103Ikke før var Præsten steget af Kariolen, før en Kanin smak om Hjørnet og pilede nedover Gaden, for at melde til andre Kaniner, at nu var han kommen.
Lidt efter gik en lav rundbenet Mandhurtigt opover; han holdt sig nær ind til Husvæggen – mer af Vane, end fordi det nyttedenoget; thi i den lyse Sommernat var der ligelyst overalt i Gaden og ingen Skygger.
Det var Overkaninen Peder Pedersen – en af Præstens mest intime Venner.
Han gik ikke ind Gadedøren, men rundt Huset til en liden Port i Plankeværket, hvorfrahan gjennem Gaarden kom til Præstens Kontor. Først var der et Venteværelse med Bænker; og her stansede Peder Pedersen, fordi han hørte Folk i Kontoret.
104Han blev strax yderst fortrydelig, fordi nogen var kommen før; – det var naturligvis en af Kvindfolkene, som havde passet paa og styrtet lige til Præsten, forat fortælle alt det, som var hændt.
Peder Pedersen nærmede sig til Døren og lyttede. Han hørte bare Præstens Stemme, der talte indtrængende og alvorligt; – kanske var det bare en, som fik en Formaning. Dernæst hørte han nogen reise sig og Fodtrin. Peder Pedersen vovede at banke sagte.
«Kom ind!» raabte Præsten; «se – Godkveld! – min Petrus! – jeg tænkte næsten, det var Dig.»
Der var temmeligt mørkt i Kontoret; Peder Pedersen saa sig om i alle Kroge, menshan hilste og ønskede Præsten velkommenhjem igjen.
«Hvad er det, du ser efter?»
«Jeg – jeg trodde, her var Folk hos Præsten?»
«Nej; jeg er alene, – som Du ser.»
«Jamen jeg hørte ligesom Snak herinde –»
«Det var vel mig – det. Jeg talte med 105Gud i Bønnen; – synes du, det var saa forunderligt? – Peder Pedersen!»
Og om denne Mand! – som altsaa bad høit, skjønt han var ganske alene –, kunde Folk tvivle!
Peder Pedersen vuggede med Hovedet af Beundring; medens han tog sin Plads ved Vinduet; Præsten sad i sin Armstol paa den anden Side af Bordet.
«Ja Præsten har vel faaet Bud fra mig?»
«Derfor kommer jeg alt idag; hvad er det?»
«Aa, her er hændt adskilligt; – jeg viste ikke bedre end at skikke Bud med Telegrafen.»
«Fortæl!» sagde Præsten kort; og Peder Pedersen bøiede sig fremover og fortalte med dæmpet Stemme om alt det, som var foregaaet i de siste Dage; hvorledes hele Byen var i Bevægelse – optaget af Forberedelser til en Fest Sankt Hans Aften, – og hvem der var med.
Præsten gjentog Navnene: Amtmanden, Bankchefen og de andre; men det var ikke muligt for Peder Pedersen at høre paa Stemmen, hvad Indtryk det gjorde paa Præsten, 106og Ansigtet kunde han ikke se i Skyggen af Gardinet.
«Er der nogen af vore med?»
«Ja, det er sandelig ikke saa godt at sige;man er helst tvivlraadig. Kvindfolkene vil jogjerne være med, hvor der er Musik og Fyrværkeri; og de er saa løie med det: den enetrækker den anden med; og helst siden det stod i «Sandhedsvidnet» –
«Hvad stod der?» spurgte Præsten, ogdenne Gang hørte Peder Pedersen godt, at der var Iver.
«Naa, saa Præsten ved ikke det? – nei det kunde jeg nok næsten tænke mig» –; han trak Bladet op af Lommen; men der var altfor mørkt til at læse. Præsten lagde det bare foran sig mellem de mange Breve og Aviser, som ventede ham imorgen; og Peder Pedersen maatte fortælle, hvad der stod.
«Ja det var nu en Artikel, som han havde skrevet – Kandidat Løvdahl; der stod, at Folket trængte til Forlystelser; her var saa megen alvorlig Trang – stod der, og saa megen overflødig Skinhellighed» –
«Stod der det?» raabte Præsten.
107«Jeg kan jo ikke saa nøie mindes akkurat Ordene, men –»
«Men hvor var du og de andre henne?»
«Ja, det er ikke saa godt med denne Løvdahl; Præsten ved selv, det er ikke første Gang. Vi er jo ikke andet end simple Folk – vi andre, og han er jo Kandidat og Skolekamerat af Præsten, saa –»
Peder Pedersen stansede, fordi han troede, at Præsten vilde sige noget; men der kom bare et Kremt. Præsten sad ganske rolig; men Peder Pedersen hørte, at han pustede stærkt gjennem Næsen.
«Naar han kommer – denne Kandidaten med en Artikel og siger paa sin flotte Maade: den skal ind! – jeg indestaar! – jeg skal tale med Morten –»
«Siger han det?» spurgte Præsten koldt.
«Ja, vi kan jo ikke lade være at le lidt af ham – os imellem, naar han er gaaet. Præsten ved vist selv, hvor mægtig han kan være, helst naar han har lidt i Hovedet. Nei, der maatte næsten være en der oppe i Redaktionen, som havde ligesom den øverste Myndighed –»
108«Det var nok paatide, jeg kom hjem,» afbrød Præsten og reiste sig; «du faar have Tak for dit Bud – min Petrus! – du er vel betænkt og en aarvaagen Arbeider i Vingaarden.»
Den lille Overkanin gned fornøiet sine bløde Hænder; det var ikke ofte, der faldt saa megen Ros. Og i Følelsen af at staa den store og mægtige Mand saa nær, tog han enlidt fortroligere Tone, idet han sagde:
«Vi – vi faar tage fat imorgen.»
Men ganske koldt svarede Præsten:
«Jeg skal nok ordne det; – godnat – Peder Pedersen!»
Den lille Overkanin skrumpede strax ind igjen, sagde ærbødigt godnat og smak ud Bagveien, som han var kommen.
Men da han atter med smaa hurtige Skridt gik nedad Gaden – nær ind til Husvæggen og gjørende en liden Bue for hver Gadedørstrap, tænkte han paa, hvad Indtryk det maatte gjøre paa alle – baade Venner og Fiender, naar han fortalte, at Præsten Kruse bad høit, naar han var ganske alene i Kontoret.
Og det faldt ham ind, at enten nogen i Huset kom til at høre det – og det kunde jo 109let hænde – eller ikke, saa var det dog alligevel en vakker Skik; og Peder Pedersen bestemte sig til ogsaa at bede høit, naar han var i sit Lønkammer.
– Næste Morgen Klokken halv sex var Morten Kruse klædt og færdig; han havde sovet stærkt og fast de faa Timer – saaledes som han kunde det, naar noget skulde gjøres; og der var intet Spor af Reisens Træthed eiheller noget Hastværk over ham. Med den vante Ro gjorde han sin Runde i sine Stiftelser og hos sine Syge, hørte efter og saa efter hver minste Ting, – som han pleiede. Overalt var der Glæde over Gjensynet; men ogsaa en vis Spænding.
Især oppe i Redaktionen og Trykkeriet, hvor der foruden Personalet var mødt op endel af de fornemste Kaniner, som viste, at her var de sikrest paa at træffe Præsten om Morgenen.
Han hilste flygtigt paa dem, snakkede lidt om sin Reise, men lod ikke til at agte det minste paa deres Spænding og Hentydninger.
Endelig hviskede Peder Pedersen forsigtigt:
110«Han er ikke kommen endnu.»
«Hvem?» – spurgte Præsten ganske høit.
«Ka – Kandidat – Løvdahl –»
«Nei, jeg ser det,» svarede Præsten ligegyldigt og vendte sig til en anden.
Men da han vilde til at gaa, kom den lange Simon Taskeland, som fordum havde været Kolportør, men nu stellede med «Sandhedsvidnet», – han nippede lidt i Præsten og trak ham hen i en Krog, – en Vane, han havde fra Kolportørtiden:
«Vi skal vel holde første Spalte aaben til Middag?»
«Hvad skulde det være godt for?»
«Jeg tænkte – jeg tænkte, der skulde vel staa noget om denne – denne Festen?»
«Ikke det, jeg ved,» svarede Præsten tørt og gik videre paa sin Runde.
Kaninerne løb sammen i Uro og snusede paa hinanden; men ingen viste noget, og ingen kunde begribe –
Alene lille Peder Pedersen smilede: «Jeg tror nok, jeg forstaar ham; vi skal bare lade som Ingenting.»
«Jamen – ja – men» – begyndte et Par; –
111«Aa – jeg tænker nok, vi kan være rolige; han har klaret det, som værre var før,og desuden er her jo endnu tre Dage igjen;» – mente Peder Pedersen.
De andre Kaniner snusede lidt paa dette; rystede sine Øren og forsvandt hver i sit Hul.
– Imidlertid sad Morten Kruse Time efter Time i sit Kontor, læste en Masse Breve, fòr igjennem Pakker af Aviser, dikterede ogsvarede paa hundrede Spørgsmaal og hørte paa dem, der kom, forat snakke med ham. Telefonen havde han i næste Værelse, for ikkeat forstyrres; og der stod stadig en ung Kanin, der sendte Præstens Ordre omkring.
Han havde været borte i over otte Dage; men førend det led langt paa Formiddagen, havde han igjen samlet og knyttet alle de tusinde Traade, der løb sammen i ham fra alle Byens Huse og Landets Kanter, saa da Klokken blev tolv og Fredrikke kom, forat hente ham til Middag, var han temmeligt træt, – ialfald svært oplagt til at spise.
Alligevel satte han sig strax ned igjen i Stolen, da der idetsamme blev banket paa Døren; og Fru Fredrikke maatte trække sig 112tilbage. Hun viste, at han var ganske umulig, naar han var i Arbeide, og hun bad ham baresaa instændigt være saa snar som han kunde, at ikke Maden skulde blive kold.
«Kom ind!» – sagde Præsten.
Og ind traadte Constance Blomgreen frisk og pyntet – lidt undseelig og lidt freidig, mensaa vakker, at hun skinnede i det alvorlige Kontor.
Hun nærmede sig til Bordet – lidt forlegen, – men alligevel temmeligt tillidsfuldt som smukkePiger pleier, fordi de er vant til strax at faa Opmuntring.
«Jeg maa rigtig bede om Undskyldning,fordi jeg kommer her og forstyrrer Præsten,» – saaledes begyndte hun sin lille vel forberedte Tale.
Han gjorde en Bevægelse med Haanden – ikke andet, og hun tog Plads paa Stolen midt foran ham. Lige fra hun traadte ind, havde han fæstet sine Øine i hendes; han slap dem ikke, hver Gang de mødte hans.
«Jeg skulde hilse fra Mor, – Mor bad mig bede Dem, – ja, kanske Præsten kjender 113mig ikke engang? – Jeg er Datter til Madame Blomgreen paa Klubben.» –
Han gjorde en ganske liden Bevægelse med Hovedet – ikke mere; men fæstede igjen sine Øine i hendes, da hun saa op.
Nu begyndte Constance at forvirres; især var det disse Øine, hun ikke kunde blive kvit.Hun prøvede at betragte hans Mund og Flippen og nedover; men saa vilde hun hellerikke slaa Øinene ned for ham, – det havde hun besluttet; det var jo en ærlig Sag –, bare et Spørgsmaal; og atter saa hun op og blev hængende, mens hun fortsatte:
«Det var det, at Mor vilde saa gjerne bede Præsten, om vi kunde faa laane nogle Borde og Bænker til Festen, – ja, for der skal være en Fest, – Præsten ved vist –?»
Han rørte sig ikke, bare saa hende stivt ind i Øinene, saa nu blev hun ganske forvirret, og Smilet blev saa stramt, somom det snarere kunde blive til Graad.
«Det var til denne Sankt Hans Fest – ude i Paradis; – vi skulde selv lade Bordene hente – sa Mor; – ja – Bænkene ogsaa – naturligvis –» Smilet blev skjævere og skjævere: 114«– vi skulde være saa forsigtige med dem, skulde jeg sige –» men nu gik hun ganske istaa og blev ildrød i Hovedet.
Et Par Secunder sad de saaledes, indtil Præsten begyndte at tale – haardt og stødvis:
«Jo – jeg kjender dig; – jeg kjender dig bedre end du selv tror; – det er du, somligger med Thomas Randulf!» –
Constance gjorde et Sæt i Stolen og blev ganske bleg.
«Du gaar samme Vei som din Veninde, – jeg mener Emma Sørensen!»
Atter gik der et Ryk gjennem Constance; dette var til og med sandt; der var vist noget iveien med hendes beste Veninde Emma Sørensen – noget græsseligt; – Emma havde betroet hende saa meget; – men at han viste det! I sin Forvirring blandede hun Skammen for Veninden sammen med Vreden over hans Beskyldning; men hun viste ikke, hvad hun skulde sige og maatte bare sidde og se og se paa ham, mens han vedblev:
«Kanhænde du er ikke endnu saa langt kommen – du, som den andre; men samme Veien bærer det – sent eller tidligt, – det 115er sikkert nok. Og ikke kan en undres, slig som du har gaaet fra Haand til Haand mellem de liderlige Herrerne paa Klubben; de har vel tidsnok fortalt dig, at Du er vakker, – og lært dig op –»
Det blev værre og værre det, han sagde. Constance hørte Ord, som hun bare havde hørtGuttene raabe paa Gaden, det flammede i hendes Kinder, men hun var som afmægtig, hun kunde hverken snakke eller reise sig.
«Men undres maa jeg,» fortsatte Præsten Kruse og bøiede sig fremover Bordet; «undresmaa jeg alligevel, at du, som Gud har givet saa klare blanke Øine – at du ikke kan se, – at Du ikke vil se Fordærvelsen, du gaar imøde. Har du da aldrig hørt noget om Jesus?»
Constance begyndte at skjælve, og hendes Øine, som sved af at stirre ind i hans, fyldtes af Taarer. Han talte og talte, mer og mer syntes hun, han nærmede sig, – sønderknust i sin Skam havde hun en Følelse, somom hun var nøgen for ham.
Da reiste Præsten sig og lod, somom han vilde gaa, men slap hende ikke med Øinene.
116Hun reiste sig ogsaa og rakte Hændernemod ham; hendes Parasol faldt paa Gulvet, uden at hun sansede det.
Præsten trak sig langsomt et Par Skridttilbage mod Døren, og Constance fulgte, somom hun var bunden til hans Øine.
«Gaa ikke» – sagde hun hæst, – «gaa ikke!»
«Hvad vil du mig?»
«Gaa ikke, gaa ikke –» bad hun i Angst; «– hjælp mig!»
«Du vil ikke hjælpes.»
«Jo – jeg vil – jeg vil!»
«Nei, du vil ikke!» sagde han haardt.
«O Gud! – jo jeg vil – jeg vil –» og med et faldt hun lige ned for hans Fødder og hulkede. –
Den lille Telefonkanin havde nu sine lange Øren lige i Nøglehullet; han havde hørt en Kvindestemme; og disse Scener interesserede ham altid overmaade.
Præsten lod hende ligge der en Stund og græde; medens han selv strøg sig over Ansigtet og ligesom pustede ud.
117Derpaa sagde han ganske rolig og lidt mindre haardt: «Reis dig op.»
Constance reiste sig strax og satte sig i Sofaen ved Væggen med Lommetørklædet for Ansigtet.
«Men – men – De maa ikke tro om mig –»
«Men hvor længe tror Du selv, du er sikker mod Fald? – har du da ikke selv følt –?»
«Jo! jo! –» raabte hun; «hjælp mig, hjælp mig, – jeg vil saa nødig blive – blive saadan.»
«Vil du da hjælpes?» – spurgte han alvorligt.
Hun tog Hænderne fra Ansigtet og saa bønligt op paa ham:
«Sig mig bare, hvad jeg skal gjøre.»
«Du ved, der er ikke mere end et eneste Navn under Himmelen, ved hvilket det bør osat vorde salige; du faar se, om du kan finde ham.»
«Men alene kan jeg ikke; – nogen maa føre mig; – De maa ikke slippe mig.»
118«Her er en Andagt imorgen tidligt Klokken sex; kom og hør, om Ordet kan faaMagt i dig. Men nu maa De gaa; har De et Slør?»
Nei hun havde ikke noget Slør paa sin lyse Sommerhat; og hun saa ganske ulykkelig ud for det.
«Der ligger Deres Parasol.»
Hun tog den hurtigt op.
«Deres Haar er i Uorden,» sagde han koldt og pegte paa Speilet.
Hun adlød, hvad han sagde og blev lidt roligere, mens hun i Hast fik det store Haar fæstet og puttet op i Hatten.
«Saa faar jeg altsaa Lov til at komme igjen imorgen?» spurgte Constance ydmygt og saa paa ham.
Han stod ganske tæt ved hende, men sagde koldt Farvel uden at se hendes Haand, som hun vilde række ham, og uden at røre sig.
Constance sagde Tak og gik stille hjem med bøiet Hoved.
Præsten stod en Stund stille ved Vinduet og saa nedover Gaden efter hende, førend han 119laasede Døren til Venteværelset og begav sig til Spisestuen, for endelig at faa sin Mad.
– Den snedige Politibetjent Iversen havde ogsaa været tidligt oppe; thi han viste naturligvis, at Præsten Kruse var kommenhjem igaaraftes sent, flere Dage tidligere end han var ventet. Og han havde nok Lyst til at se, hvorledes Kaninerne tog sig ud idag.
Rigtig god Samvittighed havde han ikke;det var, somom han i sin store Snedighed allerede følte Ulykken nærme sig fra denne Fest,han selv havde bidraget til at sætte Fart i, og som tilslut havde revet ham med i sin Hvirvel.
Ingen kjendte bedre Præsten Kruse og hans Kaniner; og ingen vidste bedre end Politibetjent Iversen, hvor uhyre vidt deres Magt strakte sig. Men selv havde han – oprigtigt talt – en grundig Afsky for det hele Væsen.
Saa heldigt var han stillet, at han ikke – som saa mange andre havde været nødt til atsvælge sin Afsky og krybe pent op til Præsten Kruses Venteværelse. Thi under Bankchefensmægtige Beskyttelse kunde han – naar han var lidt forsigtig – beholde baade sin Stilling i Politiet og de mange smaa Indtægter, som 120Christensen lod ham tilflyde i sin Egenskab af Byens Ordfører. Og Politimesteren, som spillede Kort hos Bankchefen hver Lørdag, lod altid Iversen være den første, hvor der var en Extrafortjeneste for Personalet.
Saaledes kunde Politibetjent Iversen leve sorgløst uden at behøve at bøie sig for nogen; thi han regnede ikke det, at han som forhenværende Kusk altid følte sig som etslags Tjener overfor Bankchefen og hans Familie. Fruen var saa snil mod Smaapigerne; hele Christensens Hus var som en Fæstning for Iversen, hvor han havde Tilflugt, mens saamange af hans Venner og Ligemænd, da Tiderne blev knappe, maatte gjøre sig baade til Hunde og Kaniner, for at faa et lidet Ben.
Alligevel havde han ikke saa svært god Samvittighed denne Morgenstund. I de sidste Dage var der faret en Hovmodets Djævel i den ellers saa forsigtige Iversen; dette at være i Festkommitte sammen med Bankchefen og alle de Store havde forvirret ham; og det kunde nok hænde, at han ikke havde været saa nøie med, hvad han havde sagt – baade om Kaninerne og til dem.
121Dem, han traf paa Torvet, iagttog han derfor med sit allersnedigste Politiblik, og han følte sig ingenlunde rolig. De var blide – saa ualmindeligt blide og spøgefulde. Peder Pedersen talte saa ubekymret om det velsignede Sommerveir og var saa umulig til at faa et Ord ud af om Festen, at det begyndte at gyse i Politibetjent Iversen.
Det kunde han jo godt beregne, at Præsten Kruse ikke vilde lige denne Fest med Dansog Munterhed, især da den var sat igang uden ham – altsaa af Modstandere. HeleByen reist uden ham – det var ikke hændt i aarevis. Og en Ting til: en saadan Fest for alle satte Penge i Omløb, de mange smaa Udlæg fra de enkelte blev til en stor Sum; og Iversen behøvede ikke at tænke langt, før den Ting var ham klar, at aldrig vilde Præsten Kruse godvilligt lade en saadan Sum gaa sin Kasse forbi.
I sin Uro tyede Iversen til sin Kollega i Kommitteen – Hattemager Sørensen. Menher havde Hovmodsdjævelen allerede fuldbyrdet sit Værk. Efterat han havde drukket half and 122half med Amtmanden, var Hattemageren ikke længer til at styre.
I to Dage havde han kavet, forat faa sammenkaldt en extraordinær Generalforsamling i Haandværkerforeningen, hvor han var Formand. Han vilde have alle Fanerne og Sangforeningen ud til Festen, – det havde han udtrykkeligt givet Amtmanden sit Ord paa.
Og da Iversen begyndte at mumle om Kaninerne, bad Hattemageren ham i al Venskabelighed reise Fanden ivold: jeg og Amtmanden og Amtmanden og jeg – der var ikke andre Ord i hans Mund.
Iversen maatte gaa videre med sine Bekymringer. I Forretningen hos Smaapigerne kunde han ikke mærke noget; der var travelt og livligt som i alle de sidste Dage.
Alligevel fik han ikke Ro; og da han om Eftermiddagen saa, at Bankchefen kom alene ind til Byen fra Landstedet, tog han Mod til sig og gik ind i Huset.
«Det var godt, du kom – Iversen!» sagde Bankchefen, som stod i Skjorteærmer inde i Salen, hvor Vinduerne vare hvidtede; –«Fruen vil have de to Malerier ud paa Landet 123iaar; du faar hjælpe mig – du, som er vant til det.»
Mens Iversen nu flyttede Kjøkkentrappen, steg op og løftede Malerierne forsigtigt ned, nærmede han sig snedigt til Sagen, idet han gjenkaldte i Erindringen de Dage, da han var Kusk og Tjener i Huset, og Christensen fulgte godmodigt med, mens han hjalp til og støttede paa Trappen.
«Ja – Ingen ved, hvad Bankchefen har været for mig og mine,» sagde Iversen.
«En god og tro Tjener som du – Iversen! kan altid stole paa mig.»
«Og saadan som Fruen har været mod Smaapigerne!»
«Ja – vi slipper ikke vore Folk – vi.»
«Det siger jeg,» sagde Iversen og flyttede hen til det næste Billede; «Folk i vor Stand klarer det ikke i Tider som disse uden god Støtte.»
«Det er haarde Tider – haarde Tider.»
«Det er aldeles umulige Tider, for den, som ikke vil følge Præsten Kruse i tykt og tyndt,» svarede Iversen med Overbevisning.
124«Er han saa mægtig?» – spurgte Christensen med et usikkert Smil.
«Aa! – tror kanske Bankchefen, jeg havdevaaget mig med paa denne Festen uden Deres –»
«Men Præsten Kruse er jo paa en Maade med.»
«Mon det kan være muligt?» – sagde Iversen og stansede midt i Trappen.
«lalfald ved jeg, han stiller Borde og Bænke til vor Disposition.»
«Nei kan det være muligt?» gjentog Iversen; – «det har jeg slet ikke hørt.»
«Og desuden,» sagde Christensen; – «saa stod der jo iforgaars i Sandhedsvidnet –»
«Ja den, som vilde tro paa Sandhedsvidnet!» raabte Iversen spodsk; «og forresten saa ved jo hele Byen, at naar Præsten er ude og reiser, saa skriver Kandidat Løvdahl omtrent, hvad han vil; men bagefter maa han pent tage det meste i sig igjen.»
«Aa! –» sagde Bankchefen lidt utaalmodig; denne Tvivl ligte han igrunden slet ikke. Men Iversen forstod og gik ikke videre. Nu havde han faaet Christensens gjentagne 125Forsikring, at intet ondt skulde vederfares ham og hans Smaapiger, saa fik de store Herrer se at enes saa godt de kunde.
Da han derfor havde sat Malerierne paa Kjøkkenbænken, hvor Kusken skulde hente dem, tog han ærbødigt Afsked. Men Bankchefen raabte efter ham:
«Du Iversen! – du kunde gjerne forhøre dig om, hvorledes det hænger sammen med de Borde og Bænke?»
«Det skal snart være gjort, – Hr. Bankchef!» svarede Iversen og gik til sine Forretninger. –
– Om Aftenen sad Ivar Ellingsen oppe i Klubben og fortalte, hvad han vilde finde paa,forat more Ungdommen; det var især denne Del af Festen, han havde forelsket sig i. Blandt andet lod han sine Folk arbeide massevis af smaa Kræmmerhuse med en klisset Klat Korinther og totre halve Sukkerkugler i, – det skulde være til at holde de værste Ungerne glade med. Og man kunde se paa hans Glæde, at han endnu mindedes, hvorledes saadanne Delikatesser smagte i saadanne Munde.
126«Det var da besynderligt,» raabte Kandidat Holck, som sad ved Avisbordet; «nu har her hver Aften staaet en eller anden Notitsom Festen i alle Byens tre Stokfiske; men iaften er der ikke et Ord i nogen af dem – se her!» – og han holdt Aviserne frem.
De andre agtede ikke stort paa det; kun Randulf, som sad og saa paa Gaden, vendtesig og sagde langtrukkent: «Saa?»
«Ikke et Ord!» – forsikrede Holck. –
Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Sankt Hans Fest kom ut i 1887. Den er en frittstående fortsettelse av Gift og Fortuna.
Etter den store økonomiske krisen som har rammet byen (skildret i Fortuna) er det lite å glede seg over. Bankkasserer Thomas Randulf, juridisk kandidat Holck og den unge Christian Fredrik Garman bestemmer seg for at byen trenger en fest, og danner festkomité. Det skal være en fest for alle samfunnsklasser. Men byens elite liker ikke at noen andre enn dem arrangerer noe i byen. Banksjef Christensen og amtmann Hiorth forlanger å bli en del av komiteen, og festplanene blir endret.
Se faksimiler av 1. utgave fra 1887 (NB digital)
Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.