VIII.

144Der herskede en uhyggelig Spænding inde hos Frøknerne Iversen om Formiddagen den 22de Juni. De havde faaet flere Bud, som skulde hilse og sige – Tak, man kom nokikke til at faa Brug for det, man havde bestilt til imorgen. En Dame havde allerede været der og forlangt, at de skulde tage igjen en kostbar Hat; fordi hun havde forandret Bestemmelse: hun kom ikke til at gaa i den Fest.

De smaa runde Damer begyndte at se paa hinanden; og Fru Christensen, som ellers var saa sikker Klokken tolv, viste sig ikke hele Dagen. –

– Thomas Randulf sad i Banken – færdig til at tage imod Christensen og spørge ham, hvad Meningen var med den Artikel i 145Avisen. I den lille halve Time, før Forretningen begyndte, greb han Anledningen, da Bankchefen kom, forat læse Morgenens Post og gjennemse Vexelbogen for Dagen.

Christensen saa op og lod overrasket; skjønt han ventede – vel forberedt:

«Hvad jeg mener med en Artikel i Avisen? – det er nok helst mig, som maa spørge Dem – Hr. Kasserer! hvad De mener med –»

«Vi er alene – Hr. Bankchef!» svarede Randulf rolig; «De ved selv, at det var Dem, der ligefrem tvang dem ind i denne Festkommitte, som de nu synes at ville lade i Stikken to Dage før Festen.»

«Men De husker kanske ikke – min gode Hr. Kasserer! at det var Dem, der ved aabenbar urigtige Angivelser foranledigede mig til at formode en Respektabilitet ved denne Tilstelning, som den aldeles ikke har? De stod der og fortalte mig, at Præsten Kruse var med, at han endogsaa udlaante til Festen –»

«Der var en Plan om at laane Borde og Bænke; men jeg har siden hørt, at det blev ikke til noget.»

«De sagde, Sagen var afgjort.»

146«Jeg kan ikke tro, mine Ord faldt saaledes,» sagde Randulf, men saa usikkert, at Bankchefen saa, at han krympede sig lidt.

«Men iethvertfald,» fortsatte Randulf, som blev sint; «finder jeg det temmeligt ynkeligt af en Mand som Bankchef Christensen, at svigte Ord og Aftale, fordi om en Præst –»

«Jeg skal bede Dem veje Deres Ord –»

Her blev de afbrudt; de andre Funktionærer kom, og Dagen begyndte; Randulf rød som en Hane bag sit Gitter og Bankchefen bøiet over Pulten gnidende sin Næse.

Men før han gik, tog han Kassereren ind i Direktionsværelset. Randulf var klar til Batalje og vel oplagt; men Chefen narrede ham.

«Jeg ser blandt de Vexelobligationer, som skulde været ordnede i forrige Uge, et Papir fra Deres Ven Kandidat Holck, – endosseret af den unge I. C. Garman og af Dem –»

«Ja –» svarede Randulf skuffet; «jeg skal sige til Holck, at han maa ordne det imorgen.»

«Men uden Deres Navn, – er De snil. De ved, vi vil ikke have vore Folks Navne paa Papirerne.»

147«Men jeg spurgte jo i sin Tid Hr. Bankchefen –»

«Og forresten,» fortsatte Christensen roligt, idet han gik; «saa liger vi ikke at have slige Papirer gaaende; det var best, om Deres Ven vilde indfri hele Beløbet imorgen.»

Randulf stod igjen – saa sint, at han skalv; men der var ikke noget at gjøre. Chefen havde Magten; og Kassereren maatte tilbage til sit Gitter, hvor de ventede ham. –

Til Kommittemødet paa Klubben Klokken sex mødte Garman, Randulf og Holck. Kandidaten fortalte om Amtmanden, hvor opskjørtet han var bleven, da Christensen gjorde Svenske af sig; og at han ikke havde givet Fred, før de fik sendt til Avisen en Berigtigelse: at Amtmanden ingenlunde var med blandt de oprindelige Indbydere til denne Fest, – dette «oprindelige» havde Amtmanden især klynget sig til.

Holck og Garman lo; men Randulf sad ganske taus ved Vinduet.

«Har du ogsaa tabt Modet?» raabte Holck til ham.

148«Aa nei, det just ikke; men glat gaar det jo ikke længer. Jeg har ogsaa en liden Ubehagelighed til dig – Holck! – du husker din Vexelobligation?»

«Ja du siger noget! den er vist høist nødlidende?»

«Den maa ordnes imorgen; men du kan ikke længer faa mit Navn.»

Han maatte nu fortælle, og de blev alle rasende paa Bankchefen, – især fordi hanhavde forlangt, at Papiret skulde indfries med en Gang. Det kunde der nu slet ikke være Tale om.

Det var 1200 Kroner, som Holck havde laant kort efter han kom til Byen, fordi hans Venner fandt, at Værtindens Møbler i hans Værelser var saa stygge; og det var saa let at faa et Laan. Det var nu sandt nok, og det havde været meget behagelige Penge at have; men nu var det jo længe siden.

Mens de talte om dette, kom Ivar Ellingsen; han var ganske rød i Hovedet og spurgte dem, om de havde hørt, hvorledes det var gaaet i Haandværkerforeningens Generalforsamling? Nei – det havde de ikke.

149Jo – Hattemager Sørensen var kastet som Formand.

«Der fòr en til!» sagde Randulf.

Og ikke nok med det; men Kaninerne havde benyttet sig af Stemningen til at vælge hel ny Bestyrelse – ganske imod Loven; og samtidig gik det Rygte i Mødet – og nu i hele Byen, at der var noget iveien med Hattemagerens Datter.

«Emma Sørensen!» – raabte Christian Fredrik. De unge Herrer kjendte hende godt, fordi hun var Veninde af Constance Blomgreen, og de to var de smukkeste Piger i Byen. De begyndte derfor ivrigt at spørge.

Men Ivar Ellingsen viste ikke mer, end at det var galt fat med hende – de sagde meden gift Mand; ham interesserede det meget mere, at de skjændige Kaniner, som hidtil aldrig havde faaet Magten i Haandværkerforeningen, nu havde bemægtiget sig hele Bestyrelsen til siste Plads ved en Overrumpling – lige mod Lovens klare Ord.

«Saa ser vi nok ikke mer til Hattemageren, –» mente Randulf.

150«Han skal være ganske nedtrykket – især for dette med Datteren.»

«Og Iversen? Ved De noget om ham?»

«Jeg har seet ham et Par Gange paa Gaden; men ikke før faar han Øie paa mig, før han smetter om Hjørnet som en – en –»

– «som en Kanin,» sagde Randulf.

«Ja, saa er Festkommitteen samlet,» raabte Garman; «for Præsten Doppe er jeg ræd fik nok af Cigaren.»

De prøvede at le; men der sneg sig alligevel en ubehagelig Kulde over dem; de syntes, de var svært faa nu; selv Holck havde faaet et Stød af den Vexelobligation.

Men Ivar Ellingsen han svor og slog sig paa Laaret: de skulde bare ikke give sig! – de skulde vise baade Præster og Storkarer! – bare holde ud, saa var alle med!

Dermed tog han frem sin rummelige Brevtaske og viste dem Prøvetryk af de Plakater og Programmer, som skulde opslaaes og fordeles imorgen.

Saa kom de i bedre Humør, og hver gjorde Regnskab for sit, hvad han havde udrettet. Christian Fredrik forsikrede, at 151Fyrværkeriet skulde være paa Pletten; det vilde blive glimrende; og efterhaanden blev de ganske varme igjen ved Tanken om at sætte dette igjennem trods de andre.

Men det bankede, og Madame Blomgreen kom ind. Hendes Underlæbe stod stygt frem, og der gik Trækninger i alle de smaa rynkede Poser omkring i hendes Ansigt, som vare blevne tilbage fra de Tider, da hun havde været glinsende og fed.

Madamen tog Plads ved Bordet under en uhyggelig Taushed og saa fra den ene til den anden:

«Ja mine Herrer ved vel, at det ser daarligt ud med denne Folkefest?»

«Aa Madame Blomgreen! – det gaar nok!» raabte Garman lystigt.

«Jeg er en fattig Enke,» fortsatte hun uden at forandre en Mine.

«De skal ikke være ræd – Madam!»

«De kan selv komme ned i Kjøkkenet – mine Herrer! – og se, hvad Indkjøb der er gjort.»

«Jeg har jo sagt Dem – Madame 152Blomgreen! at De skal Ingenting resikere,» sagde Randulf.

«Og Constance –» begyndte Madamen; men Stemmen svigtede og de klare Taarer piblede frem af de smaa posede Øine.

«Nei – men kjære Madame Blomgreen! – kjære Madame!» – raabte de alle og klappede hende og trøstede; og Ivar Ellingsen viste ikke bedre Raad end at rekvirere Champagne.

Det hjalp jo altid noget; og da de havde drukket med Madamen og sendt hende bort nogenlunde beroliget, fortsatte de med at opmuntre hinanden og drikke Skaaler for Morgendagen.

«End Aviserne? – hvad mon de siger ikveld?»

Garman hentede dem alle tre inde i Avisværelset.

«Her er Amtmanden!» raabte Holck og læste høit: «Vi ville udtrykkelig gjøre opmærksom paa, at det ikke medfører Sandhed, naar det har været fortalt, at vor høieste administrative Embedsmand har været Medlem af den oprindelige Kommitte for Festen i Paradis. 153Det er os bekjendt, at nogen Medvirken fra de høiere Autoriteter vil ikke finde Sted.»

Og hver Avis bragte iaften mer eller mindre Ondskab imod Festen. De havde nu alle vendt helt om – som Droskeheste, der er komne ind i gal Gade; og idet de nu travede den modsatte Vei, slog de freidigt op med Halen – vante til at kjøre efter Ordre.

Randulf havde faaet «Sandhedsvidnet», som han syntes at fordybe sig i, indtil de andre bad, at han skulde læse høit.

«Intet kan være modbydeligere,» saaledes læste han, «end naar vantro og letfærdige Mennesker, forat tilfredsstille sine lavtliggende Tilbøieligheder, tager Folkets Navn forfængeligt og søger at dække sine urene Hensigter under et falskt Skin af Folkelighed. Noget i den Retning har været forsøgt i vor By i de siste Dage; idet man fra visse Hold har prøvet at samle Interesse for en saakaldt Folkefest, der – karakteristisk nok! – agtes afholdt i det berygtede Sted Paradis. Vi ville idag forskaane de Herrer for Skammen ved at navngive dem» –

154«Guds Død!» raabte Ivar Ellingsen; «hvem har skrevet det?»

«Det er naturligvis Bagstræveren selv,» mente Holck.

«Nei,» sagde Randulf skarpt; «her staar Mærke under: A. K. L. – det er Abraham Knorr Løvdahl.»

«Nei – nei! – umuligt!» – raabte de andre. Vel var han kommen sørgeligt langt ned; men det var dog umuligt! – Randulf kastede «Sandhedsvidnet» paa Bordet, – der stod jo hans Mærke tydeligt – A. K. L., – der kunde ikke være Tvivl.

Baade Holck og Garman stod ganske maalløse; men Ivar Ellingsen svor paa, at han skulde skamslaa Løvdahl eller trække ham for Retten eller – han viste i sin Iver ikke, hvad han vilde gjøre; men det skulde dog blive vitterligt for al Verden – mente han, at hans Mening med Festen den var at fornøie de Smaa i al Uskyldighed – i al Uskyldighed – gjentog han, medens Festkommitteen brød op, og hver lovede – lidt modfaldne i Stemmen – at møde næste Dag og føre Festen igjennem trods Morten Kruse og hele hans Kaningaard.

155Men paa Veien hjem fra Klubben mødte Ivar Ellingsen tilfældigvis Peder Pedersen.

Hvem har skrevet det om Festen i Sandhedsvidnet?» spurgte Ivar barsk.

«Hvad mener du for en Fest?»

«Vor Fest – naturligvis.»

«Det ved jeg ingenting om; – det har jeg ikke noget med,» svarede Peder Pedersen sagtmodig; «Præsten har sendt mig ud, forat samle ind til vor Fest, – en Fest for de Blinde; – jeg ved ikke, om du har hørt om den? – Ivar Ellingsen!»

«Jo Tak!» – brummede han og gik videre; Peder Pedersen blev ved at gaa ved Siden.

«Han mente det – Præsten, at jeg skulde specielt henvende mig til dig – Ivar!»

«Saa! mente han det, – den – den –»

«Han sa til mig: gaa du, som kjender ham – Peder! Ivar Ellingsen er kanske ikke netop aandeligen vakt endnu; men han er da en retsindig og fornuftig Mand; han kan da ikke ville ødelægge sig med Vilje.»

«Vil jeg ødelægge mig – tror han?» spurgte Ivar og lo haansk.

156«Tror du kanske, Ellingsen & Larsen kan staa imod hele Byen?»

«Vi staar ikke mod nogen – vi; Peder!»

«Jo nu staar du ganske alene – sammen med aabenbare Vantro og Kristusfiender,» sagde Peder Pedersen.

«Mener du for denne Festen?» spurgte Ellingsen lidt lavere.

«Tror du, der kommer noget godt ud af at holde til med de værste Herrerne paa Klubben?»

«Aa de er ikke saa farlige.»

«Men du kan da selv vide – Ivar Ellingsen! – at ingen skikkelige Piger vil komme ind i din Krambod efter dette? – det kan du vel forstaa?»

Paa dette svarede ikke Ivar Ellingsen; men han følte en Kulde nedover Ryggen. Han mindedes Tjenestepigernes Tog, hvor let og lunefuldt det kunde bøie fra Krambod til Krambod for mindre end dette; og da de netop var ved hans Dør, bad han Peder Pedersen gaa indom.

Klokken var ni, Butikken lukket. Ellingsen tænte et Gasblus i Kontoret, hvorfra Lyset 157faldt paa alle de Pakker, som stod opstillet paa Disken ude i Butikken; Ellingsen trak Døren til.

«Det var det, Præsten sa flere Gange idag,» blev Peder Pedersen ved; «Ellingsen & Larsen har jo altid sendt os – til alle Høitider.»

«Det har vi rigtignok!»

«Hvad kan han nu mene – sa Præsten – med at slaa Lag med de værste Udhalerne i Byen – han – en gift Mand!»

«Aa! det er ikke for det!» – sagde Ellingsen sint og rød i Hovedet; «det ved I godt!»

«Men hvad vil du da mellem de Vantro? – nu er baade Amtmanden og Christensen og Kapellanen og Sørensen og Iversen – alle har de skyndt sig –»

«Iversen ogsaa?»

«Kjender du ikke Iversen saapas, at du ved, han maa følge Bankchefen?» spurgte Peder Pedersen smilende.

«Ja, men jeg for min Del, jeg trænger ikke til at følge Bankchefen!» sagde Ivar trodsigt.

«Det gjør du vist ikke,» svarede Peder Pedersen taalmodigt og begyndte om igjen; 158«det var bare det, han sa – Præsten, at Vantroen –»

«Aa Skit paa Vantroen!» raabte Ivar Ellingsen tilslut; «det er ikke det! men se her!» – han spændte Døren op til Kramboden –, «se alle disse Pakker – helst de smaa! – de vilde jeg delt ud – ser du! blandt alt det stakkars Pak, jeg selv er kommen af, og som faar saa sjeldent sød Smag i Munden. Det var det, jeg vilde, det var det, jeg glædede mig til, – og ikke til Liderlighed og Vantro! – det ved du saa udmærket godt – Peder Pedersen! – og Præsten ogsaa!»

«Ja, men endnu mer maa vi undres paa dig! Dersom du sendte alle disse Pakker op til os –»

«Aldrig!» – sagde Ivar Ellingsen.

«– saa kommer jo alt det, du har stelt til, akkurat i de samme Munde.»

«Jagu sa jeg det!» – svarede Ivar Ellingsen og lo haanligt.

«Nei, det ser virkelig ud til, at du plent og absolut vil være mellem Guds Fiender,» sagde nu Peder Pedersen og han blev lidt skarpere i Stemmen; «men du faar ingen 159Glæde af det, – det kan jeg sige dig; for den, som ikke er med os, han er mod os; og – som han sa – Præsten –, det er best at vide, hvor man har sine Venner og sine Fiender.»

Atter følte Ivar Ellingsen ligesom et Sting i Maven. Hvad kunde det nytte at trodse! hvis Præsten Kruse vilde ødelægge ham, saa kunde han, det var sikkert nok; men harmeligt var det.

«Det blev jo de samme Munde –» prøvede Peder Pedersen endnu engang og pegte paa Pakkerne.

«Aa ja – det kan du nok have Ret i – Peder! – det blir jo paa en vis Maade det samme;» sagde den anden langsomt og uden at se op; «men jeg vil ikke være med selv, det siger jeg dig – Peder Pedersen!»

«Der vil ingen tvinge dig – Ivar! men det er alt et godt Skridt, at en skilller dig fra de Vantro.»

Men nu kom den arme Ivar Ellingsen til at tænke paa Festkommitteen.

«Nei – nei! det gaar ikke an!» raabte han og klorede sig i Haaret; «jeg har jo givet mit Ord! – og Malene! – og Smaapigerne!»

160«Det falder sig saa heldigt, at der er et Dampskib, som gjør en Lysttur imorgen; jeg ved mange Damer,» sagde Peder Pedersen smilende; «som foretrækker at reise bort imorgen –»

«Fy Fan! hvor snedigt I har stelt det til!» sagde Ivar og hev sig op paa Bænken mellem alle sine Pakker; «men nu kan du gjerne gaa – Peder Pedersen! for nu har du gjort mig saa lei og kjed af det altsammen!»

Den lille Overkanin forstod, at det var fuldbragt – hans Dagværk; og han ilede afsted, forat aflægge Rapport, – langs Husvæggene, gjørende en liden Bue udenom Gadedørstrappene.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.