelig lokken).

Hys … de hører os … de ser på os.

(Hun løfter øinene mod ham.)

    ODD  (angst)

Se ikke på mig sådan. Å jeg ved ikke …

(han reiser sig og går bortover nogle skridt, hun ser studsende efter ham, følger så efter, rører ved hans arm).

    BORGHILD  (røsten får noget bydende over sig).

Kom. Sæt dig her.

(Han følger åndsfraværende.)

Si mig sandheden. Der er hændt dig noget derude. Jeg så af brevene, at du skjulte noget for mig. Du skrev en masse ting, jeg ikke forstod. Du har mødt nogen, nogen anden. Jeg ved det.


    ODD  (som overhørende Borghilds ord, stille, sælsomt).

Det er mig i dette øieblik, som hele livet hviler på min skulder, alles liv. Og du, du er så langt borte, og du blir så stor, så uendelig, – jeg tør ikke røre ved din hånd.


    BORGHILD  (hårdt).

Jeg vidste det. Du har mødt nogen.


    ODD  (som før).

Jeg var alene. I måneder. Alene om dagen, alene om natten. Da tænkte jeg og tænkte. Og så kom det. Det store. Det forfærdelige.

(I udbrud). Alle disse menneskene! … De gjør mig angst … (Næsten for sig selv). Se nu kommer han, nu tar han glasset. (I angst). Han skal tale … for mig kanske.


    BORGHILD  (langsomt).

Du er ikke længer den samme. Jeg forstår dig ikke længer. Jeg forstår ikke, hvordan du kan være angst nu. Nu da vi er sammen igjen! (blødere). Nu da du sidder her! (endnu blødere). Hos mig.


    ODD  (som i drømme).

Hos dig? … Hos dig? …

(Idetsamme slår direktør Hansen på et glas).

    HANSEN. 

Mine damer og herrer! Vi lever i en forunderlig tid. Videnskabens tid! Der var engang, at videnskabens mænd sad som syge drømmere i sine huler og ledte efter «de vises sten». Ud i solen og den friske luft har videnskaben nu flyttet sine tabernakler. Og jeg siger så stort et ord: De vises sten er funden! Den sande guldalder er kommen! Ude i livet, blandt mennesketusenderne er veien til at gjøre guld af jern!

Jeg ser for mig, mine damer og herrer, et syn, et fremtidssyn. Jeg ser høit oppi luften som oprakte fingre de skyhøie fabrikpiber, jeg ser røgen drive ud over verden og fortælle om menneskehændernes arbeide, jeg hører maskinernes pulsslag, jeg ser lossepladse langs stranden, hvorfra fremmede skibe knytter vor by sammen med de fjerneste havne.

Og når jeg nu hæver det skummende bæger, så er det forat hilse velkommen tilbage blandt os den mand, den geniale forsker vil jeg kalde ham, hvis kjærlighed til sin fødeby indgav ham den mærkværdige plan, vi idag feirer med fest. Vi sendte ham ud i de fremmede lande, jeg tør sige vi sendte ham ud som en pionér fra norden. Men trofast mod sit hjem og mod vore håb længedes han tilbage, og her har vi ham nu hos os iaften.

En skål for fabriken!

En skål for doktor Odd Berg!

(Man trænger sig om Odd og skåler med ham. Han er meget bleg og bevæget. Samtidig kommer seks unge damer i hvidt. Den første bærer en buket røde roser).

    DEN FORRESTE. 

Vi kommer fra kvinderne. Vi kommer med roser. Ti kvinderne tilbeder den handlende mand. Når det gjælder om at sprede lykke i hjemmene og latter i sindene, da er vi med, da øser vi kvindekjærtegn over dem, som går først.

(Hun rækker roserne frem. Da han med hånden vægrer, lægger hun dem i Borghilds skjød, – hun sidder ved hans side. De seks neier og går. Taushed mellem Odd og Borghild imens. Derpå):

    ODD  (seende på Borghild).

Hvor du er vakker iaften!


    BORGHILD  (strålende).

Det er fordi jeg er stolt af dig.

(Odd skjuler ansigtet i hænderne, uden at Borghild lægger mærke dertil).

Hvor det er deiligt at se på alle de festklædte mennesker og tænke på alt det, som skal komme! Alt det nye, friske!

Og vi to! Hvor vi skal arbeide! Hvor vor egen lykke skal vokse med de andres!

(Hun lugter til roserne).

De deilige roser! Som de gav dig. Os.

Kjend! Det er dine!

(Hun vender sig mod Odd, der er forblevet i samme stilling).

Hvad er det?


    ODD  (i dyb sorg).

Jeg hører din stemme. Jeg forsøger at se dig indvortes og prente dig ind i mig.

(Løfter ansigtet, eiendommelig): Roser! Hvor jeg holder af roser!

– Så du, hvor nydelig de neiede, da de gik.


    BORGHILD. 

Ja, er det ikke en deilig aften? (Hun vil gribe hans hænder. Han trækker dem tilbage).


    ODD  (med en overgang).

Vilde du følge mig overalt, Borghild?


    BORGHILD. 

Det véd du!


    ODD. 

Også om jeg opgav det altsammen?


    BORGHILD. 

Opgav det? … Hvorfor skulde du opgi det?


    ODD  (tier).


    BORGHILD. 

Hvorfor skulde du opgi det?


    ODD. 

Du taler om al den glæde, som skal komme. Tror du på menneskenes glæde?

(Imidlertid er apothekeren Berg langsomt kommet hen til dem. Han er en høi, slank mand, men bærer hodet noget foroverbøiet).

    BERG  (bevæget).

Må også jeg få drikke med dig, Odd? (Med pauser og søgende efter ord). Det har været så rart for mig … så rart.

Det var som de stod frem for mig alle årene, som er gåt, mens man talte så vakkert for dig … folk er så gode … så meget større, end man tror … (famlende). hvad var det, jeg vilde sagt … ja det stod frem for mig … mange øieblikke … å, det er såmeget … øieblikke, da jeg ikke vidste, hvad i verden der var det rette … fortvilet mangengang … fortvilet.

… Ja, det var et sandt ord: At bringe videnskaben ind i alle livets forhold, det er den rette alchymi.

Ja … jeg står og snakker … og I kan nok neppe forstå mig … der var såmeget som kom op i mig iaften … Ja … (kvalt af bevægelse hæver han glasset forat skåle). Jeg kunde ikke drikke med dig, da alle de andre var om dig … Jeg syntes jeg havde ikke ret dertil.

(Visker noget bort fra øiet. Retter sig så op).

Skål Odd! Skål Borghild! For det nye liv, I går ind i!

Alt er liv!

(går med løftet hode og raske skridt fra dem).

    BORGHILD. 

Hvor underlig han var!


    ODD  (hen for sig).

Fra jeg var ganske liden, har det syntes mig, som om der hvilte en gåde ved ham. Som om han bar på en dyb, hemmelig smerte. Jeg var bange for ham, og jeg droges mod ham. Aldrig talte han til mig. Men jeg glemmer ikke, hvordan jeg nogle gange om natten har hørt ham komme ind til mig og dra teppet opover mig … Jeg husker, hvor han sukkede tungt.

(skjuler ansigtet i hænderne).
(Under den påfølgende pause mellem Odd og Borghild høres følgende samtale fra en gruppe, som sidder noget længere bag tilhøire).

    FRU STEEN. 

Hvordan anvendes så det … det vandet … den … den … væsken, – hvad var det nu det hed, herr Wille?


    WILLE. 

Den Secardske væske, frue.


    FRU STEEN. 

… den Secardske væske ja … Jeg tror forresten ikke på det. Jeg tror aldrig i verden der kan opfindes noget sådant. Den Se … Se …


    WILLE. 

Den Secardske væske, frue.


    FRU STEEN. 

Den Secardske væske, den Secardske væske, den Secardske væske! Det er humbug, siger jeg.


    DR. OTTO. 

Det skal De ikke si så vist, fru Steen!


    FRU STEEN 

Ja, hvad er det så for noget? Hvordan ser det ud? Hvordan tar man det ind?


    DR. OTTO  (belærende).

Ja, se det er en meget vanskelig proces at definere. Men hvis De har en virkelig videnskabelig interesse af sagen, vil jeg med fornøielse demonstrere den.


    EN AF DE TO ANDRE DAMER I KREDSEN. 

Å ja, vis os det!


    OTTO  (i doktortone).

Vil De række mig Deres hånd, fru Steen?

(Fru Steen rækker den frem, Otto tar den).

De har for lange ærmer. Der må brættes op en smule.


    FRU STEEN  (koket).

Ikke meget.


    OTTO  (brætter op og holder under håndledet).

Sådanne arme behøver ingen foryngelse, frue.

(De to andre damer klapper i hænderne).

    FRU STEEN  (slår ham med viften).

Uf, De er væmmelig! Jeg ved ikke, hvad som er væmmeligst, medicin eller medicinere.


    DE TO ANDRE DAMER. 

Anvendelsen!


    FRU STEEN  (til dr. Otto, der har gjort en kunstpause).

Nu!?


    OTTO  (lærd).

For at indpode den Secardske væske … tager man sig ud … en vis plet … af huden – en à to kvadratcentimeter i flade … for exempel denne. (han berører en plet af hendes arm) derpå … (han kysser pletten) … se det er ungdomsdrikken, fru Steen, og sådan tar man den ind.


    FRU STEEN  (hurtig, som for at dække over, til apothekeren, som nærmer sig gruppen).

De, hr. apotheker, De er en alvorlig mand, hvad mener De om ungdomsdrikken? Tror De på den?


    BERG  (interesseret).

Mener De i organisk eller uorganisk form?

(Samtalen går videre).
(Odd og Borghild).

    BORGHILD  (med overvindelse, dæmpet, smerteligt).

Ikke en eneste gang i hele aften har du sagt, at du elsker mig.


    ODD  (i pludselig, voldsom men stille smerte).

Hvis du vidste hvad jeg lider …

(Han reiser sig i sterkt tilbagetrængt bevægelse, går i tilkjæmpet ro hen til et bord i nærheden, slår først svagt, så et gjennemtrængende sterkt slag på et glas, hvorved alle blikke med engang vendes mod ham). (Efter en stilhed, hvorunder han ser udover selskabet, derpå med stor, sælsom sikkerhed).

Jeg føler eder nær mig, jeg føler eders hjerter slå og eders hjerner arbeide. Jeg ser eders ansigter forventningsfulde efter, hvad jeg vil sige. Om et øieblik vil I vide det, og eders hænder, løftet til bifald, vil knyttes i vrede.

(En forundret mumlen).

I over et år har jeg gruet for denne stund. Til det sidste tænkte jeg, det kunde måske undgås.

Det, som min tidlige ungdoms drømme og store tanker bandt sig til, det må jeg forlade. Hvad der vil komme, ved jeg ikke.

(Man ser åndeløst tause, spørgende på hinanden).

Mens jeg var derude i de store byer, mens jeg vandred om blandt disse sorte menneskeflokke, der vrimler omkring som trællende krybdyr, da kom det.

Jeg så noget.

Der er noget sygt hos menneskene. Hos eder, hos mig, hos allesammen.

Og den, som ved det, og den, som har sét det, han – – – (tar sig med begge hænder for panden, næsten som i vildelse).

Det lyse, det varme liv blandt eder, det er ikke for mig.

(En liden pause, hvorunder den forundrede mumlen stadig vokser).

(Anderledes). Jeg har set på eder iaften. Jeg har set eder le. Si mig. Er I da glade? Har I da nogensinde følt, hvad det er at være menneske?

(Mumlen. Ud af denne)

    DIREKTØR HANSEN. 

Til sagen!


    ODD. 

I vil bli rige. I vil høre maskinernes hjul omkring i byen. I vil ha nyt liv, boder, skibe, fragtfart.

Og når I så har fåt alt det, hvad så?

(Bevægelsen er vokset til storm).

    FRA FLERE KANTER. 

Til sagen! Til sagen!


    ODD  (samler sin sidste kraft).

Min ungdoms drøm, drømmen om den store fabrik, er død.

Rige kan den måske gjøre eder, nogle af eder, glade, aldrig.

(Man samler sig tættere om ham, han skjules af flokken, ud af denne)

    DIREKTØR HANSENS STEMME. 

Er det da Deres mening at opgi Deres deltagelse i projektet?


    ODDS STEMME. 

Ja.


    STEMMER I FLOKKEN. 

Skammeligt! Skammeligt!


    DIREKTØR HANSEN  (afbrydende).

Og har De så tænkt over – –


    APOTHEKEREN BERG  (der har stået i et hjørne i baggrunden, har imidlertid hastig trængt sig ind i flokken. Høres sterkt råbe)

Vogt dig, Odd! Forbandelsen er over dig!


    ODD  (i flokken).

Hvad mener du?


    BERG. 

Denne kveld var mit livs glædesdag.

Jeg beder dig, – for mine grå hårs skyld, – for et liv i angst, – gjør det ikke! Opgi det ikke! Opgi ikke livet!

(En åndeløs pause. Både Odd og faderen er skjult af flokken).

    BERG  (atter).

Opgi det ikke!


    ODD  (stille).

Jeg kan ikke. Man befaler ikke over sig selv.


    BERG. 

Tænk over det endnu en gang! – – – For min skyld!


    ODD  (efter en liden pause, næsten uhørligt).

Jeg kan ikke.


    BERG  (sterkt).

Forbandelsen er over dig!

(Han iler ud).

    DET GÅR FRA MAND TIL MAND: 

Hvad var det!

Forbandte ham?

Forbandte han ham?

(fra døren til høire i baggrunden kommer):

    ET PAR OPVARTERSKER. 

Hvad er det? Hvad var det?


    DE NÆRMESTE. 

Faren forbandte ham, siger de.


    BLANDT NOGLE DAMER. 

Huf, tænk så uhyggeligt! Kom, la os gå.


    FLERE. 

La os gå!

(Man strømmer, ivrig og forvirret spørgende og snakkende, ud af alle døre).
(Odd Berg ses at stå som forstenet på samme sted som før, midt i salen).

    FRU STEEN  (snører forbi ham, idet hun skal gå ud i forgrunden tilhøire).

Tak for glæden, De bragte.

(Odd er nu alene. Borghild, som har ståt stille i baggrunden, kommer frem og går mod døren i forgrunden tilhøire).

    ODD. 

Går du også?


    BORGHILD  (svarer ikke).


    ODD. 

Nu, da alle går … Nu, da jeg har det ondt.


    BORGHILD  (står stille, ligesom ventende på noget).


    ODD. 

Til det sidste vented jeg, at måske nogen, måske en eller anden blandt mængden, – blot én, – vilde forstå mig. De gik alle.


    BORGHILD  (står som før).


    ODD  (kaster sig på knæ og griber om hendes kjole).

Bliv!


    BORGHILD. 

Vognen venter.


    ODD  (sætter sig og breder hænderne foran ansigtet).


    BORGHILD. 

Husker du våren før du reiste, aftenturene langs havnen, husker du alt det, du sa mig.

(Han svarer ikke).

Husker du den aften, du havde talt for hele byen i arbeidersamfundet, kaneturen efterpå, langt ud på landet?

– – – Jeg synes endnu, jeg hører bjelderne.

(Går i heftigt oprør lige indpå ham, meget sterkt, halvt hviskende, idet hun bøier sig ned mod ham).

Løgner!

(Hun går langsomt ud. Vognen høres kjøre bort. Da Odd pludselig mærker, at det er blit aldeles stille, tar han hænderne fra ansigtet og farer op):

    ODD 

Gået!

(Han sætter sig ned i grublerier). (Han går til et vindu i baggrunden, trækker op gardinet. Man ser stjernehimmelen).

Myriader!

(Går frem og tilbage, stanser, vendt mod forgrunden, rækker hænderne i veiret).

Myriader!

(Teppe).

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om De røde dråber

De røde dråber er et modernistisk drama i fire akter av Sigbjørn Obstfelder. Skuespillet ble først utgitt i 1897.

Stykket starter med en fest til ære for kjemikeren og vitenskapsmannen Odd Berg, som med sin forskning har gjort det mulig å åpne en fabrikk i hjembyen. Men Berg selv tviler på prosjektet og er redd for at industraliseringen vil skape tomrom i samfunnet.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1897 (nb.no)

Les mer..

Om Sigbjørn Obstfelder

Sigbjørn Obstfelder debuterte i 1893 med diktsamlingen Digte. Allerede da han debuterte, ble Obstfelder omtalt som den mest moderne forfatteren innenfor den nye poesien. Han kalles ofte skaperen av modernismen i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.