IV.

Dengang Morten Kruse mistede alle sin Kones Penge ved Carsten Løvdahls Fallit, var ogsaa hans Faders Formue gaaet tabt. Og han, som altid havde været vant til at tænke sig sin Fremtid under øgende Velstand – ialfald uden Bekymring – han var nu henvist til sit Præstekald, som ikke bragte ham stort.

Men mer end ved Tabet af Pengene følte han sig som lamslaaet ved denne uhyre Skuffelse, der efterhaanden formede sig for ham som en blodig og uforskyldt Uret.

Helt fra den Tid, da han som en liden fed Dreng handlede i sin Fars Krambod, havde han været den, som havde noget; og alle de andre maatte pent komme til ham med deres Skillinger, forat faa. Nu var han med et Slag sat udenfor i den foragtede Skare, som ingenting havde – hverken Hus eller Krambod eller fulde Skuffer eller Bankbog.

62Og først nu, da alt dette var tabt, forstod han tilfulde, hvormeget han havde havt Ret i sin Foragt for dem udenfor; at leve Livet uden at have noget var utaaleligt, han følte, at han kunde ikke holde det ud.

Hans Broder var flyttet til en anden By og gamle Madame Kruse var fulgt med, da Jørgen døde. Det var en Lettelse for Morten, – især at Moderen ikke længer var der. Thi han mærkede, at hun ikke syntes, han tog sin Ulykke paa den rette Maade.

Og det følte han selv; han følte, at han blev koldere og koldere, efterhaanden som det øgte i ham – Hadet mod alle, som havde noget; han følte, hvorledes Kulden gik ind i hans Prækener, og han saa, at Menigheden frøs af ham, og at Kirken blev tom.

Hjemme var der ogsaa koldt. Vel turde Fru Frederikke ikke sige stort; men hun fulgte ham med sine Fugleøine; og han viste, at ingen Tid paa Dagen eller Natten var de ude af hendes Hoved – disse Penge, som var forsvundne; og han krympede sig, naar han bragte til Huset den tarvelige Indtægt som en lidet yndet Kapellan.

63Til Gud kunde han ikke vende sig anderledes end i Forundring – i Forskrækkelse: var det virkelig Guds Mening at lade ham saa forfærdeligt i Stikken?

At det var Gud selv, som havde ført det saadan, det var han ikke i Tvivl om; Morten Kruses Hoved var idethele taget ikke saaledes bygget, at det arbeidede med Tvivl. Han havde altid havt Gud paa sin Side; det var noget, som sagde sig selv; derfor havde han ogsaa valgt Theologien.

Men om Gud end havde tilladt det, saa var Ulykken dog kommen over ham fra de onde Mennesker, de glade Mennesker, som havde noget; og mod dem vendte han sig. Selv havde han aldrig været synderlig let eller glad. Hans Glæde havde egentlig bestaaet i at se ud paa Livet fra den fulde Krambod; og det var en Glæde saa indvendig, at den ikke kunde sees; thi den bestod helst i Foragt for de der udenfor.

Og nu var han der selv.

Og nu først begyndte det at forundre ham, – noget han aldrig havde faldt paa før: hvorledes ialverden kunde de, som var udenfor, 64finde sig i det? – at de kunde taale, at nogle sad inde i fulde Kramboder; at nogle lo, morede sig og var glade!

Det varede næsten et Aars Tid, hvor det saaledes kogte og kogte i ham. Mangengang naar han stod paa Stolen i den kolde, halvtomme Stenkirke og saa ned paa de ligegyldige Damer og Herrer, der lod ham aflæse sin Præken, mens de sad og kjedede sig, – hvor kunde der ikke stundom fare gjennem ham en Lyst til at tage Bladet fra Munden og sige dem Besked.

Modig til at gaa paa og vaage sig langt ud, – det var han ikke. Men lige fra Guttedagene havde der været over Morten Bagstræver en seig Trods; og han var kjendt mellem Kameraterne som en frygtelig og ubønhørlig Modstander, naar han angrebes. Livet havde senere faret lempeligt med ham – indtil det store Slag.

Men naar han nu var bleven den, hvem Ulykkerne styrtede ind over, kjendte han den gamle Lyst til at stemme sin brede Ryg imod; han kjendte sig i Grunden saa løvestærk i sit Had til alle dem, der havde sat ham udenfor.

65Men hvis han skulde sige dem Besked – alle disse rige Folk, alle disse saakaldte fine Folk, hvis Liv laa over hans eget, saa stansede han allerede ved det første Ord, thi selve hans egen Tunge var imod ham og paa de andres Parti.

Det Sprog, hvori han prækede og var Præst, var nemlig ikke hans eget, – ikke fuldt ud det naturlige Udtryk for det, han vilde sige. Hjemme i hans Fars Hus og i Kramboden var der bleven talt Byens Sprog saaledes, som det snakkedes paa Gaden og i Arbeidet; det var nærmest Bondesproget fordærvet ved Blanding og skjødesløs Hverdagstale.

Gamle Jørgen Kruse havde aldrig kunnet lære andet; men lille Morten havde faaet det fine Sprog fra Skolen af og siden som Theolog. Dog talte han det aldrig med saa stor Lethed som sit eget; og det ærgrede ham, at han viste, man kunde høre paa Lyden og Ordvalget, at det ikke oprindelig tilhørte ham.

Dette gjorde ogsaa – han mærkede det godt – hans Prækener kolde; de blev saaledes som han havde lært at lave dem; men 66sjeldent fik han sagt netop det, han vilde og saaledes, som det havde formet sig i Tanken.

Nei! skulde han sige dem Besked, skulde han stemme sin brede Ryg imod, saa maatte han være fuldt rustet og sikker. I sit Studérkammer, hvor faa forstyrrede ham, – der kunde han tale. Her slap han sin Mund løs og lod den forme Lyden bredt og slæbende, medens han med Velbehag tumlede med alle de Ord, som skulde anses for grove og simple; men som dog var hans Tankes fulde Gjenlyd. Men Morten Kruse indsaa jo godt, at det var umuligt fra en Prækestol.

Imidlertid gik det ham værre og værre; han blev bleg, og den tunge Krop blev slappere. Hans Embedsbrødre begyndte saa smaat at foragte ham; ingen kom og hørte paa ham, og hans Offerdag blev til en mager Skygge.

Og under alt dette en seig Tro paa, at han kunde vinde frem; – noget, der laa i hans Blod og som han medbragte forstærket fra den lille mørke Krambod, hvor Skilling efter Skilling var bleven til Rigdom, – en 67trodsig Følelse af, at han vilde sætte dem Foden paa Nakken – allesammen.

– Saa var det en Fredag Eftermiddag, han gik udover til Haugianernes gamle Forsamlingshus, forat holde Bibellæsning. Han havde ikke havt andet end Fortræd og Ydmygelser hele Ugen; hjemme havde han faaet vond Mad, og da blev han altid sint. Regn var der, og Storm var der og sølet i Gaderne.

I Forsamlingshuset sad en kort Rad Mandfolk langs den ene Væg, nogle gamle Kjærringer fra Blaasenborg omkring Ovnen, og hist og her et Par Tjenestepiger, som havde faaet udtrykkelig Lov, for at gaa i Opbyggelse.

Han læste Stykket i Bibelen; men mens han læste, maatte han stanse et Par Gange; for han var saa sint, at han ikke samlede Texten; – og pludseligt slog han den tykke Bog sammen og raabte:

«Aa nei – aa nei, hvor jeg er lei af Jer! – sidder I der og sover og synder og lar mig staa her og kaste Guds dyrebare Ord i Væggene! – se! jeg udstrækker dagligen mine Hænder til et gjenstridigt Folk; men I! – I 68er akkurat lige sæle, om det saa bærer bardus i Helvedes Baal og Pine!»

De fòr op af Søvne – den lille Forsamling; og de gamle Koner fra Blaasenborg begyndte at skjælve. Thi hans Stemme var bleven saa stærk; og desuden var det deres eget Maal, han talte; det lød som naar sinte Mandfolk buldrer løs uden Omsvøb – saaledes som de kjendte det hjemmefra; og derfor syntes det dem mere ind paa Livet og mere alvorligt ment.

Men selv viste han næsten ikke, hvad han sagde. Det var Stumper af de ensomme Prækener i Studèrværelset; han skjændte og revsede – først de Ulykkelige, som sad der, og dernæst hele den syndige Verden, som ikke vilde komme og lade sig revse.

Da han sluttede, vilde han gaa med det samme. Men en af Mændene begyndte ængstelig:

«Om – om – om ikke Præsten vilde synge –?»

«Nei! – jeg vil ikke synge med Jer!» – svarede han høit og gik.

Saa skjælvede de sig gjennem nogle 69Salmevers alene og ruslede hjem; ikke paa lange Tider havde de været saa sønderknuste.

Men igrunden viste Morten Kruse ikke selv, hvad han mente med dette. Han havde givet efter for en Trang til at slippe sig løs, og det havde paa en Maade lettet ham; men bagefter spurgte han sig selv: hvordan mon dette vil gaa?

Lørdag Formiddag kom der Flere og vilde snakke med ham. Men han var utryg; han viste ikke, om de kunde være sendt af nogen, forat prøve ham; ellers var det saa sjældent, nogen af Menigheden henvendte sig til ham privat. Han valgte derfor det Væsen, som laa ham nærmest og sendte dem fra sig i Strenghed med nogle hastige Ord.

Søndag Eftermiddag skulde han præke til Aftensang i Kirken, og som han skrev sin Præken Lørdag Aften, fik han hvert Øieblik Lyst til at prøve ligesom i Bibellæsningen – ikke saa stærkt, men bare forandre den strængt theologiske Form og Tone lidt, – tale jævnt ud sit og sine Tilhøreres Sprog. Det kunde ikke være saa farligt; til en saadan 70almindelig Søndags Aftensang kom der omtrent bare samme Slags Folk som til Bibellæsningerne: de trofaste Kvinder fra Blaasenborg og Tjenestepiger, som ikke havde anden Anvendelse for en Fridag; faa Mandfolk.

Men han var ikke engang, da han gik til Kirken, enig med sig selv, om han turde; og denne Uvished gjorde ham noget nervøs. Saa mange Gange havde han allerede siddet i Sakristiet og ventet, at Klokkeren skulde komme og sige ham til, naar de sang paa det siste Vers, at han ikke længer pleiede at føle nogensomhelstrettet fra: nogensomselst Spænding eller Uro, naar han gik til Prækestolen.

Idag var det anderledes. Da Klokkeren kom i Døren, for han op; og selve Klokkeren syntes ham anderledes end sædvanligt; han syntes, han bukkede saa dybt, da han gik forbi; – mon han vilde gjøre Nar?

Det var mod Slutten af Vinteren. Gasen var tændt nede i Skibet; men Choret laa i Halvmørke. Da Morten Kruse kom nedover midt i Kordøren, løftede han tilfældigvis Hovedet og saa udover Kirken; og idetsamme 71stansede han et Øieblik, og man saa, at han blev rød i Ansigtet.

Thi den store Kirke var næsten fuld.

Istedetfor de halve Bænke øverst paa begge Sider og de mange tomme Rader nedover Kirken, var der til denne Aftensang saa mange Folk, som han sjeldent havde til Høimesse en Festdag.

Mens han fortsatte sin Vandring til Prækestolen, knugede han Bogen i sin Haand og tænkte trodsigt: hvad vil de mig? – kommer de, forat gjøre Nar? Men den Tanke kom han dog snart fra; der maatte være noget andet paafærde, – noget, som han ikke viste; – eller mon de virkelig skulde –?

Han maatte passe Tjenesten og fik ikke Tid til at tænke ud; og da Bønner og Text var læst, begyndte han sin Præken.

Men han havde ikke talt – nei ikke i fem Minutter, før han selv følte Kulden i Ordene og Kulden, som steg op fra Forsamlingen. – Ja, han kunde næsten se Skuffelsen gaa henover Bænkene som en Vindflage i Kornmarken, – bøiende to og to mod hinanden, 72sænke Hovederne og slappe al Bevægelsen hen i Ligegyldighed.

Han blev næsten fortvivlet. Saa nær kjendte han sig i dette Øieblik ved noget, som tilkom ham; skulde han gaa forbi? – bestandig forblive udenfor!

Igaaraftes da han udarbeidede Talen, havde han netop i Begyndelsen tænkt sig indflettet et Stykke fortalt paa hans egen Maade; nu fik det briste eller bære; han vilde prøve. Med et fast Tag i Prækestolen fortsatte han med en Gang i en ny Tone – uden den vedtagne Præstelyd, men i sit eget simple Sprog – høit og uden at gaa af Veien for Ordene, – somom han stod paa Torvet eller ombord paa et Skib.

Og i samme Øieblik var hele Menigheden med. –

Morten Kruse glemte aldrig i sit Liv dette Øieblik. Med et Slag havde han fundet Veien. Og om han end lidet kunde ane, hvor langt og høit den skulde føre ham, saa var han dog fra dette Øieblik igjen indenfor, han havde atter noget – og noget, som kanske var endnu bedre end en fuld Krambod.

73Thi idetsamme han var kommen forbi denne lille ydre Hindring, følte han selv, at han havde taget Parti og fundet sit rette. De Folk, som han her havde for sig, var netop saaledes som han selv vilde været, om han ikke tidligt var kommen i Latinskolen og siden i Præstelære. Men deraf var der reist en Mur mellem dem. Selv om han inderst inde var forbleven som de, fandt han dog aldrig deres Øre og deres Tillid før i dette Øieblik, da han frivilligt kastede alt det bort, som han ved sin høiere Dannelse havde forud for dem, og steg helt ned til simple Folks Sprog og Tankegang.

Dette var det, som først aabnede mellem dem og ham: at gamle Jørgen Kruse sin Søn ikke holdt sig for god til at tale de simple Folks Sprog, som han var kommen af. De viste jo saa godt, at de var simple Folk; og det vilde de netop være. Jesus og de tolv var ogsaa simple Folk.

De var ikke fattige og elendige; hellerikke var Samfundet saa glimrende, at Modsætningen hidsede eller fristede; men Livet bragte saa yderst lidet af Opmuntring eller Afvexling, 74at Tarveligheden i Kaar og Kultur førte med sig en jævn Misstemning, – en Følelse af, at man var meget bedre værdt, om Livet havde givet nogen Anledning.

I disse Lag, hvor Samfundslivet var blevet muggent og surt af at staa stille, der hørte Morten Kruse hjemme. Og hvad der havde bragt ham ud over dette op i den fine Lærdom og i Embedsringen, – det var Trodsen paa Pengene hjemme i gamle Jørgens Skrin. Fra de var borte, havde han været hjemløs og uden Rygstød, – indtil han denne Dag i Kirken gjenfandt sig selv.

Mens han talte videre, hørte han, at han talte godt; og det gik saa let for ham som aldrig før. Men hvad han sagde til de Lyttende var hverken let eller godt at høre. Saasnart han blev sig sin Magt bevist, trykkede han dem ned under Synd og Jammer og Straffens visse Komme.

Denne Mand – det kjendte de nu, han viste Besked om dem. Han kunde gaa lige ind i deres onde Samvittighed og tage frem, hvad han vilde. Men mest af alt greb det 75dem, at deres egen Surhed var i ham, at han saa Livet saaledes som de selv – nedenfra.

Alle de undertrykte Lyster mod Pynt og finere Liv hos Kvinderne; alle de smaa, langsomme Trin at krybe opad for Mændene, der arbeidede i Haandværk eller liden Handel under Kapitalens og de Stores Tryk – alt det viste han om. Men han viste tillige, at de smaa og simple var ligesaa gode – kanske bedre end de andre; Jesus og de tolv var ogsaa simple Folk.

Derfor havde han ikke blot Magt; men nu havde han ogsaa Lov til at knuge dem ned med haarde Ord; de taalte det af ham – ja de tørstede efter denne Tugt, fordi han var deres egen; alle deres Følelser og Lidenskaber vare samlede i ham; derfor var han den stærkeste, og de styrkede sig paa ham. –

Fra denne Dag begyndte for Morten Kruse de fyldte Kirker og de pakkede Bedehuse, hvor de tog ud Vinduerne og hægtede Døren af, saa Folk stod langt udpaa Gaden og lagde Ørene opefter Ryggen paa hinanden, forat lytte til denne nye Tale, der var falden ligesom en Naade over Jørgen Kruse sin Søn.

76Indtil han en Dag raabte: «Hvorfor mon vi perser os sammen her som Sauer? Kom lad os bygge Herren et nyt Hus! Du har vel lidt Spiger? – og du har vel lidt Maling? – og du derborte i Krogen, du har vel nogle Planker tilovers for Jesu Kristi Skyld? Og se Kvindfolkene! mon ikke de ogsaa har lidt tilovers? – Se, hvor fine de er! – se for Baand og Blomster og Knapper og Fjær! – Eller mon de tror, det er ikke saa farligt med Sjælen, naar bare Kroppen er fint udstaffert?»

Megen Pragt var der isandhed ikke at se. Og dog brændte de dem paa Hovedet – de stakkels Baandstumper og Tøiroser, og hver Pige lovede i sit stille Sind, at det skulde af altsammen, saasnart hun kom hjem.

Og den følgende Dag – især om Aftenen, da de mange Arbeidende og Tjenerne fik frit, blev der en Strøm, som gik til Præsten Kruses Hus med Gaver – store og smaa. Han sad i sit Kontor og tog imod – uden at se paa, hvad de bragte, og uden stor Ros eller Tak.

Men da der kom en gammel rig Brændevinshandler og tilbød sin store værdifulde Tomt 77med Have til det nye Bedehus, da havde Morten Kruse nær reist sig i glad Overraskelse.

Men han besindede sig itide, blev siddende bred i sin Kontorstol og sagde strængt til den gamle Mand:

«Ja, det var vel ikke for tidligt, om De nu søgte Dem Liggendefæ af det, som Møl og Rust ikke kan fortære. Det begynder vel at svie i Dem nu – De bliver gammel – al den syndige Mammon? – hvad?»

Det havde den gamle ikke ventet; og han blev saa forskrækket, at han bare spurgte, om der var noget mere, Præsten havde Brug for, saa –

«Hvis Vorherre vil have mer af Dem, tænker jeg nok, De faar Bud fra ham,» svarede Præsten haardt.

Og den gamle Mand gik afsted – han som de andre knugede ved Tanken om, at de havde ikke bragt Offer nok; – der skulde meget mere til. –

– Men Fru Fredrikke, som saa al denne Velstand strømme til Huset – baade i Penge og i overflødige Gaver i Kjøkkenet, blev ganske 78forandret, – ja hun blev næsten ung og vakker igjen af Liv og Virksomhed.

Thi hun var Kasserer og tog imod. Dette Arbeide formildede hende og optog ganske hendes Sind. Børn fik hun aldrig; – nogle ugudelige paastod, det kom af, at Fru Fredrikke var altfor kniben til at give noget fra sig. –

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.