I.

5«Synes Du, det er Kort at byde Folk?» raabte Holck og kastede alle tretten paa Bordet.

«Ja – jeg siger det samme!» svarede Makkeren, som var den unge Garman, og slængte sine.

«Nei, nei! hvad skal det være til! – kaste Kortene? – se her! jeg sidder med Kongen sjette i Spar og Ruder Es!»

«Og Resten har jeg,» sagde Abraham Løvdahl og lagde sine op.

«Ja, se her! vi to har alt!» raabte Thomas Randulf, som havde givet.

Men Holck rodede med en stor godmodig Haand alle Kortene om hinanden, og den unge Garman svor paa, at det var for varmt til at spille Kort.

De mukkede jo lidt – de to, som havde saadanne udmærkede Kort; men naar alt kom 6til alt, saa blev det aldrig til noget med Whist i slige lyse varme Sommernætter; – de svalede sig i sine Glas, lænede sig tilbage i Rørstolene og lod Kortene ligge i Houg.

De tre Herrer var Garmans Gjæster; og i den stille Sommeraften havde de slaaet sig ned i Pavillonen mod Strandgaden. De kunde se ud Fjorden over Bryggerne; men i Strandgaden nedenunder gik Folk, som kunde høre deres Latter og Lyden af Glas.

Og hele Byen viste, hvilket syndigt Liv der var kommen hjem med den unge Christian Fredrik; og det var netop passelige Fyre, han havde fundet sig til Drikkebrødre.

Thomas Randulf var ganske vist en flink Kasserer, – ellers havde vel ikke Christensen beholdt ham saa længe i sin Bank; men han var Ungkarl og levede derefter; sent og tidligt laa han og drev paa Klubben. Og nu havde han, som dog var en Mand paa de førti, slaaet sig sammen med den unge Garman, som knapt kunde være mer end nitten.

Amtmandens Fuldmægtig Holck havde ikke været længe i Byen; men han skulde vogte sig lidt for sin Omgang, ellers vilde han 7snart gaa i Hundene. Men at Fjerdemand som oftest var Abraham Løvdahl, det viste ikke mange; thi han gik altid en Bagvei, hvor Garmans Have havde en liden Port ud til Smuget bag Madam Späckbom.

Christian Fredrik syntes stundom selv, at det var nogle snurrige Kamerater, han havde fundet sig; men Byen havde virkelig ikke andre.

Han var kommen hjem et Aars Tid efter Carsten Løvdahls Fald og de andre store Falliter; og da hele Byen fremdeles laa i Svimen, var der ikke andet at more sig med end at drikke og finde nogen at drikke med.

Selskabelighed fandtes ikke mere; hele Familier som Withs og Randulfs vare gaaede ud af Dansen, og hjemme i hans eget Hus var der ogsaa temmeligt stille. Morten Garman var bleven fed og doven, og Fru Fanny færdedes mest ved Badene om Sommeren. Ude paa Sandsgaard styrede Jacob Worse Hovedforretningen, og der var en jævn Selskabelighed omtrent som fordum. Men Christian Fredrik havde altid hørt hjemme, at paa Sandsgaard var der bleven kjedeligt.

8Fra Udlandet havde han den Vane at sidde paa Kafé om Aftenen. Men herhjemme var der ikke andet end Klubben, og der var der ikke andet at gjøre end at drikke, og om Sommeren var der endogsaa for varmt til det.

Men i den gamle Have foran Garman & Worses Byhus fandt de hyggelige Aftener. Igrunden var det saa jilt at komme hjem som voxen, tage sine Venner med og forlange, hvad han vilde hos Husjomfruen. Og Christian Fredrik var paa en vis Maade stolt af sine Venner, fordi de alle var ældre.

Holck kom omtrent samtidig til Byen, saa han og Garman slog sig sammen fra den første Aften paa Klubben. Men Thomas Randulf var den af Byens Herrer, som Christian Fredrik mest havde beundret i sin Opvæxt. At de nu var Kamerater – ganske som jævngamle, var en meget behagelig Fornemmelse.

Abraham Løvdahl tog de med – mest af Medlidenhed, fordi han havde det saa ondt hjemme; og fordi de alle viste, hvormegen Pris han satte paa et godt Glas; – han fik det saa sjeldent. –

9Garman sad og vuggede paa Stolen og saa udover Fjorden, som laa blinkende klar efter Solnedgangen og speilede Odder og Holmer:

«Ja vakkert er her hjemme, men Bitterdød! hvor her er kjedeligt!»

«Her er slet ikke saa galt,» mente Holck muntert; «jeg liger mig godt her.»

«Han er saa ny – saa lykkeligt ny,» sagde Randulf over til Abraham.

«Aa jeg synes,» raabte Holck, «at I er alt for rædde af Jer! – gjør som jeg! – bryd Jer Fanden om Byen og Bysnak, saa er her ikke værre end andre Steder.»

Han var en lang sorthaaret Nordlænding med stærke Tænder, og altid færdig til at le og være med, hvis der kom noget morsomt; han løftede sit Glas:

«Skaal du Garman! – vi to Nye skal nok faa sat Byen paa Ende!»

«Ak! ak! –» sukkede Randulf; «naar jeg hører slig Tale, maa jeg tænke paa, hvorledes vi havde det her før Syndfloden. Dengang din Mor – Garman! var i sin Skjønheds Glans.»

10«Ja – da var her nok muntert?» sagde Christian Fredrik spændt.

Men Randulf var for mat til nogen levende Skildring; han bare drak med Løvdahl og sagde efterpaa: «Ja – de Tider ved du hellerikke noget om – Abraham! for dengang var Du ikke andet end en Skolegut.»

Løvdahl mente, han havde dog seet adskilligt og vilde til at fortælle; men Randulf som den ældste slog al Indvending ned: der var kun en Tid, som var værd at tale om, og det var hin Vinter, da Fanny Hiorth blev forlovet med Morten Garman; – «det er nu over tyve Aar siden!» – og Randulf sukkede og saa ud i Sommernatten efter sine Minder.

Abraham Løvdahl havde tømt sit Glas og gik hen, for at lave et nyt. Men Christian Fredrik, som fra Barndommen var voxet op i Traditionerne fra glade Tider, blev trist og tænkte, han var kommen saa sent til Verden, at nu var der ikke andet end Drikken igjen.

«Nei nei! –» sagde Randulf; «havde jeg to Sønner, vilde jeg lade den ene uddanne sig til Ligbærer.»

«Og den anden? – den anden?» – raabte de.

11Randulf søgte efter noget rigtig sørgeligt; men da han ikke fandt noget, sagde han mismodigt:

«Ja den anden ogsaa!»

Men Holck slog i Bordet endnu en Gang og bandte: han kunde ikke fordrage dette Dødbideri! Der behøvede bare nogen at gaa i Spidsen, saa fulgte alle med; for Sagen var egentlig den, at hele Byen havde en brændende Trang til at more sig; men den ene turde ikke for den anden. Men naar alle var med –

«Ja da ja!» sagde Løvdahl og lo høit.

«Hvad Fanden ler du af? – har jeg ikke Ret?» – spurgte Holck; – de var alle dus for længe siden.

Men Løvdahl bare lo: «Alle skulde være med, – var det ikke saa, du mente – Holck? en skjøn Tanke!» – og han blev ved at le – med Ryggen vendt til de andre, mens han stellede med sit Glas henne ved Drikkebordet.

Randulf blinkede til Holck og Garman; de viste, han blev gjerne noget tøvet udover Aftenen.

«Se nu slige Sommernætter, vi har; det er næsten som der nord paa Troms; men hvad 12gjør vi med dem? – ja vi fire – vi har det enda ikke saa rent elendigt» – og Holck maatte le selv og pegte hen paa Bordet, hvor Pigen just byttede Seltersflasker mellem en Opstilling af Whisky, Cognac, Vin og Liqueurer, – Christian Fredrik morede sig med at tage det mærkeligste i Kjælderen.

«Men Byen! – de gaar tilsengs med Hønsene og trækker Gardinerne for – akkurat som midtvinters»

«Saa holder de Kjedsommeligheden ude,» mente Randulf.

«Ja – du er en af de ægte – du!» raabte Holck forarget.

«Nei sig Alvor! – hvad skulde de gjøre?» spurgte Løvdahl.

«De skulde tage hele Familien med, gaa ud i Paradis, sætte sig i Lyngen, synge og spise haardkogte Æg, – saaledes som de gjør i andre Lande.»

«Godt sagt – Garman!» – raabte Holck; «du har da endelig lidt Blod i dig; men de andre –»

«Ja vær du her bare et Aars Tid til, saa skal du se, hvad du har igjen af Liv og Blod;» 13sagde pludseligt Abraham Løvdahl, men i en Tone, som saa lidet passede til alt det andet, at de blev tause, sad stille og røgte en lang Stund.

Efter Kontortid havde de tre lagt ud med Randulfs Seilebaad; men et lidet Stykke udpaa Fjorden var det forbi med den lille Solgangsvind af Nordvest, og der kom ikke andet end smaa Blaf hist og her henover det aftenblanke Vand, saa de maatte ro Baaden ind igjen.

Dernæst havde de været paa Klubben og spist Madame Blomgreens navnkundige Smørogbrød med Røgelax; de havde opgivet at slaa Kegler for Varmen; og saa var de havnede i Pavillonen, hvor Løvdahl kom til. Der drak de Svaledrik – hver efter sin Smag; Randulf lavede sig noget sammen af alle Flaskerne, som han kaldte Djævlebisp, og som ingen taalte uden han.

Kirkeklokken begyndte at slaa – længe og klangfuldt i den stille Luft; og da det var forbi, sagde to i Munden paa hinanden: «Tolv!» – alle havde fulgt med og talt Slagene.

«Ja se! – saa lyst og vakkert! – og saa hele Byen med Næsen i Puderne!»

14«Her er saa lyst, som det kunde være Sankt Hans,» sagde Randulf, hvem Minder og Djævlebisp gjorde følsommere end vanligt for Naturen.

«Der er akkurat syv Dage til Sankt Hans,» bemærkede Løvdahl.

«Sankt Hans!» raabte Holck og sprang op; «kom Gutter! vi gjør en Fest Sankt Hans Nat! – ikke bare for os selv; men vi faar hele Byen med – hvad? – du Garman! – du er med?»

«Jeg er med paa alt muligt,» svarede Christian Fredrik straalende.

Løvdahl sad atter og smaalo; men Randulf, som ogsaa havde reist sig, bøiede sig ud af det aabne Vindu og saa opover og nedover Strandgaden.

Der var ikke et Menneske i Gaden, ikke en Baad paa Fjorden, ikke en Lyd – undtagen af Holck og Garman, som hurtigt stablede sin Fest op, indtil de havde dansende Piger i bengalsk Lys.

Men Randulf begyndte at høre efter. Han var i Stemning til endnu engang at vække Glæden i sig selv og i Byen, hvor der saa 15længe havde været bare Græmmelse. Han fik efterhaanden Lyst til at være med; – og vilde han først, skulde han nok vise disse Ungdommer, hvad de forstod ved at sætte Byen paa Ende i den gode gamle Tid.

«Kom an!» raabte han og vendte sig pludseligt ind mod de andre; «jeg er ogsaa med!»

De andre jublede og raabte, at nu først skulde det blive til noget rigtig storartet; og strax nedsatte de sig til Kommitte og begyndte at finde op Festligheder.

De blev snart enige om, at det skulde være en Folkefest – billig, helst for Ingenting, ikke nogen Drik og Fyld, men Dans, Musik, Kaffe og Smørogbrød – og kanske nogle Raketter.

Garman udlovede strax paa Firmaets Vegne Paradis til Festplads, og hver paatog sig sin Andel af de forberedende Arbeider; – alene Løvdahl sagde ikke stort.

Tilslut kom ogsaa Holck til at sige: «Men Løvdahl! – hvad skal vi bruge dig til?»

Abraham blev lidt forlegen, og Randulf sagde godmodigt: «Han faar sikre os Pressen.»

16Men Løvdahl blev endmere forlegen og mumlede, at han var ikke vis paa, om han kunde være med; – han havde saa meget andet –.

De plagede ham ikke videre; men fortsatte endnu en lang Stund med Planer og Diskussioner; og da de endelig tænkte paa at skilles, var de tre ialfald ivrige efter at begynde.

Men idet de skulde gaa, sagde Holck: «Du ser saa vantro ud – Løvdahl! – troer du ikke, det vil gaa?»

«Der er glemt noget, – kanske det vigtigste,» sagde Abraham; «hvad vil Morten Kruse sige?»

«Præsten! – Bagstræveren!» – raabte Holck og Garman og lo himmelhøit. Men Randulf tog det alvorligere og mente, Løvdahl kunde nok have Ret.

«Ret!» raabte Holck og holdt sin tyvende Tale om Feigheden: han skulde vise baade Præsten og hele denne Dødbiderby, – langt henigjennem den øde Strandgade blev han ved. Randulf, som gik ved Siden hørte ikke stort efter.

17Christian Fredrik laasede Pavillonen og gik op i Huset; han var lykkelig og fuld – af Iver, som man er det, naar man har fattet store Planer ved Glasset.

Men Abraham Løvdahl gik ud sin Bagport; og han tænkte bare paa, hvorledes han skulde skjule for dem hjemme, at han kom fra Drik.

Imidlertid begyndte det allerede at lysne; en enkelt Fisker roede udover langs Land, forat være paa Méet, idetsamme Solen randt; to lange Striber rullede sig ud til Siderne bag den lille sorte Baad, og Aaretagene faldt blødt i det stille Vand.

Langs Kysten udimod Sandsgaard laa Paradis – skraanende nedover mod Søen og Alléen, der førte fra Byen. Trær og smaat Krat voxede opefter Bakkerne; og hele den lange Strækning, som var for mager til Dyrkning, men værdifuld til Byggetomter laa hen som etslags Lystpark for Byen, for hemmelig Elskov og deslige.

Maanen var gaaet ned; den var i sit andet Kvarter og skulde være fuld den 23de Juni. Men der var ellers ikke stort Brug for Maanen 18i disse Nætter, hvor Fjældene mod Øst stod faste og mørkeblaa mod den lyse Luft; medens i Vest og Nord Havet flød langt – langt ind under Himmelen i hvide og lysegrønne Linier lige til Horizonten; og der stod endda det grønklare Lys, Solen havde efterladt, høit op over Himmelen, naar den nye Sol allerede begyndte at rødme i Øst. –

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.