Si mig, hvorfor du går sådanne lange ture? Er det noget du må?
(Hun løfter hodet til lytten).Du svarer ikke, doktor.
– Jeg hørte dig komme ind så sent. At du ikke blir ræd, når du går sådan alene!
Jeg forstyrred dig ikke?
Å nei, nei. Jeg bare vågned et øieblik. Jeg syntes der kom gåendes en flaske, en stor, svær flaske, med fire hoder. Og så vågned jeg. For jeg syntes, det var så rart, at en flaske skulde gå. Og så var det du, som var den flasken.
– – Hvorfor ler du ikke? Du ler aldrig.
– Så så jeg ud af vinduet. Og så var det midt på natten. Det var så rart. Alt er så rart om natten. Ganske anderledes.
Jeg liker så godt Orion, jeg. Ved du hvorfor?
Hvorfor?
Du vil kanske indbilde mig, at du hørte hvad jeg spurgte om.
Du hører ikke et muk af, hvad jeg siger. – –
(Lavere) Men forresten kan det være akkurat det samme. Jeg prater alligevel, jeg.
(Hemmelighedsfuld) Jo, for det er han, som rår for tiden, ser du. For hvorfor skulde han ellers se ud som et timeglas? Skinbarligen som et timeglas.
(Opslugt af sin fantasi) Sekunderne, – sekunderne, det er egentlig bare nogen bitte, bitte, yrende små stene, det, – og så falder de, – og falder og falder, – fra de øverste to til de nederste to, men så vender han sig lidt efter lidt, ved du, – og så blir de oppe, som før var nede, – og så falder de ned igjen, – og slig falder de og falder og falder og falder – i al ævelighed – op og ned og op og ned, op og ned og op og ned.
Er det ikke sådan, at tiden er, doktor?
(Halvt til sig selv).Han må ha det ganske ualmindelig svært græsselig travlt idag, troldmanden.
(Lægger strømpen fra sig og tæller på fingrene):Tiden, rummet, kraften, stoffet, tiden, rummet, kraften, stoffet.
Å gud, hvor det skal bli herligt! – herligt!
Hvad er det, Lili? Hvad er det, som skal bli så herligt?
Når du finder det.
For du kan være tryg for, du finder det! … Når du bare finder y så. Jeg tror, x er rigtig, jeg. Tror ikke du også, at x er rigtig, doktor?
x?
x ja! Netop x!
Hvilket x?
Hvilket x? Er der ikke altid et x og et y kanske? Som det ikke netop var det, som det er så knakendes morsomt at spekulere på? Hvad de er for noget.
Men hvad er det så, du kalder x?
Det røde vel, det røde, som du har fåt til. Men der må være noget blåt også. Tror ikke du også det, at y blir blåt? Akkurat som himmelen om kvelden.
– Nu skal du hvile dig doktor! Du har arbeidet hele dagen.
Så sætter jeg kjedlen på.
Se, Odd!
Hvad er det?
Se! Flasken med det røde. Den skinner. Den lyser.
Det er akkurat, som solen er indi den.
(Angst ved tanken) Tænk om korken skulde springe!
For hvis solen nu ikke vilde være længer derinde!
Solen siger du … Solen …
– Solen, himmelen, hele himmelrummet … Draget magnetisk ned på jorden. Samlet op i hvert menneskes bryst!
Hvor de skynder sig! De har ingen ro. De har glemt, at de er sønnesønssønner af ham, som blæste liv i millionerne … Hører du, Lili?
Ja. Det er «trikken».
Den er ganske fuld.
Der er en hvidhåret mand. Han må stå. Han holder sig i remmen. Ingen byr ham sin plads. De har ikke tid til at tænke på ham.
(I udbrud).Hvor jeg elsker dem!
Du kjender dem jo ikke.
(Idet hun pusler med kjedlen).Kog nu, dit bæst!
(Lige efter).Hvordan kan du holde af dem, når du ikke kjender dem?
Før du kom, så var jeg ganske alene. Så sad jeg og så ud af vinduet, når jeg var træt. Da syntes jeg mer og mer, at de var akkurat som bitte små børn, de som gik dernede. De var så rædde, så rædde, for at de ikke skulde få gjort alt det, de skulde ha gjort, før natten kom. Jeg syntes de havde det så ondt.
Nei. De har det ikke godt. De er ikke lykkelige.
Men du er.
Jeg … Jeg er jo også menneske.
Ja, det er du nok … Men du er noget andet også, du, du er noget som går opover, over allesammen, du ser allesammen, du går opover, mod … mod Orion!
Ja, men det er ikke lykke at måtte se alt. Tænk om gud må se alt! Jeg kan ikke tænke mig det. Ikke sådan, som vi ser det ialfald. For så måtte han bli så mørk. Og han skal være lys.
Hvad er det nu, du grubler på, Lili?
Du er så snil iaften. – – Jeg grubler ikke. Jeg hører. Jeg hører på stemmen din. Det er akkurat som den kommer ud fra noget andet end dig, det er akkurat som … som den …
Tal ikke om mig.
Jeg snakker ikke om dig. Det er hele verden, jeg snakker om. Du er hele verden, du. For ellers kunde du ikke gjøre det.
Og du er lykkelig. Du er. Der er ingen, som er så lykkelig som du.
For … for … (hun tæller på fingrene) for der er jo intet, som er så gribende deiligt, som at se alt det, som er så skrækkelig, forfærdelig vondt … og så … (tæller på fingrene, presto): så gribende deiligt, så gribende deiligt … så gribende deiligt som at vide, at en kan gjøre det strålende godt igjen altsammen i hele … i hele … hvad er det nu, du kalder det … bi lidt … verdensrummet!!
Men når en nu ikke kan?
Du kan!
(Hun springer op og danser hen til maskinen, syngende):Du kan, du kan, du kan, du kan!
(Hun steller hurtig til et lidet bord med brød, smør og ost, og skjænker te. Før hun er færdig og uden at vende sig om):Hvad tænker du på? Du tænker så forfærdelig svært, at jeg føler det i ryggen.
Å, det var ikke noget.
(Eiendommelig henkastet og med sænkede øine) Nei så var det ikke det da.
At tænke sig, tænke sig …
Jeg tænker mig, jeg tænker mig.
… tænke sig, at dette trænet, som nu iler til den næste by, til den næste menneskeklump, – alle disse trænene udover hele jorden, – alle disse menneskene …
Alt det, som kjører og løber og går og … og cykler.
Og disse svære husene med alle etagerne, alle bjelkerne og murene og vinduerne og piberne … og alle lysene bortigjennem gaden …
De elektriske mener du?
De elektriske og gaslygterne og vinduerne … tænke sig …
Jeg tænker mig, så jeg er færdig at sprænges.
Alt dette, som vrimler og kaver og går omkring i gadevis, og pruster og puster og damper og … altsammen … at det er vokset frem, bygget op, blit til på de samme love, som var fra først af!
Love … Love ja …
Hvad er lover for noget, du doktor? Jeg blir altid ræd, når jeg hører det ordet.
Det er noget, som går fra klode til klode og fra væsen til væsen …
Akkurat som telefontråde? Suser det i dem?
Tænk dig midtveis på en telefontråd: Det suser og suser. Der går en masse ting igjennem den. Men du skjønner ikke, hvad det er. Det er bare en susen. Og alligevel, så blir det til tusener af ord, tydelige, adskilte små ord.
Sådan er det også med lovene.
Å gud, så er jo lovene bare noget godt. Hvor det er deiligt! Og det går igjennem hele verden?
Ja.
Akkurat som på den planchen med alle de kulørte striberne, ikke sandt? Hvad er det nu den forestiller?
Hårkarnettet.
Å, hvor det er deiligt! Er der sjæl i det også?
Du svarer ikke igjen … Der er sjæl. Jeg ved, der er sjæl!
Å, hvor det er deiligt! Så er jo hele verden akkurat som et menneske … og disse … disse lovene, det er nerverne og alt det?
Men sæt nu, at der var en eneste lov bag altsammen, som man kunde lede sig frem til, hvis man kunde binde op alle knuderne og følge tråden efter! For da kunde en begynde.
Begynde?
Ja, da kunde en begynde at sætte sammen påny.
Sætte sammen? Sætte sammen hvad?
Atomerne.
Atomerne! Kommer du nu igjen med de atomerne? Jeg synes, der skulde være nogen skikkelige ord, jeg, – som folk kunde forstå!
Atomerne, det er de, som er kommet i ulave det, er det ikke? – de, som du snakked om den søndagskvelden, – da du lærte mig stjernebillederne, stjernerne inde i kroppen, – de, som ikke ligger slig som de skal ligge?
– Jo, jeg ser det på dig! Det er det. Du må ikke tro, jeg ikke ser dig, for om det er mørkt, doktor!
(Hun bærer kopperne bort og sætter dem ind i et skab. Hun kommer imens til at skotte bort til Odd, som har sat sig og sidder og stirrer hen for sig. Stanser op og siger sagte og sårt):Der er det igjen!
Hvad er det? Hvad er det, kjære?
Du havde det blikket. (Snøftende): Du havde det blikket … (Hun tar sig for brystet). Å, jeg blir så angst …
Stakkels Lili! Stakkels Lili!
(Idet han efter en liden pause reiser sig og går ud):Jeg skulde gå et lidet ærinde. Jeg kommer snart igjen.
Ringte det?
(Det ringer igjen).Hvem kan det være?
Her er så mørkt. Jeg skal tænde lampen.
Blir han længe borte?
Nei.
De er hans amanuensis kanske?
Jeg er hans elev … (stolt) hans discipel.
Hans discipel nå … Tillader De, at jeg ser mig omkring?
Ja, værsgo, hvis de er forsigtig så.
Jaså.
(Han finder tilslut på bordet en opskriftsbog, som han studerer meget interesseret. Derefter går han hurtig op og ned gjennem værelset, med hænderne på ryggen. Stanser så brat foran Lili, spørger barskt og hurtigt):Tror du, han finder formelen?
Ja!
Nei!
Intet dødeligt menneske finder den.
Det er djævelen, som stikker det i en, Satan.
(Gjentar mellem grublerier, roligere og uendelig sørgmodig).Intet dødeligt menneske finder den. Intet dødeligt menneske finder den.
(Helt blødt).Nei, man finder den ikke.
Man finder den ikke.
(Han reiser sig og går raskt, stanser atter foran Lili, mildt):Hvad heder du?
Lili.
Lili. Nå.
(Han stryger hende over håret. Venligt):Hjælper du ham, du Lili?
Ja.
Passer på analyserne?
Ja.
Holder karrene for ham?
Ja.
Gjør dem rene?
Ja.
Men ved du nu egentlig, hvorfor han gjør alt dette?
Ja! Han vil finde livets vand igjen.
Det, som forlænger livet?
Nei! det som gjør, at de ikke behøver at leve så længe.
Ikke behøver … ikke behøver … leve så længe … Hvad mener du med det?
Ved du, hvad atomerne er?
Det er ikke noget at le af. Det er det vanskeligste i verden at skjønne ordentlig det med atomerne.
Nuvel. Hvad er det så med atomerne?
Jo, ser du, atomerne skjælver nok. Men de skjælver ikke længe nok. Forstår du det nu?
Vel! Men hvad har så vandet med det at bestille?
Det skal fylde op alle de tomme hullerne, så atomerne kommer til at svæve og bølge på dem akkurat som skibene på sjøen. For livet er musik, ser du. Men menneskene har glemt at høre den.
De har måske aldrig kunnet …
– Lili heder du …
(For sig selv mere).Du er en ganske anden end hende, han elskede. Hun var mørk. Du er så lys.
Vil De ikke vente? Han kommer om et øieblik.
Hm … Jeg kommer heller tilbage en anden gang … Si ikke noget om, at jeg har været her. Vil du love mig det?
Ja. Det lover jeg Dem. For jeg liker Dem godt.
(Hun springer pludselig hen til ham og slår armene omkring ham).Bøi dig.
Tak, lille Lili.
Elskede …
(Hun går et par skridt).Elske … Jeg … jeg …
(Hun synker ned på gulvet, reiser sig, tar lampen og ser sig i speilet, som hænger mod baggrunden. Vender sig, sætter lampen bort. Med begge hænder foran brystet):Grim!
(går et par skridt, stryger sig ned over ansigtet og halsen):Grim!
(Hvisker med funklende øine):Det er godt jeg har tæring!
Tænke sig, om der intet var af alt dette: Gader, telefontråde, huskasser, jernbanelinjer! … menneskeånden kunde bygge op påny, fra grunden af … i harmoni med sig selv! … Som stjerner skulde de elektriske blus hænge over byen, i stjerner og kranse, husene skulde føie sig som levende væsener om menneskesindet, – dæmpet skulde trænene fare forbi!
Ja, der må findes et stof, der gir menneskene evnen til at leve! Til at forme ud sit liv efter sin natur, den enkeltes liv, det heles liv … (små pauser, frembragt ved arbeidet) som planterne skyder klokker og blomster … som træerne bygger skove … hvor alles duft smelter sammen til én enkelt ny stor duft … alles susen til én …
(Kommer pludselig til at se på Lili, som ligger ved en sofa i det venstre baggrundshjørne, med hodet skjult i hænderne).Hvad er det med dig, Lili?
Når jeg lukker øinene igjen og holder hænderne for, så ser jeg såmeget deiligt, alslags vidunderlige farver, og femkanter, og sekskanter, og stjerner, og ruder, og altid nye, og de går op og ned. Tror du, det er sådan, når man dør?
Det tror jeg ikke.
Kanske det er sådan, når man elsker.
Du elsker, du doktor!
En deilig kvinde elsker du.
… en deilig kvinde … med lange, bløde øienhår … stolt og mægtig … hvid som en lilje … med skuldre som hugget i alabaster … med et bryst som … som …
Nei! Nei! (Vredt) Rør mig ikke! … Det sorte håret … de brune øinene … det er indi dig … det er langt indi dig … du kan ikke se ordentlig i en retorte, for du ser øinene hendes … du skjælver på hånden, når du tar i en flaske … du, du … hun er i dig …
Å nei … Tilgi mig! Tilgi mig!
(Klart og roligt, idet hun retter sig op).Har du tilgit mig?
Jeg var så glad. Jeg syntes, jeg så det for mig.
Å du må ikke tro, at jeg ikke har hørt det altsammen, det om de elektriske stjernerne, det om … om …
… såsnart jeg tar i en flaske … i en retorte …
Doktor!
(Han rører sig ikke).Doktor! – Du må vist komme.
Borghild! Du her!
Ja! Jeg er kommet.
Kommet! Du er kommet!
Ja. Som du ser.
Hvad vil du mig?
Denne pi … denne dame …?
Kald mig bare pige … Jeg er ikke andet jeg.
– Å la mig få se på Dem!
(Hun står foran Borghild og folder hænderne.Hvor De er vakker! De er vakker som solen!
Dem er det altså … han …
Min amanuensis.
Hvad vil du mig?
Ser du mig?
Jeg ser dig.
Husker du, at du har kysset mig?
Jeg husker det.
Husker du alt det du sa mig?
Hør mig, Borghild! …
Mine læber længes efter kys.
Mit bryst længes efter at die børn.
Nat kommer og nat går …
Rør mig ikke!
(sterkt).Du har slukket livslyset ud for mig!
Her, Borghild, er det livslys, du tændte!
Gå!
Jeg hader dig! … Jeg hader dit bryst! … Jeg hader dine øine! … Jeg hader dit hår! …
Gå!
Når Borghild blir dit livslys, så send bud!
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
De røde dråber er et modernistisk drama i fire akter av Sigbjørn Obstfelder. Skuespillet ble først utgitt i 1897.
Stykket starter med en fest til ære for kjemikeren og vitenskapsmannen Odd Berg, som med sin forskning har gjort det mulig å åpne en fabrikk i hjembyen. Men Berg selv tviler på prosjektet og er redd for at industraliseringen vil skape tomrom i samfunnet.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1897 (nb.no)
Sigbjørn Obstfelder debuterte i 1893 med diktsamlingen Digte. Allerede da han debuterte, ble Obstfelder omtalt som den mest moderne forfatteren innenfor den nye poesien. Han kalles ofte skaperen av modernismen i Norden.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
