De røde dråber

av Sigbjørn Obstfelder

IV

(Folkefest. Lidt skrånende plads i parken, hvor den holdes, omgivet af bøge. Hvor det er åbent mod baggrunden, skimtes langt ude blank sjø. Solen er ved at gå ned, som en stor glødende kugle. I forgrunden er et par bybud ifærd med at ophænge kulørte lamper).
(Fra høire høres)


    UNGE STEMMER. 

Væve va’mel, slå tilsammen o. s. v.


    APOTHEKER BERG  (kommer langsomt ind fra venstre side i baggrunden. Hænderne på ryggen. Han stanser på skrænten foran sjøen. Han tar hatten af. Sangen dør hen).

Du store sol!

Tilgiv mig. Et helt liv, og du var der, og du gik som verdens skjønneste brillant hver aften ned derude, og jeg så dig ikke.


    DANIEL  (som er halt, til Nils).

Jamen tror jeg ikke, han er begyndt at gå i barndommen nu, gamle Berg.


    BERG  (vender sig mod forgrunden, løfter hodet og ånder ind).

– Det er somom jeg har sovet i sytti år. Dette er aften, og det er mig, som var det min første morgen.

… Duft! Jordens sjæl!

(Går et par skridt).

Ja, så er det … Så er det …

(Han går atter nogle skridt fremover, rækker hånden op og plukker et blad fra et træ, stanser, ser på det, holder det mod luften).

Også et stykke liv. Også gjennem dette rinder saften, saften, som strømmer gjennem alt, der lever.

(Citerende).

«Livet er musik, men menneskene har glemt at høre den.»

(Idet han går videre).

Glemt at høre den, ja.

(Han ser nu de to mænd. Idet han nærmer sig dem):

Godkveld, Daniel! En deilig kveld!


    DANIEL  (i snørklet bogsprog).

Prima, herr apotheker, prima. Som digteren siger: Som purpur at skue, som røden guld.


    BERG. 

Du beholder humøret, du, Daniel! Har du aldrig tænkt på, at du … sådan … begynder at bli gammel … at enden nærmer sig.


    DANIEL  (stadig halvt dialekt, halvt bogsprog).

Jomen tænker han nok på det aven og tel.


    BERG. 

En forfærdelig tanke! Ikke sandt?


    DANIEL. 

Å, jeg synes nå ikke, den er så forfærendes, jeg da, herr apotheker.


    BERG. 

Du synes ikke, den er forfærdelig?


    DANIEL. 

Jeg skal sige Dem det, herr apotheker, at fattigmand kan nok au ha lyst til og så prøve stasklærne. Og får han dem ikke før, så får han dem ialfald i ligstua.


    NILS. 

Huf, det var da fælt, som du snakker lel!


    DANIEL. 

Ti bare stille, du Nils! Jeg har havt tid og stunder til at gjøra mine obsalvationer over livsens gang, jeg.

Og du vil vel ikke negta for det, du Nils, at simpelmand han har sin skjønhedssans, om jeg så måtte sige, han også.

Har ikke du som jeg mangen gang ståt foran et af de fine vinduerne indi byen og tænkt som så: De klærne kunde nok jeg ha lyst at bæra au. Den flossehatten kunde det nok væra morosamt at ha på hue.

Og hvorfor skulde du ikke ha ret til og så bæra den? Du har jo en udødelig sjæl, du au, Nils. Har du ikke det kanske?


    NILS. 

Jo, jeg trur nok det, atte jeg …


    DANIEL. 

Ja, se nu ber jeg dig at følga nøie med i min tankegang, Nils. For nu kommer en af mine obsalvationer, som ikke er så ganske til at løbe på. Til apothekeren behøver jeg ikke at sige noget.

Om du kunde si dig råd til at eiga den flossehatten, Nils, vilde du så?


    NILS. 

Ja, – jeg vet ikke jeg, – jeg trur nok, atte …


    DANIEL  (afbrydende).

Å, du er en tosk, er du. Vist vilde du inte, nei.

(Med stolthed over sin logik).

For fattigmand, han klær inte såne klær, han.

Har jeg ret, herr apotheker?


    BERG. 

Sandelig en seig Nød at knække, Daniel.


    DANIEL  (der tar det som en kompliment stolt).

Å ja, når han bruger de øine og det vesle vettet, Vorherre gav ham, så kan han, som sagt er, gjøra sine obsalvationer.

Og derfor så har jeg nu gjort mig mi tru jeg, Nils, som atte du ikke skal le af. Og ikke skal du tru, at jeg er så sturen, som det kunde tykkes af hvad jeg sa for en stund siden.

(Hemmelighedsfuldt).

Jeg skal sige det, at jeg har lagt mærke til, at al ting går op og ner her i verden, både det som levendes er, og det som daudt er. Går ikke havet op og ner i bølje og bråt, går ikke sol og måne op og ner? Og ser vi det ikke for os hver eneste dag, hvorlessen at altingen går op og ner i en cerkel, om jeg så måtte sige. Idag på klubben, imorra på stalten. Idag champani, imorra laddevin.

Du forstår, Nils? De forstår, herr apotheker?

Engang vil turen komma til dig og mig også, Nils, at væra oppe.

– – Men nu får vi nok hasta ivei med lamperne, vi, Nils. Han børjer alt at smørra lidt svart på.

Men så sandelig har jeg ikke ståt og snakka, så jeg har glømt at gratulere herr apothekeren på denne glædens dag.


    BERG. 

Gratulere mig? Hvorfor?


    DANIEL. 

Ja det vet apothekeren bedre end mig.


    BERG. 

Nei, sandelig om jeg ved, Daniel. Jeg har levet så udenfor verden i den senere tid.


    DANIEL. 

Apothekeren skulde ikke vide, at der er fest for hans egen søn, folkefest over hele linjen san, med både fyrverkeri og musik san, med både basun og dustromma og triangel.


    BERG. 

For min søn, siger du?


    DANIEL. 

Ja just ja, dokteren.


    BERG. 

For Odd? … Er der da nogen speciel anledning?


    DANIEL. 

Jeg skulde tru, der er anledning.

(Deklamerende). Verdensudstillingens første pris for fabriken!

Jeg har sjelv set dukaten, herr apotheker! Det var sågu ingen tiøring det san! Det bandte han på.


    BERG  (der er faldt i dybe grublerier, bråt).

Farvel!

(Går ud samme vei, som han kom).
(Under de følgende repliker høres atter sangen fra høire).

    DANIEL  (under arbeidet, fuld dialekt).

Snodig mand, den apothekeren. Der er dem, som siger, at han vet mer, end folk har godt af at vide. Og hvis det er sandt, som at Lars fortæller, så … kan en tru noget af hvert … Og jeg trur nu ikke, at han Lars lyger, såvidt jeg kjender til ham, da.


    NILS. 

Hvad fortalte han Lars?


    DANIEL. 

Det var en nat, da han venta på Englandsbåden. Klokka tre kom han forbi apotheket. Da såg han, atte det lyste på bagsida af huset. Han sprang over gjærdet og kikka ind. Og hva trur du han såg? Apothekeren i skjorta og underbukser, som står og koger og braser som til bryllups.


    NILS  (interesseret).

Nei, men gubevare mig, er det sandt da, Nils?


    DANIEL. 

Har du nogengang mærka, at jeg for med usandhed?

Ei kjærring med en diger hale stod der atmed.


    NILS  (ivrig).

Ei troldkjærring?


    DANIEL. 

Måtte vel væra det da.

– Men, hvorlessen det nå er, og hvad de nå siger, så har jeg nå funni, jeg for min del, at apothekeren er en tænkendes person, som en kan snakka med om dybere ting også. Han sejer ikke mye, det gjør han ikke, men en ser på ham, at opfattelsen, den har han.

Under den sidste replik er begyndt at komme fra høire ganske unge mænd og kvinder i legen: «Væve vadmel». Kvinderne er mest lysklædte, mange af dem har grønt og kranse i håret, flere har fletter nedover ryggen. De leger og synger:

Væve va’mel, slå tilsammen, la så skyttelen løbe. Så væve vi Va’mel, så slå vi tilsammen, væve va’mel, slå tilsammen, la så skyttelen løbe.

(Under dette)

    DIREKTØR HANSEN  (kommer hurtig fra høire og går ud til venstre, er i galladragt med festkomitébånd).

I får tænde lamperne nu, Daniel. De er tændt overalt ellers.


    DANIEL. 

Skal ske, herr direktør!

(De tænder lamperne).

    DANIEL  (da de er færdige).

Ja, nu kan vi nok gå vi, Nils. For nu er nok voreses deltagelse i festen slut, den.

(De går ud i forgrunden til venstre).

    ODD OG BORGHILD  (kommer arm i arm).


    ODD. 

En vidunderlig kveld!

– Endnu er det rødt derude. Lad os gå hen på skrænten.

(De legende slutter legen, stikker hoderne sammen, hvisker og går så i klynger ud tilvenstre).
(Odd og Borghild er gåt hen på skrænten og står og ser udover sjøen).
(Den følgende samtale mellem Odd og Borghild henåndes meget langsomt og dvælende).

    ODD. 

Det er som selve vinden i rummet og duften fra trærne tar mit bryst og løfter det, og gjør det høiere end før.


    BORGHILD. 

Er du nu glad, Odd?


    ODD. 

Ja, jeg er glad.

(Han vender sig mod hende).

Hvor du er vakker! … Og en deilig rød kjole har du på iaften … som sidder så godt … Dit bryst står høit, høit mod luften … Å, det er mange gange, Borghild, som at du er mer end et menneske!


    BORGHILD  (blødt for sig selv).

Jeg vidste, det vilde komme.


    ODD. 

Hvad siger du, Borghild?


    BORGHILD  (blødt).

Jeg vidste, at jeg vilde vinde. Jeg vidste, at jeg vilde få dig tilbage. Helst om nætterne var jeg vis på det.

(For sig selv med en sælsom varme).

Jeg ønsked det jo!

(I pludselig stigning).

Og nu, Odd, vil vi leve!

Hør, hvor de ler! Se alle de kulørte lamper! Og byen er illumineret! I hvert vindu er der lys og blomster! Alle jubler, og du, du, Odd, er det, som har skabt det!


    ODD. 

Tror du det?


    BORGHILD. 

Du, du, Odd, er det!


    ODD. 

Jeg vidste aldrig, at jorden var så deilig!

Jeg synes hele jorden stiger op som en salme imellem os, Borghild.

Det, som er derude, det er i os. Det røde derude, det er ikke skilt fra mig, det er i mig.

Og den store fest i os, den vil vi øse ud igjen. Over menneskene. Over jorden.


    BORGHILD. 

I hvert hjem i hele byen vil vi skabe høitid, høitid hver dag!


    ODD. 

Når jeg hører dig tale, da er det som jeg ser i en dyb brønd, så dyb, at den går helt ned til jordens midte, så hemmelighedsfuld sort.


    BORGHILD  (for sig selv).

Hvor livet er vidunderlig stort.

(til Odd).

Tænk du, nu skal hele vort livs dag være som denne ene aften!


    ODD. 

Tror du den vil bli det, Borghild?


    BORGHILD. 

Den skal!

(Med den sælsomme varme).

Jeg vil, at den skal.


    ODD  (for sig selv).

Hvor har jeg været?


    BORGHILD  (halvt for sig selv).

Atter skal vi gå de gamle ture. Hver kveld … Og du skal sige alle de deilige ord … Og du skal tale til menneskene, og jeg skal sidde og høre.


    ODD  (for sig selv).

Ja. Det var hjernespind. Selvbedrag. Jeg var bergtagen.


    BORGHILD  (som før, blødt).

Også det store.

Hører du, hvad jeg siger, Odd?


    ODD. 

Ja, jeg hører. Jeg glemte, at det var du. Det var som noget varmt i luften kyssed min kind.


    BORGHILD. 

Forstår du, hvad jeg mener?


    ODD. 

Si det igjen.


    BORGHILD  (usigelig blødt).

Også kommer det også. Det store.

(Da Odd intet siger).

Forstår du det?


    ODD. 

Hvad mener du?


    BORGHILD  (stryger sig med hånden over sit bryst). (Berg er kommet ind fra høire, har stanset en stund, går så hen til dem).


    BERG. 

En deilig kveld.


    ODD. 

Ja, ikke sandt?


    BERG. 

Og jeg hører, at der skal være fest … for dig nærmest. Jeg vidste det ikke. Jeg har levet så fjernt fra alt i det sidste.


    BORGHILD. 

Og vi vilde ikke si det, vi vilde overraske Dem.


    BERG. 

Og verdensudstillingens pris har du vundet. For man må vel sige, at det er du, som har vundet den.


    BORGHILD. 

Ja, er De ikke nu glad, Berg? Er De ikke stolt?


    BERG. 

Jeg er blit for gammel, Borghild.

– Jeg vilde si en ting til dig, Odd. Jeg har gåt længe med den. Men jeg havde så meget at tænke over først … Du husker, at jeg engang sa sterke ord …


    ODD. 

Du havde vist ret, far.


    BERG. 

Jeg havde ikke ret, Odd.


    ODD  (gjentagende).

… ikke ret …?


    BERG  (lidt forvirret).

Jeg … jeg er … kommet … til andre … resultater.

(Pludselig, bestemt og hurtigt).

Du havde ret, Odd. Livs-atomerne er i uorden.

(Han går lige efter disse ord raskt ud tilvenstre).

    ODD. 

Livs-atomerne? Hvad mente han?

(Han tar sig til panden).

    BORGHILD. 

Hvad er det, Odd? Hvad er det, du tænker på?


    ODD. 

Livs-atomerne … i uorden … Og det siger han

(Energisk).

Jeg må tale med ham.


    BORGHILD. 

Kom, Odd! Husk, endnu har vi ikke danset sammen, vi to.


    ODD. 

Danse? Nu straks?


    BORGHILD  (lægger sin arm ind i hans).

Er ikke min arm nokså myg, Odd?


    ODD. 

Den er så myg, så myg.

– – Å, la mig være alene et øieblik, Borghild, bare et øieblik.


    BORGHILD. 

Hvorfor vil du være alene?


    ODD. 

Jeg må … Jeg må samle mig til festen …


    BORGHILD. 

Kom, Odd, la os gå.


    ODD  (i pludselig, lidenskabelig heftighed, stamper med foden).

Jeg vil være alene.


    BORGHILD 

(går langsomt).


    ODD  (efter hende).

Å! Tilgi mig! … jeg … jeg …


    BORGHILD  (vender sig. Langsomt og med smerte).

Jeg tilgir dig.

(Hun går langsomt ud til venstre).
(Odd er alene, han sætter sig på skrænten med ryggen mod forgrunden).
(Fra høire høres en stund sangen: Væva va’mel).
(Fra samme side kommer to smågutter løbende ind).

    DEN ENE. 

Rakétter heder det!


    DEN ANDEN. 

Og jeg siger, det heder ráketter.


    DEN ENE. 

Ja men far siger rakétter, og han ved det.


    DEN ANDEN. 

Ja men min far siger ráketter.


    DEN ENE. 

Ja men min far ved det bedst. Min far er kaptein. Din far han syr far sine bukser han.

(Den Anden løber efter den første for at slå, de løber begge ud tilvenstre).

    ODD  (vender sig siddende mod forgrunden). (Derpå mørkt og dæmpet):

Jeg synes alting er rødt!

(Han reiser sig lige efter det sidste ord hastig, ryster voldsomt på hodet).

Væk!

(Han går ud tilvenstre).
(Fra høire kommer fire herrer i galadragt, champagnerøde og sterkt gestikulerende).

    DIREKTØR HANSEN. 

Ja det nytter nu ikke, Steen, – livsglæden det er pengene, – og pengene er arbeidet.

Hvad siger De, Wille?


    WILLE. 

De har fuldkommen ret, herr direktør.


    HANSEN. 

Må jeg spørge, er der noget vidunderligere til end dette pengenes omløb, og den såatsige guddommelige retfærdighed, som dette omløbs egne love øver?


    STEEN. 

Vil De tillade mig et lidet spørsmål, før De går videre? De siger, glæden er pengene, pengene arbeidet. Nu de, som ikke kan få arbeide?


    HANSEN. 

Alle kan få arbeide. Nu kan alle få arbeide. Alle, som vil ha det.


    WILLE. 

Aldeles rigtigt.


    HANSEN. 

Se Dem om, Steen, se på byen. Er det ikke, som om den allerede på denne korte tid er totalt forandret? Er det ikke, som om denne nye drivkraft, denne friske bevægelse, denne almene følelse af, at der er strøm igang, er det ikke som den har varmet blodet et par grader i alt levende, lige indtil heste og hunde?


    STEEN. 

Jeg negter ikke, at der er kommet et vist liv sådan i det store, en vis fart i omløb og samfundsliv, men når De siger, at disse ting skulde kunne blive af gjennemgribende betydning for den enkeltes livslykke, da har jeg mine tvil, mine sterke tvil. Tør De virkelig påstå for exempel, at også den enkeltes moralske niveau kan sættes i forbindelse med disse almene kræfter?

(De er efter gjentagne stansninger kommet til udgangen i baggrunden til venstre, hvor de forsvinder).
(Så kommer fra høire arm i arm dr. Otto og fru Steen).

    OTTO  (før han er kommet helt ind, meget høit).

Jeg siger, De er grusom, frue.


    FRU STEEN. 

Men her er jo ingen.


    OTTO. 

Ikke et liv.


    FRU STEEN  (ser sig om, hvisker så):

Kys mig!

(De kysser hinanden).

Hvem skulde anet det den sidste fest vi var sammen … (Med en liden latter): Da du viste mig livsdrikken.


    OTTO. 

Forspillet, Sofie.

(Idet de går ud tilvenstre i baggrunden, meget høit):

Forspillet, fru Steen!

(Sangen høres en stund, Borghild og Odd kommer fra venstre).

    ODD. 

La os sætte os.

(De sætter sig på en bænk, der står noget tilhøire ude på skrænten).

… Menneskene forstår ikke sig selv … Dette vidunderlige lys du! Blussene og kvelden, som smelter sammen. Denne sangen. Den er så lys. Der er sådan ro i den. Der er noget i den som fra evigheden … De glæder sig ved livet!

… Livet! Glæden!

(Han ser på Borghild).

Dine øine er så dybe.

Det er så sjelden, at jeg rigtig tør se ind i dine øine, Borghild.

(Borghild rækker ham sin hånd).

    BORGHILD  (for sig selv, næsten hviskende).

Du drog den ikke bort.


    ODD. 

Hvad siger du?


    BORGHILD. 

Undertiden drar du din hånd bort.


    ODD. 

Tilgi mig! Jeg ved ikke, hvad det er, som stundom kommer i mig. Man forstår ikke sig selv, Borghild.


    BORGHILD. 

Jeg ved en, som kan lære dig at forstå dig selv. Jeg ved en, som kan gjøre dig sterk som en gud.


    ODD. 

Ved du, Borghild?


    BORGHILD. 

Hør, de råber hurra!


    ODD  (tier).


    BORGHILD  (som ser på ham).

Hvad er det, Odd?


    ODD. 

… Jeg ved ikke … al denne hurraråben … den … den … jeg ved ikke … den gjør mig … angst …

(Hurraråbene er blit stadig sterkere, og fra begge sider kommer ind herrer og damer, festklædte, ældre og yngre).

    ALLE. 

Hurra! Hurra for Odd Berg!


    BORGHILD  (under larmen).

Er det da ikke deiligt, Odd?

(tar hans hænder).

    ODD. 

Jo. Jo. Det er deiligt … Det var vist bare den sterke råben, som …

(En liden pause mellem dem, mens råbene gjentages).

    BORGHILD. 

De holder af dig, Odd!

(Råbene vedblir. Så træder Odd frem på skrænten).

    ODD. 

Tak!

(Pause).

Jeg ser om mig, og hvor jeg ser, mod øst og mod vest, mod syd og mod nord, ser jeg skjønhed og farveglød.

Lamperne, som menneskehænder planted, sender sine glimt dagens sidste stråler til møde. Og mellem løvet ser jeg ansigter, der tykkes mig at smile, mænd og kvinder, der har klædt sig i hvidt og lyst, sommeren, glæden til ære!

La livet bruse i os, venner! La os seile på timernes hav, som vinden er god!


    ALLE. 

Hurra! Hurra!


    ODD. 

Jeg har tænkt meget og lidt meget, før denne kveld oprandt.

Jeg tænkte engang, at mennesket kunde befale over livet, vise det veien, indrette det, som det skulde være.

(Sterkt).

La os ta imot det, som det kommer, venner!

La os la det lege i os!

La os la solen skinne i vore øine og vinden suse i vort hår!


    I KOR. 

Bravo! Bravo!

Hurra for Odd Berg!


    ODD. 

Jeg siger et halleluja for dansen, for kvinden, for elskoven!


    ALLE  (klapper og jubler).


    ODD. 

Jeg drømte om det uendelige. Jeg vilde bringe det ind i jordlivet.

Er da ikke det uendelige hos os? Tar det da ikke en evighed at lodde et par øine! Har man ikke nok med i måneder at sidde og tilbede en liden fod!

(Bifald fra damerne).

Der er stjerner over os. Det er sandt … Men vil vi nogensinde nå dem? Vil vi nogensinde bli færdig med den, der er os nærmest, den vi går på?

Det er sandt … der er stjerner …

(Han tar sig for panden, står længe aldeles taus, blir bleg, mumler altereret):

Ja … jeg havde vist sagt det, jeg vilde si.

(Derpå iler han ud til høire mellem den uvist bifaldende mængde. Man ser forundret efter ham).

    BORGHILD  (som står til høire i baggrunden, halvhøit).

Han gik … alene.

(I en gruppe).

    OTTO. 

Den endte lidt mærkelig.


    HANSEN. 

Den gjorde det. Gode hoder, Bergerne, begge to, brillante hoder, men … lidt forskruede er de nu da.

(Imidlertid har apotheker Berg trængt sig frem mod baggrunden).

Hva? … Så min sæl tror jeg ikke gamlingen også vil tale.


    FORUNDRET MUMLEN OG HVISKEN: 

Gamle Berg. Gamle Berg.


    BERG. 

Jeg havde lyst, mens I alle endnu er her, og før dansen atter begynder, at si et par ord. Det blir både den første og den sidste tale, jeg holder i mit liv.

Det er til min søn, jeg vil tale. Men i eders nærvær. Ti foran eder synded jeg mod ham.

Min søn! … min søn!

Er han her ikke? Er ikke Odd her?


    NOGLE. 

Han er her ikke.

(Han hentes. Stilhed imens).

    BERG. 

Der er han. Det er til dig, jeg vil tale, Odd. Ti disse, som står her omkring, de vil aldrig forstå hverken dig eller mig.

(Mumlen).

I firti år har jeg boet i denne by. Over en menneskealder. Aldrig var der nogen, som banked på min dør.

Hvorfor knurrer I? Har jeg noget at takke jer for? Var der kanske nogen, som nogensinde af fri vilje banked på min dør?

(Sterkere mumlen).

For at få lægemidler mod eders sygdomme, som ingen anden end jeg kunde lave, derfor kom I. Forat få styrkedrikke hos mig kom I.

(Mumlen).

Jeg vil tale. Jeg vil tale. Den første og sidste gang i mit liv.

Jeg er ikke bange eder. Mine hår er hvide. Jeg kjender en sterkere end eder. En uhyre meget sterkere. Døden. Hører I? Døden!

– I tier. –

Hvor jeg har længtet! Efter menneskene. Efter deres kjærlighed.

Nu ved jeg, at den er intet, intet værd.

(Mumlen).

Jeg vil tale. I kan kaste mig ud, om I vil. Men jeg vil først holde min tale. I firti år har jeg gået rolig om på eders gader. Jeg har tat hatten af for eder allesammen. Har jeg nogensinde fornærmet nogen? Aldrig. Men var der nogen, som besøgte mig, som banked på min dør? Aldrig.

I forstod mig ikke.

– Odd! Det er til dig jeg vil tale:

Nye mennesker må der til! Nye fra grunden af! Med nye atomer i sig, Odd!


    STEMMER. 

Han er fuld. Han har drukket for meget. Hold op! Hys! Hys!


    BERG  (med sterk, høitidelig stemme).

Vogt eder for at håne en olding!

Har I noget at anklage mig for? Min søn har gjort eders by bekjendt. Han har vundet verdensudstillingens største pris. La hans far tale!

(Taushed). (Berg videre, roligt og drømmende).

Odd! Også jeg har havt et laboratorium …

Der var nu ingen som havde idé om det san.

Derinde er det, mit hjerte har slåt høiest.

Jeg listed mig væk fra din moders side. Om natten. Jeg arbeided til den lyse daggry.

Min søn! Jeg hørte din tale.

(Meget stærkt).

Du løi!

– Der går en drøm fra slegt til slegt. Og den, som føler drømmen i sig, han føler et kainsmerke på sin pande blandt menneskene.

Men når døden nærmer sig, da ser han, at – –

det sande, det var – drømmen.

(En pause, hvorunder han tar op fra den indre frakkelomme en flaske med rød væske i, han hæver den høit op, den lyser sterkt i halvmørket).

Odd! Går du med mig? Langt, langt bort fra allesammen.


    ODD  går nogle skridt fremad.


    BORGHILD  kommer efter og holder hans arm.


    ODD  peger på Borghild.


    BERG. 

Kommer du, Odd?


    BORGHILD  lægger begge sine arme om Odd og holder ham tilbage.


    BERG. 

Så går den gamle mand alene.

(Han går under en underlig stilhed).

    OTTO. 

Så til valsen, mine damer!

(De går i grupper samtalende ud til begge sider).
De yngste har atter ordnet sig til legen. Synger og leger:

Væve va’mel, slå tilsammen, la så skyttelen løbe. Så væve vi va’mel, så slå vi tilsammen, væve vamel, slå tilsammen, la så skyttelen løbe.

(De leger videre ud tilhøire. Sangen forsvinder).

    BORGHILD  (som har stået med ryggen vendt mod et træ længst ude på skrænten tilvenstre, ansigtet vendt halvt tilhøire mod forgrunden).

Odd!


    ODD  (der har stået i forgrunden noget til høire, som i drømme, uden at se på hende).

Hvad vil du, Borghild?


    BORGHILD. 

Hvorfor står du derborte?


    ODD 

(svarer ikke).


    BORGHILD. 

Se på mig.


    ODD  (gjør så).


    BORGHILD  (blødt).

Odd! Kom!

(Odd går imod hende).

    BORGHILD  (som går og sætter sig på bænken, vendt mod forgrunden).

Her!

Læg dig på knæ for mig!

(Han gjør det).

Hvem er jeg?


    ODD  (stryger hende over hånden og ser i dens linjer).


    BORGHILD. 

Hvem er jeg, Odd?


    ODD. 

Borghild … Min Borghild.


    BORGHILD. 

Er jeg din gudinde?


    ODD  (idet han stadig ser på hendes hånd).

Det er du.


    BORGHILD. 

Er jeg det eneste på jorden?


    ODD. 

Ja.


    BORGHILD. 

Den eneste i hele verden?


    ODD  (svarer ikke).


    BORGHILD. 

Hvorfor svarer du ikke?

(En pause. Hun stryger hans hår).

    ODD  (farende op).

Hvor gik han hen?


    BORGHILD  (uendelig mygt).

Skal vi gå hjem, Odd?

(Hun kysser ham i håret, uden at han mærker det).

    ODD  (ser pludselig på hende).

Hvad er det, Borghild?


    BORGHILD. 

Jeg kyssed dig i håret, og du la ikke mærke til det.


    ODD  (uvilkårlig).

Stakkels Borghild! … Kanske går han nu rundt i alle de mørke gaderne derinde, alene … (hun lægger armen om hans hals). La mig se på dig, Borghild … Dine øine. Dine kindben der … opover så (han følger med fingeren). Indenfor der er kraniet … Som et hvilketsomhelst andet kranium.


    BORGHILD  (med elskovsskjælvende stemme).

Se, Odd, bladene skjælver.

Kjend! Der smyger sig noget i græsset, henover vågen.

Det er natten, som kommer, Odd. Mærker du det?

(Hvisker pludselig lidenskabelig):

Kys mig!

(Hun kysser ham).

    ODD  (ryster hende af sig og farer op. Holder sig for øinene).

Hvad var det? … Dine øine! Jeg kjendte dem ikke!

(Stanser foran hende).

Hvem er du?


    BORGHILD. 

Din Borghild.


(Under de sidste ord kommer fra høire og drager ud til venstre de legende, syngende):

Så væve vi Va’mel, så slå vi tilsammen.


    ODD  (står imens i fortvilet, indre kamp. Da det atter er stille):

Ser du det?


    BORGHILD. 

Hvad?


    ODD 

Der … Ved træet … Hvor du stod … (Han strækker hodet forover). Det er hvidt. Strålende.

(Han strækker hodet længer og længer forover, stirrer vildt, idet han, følgende et syn, dreier hodet i vanvittig rædsel).

Lili!

(Teppe).

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om De røde dråber

De røde dråber er et modernistisk drama i fire akter av Sigbjørn Obstfelder. Skuespillet ble først utgitt i 1897.

Stykket starter med en fest til ære for kjemikeren og vitenskapsmannen Odd Berg, som med sin forskning har gjort det mulig å åpne en fabrikk i hjembyen. Men Berg selv tviler på prosjektet og er redd for at industraliseringen vil skape tomrom i samfunnet.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1897 (nb.no)

Les mer..

Om Sigbjørn Obstfelder

Sigbjørn Obstfelder debuterte i 1893 med diktsamlingen Digte. Allerede da han debuterte, ble Obstfelder omtalt som den mest moderne forfatteren innenfor den nye poesien. Han kalles ofte skaperen av modernismen i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.