Sankt Hans Fest

av Alexander L. Kielland

IX.

Endelig oprandt Festens Dag – klar og straalende. Men en Uro og Forvirring var i Sindene, saa ingen kunde fryde sig over Solskinnet og den stille Fjord, som begyndte at blaane i Striber for den første Morgenbris.

Nogle ulykkelige Plakatmænd løb omkring i Gaderne og klinte op og rev ned og viste tilslut ikke bedre end at forsamle sig i Ivar Ellingsens Krambod; han havde udsendt dem; men idag var han ikke til at finde.

Det rygtedes snart, at Kaninerne havde været hos Ivar Ellingsen. Samtidig fik man ogsaa vide, at han tidligt om Morgenen havde sendt alt det, som laa færdigt til Sankt Hans Festen, op til Præsten Kruse. Da han dernæst havde fulgt sine Damer til Dampskibet, gav 162han i sidste Øiblik efter for sin Kones Bønner, hoppede ombord og reiste fra det hele – paa Lysttur.

Og nu begyndte en almindelig Flugt fra denne Fest, om hvilken Alverden for faa Dage siden var stimlet saa ivrigt sammen. Men den, som var allerivrigst efter at tage Afstand var Amtmanden.

Skjønt det ikke var godt at vide, hvad han havde at frygte, blev han dog saa greben af den almindelige Feighed, at han ikke viste, hvorledes han stærkt nok skulde faa udtrykt, at han slet ikke havde havt det ringeste at gjøre med denne Folkefest.

Thi det var jo ikke engang folkeligt! Den sande folkelige Stemning – den kunde han nu læse sig til i Aviserne. Og der havde han – Stedets høieste Autoritet! tilbudt sig at holde Tale, – at aabne Dansen i Paradis! Den stakkels Mand saa sig oppe paa Estraden med den tykke Madam Ellingsen, og han syntes, han hørte en Latter, som rullede lige til Stockholm.

Men det kom der ud af at have en Fuldmægtig, som ikke forstod Byen, som ikke 163kunde holde ham à jour med den folkelige Stemning, men endogsaa selv gik i Spidsen for Galskaberne –

I dette Øieblik traadte Kandidat Holck ind i Kontoret. Han kom lidt sent, fordi han havde løbet omkring med denne Vexelobligation. Alligevel havde han ikke faaet Anledning – eller Mod til at bede nogen skrive sit Navn istedetfor Randulf. Faa Bekjendtskaber havde han udenfor de unge Mennesker paa Klubben, og desuden var Folk idag ikke i den Stemning, at det faldt letvint at komme frem med sligt.

Hellerikke udenbys havde han nogen blandt Slægt eller Venner, til hvem han saadan uden videre kunde telegrafere efter tolv hundrede Kroner; og han blev virkelig tilslut ganske hed om Ørene. Men saa tænkte han, at han vilde bede Amtmanden; igrunden var det ikke noget at genere sig for, naar han vilde anstrænge sig lidt, skulde han snart løse Papiret ind. Værre var det, hvad han hørte om Festen fra alle Kanter – og om Ivar Ellingsen! – han var i et elendigt Humør.

164Amtmandens første Tanke var at bruse op; men han mindedes i rette Tid sit høie Forbillede, og med en værdig Mine tog han mod Papiret, skrev sit Navn paa behørigt Sted og leverede det tilbage.

«Men jeg maa sige Dem noget – Hr. Holck! dette har hændt mig en Gang før med en Fuldmægtig; og jeg gjorde dengang det Løfte, at hvis noget lignende indtraf» – Amtmanden pegte paa Papiret – «skulde jeg strax, hvor ubehageligt det end kunde være mig – foreslaa en Skilsmisse – en Fraflytning. De vil lettelig – Hr. Kandidat Holck! finde Dem en Plads, som mere konvenerer Dem. Jeg skal nemlig sige Dem: De passer ikke for denne By; De er for livlig, De behøver mere Adspredelse; medens den folkelige Stemning her gaar i en afgjort stille – om jeg saa maa sige – mere indadvendt Retning.»

Amtmanden sluttede med en Haandbevægelse, som virkelig var meget lig Statsraad Hiorth, og som skulde betegne, at Samtalen var tilende.

Holck havde staaet ganske stum og dum med sit Papir i Haanden, mens Amtmanden 165talte. Bagefter bukkede han og gik ud i det ydre Amtskontor, hvor han havde sin Plads; Obligationen slængte han i Sinne bortefter Bordet.

Men da han havde siddet en Stund i dybe Tanker, tog han noksaa ydmygt det blaa Papir, lagde det i en Konvolut og sendte Kontorbudet afsted med det til den unge Garman, som havde lovet at ordne Papiret i Banken. Det var den sidste Dag; – der var virkelig ikke andet at gjøre. –

– Men Budet havde vanskeligt for at finde Christian Fredrik. Den Helvedes Hamburgeren var nemlig ganske rigtig kommen; og Fyrværkeriet var paa Toldboden. Og saa meget forstod Christian Fredrik af den offentlige Stemning, at nogen Fyrværkerifest blev der ikke; og da han desuden kjendte sin Fars og hele Garman & Worses Skræk for brandfarlige Sager, maatte han selv ud og fortolde Kassen, og siden med Hjælp af en gammel Sjøhusmand skjule den farlige Tingest oppe paa et af Husets Kornlofter.

Netop da han kom tilbage fra denne Expedition, præsenterede de ham i Kontoret 166en Vexel, som var kommen med Hamburgerposten, paa 237 Reichsmark for Fyrværkeri; og det var netop saa vidt, han fik Tid til at slaa den Løgn i sin Far, at det var for Cigarer, da Amtmandens Kontorbud bragte Holcks Obligation. Det var en Fandens Formiddag!

Ogsaa en anden løb uroligt omkring – nemlig den skikkelige Kapellan Doppe. Han vilde absolut have en Reservation lig Amtmandens indrykket i Aviserne. Men de svarede ham bare i Redaktionerne, at det var aldeles overflødigt; der blev vist neppe nogen Fest; Sagen havde mistet sin Interesse.

Sagen var helst, at Ingen brød sig det ringeste om Kapellan Doppe; og han tyede hjem til sin Kone. Hun sad bleg og halvklædt med det mindste Barn – ligesaa tynd og mager som sin Mand; og hun kunde paa sin Side fortælle ham fra Vaagekonen og Madamen, hvor meget hele Byen undrede sig paa, at han spillede Violin, og hvilken Forargelse det havde vakt, at han havde været paa Klubben med Randulf og de andre.

167De saa med Bekymring de magre Offerdage svinde ind til ingenting, medens Børneflokken allerede samlede sig om dem. Kunde de bare komme ilag med Præsten Kruse; men han havde for længe siden vist, at han ikke havde det ringeste Brug for Doppe, og aller minst nu. –

– Da Thomas Randulf om Morgenen fandt et Brev fra Direktionen paa sin Plads i Banken, forstod han strax, at det indeholdt hans Afsked. Den foregaaende Dags Eftermiddag havde der været Direktionsmøde; og han ventede sig, at Christensen vilde benytte Anledningen.

Det pinte ham under hele Formiddagens Arbeide, at han paa denne Maade skulde sparkes ud af Banken, hvor han havde været Kasserer fra den blev oprettet. Og dog gjorde det næsten stærkere Indtryk paa ham, da en midt under Forretningen fortalte ham om Ivar Ellingsen.

Saasnart Banken var lukket, skyndte han sig derfor op til Klubben og traadte lige ind i Madame Blomgreens Dagligstue.

168Der sad Madamen midt i Sofaen; og rundt omkring paa Borde og Stole stod der Kalvesteg, Fiskepudding, Filet, Pølser, Skinker og flade Fade med Sky. Døren stod aaben til Kjøkkenet, hvor der var stillet et langt Bord; og derude gik nogle raadløse Kvinder, som vare bestilte til at smøre Smørogbrød. Nogle havde begyndt, men faaet Ordre til at stanse; en stod og flaaede Oxetunger, en anden kogte en Masse haardkogte Æg, – det syntes hun ialfald man kunde resikere, – og noget maatte gjøres.

Smør var der i mængdevis og Brød! – Brød paa Brød henover hele Bænken; og hvert Øieblik blev der bragt noget nyt til Huset, som var bestilt.

Madame Blomgreen selv saa ud, somom hun var udhugget af en porøs Stenart, og somom Kunstneren havde opgivet Arbeidet halvfærdigt. Der var intetsomhelst Udtryk i det store posede Ansigt, og som hun sad ubevægelig kunde man se, hun var falden ned – fuldstændig overgivet.

Randulf begyndte at ville trøste; men idetsamme hørte han en, som kom hurtigt fra 169Kjøkkenet; han vendte sig og stod midt foran Constance. Hun saa ham lige ind i Øinene; men uden Spor af Koketteri eller Forlegenhed; og hun syntes at være den eneste i Huset, som havde bevaret Besindelsen og viste, hvad der skulde gjøres.

«Hvad ønsker De? – Hr. Randulf!» spurgte hun roligt – somom hun opvartede en Fremmed i Klubben.

«Jeg vilde forklare Deres Moder, at da jeg var den, som hovedsagelig fik hende til at indlade sig paa dette, er jeg selvfølgeligt rede til at erstatte hende Tabet, saa godt som jeg formaar.»

«Tak! men jeg haaber, Mor skal finde Hjælp – baade paa den ene og den anden Maade, –» svarede Constance.

Madame Blomgreen saa hjælpeløst op paa Randulf og sagde:

«Hun vil, at jeg skal gaa til Præsten Kruse;» – og der gik ligesom en Gysning gjennem hende.

Thomas Randulf trak lidt paa Skuldrene.

«Det faar De gjøre som De selv vil – Madame Blomgreen! men jeg vilde bare, 170De skulde vide, at jeg for min Part er parat –»

«Tak! Hr. Randulf! De har vistnok bragt mig lige til Fortvivlelse; men De har altid været honet –»

Constance afbrød Moderen; og Randulf syntes næsten, hun gjorde en Bevægelse, som om hun viste ham Døren.

«Mor skal ikke nu tænke paa andet end det ene fornødne og søge Hjælpen der, hvor den alene er at finde.»

Randulf bukkede og gik, – saa underligt fattig og tilintetgjort.

Men lidt efter maatte Madame Blomgreen afsted; og mens hun drog sig opover til Præstens Hus, havde hun en tydelig Fornemmelse af, at hun skulde rulles, – rulles i alle sit lange Livs mange smaa og store Synder. Hun viste, hvor skrækkelig han kunde være; se Constance havde han omskabt paa tre Dage; hvad mon han vilde gjøre med en gammel syndefuld Klubværtinde?

Der var imidlertid ikke andet Raad. Hvad hjalp det, at Randulf tilbød sig, selv om han kunde betale; men Tabet var 171uoverskueligt; hun maatte finde en, som rigtig kunde forstaa og gaa ind i hendes Sorger, frelse hende ud af denne forfærdelige Overflod af Mad; – kun en – sagde Constance – kunde det; og derfor sukkede Madame Blomgreen indvortes, da hun sank ned i Stolen foran Præsten.

«Se saa! nu faar han i Guds Navn rulle mig!»

I disse tre Dage havde Morten Kruse arbeidet jævnt som sædvanligt; holdt sine Andagter og Prækener, modtaget Besøg, stellet med sine Aviser og Anstalter og sendt sine Kaniner hid og did.

Som han sad i Kontoret og trommede med Fingrene paa Bordpladen, henfaldt han i Tanker; og han tænkte paa noget, som han havde læst om de moderne Kystforter. Ligesom Kommandanten kunde sidde trygt i Fæstningen og bare trykke paa en elektrisk Knap i Bordet, saa sprang der en Mine langt ude i Søen under de fiendtlige Skibe; saaledes kunde han ogsaa sprænge sine Fiender i Luften, mens han sad tryg og skjult i sit Kontor og trommede paa Bordet.

172Derfor var han i godt Humør, og da Madame Blomgreen sank ned i Stolen foran ham, sagde han muntert.

«Naa! Madame Blomgreen! hvordan gaar det?»

«Aa – daarligt – daarligt! – Hr. Pastor Kruse!»

«Det tager vel paa Kræfterne – saadan en Beværtning?»

Nu tænkte hun naturligvis, hun skulde rulles, fordi hun levede af at sælge Drik – og sligt.

«Ja en kan jo ikke altid vælge,» begyndte hun; «det kom nu deraf, at Blomgreen var Restauratør; men han taalte ikke Fristelserne, nei, han gjorde ikke det; – han blev desværre meget henfalden til –»

«Var ikke Deres Mand svensk?» – afbrød Præsten godsligt.

«Ak jo! Hr. Pastor!» sukkede Madame Blomgreen; «han blev svært svensk – især paa Slutten.»

«De har nok overtaget Beværtningen til denne Festen i Paradis?» – sagde Præsten og skjulte sit Smil.

173Nu smilede hun bare bittert; det var jo ikke noget at snakke om; hun ventede bare, at han skulde bryde løs og tage hende under Behandling.

Men det blev der ikke noget af – ialfald ikke endnu. Præsten begyndte at snakke om alt det, der skulde til ved en saadan Leilighed; og han snakkede saa fornuftigt og var saa vel inde i alt, at Madamen bare maatte forundre sig. Efterhaanden fik ogsaa hun Munden paa Gang og fortalte om alt det, hun havde opsamlet og bestilt, som nu stod der! – Midtsommerstid! – i denne Varmen! –

«Det er næsten værst med Brødet,» sagde Præsten eftertænksomt; «alt det andet staar nok en Dag over.»

«Aa var det bare en Dag – ja to! saa skulde jeg ikke klage; – jeg kunde leie eller laane nogle Iskasser, det var ingen Sag!» sagde Madame Blomgreen; hun havde med Fornøielse lagt Is i sin egen Seng, om det kunde nyttet til noget.

«Men Brødet – især Hvedebrødet maa nødig være gammelt,» sagde Præsten; han 174havde imidlertid taget en Blyant og syntes at beregne noget paa et Papir.

«Nei Hvedebrødet,» raabte Madamen, «det blev jeg Gudskelov kvit. Det var bestilt til Klokken tolv idag, forat være saadan halvferskt til iaften. Men imorges fik jeg saadan en gruelig Angst i Sengen, at jeg sendte Bud og afbestilte altsammen!»

«Det var meget heldigt; det grove og halvfine Brød kunde endda bruges imorgen.»

«Det er netop godt, at Brødet er lidt gammelt til smurte Smørogbrød,» sagde Madamen; – «men hvad hjælper det!»

«Jo ser De – Madame Blomgreen! imorgen holder jeg en Fest; jeg havde rigtignok ikke tænkt paa nogen Bespisning, men lad gaa!»

Hun blev ganske forandret i Ansigtet; men hun kunde ikke endnu fatte og forstaa. Men dette morede Præsten Kruse i høi Grad.

«Om nu jeg overtog det altsammen – hvad? – om De smurte Deres Smørogbrød imorgen istedetfor idag? – og sendte altsammen op i Bedehuset – hvad?»

175«Altsammen – altsammen» – mer kunde hun ikke faa frem for Bevægelse.

«Javel! – hvorledes skulde De havt det med Betalingen?»

Men hun bare slog lidt med Armene, forat udtrykke, at det var det mindste.

«Ja,» svarede Præsten, som forstod; «jeg tænker nok ogsaa, vi skal komme til Enighed om Betalingen; jeg har havt mange saadanne Bespisninger, saa jeg kjender lidt til det. Naa! – hvad siger De saa – Mam Blomgreen! – vil De?»

Herregud! om hun vilde! – men hun skulde jo rulles; hun maatte vel gjennemgaa en forfærdelig Bod? – han var jo saa stræng; hvad vilde han forlange af hende? – hvad skulde hun give ham for denne vidunderlige Redning?

«Jeg er en syndig gammel Kone,» sagde Madame Blomgreen og brast i Graad.

«Aa ja! – syndige – det er vi nogen og hver,» svarede Præsten; «men nu skal De gaa hjem og være glad og kjøbe Is; og glem ikke at lægge fugtige Servietter over Brødet iaften, at det ikke skal blive altfor tørt. Saa 176sender De kanske Deres Datter op til Bedehuset imorgen Formiddag? – der skulde pyntes lidt.»

«Constance! – aa Kjære! – tag hende! bare tag hende! –» raabte Madame Blomgreen; i sin henrykte Tilstand viste hun slet ikke, hvad hun sagde; men hun gav efter for Trangen til at give – til at ofre ham noget – denne vidunderlige Mand, som havde Frelse og Redning for alle.

Og siden, naar hun fortalte om denne Samtale, lagde Madame Blomgreen altid til, at i hele sit Liv havde hun ikke vist, hvad det var at svæve, før denne Dag, da hun forlod Præsten Kruses Kontor.

– Den snedige Politibetjent Iversen havde seet Madame Blomgreen svæve ud fra Præsten, og han forstod godt, hvad det betød. En for en var de gaaet den Vei allesammen; overalt, hvor han kom paa sine Vandringer i Byen, fandt han sine Venner forskræmte og Kaninerne glade.

Til Politimesteren var der kommen Bud om to Betjente til at holde Orden foran Bedehuset imorgen; men man havde udtrykkelig 177frabedt sig Iversen. Det var den første Extraindtægt, som gik fra ham. Og da han vaagede sig til at stanse Bankchefen paa Gaden, forat beklage sig, svarede denne, at det var ganske rimeligt; en Enkelt kunde ikke altid begunstiges; – det maatte Iversen være forberedt paa for Fremtiden. – Dermed fortsatte han sin Elefantgang.

Inde hos Smaapigerne var der Graad og Fortvivlelse. Paa Disken laa der fuldt af Ting, som var leveret tilbage; og alle de runde smaa Frøkner vare ganske udmattede af alle de Kunder, som havde været der, forat snakke sig fra deres Bestillinger. Men det værste var, at de havde faaet vide, at Fru Christensen havde været hos Madam Eriksen; og der havde hun sagt høit, at hun fandt, der var baade bedre og billigere end hos Frøknerne Iversen.

Da nu Faderen ogsaa kom hjem – bleg og blød i Knærene, forsamlede de sig alle omkring ham inde i Arbeidsværelset – forskræmte og raadvilde. Men den ældste, som havde holdt Øie med Faderens Ansigt, sagde til de andre:

178«Hvad hjælper det, vi jamrer og klager? – her er ikke mer end en Ting at gjøre. Et Par af os faar gaa op og tilbyde vor Hjælp til Festen i Bedehuset, – der skal vel pyntes og bindes Kranse; og saa faar vi allesammen gaa i Festen imorgen.»

Nei – nei – aldrig! – raabte de andre; men en for en blev stille og samtykkede, naar de havde set paa Faderen, som sad taus paa en Stol ved Ovnen uden at se paa nogen. Kun den yngste – den ufornuftige Fine satte sig til at hulke og flærre et Stykke Tøi op i Strimler. –

– Imidlertid var Frøken Fine ikke alene i sin Ufornuftighed. Der sad mange unge og smaa Skabninger og begræd denne Fest, som de havde glædet sig til og fantaseret om og beskrevet for hverandre; og den ene havde øst den anden op – lige ned til de vildeste Gutter paa Gaden, som havde staaet andægtige foran Ellingsen & Larsens Vinduer og talt de smaa Pakker.

Veiret var saa straalende; og den lange mægtige Sommerdag trak og sled i alt, hvad der var af Sundhed og Ungdom, som ikke 179kunde forstaa dette, at Lys og Glæde og den friske Luft var Fristelser til Synd; som endnu ikke havde lært, at Livet bør være den ængstelige Stilhed foran Døden; som ikke kunde se, at den ene bandt den anden i Feighed, at Frygten var over dem og mellem dem alle.

Men de allerfleste forstod det dog; og denne lystige Folkefest med lyse Kjoler mellem Trærene og Børnenes Leg og Latter, – den blev til en letsindig Drøm, som alle skyndte sig med at forjage. Og Folk satte sig til at kjægle om, hvorvidt de nogensinde havde tænkt et Øieblik paa at være med paa sligt! – og de svor paa, at hvis de havde nævnt et eneste Ord om Fest, saa havde de naturligvis ment Festen i Bedehuset for de stakkels Blinde – med Sang og Opbyggelse.

Denne Stemning var det ogsaa, som vandt udover Eftermiddagen. Folk gik endogsaa tidligere end sædvanligt ind i sine Huse og lukkede Døren; forat de end ikke skulde faa Skin af at glæde sig over den milde Aftenluft, og Solen, som gik rødmende ned og Maanen, som kom blankpudset op. Især var der tomt 180udover mod Paradis. De, som pleiede at spasere her, tog en anden Vei iaften.

Kun et Par Tømmermænd – man troede, de var sendt af Bankchefen – gik derude og pillede Dansegulvet fra hinanden. Materialet bar de ned i en Baad og roede væk med det, somom det kunde være de besmittede Levninger af et Pesthus, der skulde nedsænkes i Havet.

Men alle Kaniner vare glade paa sin Vis. Især var der en Ting, som frydede dem. De viste alle, at det forlængst var bestemt, at til Storthinget skulde vælges Præsten Kruse og Peder Pedersen. Bankchefen vilde de hverken eie eller have. Men det var udmærket, at han gik i den Indbildning; og alle Kaniner glædede sig oprigtigt til at se hans Næse paa Valgdagen.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Sankt Hans Fest

Romanen Sankt Hans Fest kom ut i 1887. Den er en frittstående fortsettelse av Gift og Fortuna.

Etter den store økonomiske krisen som har rammet byen (skildret i Fortuna) er det lite å glede seg over. Bankkasserer Thomas Randulf, juridisk kandidat Holck og den unge Christian Fredrik Garman bestemmer seg for at byen trenger en fest, og danner festkomité. Det skal være en fest for alle samfunnsklasser. Men byens elite liker ikke at noen andre enn dem arrangerer noe i byen. Banksjef Christensen og amtmann Hiorth forlanger å bli en del av komiteen, og festplanene blir endret.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1887 (NB digital)

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.