III.

39Saalænge Livet gik sin Gang med hverdags Fart, havde hver nok med at fægte sig gjennem de daarlige Tider; og Haabet om lysere Dage var langt ude i Fremtiden.

Men Udsigten til en glad Dag strax – ligesom forlods viste sig at være noget, som passede for alle; og i Løbet af et Par Dage blev der fler og fler, som mente, de kunde vel altid unde sig en liden Fornøielse den ene Aften.

Desuden var denne Fest begyndt saa elskværdigt og ulig alt, hvad man var vant til. Ikke saa det ud til at blive dyrt; ikke var det heller noget storartet, som kunde skræmme. Men det beste var dog, at her var ingen dobbelt Hensigt som ved Velgjørenhedsbal, Bazar eller Missionsfest.

Denne Dag skulde man i al Oprigtighed fornøie sig uden Spilfægteri; man skulde more 40sig, bare forat more sig; drikke Chocolade for Chocoladens Skyld – ikke for de Fattige; danse for Dansen – ikke for Madagascar.

Alt dette tilsammen bredte et stort Smil over Byen; de mugne og forgræmmede Ansigter forsvandt, og ingen savnede dem.

Den snedige Politibetjent Iversen virkede alene som en hel Festkommitté; og han fik overtalt mange, som ellers aldrig vilde faldt paa at vandre ud i Paradis, hvor de vist ikke havde været siden Barndommen.

Og i Frøknerne Iversens Forretning var der næsten altfor meget at varetage for de femti – eller var det syvti smaa livlige Fingre. Den eneste Skygge var Fru Christensen.

Første Dag efter Mødet med Fru Ellingsen var hun uhyggeligt munter og kom med nogle Hentydninger til Folk, som ikke kunde forstaa, at der var Forskjel. Alligevel strammedes hun noget i Ansigtet, da lille Frøken Gine viste hendes Datter, hvad der var bestilt til de to Frøkner Ellingsen.

Og Dagen efter var hun saa besynderlig, at Iversens Smaapiger var ganske beklemte. Ellers pleiede Fru Christensen at tage Plads 41ved Disken, kjøbe et eller andet eller bare se paa noget; mens hun med sine store graaklare Øine gjennemgloede de Damer, som kom ind – deres Hat, deres Kjole og deres Indkjøb. Derfor var der mangen ung Pige, som slap Dørklinken og gik videre, naar hun gjennem Glasdøren opdagede Fru Bankchefen ved Disken. Men idag, da der næsten var fuldt, satte Fruen sig ikke paa sin vante Plads; men flyttede urolig omkring. Snart hviskede hun noget til Datteren med et haanligt Smil; snart sagde hun nogle Ord ud i Luften – meget høit; medens hendes Øine alligevel fulgte hver Ting som blev lagt frem for Kunderne.

Hendes Datter havde de røde Pletter i Kinderne, og hun var ligesaa urolig som Moderen, saa det var en Lettelse for alle, da de gik.

Men hjemme om Aftenen maatte Fru Christensen tale med sin Mand. Hun begyndte at ville fortælle ham om denne Fest, som mod al Formodning antog Dimensioner; – men hun skjønte strax, at han vidste bedre Besked end hun. Og noget beroliget gik hun tilsengs, da han havde sagt, at det hastede ikke; der var endnu tre fire Dage igjen.

42I Virkeligheden var Bankchef Christensen bleven ligesaa overrasket som hans Kone. Det kunde jo synes en liden Ting – saadan en Fest. Men for ham, som styrede og opretholdt hele Byen, var ingenting liden, som samlede almindelig Interesse.

Og jo længer det led, uden at nogen ydmygst nærmede sig, – saaledes som han var vant til – og bad om Hr. Bankchefens velvillige Beskyttelse, jo mere følte han en liden Mistanke, – en Tvivl, som han først lo af; indtil det gik op for ham: jo! – det var virkelig Meningen: han skulde holdes udenfor dette.

Det gik imidlertid paa ingen Maade an. Hemmeligheden ved at være Byens Forsyn bestod netop i at have sin Næse overalt, være med overalt, hvor noget lykkedes; og Bankchef Christensen saa ganske klart, at denne Fest blandt andet ogsaa var et Oprør.

Dog – han forhastede sig ikke; men maalte de forskjellige Indflydelser. Ellingsen og hans Borgergruppe ængstede ham meget lidet; de kunde ikke modstaa ham, naar han først vilde, det viste han. Derimod var der en 43anden Kant, til hvilken Bankchefen aldrig forsømte at vende sin usvigelige Næse; og derfor sagde han næste Morgen til sin Bankkasserer:

«Hvad siger Præsten Kruse om Deres Sankt Hans Fest – Randulf?»

«Godt – tænker jeg. Vi laaner Borde og Bænke hos ham,» svarede Randulf; han tænkte, det var ikke saa nøie.

«Saa-saa!» – mumlede Christensen og gned sin Næse, medens han gik frem og tilbage paa Tæppestrimmelen foran Skranken; det var endnu et Kvarters Tid, før Bankens Aabning.

«Vil De ikke laane Kommunens Flag? – det kunde være smukt og festligt.»

Randulf trak sit Hoved ud af Pengeskabet: «Jo – mange Tak! – det har ikke faldt os ind –»

«Send bare Bud til Stadsingeniøren, at De har min Tilladelse;» sagde Christensen, som naturligvis ogsaa var Ordfører i Formandskabet; «– og lad ham laane Dem et Par Mand af Brandvagten, som er vant til at sætte op Flagstænger og sligt. Det er jo ikke mer 44end rimeligt, at Kommunen hjælper til ved en Folkefest.»

Randulf sagde Tak, og dukkede igjen ind i Skabet, hvor han havde sine Kasser og Poser; men han lo saa smaat med sig selv; thi nu forstod han godt, at Chefen vilde være med; men han skulde ialfald faa bede pent først.

Imidlertid kom den jourhavende Direktør og indtog sin Plads ved Pulten; og man hørte Folk ude i Forværelset.

«Der er nu altsaa i Kommitteen,» begyndte Christensen og stillede sig lige hen ved Kassererens Gitter; «foruden Dem er der Kandidat Holck og den unge Garman; – ja – det er jo svært ungdommeligt.»

«Vi har faaet med os Ivar Ellingsen.»

«Af Ellingsen & Larsen? – det er bedre,» sagde Bankchefen og lod, somom han ikke viste det før; «men har De talt med Amtmanden?»

«Nei –! vi havde ikke tænkt os det saa storartet.»

«Jamen, det vilde være en stor Feil at forbigaa Amtmanden. Dersom De ønsker det, 45skal jeg gjerne tale med ham om det? jeg træffer Amtmanden i Formiddag.»

«Tak!» svarede Randulf saa høfligt som han kunde; han vilde Pokker ikke have disse gamle Stødere med.

Det mærkede godt Christensen; men han lagde det tilside til en anden Gang; for nu vilde han ind i Kommitteen.

«Der holdes vel Møder hver Dag – Kommittemøder?»

«Aa, vi tar det ikke saa høitideligt Hr. Bankchef! – vi har aftalt at træffes hver Eftermiddag Klokken sex i den lille Sal oppe i Klubben.»

«Ah! – Klokken sex! –» sagde Bankchefen.

Idetsamme blev Dørene lukkede op; Forretningerne begyndte og Folk gik ud og ind; Kassereren talte Penge og regnede bag sit Gitter. –

Saasnart Amtmanden hørte Ordet Folkefest, sprang han op og var strax uhyre villig. Efterat han havde seet sin Formand og sit store Forbillede Amtmand Hiorth blive Statsraad og derpaa – tilligemed hele det øvrige 46Ministerium vige Pladsen for Oppositionen, – for Folk, som bogstaveligt talt vare komne lige op fra Folket, – da Amtmanden havde oplevet dette, var der ingenting, man ikke kunde faa ham til, naar man bare sagde, at det var folkeligt.

Og da Ordet denne Gang kom gjennem Bankchef Christensen – en af Samfundets siste Støtter, var der ingen Maade paa den Iver, hvormed Amtmanden strax var rede til alt, hvad man vilde forlange, holde Festtalen, opføre første Dans paa Estraden, – han havde gjerne løbet omkap i en Sæk, hvis man havde sagt ham, at Folket krævede det.

Men han blev meget forbauset ved at høre, at Christensen egentlig var en udenforstaaende – en Frivillg, som han selv sagde. Det kunde Amtmanden paa ingen Maade forstaa eller finde sig i. Naturligvis maatte de begge være med. En Fest, som syntes at blive saa populær, maatte ikke overlades til de unge Mennesker, som havde sat den igang – kanske mest i Letsindighed.

«Om der bare var en Geistlig med,» sagde Christensen.

47«Ja – hvorledes stiller Præsten Kruse sig?» spurgte Amtmanden – pludseligt lidt forknyt; han havde glemt den Side af Sagen.

«Man siger godt,» svarede den anden.

«Og han er ikke i Byen; jeg ved, han er paa Prækereise,» sagde Amtmanden og de to Herrer smilede.

«En af de ældre Præster i Byen vilde neppe passe!»

«Nei, lad os tage min Nabo,» sagde Amtmanden muntert; «det er en kvik ung Fyr, netop tilstrækkeligt geistlig.»

De lo lidt over, at de saaledes uden videre gjorde sig til Festkommitte; men det gik i Virkeligheden ikke an med disse unge Mennesker i underordnede Stillinger; det var Pligt at tage sig af Sagen.

Præsten Doppe boede et Par Huse fra Amtmanden; han var endnu saa ny i Byen, at han spillede Violin. Imidlertid øvede han sig i Spisestuen, da hans Kone for faa Dage siden havde faaet et Barn; de var endnu unge, saa de havde ikke mer end fire.

Da der ikke kom nogen Pige ud, gik de to Herrer lige ind i Dagligstuen, hvorfra de 48gjennem den halvt aabne Dør kunde se Præsten, som spillede ivrigt, men dæmpet. Han havde stillet sine Noder paa Buffeten, hvor der desuden fandtes en halvspist Tallerken Grød, et Blækhus og en Haandfuld Smaapenge; medens en liden Barnepige legte med de tre Smaa under Spisebordet.

Da Præsten tilslut mærkede, at der var nogen – og hvem det var, havde han nær knust Violinen af Skam og Forvirring; og det varede længe, inden han kom saa meget til sig selv, at han virkelig forstod. Men da blev han igjen saa overvældet ved Tanken om, at Byens to ypperste Mænd søgte ham i et saadant Ærinde. Han takkede og takkede og blev ganske rød i sine magre Kinder.

De blev enige om at møde op Klokken sex i Klubben og uden Omsvøb – saadan halvt i Spøg tilbyde de unge Mennesker sin Assistance. – Bagefter løb Præsten lige ind til sin Kone og fortalte om den Ære og Lykke, som var vederfaret ham, – til stor Glæde for hende. Thi hun havde altid været saa bange for, at hendes Mand ikke skulde kunne gjøre sig gjældende i en By med saa mange Præster. –

49Oppe i den lille Sal paa Klubben sad de noksaa gemytligt Klokken sex: Garman, Holck, Ivar Ellingsen og et Par af hans Venner, Hattemager Sørensen og Politibetjent Iversen.

Thomas Randulf kom sist, og det var netop saa vidt, han fik fortalt dem, hvad man kunde have ivente, da det bankede, og Amtmanden traadte ind med Præsten Doppe.

De reiste sig og saa lidt forvirrede ud; der stod Flasker og Cigarer paa Bordet. Men Amtmanden var paa sit allersomfolkeligste.

Han sagde ligefrem, at han kom, forat bede om en Plads i Kommitteen; – hans unge Ven Pastor Doppe vilde ogsaa gjerne; – det vilde kanske være gavnligt, – ialtfald vilde det være ham kjært, om han kunde bidrage –

Den oprindelige Kommitte sagde ikke stort; og Bankchef Christensen, som kom lige efter, lugtede strax, at her gik det ikke godt.

Han prøvede derfor ikke at være spøgefuld som Amtmanden; men han stillede sig op og begyndte med sin høitideligste Borgerrøst:

Der var idag hændt ham noget, som aldrig var hændt ham før i hans Liv – det turde han nok sige. Det var da det, at han 50selv søgte, at træde ind i en Kommitté; thi ellers turde han nok sige, at hans Tid og Kræfter endogsaa i vid Udstrækning havde været – og saa videre; men naar det gjaldt en god, en almennyttig Sag – og saa videre, – som han pleiede at tale.

Men da han under dette stadig vendte sig mod Ivar Ellingsenrettet fra: Iver Ellingsen og flere Gange sagde Hr. Formand! til ham, maatte denne «faa Lov til at bemærke, at han var ikke Formand.»

«Jeg anser det for aldeles selvfølgeligt, at Hr. Grosserer Ellingsen er Festkommitteens Formand;» sagde Bankchefen med sin allertykkeste Stemme.

Amtmanden og Præsten ytrede sit Bifald; Hattemageren og Iversen var allerede saa betagne af de store Mænd, at de bare mumlede ja og naturligvis. Og Christian Fredrik sagde uhyre alvorlig, mens han nippede efter det Skjæg, han ventede sig over Munden: «Jeg har ogsaa hele Tiden tænkt mig, at Hr. Ellingsen maatte være vor Formand.»

Ivar Ellingsen blev rød i Hovedet. Fra Christensen kom ind ad Døren havde han siddet og bandet indvortes og bare tænkt paa, hvorledes 51Fanden han skulde faa ham ud igjen. Men dette med Formand forvirrede ham; og at selve Bankchef Christensen stod der foran ham og spurgte i en ærbødig og alligevel halvt kameratslig Tone, om Hr. Formanden havde tænkt paa Borgermusiken? – eller om Hr. Formanden havde noget imod Fyrværkeri? – det gjorde ham saa underligt blød, at han ikke længer kunde huske, hvor gal han i Virkeligheden var paa denne Christensen.

Den unge Garman greb Fyrværkeriet og fortalte en Gang til for de ny Ankomne, at han havde telegraferet efter et større Fyrværkeri fra Hamburg. Efter hans Beregning skulde der netop være Tid for Kommissionæren til at faa indpakket Sagerne og faa dem ombord i Hamburgeren, som skulde være her den 23de Juni – om Morgenen. Han var nu meget spændt.

Denne Foranstaltning roste Bankchefen overmaade; og Amtmanden, som fremdeles vilde gaa til det yderste i Folkelighed, spurgte venligt Hattemageren, hvad det var han drak? – det saa saa godt ud.

52Hattemageren blev saa greben, at han slap sin Cigar; og Randulf maatte svare for ham:

«Det er half and half – Hr. Amtmand!»

Politibetjent Iversen styrtede efter Glas; Garman ringte efter mer Porter; og en halv Time efter var Kommitteen saa vel sammensmeltet, at der ikke var Spor af Forskjel mellem gammelt og nyt.

Randulf blandede for Præsten, som blev saa blid i Øinene efterhvert og bare sad og smilte med en stor Cigar, som han ikke taalte.

Christensen nævnte i forbigaaende Redaktør Løvdahl; det forekom ham, at der var bleven sagt, han var med?

Der blev svaret, at Løvdahl ifølge sin Stilling ikke vel kunde være officielt med; men Kandidat Holck, som havde holdt sig lidt tilbage, da Amtmanden kom, kunde nu fortælle, at Løvdahl vilde anbefale Festen i Avisen.

«Det vil gjøre godt,» mente Bankchefen og vexlede et Blik med Amtmanden.

– Fra nu af fik Festen først fuld Fart; og alle Tilstelninger i Byen – store og smaa modtog nu fra den store og velbesatte Festkommitté sit Præg af Sikkerhed og Vægt. 53Den samme Aften bragte Præsten Kruses egen Avis en velvillig Artikel om den paatænkte Folkefest i Paradis; og dermed forsvandt de siste Betænkeligheder for mange – ogsaa for Bankchefen, som nu tog sig af Festen med en Iver, som om den var hans egen. –

– Ivar Ellingsen sagde til sin Kone, at de havde taget Christensen med af Naade, men at han – Ivar – var Formand.

Men da Fru Ellingsen vilde lægge noget af dette i sit Væsen, da de mødtes næste Gang hos Frøknerne Iversen, kom hun ynkelig tilkort. Thi Fru Bankchefen var lige stram, og sagde bare, at hun blev formodentlig nødt til at kjøre ud til denne Fest paa Grund af hendes Mands Stilling som Byens Ordfører.

Dermed var Fru Ellingsen atter slagen. –

– Efter Kommitémødet var Thomas Randulf gaaet nedenunder til Madame Blomgreen, forat se, hvorledes det gik med Forberedelserne. Der var dog endnu ikke stort at se; thi – som Madamen forklarede, det er just det fortvivlede med Smørogbrød, at alt maa være stellet og opspist paa en og samme Dag. Derfor kogte hun bare Skinker, salt Kjød 54og sligt. Men hun havde gjort uhyre Bestillinger.

«Men det siger jeg Dem – Hr. Randulf!» sagde hun; «hvis denne Fest mislykkes, – hvis der for Exempel blir Styrtregn, saa er jeg en ruineret Kone.»

Han trøstede hende saa godt han kunde. Veiret holdt sig saa vakkert og stadigt, og der var desuden ikke noget at frygte, naar saadanne Mænd stod bag, – og han nævnte dem op igjen.

I Sofaen sad Constance med hvidt Forklæde og pillede Rosiner. De vilde lave store Kager og Thebrød, som de gjorde færdige hjemme og sendte til Stegning hos Bageren.

Randulf satte sig ved Siden og spiste Rosiner.

«Ikke af de pillede!» sagde hun koket og slog efter ham.

Og atter faldt det ham ind, hvor hun var forandret. Han følte selv en egen Uro i hendes Nærhed, som han ikke var vant til med hende. Nu viste han jo godt, at hun for længe siden var en voxen Pige, men hidtil havde det ikke gjort noget.

55Ligesaa godt viste han om sig selv, at han var en gammel Kavaller; og siden han havde sine glimrende Erindringer saa langt tilbage som hin mindeværdige Vinter, da Fanny Hiorth blev forlovet, pleiede han gjerne at indbilde sig selv, at han var en skuffet Mand.

Derfor blev han efterhaanden lidt faderlig, og især havde han uegennyttigen vaaget over Constance – ligesaa godt som Moderen. Nu saa han paa hende, at det maatte være forbi med Faderligheden; enten han eller – ja sæt, der allerede var en anden!

De kom til at snakke om Borde og Bænke igjen, – det var Madame Blomgreens stadige Sorg.

«Men hvorfor kan ikke Constance faa prøve, naar hun selv har Lyst?» spurgte Randulf.

«Aa! – hvor kan I tro, vi faar laane noget hos Præsten? Constance gaar jo aldrig til hans Andagter; og jeg – en gammel syndefuld Klubværtinde! – nei hun behøver saamænd aldrig at prøve sig!»

Men Constance lo – meget høiere end 56før, – syntes Randulf, – og mente, hun var ikke ræd.

Da Madame Blomgreen maatte ud i Kjøkkenet, benyttede han Leiligheden.

«De er saa underlig – Constance! saa – saa nervøs?»

«Jeg tror, jeg glæder mig altfor meget til denne Festen.»

«Hvad er det helst, De glæder dem til? – det er vel Dansen?»

«Aa ja! hvor jeg skal danse!» – raabte hun og gjorde et Hop i Sofaen; «Mor har lovet mig, at jeg skal være ganske fri for Opvartningen, saa snart Dansen begynder.»

«Er der nogen, De specielt har Lyst til at danse med?»

«Hvorledes mener De?» – hun løftede Øinene halvt under de lange sorte Øienhaar og stansede Hænderne.

«Har De – har De nogen Kjæreste?» spurgte han saa klodset, at han selv blev rød.

«Nei? – gid det var saa vel, at jeg havde en!»

Hun løftede det leende Ansigt og han saa, at det var sandt begge Dele: baade at 57hun ingen havde, og at hendes Tanker var der. Men samtidig saa han ogsaa, at disse lyseblaa Øine var meget mørkere og dybere end han nogensinde havde vist om.

Randulf reiste sig og talte om andre Ting; da Madame Blomgreen kom ind igjen, sagde han Godnat og gik sin Vei.

Han gik udover til Paradis, forat se, hvor langt de var komne – Arbeidsfolkene, som lagde Dansegulv. Men han saa ikke stort andet for sig end Constance Blomgreen og han faldt i mangehaande Betragtninger, – nogle gode og meget faderlige; andre onde og meget mere fantastiske end det passede for saa gammel Kavaller.

Der bygged en liden Djævel dybt i hans Bryst, som vedblev at forklare ham, at naar nu galt skulde ske, hvorfor da ikke ligesaagodt han som en anden?

Men Thomas Randulf vilde ikke give efter; og derfor opsatte han det hele indtil senere.

Nu gad han ikke gaa tilbage til Klubben, hvor han ellers spiste Aftens; men han tog Veien til Garmans Have, hvor han ganske 58rigtig fandt den oprindelige Festkommité og Stemningen meget munter.

Christian Frederik lod bringe Mad til Randulf; og de sad og snakkede i Munden paa hinanden alle fire – og lo; og beundrede sig selv og roste hverandre, fordi de havde sat dette storartede igang.

Aftenen var klar og mild som i hele Ugen og Maanen var nu kommen til. Den stod i Sydvest over Huset og skinnede ind af den aabne Dør i Pavillonen; Vinduet mod Strandgaden og Havnen stod ogsaa aabent og fra den Kant havde de Lyset fra Aftenhimmelen.

De morede sig kosteligt over, at de gamle Samfundsstøtter havde været nødt til at komme til dem og bede om Plads. Alt vel overveiet var det godt, de kom med; thi tilslut var det kanske alligevel voxet dem over Hovedet, da deres Fest fik en saa overordentlig Tilslutning. De gav Scener for Løvdahl, som ikke havde været der, Kandidat Holck gav Amtmanden, og Christian Frederik viste, hvorledes Præsten Doppe røg Cigar.

Men Abraham Løvdahl fik ogsaa Ros for sin Artikel i Avisen. Og nu fortalte han paa 59sin Side, hvilken Kamp han havde havt i Redaktionen. Alle de andre deroppe var saa feige og rædde for Præsten. Men han – Løvdahl – havde sagt: jeg tager det paa mig! – og saa maatte de give sig.

De tre hørte godmodigt paa ham og lod ham snakke. De kjendte ham jo; de viste, han kunde ikke lade være at skryde – især udpaa Aftenen. Men det var alligevel morsomt – og mærkværdigt! naar de tænkte paa, at her havde de siddet for faa Dage siden, og ligesom for Spøg bestemt sig til at sætte Byen paa Ende; – og se nu!

Holck spurgte triumferende, om Randulf nu kunde se, han havde havt Ret: der skulde bare nogen begynde! Randulf nikkede og drak med ham.

Christian Frederik saa udover med et Sjømandsblik og bemærkede, at hvis den Banke, som han alene saa i Nordvest, hvis den stod langs Landet sydover, saa kunde det kanske endda knibe for Hamburgeren.

Men nu var de andre saa erke-leie af at høre om dette Fyrværkeri, at ingen svarede ham; og de hensank alle et Øieblik hver i 60sine Tanker. Der var saa stille, ikke en Lyd fra Byen.

Men yderst ude i Strandgaden, hvor Landeveien nordenfra gik over i brolagt Gade, begyndte der Lyden af en Karriol, som kom kjørende fort indover. Lyden øgte af de raske Hovslag, og Hjulene larmede i den trange Gade mellem Husene.

«Hvem Pokker er det, som kjører saa fort?» spurgte Christian Frederik; «hele Pavillonen ryster jo.»

Holck, som sad nærmest, strakte sig ud af Vinduet.

«Præsten!» – raabte han; «ja men var det ikke selve Bagstræveren! – ja nu kan du faa se – Far! hvorledes vi har stelt istand Byen for dig!»

De lo og sendte sine Velsignelser efter Kariolen, som hurtigt fòr indover Byen; og ingen lagde Mærke til, at Abraham Løvdahl var bleven ganske bleg.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.