127Den næste Morgen gik Tjenestepigerne i de fleste Huse i Byen forgrædte omkring og gjorde alt paatvers og slap alting i Gulvet. De var halvt sansesløse og tog med et sløvt Smil imod Skjænd og onde Ord.
Thi de kom fra Præsten Kruses Morgenandagt, og sligt havde de aldrig oplevet. Alle Husmødrenes bitre Ord var som en lind Musik mod det Tordenveir, de kom fra. De kunde bare ikke begribe, hvorledes der endnu kunde findes Mennesker saa forblindede i sin Syndesikkerhed, at de kunde tænke paa Glæde eller Vellyst, naar Guds Vrede var saa luende nær som i disse Dage.
Datter til Madame Blomgreen paa Klubben havde været der for første Gang. Der var nok noget rent galt iveien med hende.
128For midt under Prækenen var hun faldt ned af Bænken og havde begyndt at skrige.
Det var vist helst en ond Aand, som havde været i hende – mente de fleste; thi da Præsten havde talt nogle strænge Ord, vardet, som han fo’r ud, og hun blev stille.
Hele Dagen efter det første Møde med Præsten havde Constance gaaet i en halvDøs; og Moderen havde givet hende Portvin et Par Gange, forat stive hende op. At derikke blev Tale om at faa laane noget af Præsten – det var ikke mer end hun havdeventet. Derimod blev Madame Blomgreen lidt bekymret ved at se Constance, og hun forbød hende uden videre at gaa til Præsten mere; Constance lod, somom hun samtykkede.
Men tidligt næste Morgen havde hun listet sig ud af Huset og kom som en af deførste til Morgenandagten. Fra han begyndte, havde hun fæstet sine brændende Øine paaham og indsuget hvert Ord, han talte.
Men det blev hende for stærkt. Han overvældede hende med al hendes Synd og Elendighed, som han viste Besked om, saa 129hun begyndte at hulke høit og maatte klamre sig til den Pige, som sad ved Siden.
De tog sig af hende – de andre. Sligt hændte en sjelden Gang med nye; men det gjentog sig ikke, fordi Præsten taalte ikke noget, som kunde kaldes Hysteri. De maatte gjerne græde, men stille; og Salmerne skuldede synge freidigt med høie Stemmer.
Constance var ogsaa bleven roligere, da han henvendte nogle Ord til hende. Men da hun kom hjem og Madame Blomgreen vilde skjænde, svarede hun bare: «Aa ti – ti – Mor! du ved ikke selv, hvad du siger!» – oghun styrtede ovenpaa og laaste sig inde paa sit Værelse.
Der laa hun paa Sengen eller gik op og ned og arbeidede med sin indre Uro. Hun kjendte sig som en, der har levet i den Tro at være frisk og sund, indtil Doktoren pludseligt havde forklaret hende, at hun var fuld afden værste og vederstyggeligste Sygdom. Hvor ganske anderledes saa hun ikke nu sig selv og sit Liv i det sidste!
Emma Sørensen havde fortalt hende saa meget, om hvor godt det var at holde af 130nogen, og at det slet ikke var saa farligt. Selv havde hun mærket, hvorledes hendesSkjønhed forvirrede Mandfolkene og gjorde dem saa latterlige, at hun bare maatte le. Alene Randulf holdt sig rolig; og hun var begyndt at ærgre sig og undre sig: om han da slet ikke saa, hvor smuk hun var?
Nu blev hun blussende rød ved Tanken om, at her – foran dette lille Speil havde hun klædt sig af og betragtet sig selv, hvor rund og hvid hun var. O! – det var sandt – det var sandt hvert Ord, Præsten havde talt! Synd og Kjødets Lyst var det altsammen; Ungdom og Skjønhed og hendes varme Blod var Djævelens Fristelser, og ham havde hun fulgt iblinde, mens Jesus – hendes Brudgom stod ved Veien og rakte Haanden efter hende!
Et Ord var der, som kom igjen og som hun i sin Skam syntes det var saa godt at gjentage: Du, hvem Gud har givet saa store, blanke Øine; – det havde Præsten sagt; det gjorde hende saa blød at tænke paa dette, at han havde sagt dette; men Skammen brændte hende dobbelt, naar hun saa mindedes, hvorledes hun havde været lige til igaar. –
131– Før han gik i Banken, kom Thomas Randulf ind i Klubben, forat tale med Constance. Hun havde nemlig ikke været ude af hans Tanker i de to siste Dage og Nætter.
Han havde næsten faaet Bugt med den lille Djævel, som byggede dybt i hans Bryst, forsaavidt som han – rent ud sagt – var begyndt at tænke paa, om det ikke til Slutning var baade klogest og rettest at gifte sig med Constance Blomgreen.
Der behøvede isandhed Ingen at fortælle ham, hvor latterlig han var, – hele den Lexe kunde han. Men for det første var det Thomas Randulfs Mening, at den Forelskede er bestandigt latterlig – mer og mindre, og for det andet var han sig fuldt bevist, at det betænkeligste ved Partiet var for hende.
Hvad hans Venner og Ligesindede kunde ville holde ham tilbage med, – det var ikke andet end Snak. Ensomheden og Friheden havde han nok af; og hvis den unge Pige vilde tage ham, som han var, saa var det hun, som nøie maatte betænke sig først. Det vilde han ogsaa bede hende om, – hvis hun 132nu idetheletaget holdt lidt af ham, som han haabede.
Hans Hovedargument var dette: at Constance var saaledes beskaffen og saaledes stillet i Livet, at det letteligen kunde gaa hende saa meget – meget værre. Dette vilde han først forklare Madamen.
Men han kom ubeleiligt. Madame Blomgreen var i Nattrøie og sort Morins Skjørt med en Kniv i Haanden – ifærd med at smage paa Smør i Kjøkkenet. Hun viste ham alt det Smør, hun holdt paa at kjøbe tiliovermorgen, og det faldt hende minst af alt i Verden ind at anskue Hr. Randulf somFrier; først da han nævnte Constance, trak hun ham tilside og sagde:
«Aa – kjære Hr. Randulf! – gaa op til hende; – hun har været hos denne – jeg havde Gud forlade mig nær sagt: denne forbandede Præsten Kruse; han har rent skræmtLivet af hende. De ved, jeg vilde ikke bede nogen anden; men De har altid været som en Far for Constance.»
«Hm!» – svarede Randulf og gik ovenpaa. Som mangeaarig Direktør var han kjendt 133i Huset, men han havde aldrig været paa hendes Værelse. Randulf bankede.
«Hvem er det?»
«Det er mig. Constance! – Randulf; – kan jeg faa tale med Dem?»
Han hørte, hvorledes hun kastede sig mod Døren og trykkede paa, mens hun raabte, at han skulde gaa – bare gaa!
«Naa-naa – Constance!» sagde Randulf lidt forarget; «jeg tænker s’gu ikke paa at komme ind, hvis De ikke vil. Er De ikke klædt?»
«Gaa – bare gaa!» raabte hun indenfor, og fremdeles hørte han, hvorledes hun trykkede paa Døren og holdt i Dørklinken.
«Nonsens!» mumlede Randulf; «hør Constance! kommer De ned i Stuen? – jeg vildegjerne tale et Par Ord Dem, før jeg gaar i Banken.»
«Nei – nei!» – raabte hun; «jeg vil aldrig tale med Dem; – lad mig være i Fred!»
Det var som Pokker – tænkte Randulf, da han gik ned igjen; slig var hun ikke før; og han begyndte at tænke over, hvad Madame 134Blomgreen havde sagt; han viste Præsten Kruse havde stor Magt over Kvinderne, – men Constance! –
– Kaninernes Færd foruroligede Iversen endnu mere idag end igaar; og da han forsigtigt spurgte Simon Taskeland, som han traf paa Gaden, om disse Borde og Bænke, fikhan intet andet Svar, end at Simon aabnede sin store Mund og viste nogle spredte grønneTænder, medens han lo paa en uhyggelig Maade.
Dette Budskab maatte Iversen bringe til Bankchefen, som tog sig i sin bløde Næse og henfaldt i Betragtninger. Alt længe havde han veiret noget ondt fra den Kant. Sent eller tidligt maatte der blive et Sammenstød mellem ham og Præsten, kanske en Deling af Magten. Det havde været hans Haab, atnoget skulde tilstøde denne tykke Morten Kruse – et Uheld, eller et Feiltrin, at noget skulde komme op om ham – enten med Penge eller med Fruentimmer. Men han var bare gaaet høiere og høiere tilveirs; mens Bankchefen havde seet Tegn paa sin egen Nedgang.
135Kaninerne var begyndt at forberede hans Indtrædelse i Politiken; og der var ingen Tvivl om, at ved næste Valg vilde han være med. Bankchefen var gammel Repræsentant for Byen; og skjønt han var paa den anden Side i politisk Henseende, havde hans store Indflydelse – selv mellem Kruses Tilhængere hidtil sikret ham den ene af Byens to Pladse i Thinget.
Denne Gang var der imidlertid ingen saadan Mulighed; han maatte enten prøve uden Præsten eller med ham. Bankchefen havde tænkt sig en Sammenkomst ved fælles Venner udpaa Høsten; men nu kom denne fordømte Fest, som han var narret med paa – det skulde han ikke glemme Thomas Randulf! – her kunde ikke ventes; og saa bestemte han sig til at gaa op til Præsten Kruse.
Det var haardt for Bankchefrettet fra: Banchef Christensen. Naar han havde tænkt sig den Mulighed, at Magten en Gang skulde deles, havde det altid været ved hans eget brede Kontorbord, at han havde forestillet sig Delingen. Nu maatte han tage Plads paa den Stol midt foran Præsten, hvor saa mange arme Syndere – ja, 136hvor snart den halve By havde siddet en Ydmygelsens Stund.
Men Præsten Kruse gjorde ham det let. Han talte spøgende om det usædvanlige Besøg i hans beskedne Kontor og spurgte, om der var noget, han kunde tjene Bankchefen med, – han vilde saa gjerne.
«Ja – Hr. Pastor! – jeg skulde jo ville tale om mange Ting med Dem. Egentlig er det galt, at vi to ikke arbeider mere i Fællesskab.»
«Jeg kjender Bankchef Christensen som en oprigtig Kristen – ikke sandt?»
«lalfald som en oprigtig kristelig interesseret – tør jeg nok sige,» svarede Bankchefen med sin fuldeste Borgerrøst.
«For mig,» sagde Præsten aabent; «for mig er der Intet, som skiller Mand fra Manduden dette ene: Troende eller Vantro. Ligesaa umuligt som det er mig at arbeide sammenmed Kristi Fiender, ligesaa parat er jeg til at række en Medbroder i Troen min Haand.»
«Det gjør Dem megen Ære – Hr. Pastor! – hvad De der siger. Men De ved selv, 137Livet er rigt paa Modsætninger, – især det politiske Liv –»
«Aa i Politiken!» raabte Præsten og lo kort; «hvis jeg vil gaa ind i Politiken, er jeg ikke ræd for at tage mit Princip med mig, – der som overalt er det første Spørgsmaal for mig: Kristen? eller Vantro?»
«Men vil det ikke alligevel –? – mellem to Personer, hvis politiske Anskuelser er saaforskjellige som for Exempel Deres og mine –»
«Kjære Hr. Bankchef Christensen,» sagde Præsten og lagde sig paa Armene fremover Bordet; «hvad er det vigtigste: enten at den eller den Lov eller Reform gjennemføres, eller at Folkets dyrebareste Klenodie beskyttes? – Folkets nedarvede Barnetro, somVantroen nu søger at snigmyrde? Kan vel vi som Kristne et Øieblik være i Tvivl om Svaret?»
«Nei visselig ikke! – jeg indrømmer, der er et høiere Samarbeide –»
«Netop» – afbrød Præsten Kruse; «hvis De ikke var kommen til mig, saa var jeg 138kommen til Dem før Valgene; – vi maa staa sammen.»
«Det er mig en stor Glæde at høre;» begyndte Bankchefen, mens han tænkte i sitstille Sind: det gik Skam glat! – og han talte nogle bevægede Ord om Borgerpligt og Barnetro.
«Naar man er enig i Hovedsagen», fortsatte Præsten; «vil der ikke saa let opstaa Misforstaaelser i de smaa Ting. Her har for Exempel været Tale om en Fest –»
«De ved, hvorledes det gaar – Hr. Pastor! man blir saa længe overhængt med Bønner og Anmodninger, – ja denne Gang blev jeg nu ligefrem narret. Imidlertid! – deter jo endnu ikke for sent!»
«Det er saa løie med mig,» vedblev Præsten smilende, «jeg skulde nu aldrig kunnearbeide daglig sammen med en Person som Thomas Randulf.»
«Han er mig hellerikke nogen sympathetisk Person.»
«Nei – dersom De nogensinde skulde ville tænke paa en Kasserer i Deres Bank, 139som forener Dygtighed med et sandt kristeligt Sindelag, saa har jeg en at anbefale.»
Det vilde være ham en Fornøielse – forsikrede Bankchefen.
«De kjender Peder Pedersen? – han har været Kjøbmand – lidt uheldig; altfor godtroende til at passe sine egne Interesser: men ypperligt skikket til en Kassererpost.»
Jo – han kjendte Peder Pedersen, og han gøs for en slig Kasserer. Men Bankchefen ræsonnerede som saa: selve Forretningen var gaaet saa glat, at det var rimeligt, om der kom nogle smaa Omkostninger til; desudenvar han gal paa Randulf.
«Der er virkelig saa mange gudfrygtigeSmaafolk,» fortsatte Præsten; «som man saa lidet tager Hensyn til – baade i Kommune og i Stat. De – som Byens Ordfører kunde gjøre meget godt, hvis De ikke lod alt tilflyde en Enkelt; – ja De ved kanske ikke – Hr. Bankchef! at Politibetjent Iversen er en fuldstændig Fritænker?»
«Han har været min Kusk – som Pastoren kanske ved? – men det er fuldkommen 140sandt: det er ikke ret, at alt tilfalder en Enkelt, –»
«Aa – det er ikke det vigtigste for mig,» afbrød Præsten tørt; «men lige ned til de minste Hensyn gjennemfører jeg mit Princip; og det samme forlanger jeg af alle, som vil arbeide sammen med mig: overalt kun at hjælpe og anvende saadanne, som bekjende Kristum. Jeg kjøber ikke for to Skilling i Tobak hos en Vantro; og min Kone tager alt, hvad hun behøver, hos Madame Eriksen, somer en gudfrygtig Kone.»
Bankchefen generede sig næsten paa den andens Vegne. Vel var han ikke selvmeget fin paa det; men det syntes ham dog altfor stridt, at ogsaa Iversens Smaapiger hørte med til Omkostningerne. Alligevel maatte han paa en Maade beundre; det var kun altfor sandt: den,som vilde samle grundig Magt, maatte ikke forsømme – end ikke den mindste Smaating.
Da han derfor skjønte, at det virkelig var Meningen, sagde han ganske alvorligt:
141«Jeg tror ogsaa, min Kone er temmeligt misfornøiet med Frøknerne Iversen; hun vil vist gjerne gjøre en Forandring.»
Men samtidig reiste han sig, forat gaa; nu kunde det være nok.
Præsten blev derimod roligt siddende; han var øjensynligt ikke færdig.
«Det var kanske best, om Deres Avis – undskyld, jeg siger Deres Avis», han lo lidt, «om den bragte en Notits jo før jo heller, at De ikke har noget at bestille med denne Sankt Hans Fest?»
«Naturligvis! – det er min Mening at gaa lige til Redaktionen, saa kan det komme allerede iaften.»
«Og hvis De saa vilde lade indflyde nogle Ord tilbeste for vor Fest –?»
«Holder Pastoren ogsaa Fest?»
«Dagen efter – selve Sankt Hans Dag har vi en liden festlig Sammenkomst til Indtægt for vore stakkels Blinde; vi trænger – som De kan vide – til Bidrag –»
«Det skal være mig en Fornøielse – 142efter Evne –» Bankchefen rakte Haanden til Farvel.
«Og jeg synes, De skulde komme selv til den Fest – Christensen! det vilde gjøre mange godt at se os sammen.»
«Tak, det vil jeg saa gjerne – Hr. Pastor! godmorgen – godmorgen!»
Men i Døren raabte Præsten efter ham: «De maa tage Deres Damer med til Festen! – Christensen!»
Bankchefen svarede ja og Tak, men skyndte sig afsted, forat ikke Omkostningerne skulde løbe endnu høiere op. –
Om Aftenen stod der saa i Byens Høireblad: «Det beroede – som vi nok kundetænke os – paa en Feiltagelse, naar Rygtet har villet vide, at der fra vore høieste kommunaleAutoriteter agtedes foretaget noget ianledning den meget omtalte Festtilstelning i ParadisSankt Hans Aften. Det var ligeledes ved en Feiltagelse, som allerede er rettet, at Kommunens Flag og Flagstænger var udlaant til denne saakaldte Folkefest».
Og paa næste Side: «Vi henlede 143Opmærksomheden paa en festlig Sammenkomst i Pastor Kruses Bedehus Sankt Hans Dag, hvor der vil blive Anledning til at yde Bidrag til den for vor By og Omegn saa velsignelsesrige Blindestiftelse.»
«Sandhedsvidnet» havde fremdeles ikke et Ord om Folkefesten. –
Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Sankt Hans Fest kom ut i 1887. Den er en frittstående fortsettelse av Gift og Fortuna.
Etter den store økonomiske krisen som har rammet byen (skildret i Fortuna) er det lite å glede seg over. Bankkasserer Thomas Randulf, juridisk kandidat Holck og den unge Christian Fredrik Garman bestemmer seg for at byen trenger en fest, og danner festkomité. Det skal være en fest for alle samfunnsklasser. Men byens elite liker ikke at noen andre enn dem arrangerer noe i byen. Banksjef Christensen og amtmann Hiorth forlanger å bli en del av komiteen, og festplanene blir endret.
Se faksimiler av 1. utgave fra 1887 (NB digital)
Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.