X.

Klokken ti var Byen ganske stille og uddød.

I Garman & Worses Pavillon sad de Herrer Randulf, Holck og Christian Fredrik; – de havde talt om Dagens Plager og Skuffelser og vare hensunkne i mørk Taushed.

Iaften havde de ikke Vinduerne aabne til Strandgaden, heller ikke Bordet bedækket med Flasker. Hver havde bare sit Glas foran sig; Cognacen stod bag Døren og Seltersen laa i Sofaen; og de lod ikke som ellers Korkene springe med et Knald og falde ned i Strandgaden som Forargelser; men de slap Kulsyren forsigtigt ud og snakkede halvhøit.

Ikke fordi nogen af dem egentlig var ræd; men de havde aldeles mistet Humøret; 182og ikke engang den modige Kandidat Holck havde længer Lyst til at udfordre Stemningen og sætte Byen paa Ende.

Veirkyndige Folk kunde nok spaa, at det var paa Slutten med det gode Veir; Solen var gaaet ned saa gloende rød og i sydvest var Horizonten uren og grumset uden egentlige Skyer.

Men mod Øst, hvor Maanen kom fra, var der klart og mørkeblaat; og langt derinde mellem Fjeldene maatte der endnu findes nogle kaninfrie Egne; thi hist og her steg en hvid Røgsøile iveiret, hvor der altsaa endnu fandtes nogle forvovne Gutter og Jenter, som turde danse og ture Sankt Hans.

Men i Byen var der stille og slukket; og i Garman & Worses velpleiede Byhave faldt Maanens Lys over Græsplainen med Varmebedet i Midten, mens Skyggerne holdt sig indunder de klippede Lindetrær, der dannede Ramme om Haven.

Der indunder havde der længe staaet en raadvild Mand og lyttet til de halvt undertrykte Lyd af Stemmer og Glas fra Pavillonen. Snart vilde han gaa igjen, snart droges han 183nærmere, næsten som han krympede sig, men bestandig nærmere.

Tilslut gled han ud af Skyggen og stod midt i Maanelyset foran den aabne Dør. Han vendte Ryggen til Lyset, saa de saa ham i Omrids uden tydeligt at kunne skjeldne Ansigtet; men bleg var han, og uroligt gik hans Øine fra den ene til den anden.

Christian Fredrik, som havde seet ham først, blev lidt forvirret; men sagde strax:

«Er du der – Løvdahl! kom faa dig et Glas!»

Men Thomas Randulf satte begge Hænderne i Siden og sagde:

«Nei Pinedød? – ham drikker jeg ikke med!»

Holck og Garman syntes Synd og vilde stagge Randulf. Men idetsamme vendte Abraham Løvdahl sig og løb, – han løb ikke Veien, men tværs over Plainen lige i Kanten af Varmebedet, hvis lange fugtige Blade slog ham om Benene, mens hans tynde Vaarfrak flagrede efter ham, – saaledes løb han som en Tyv, indtil han forsvandt indunder Skyggen 184af de klippede Lindetrær oppe ved den lille Bagport.

Christian Fredrik havde reist sig, forat holde ham tilbage; men da han saa, det var umuligt, sagde han til Randulf:

«Du var altfor ond med ham; – Stakkar!»

Ogsaa Holck mente, han kunde gjerne faaet en liden Cognac ialfald; det var tydeligt det, han kom for.

Thomas Randulf svarede ikke et Ord, men tømte sit Glas og sagde Godnat.

De hørte ham gaa ned Stentrappen, som førte til Strandgaden og Porten, som han lukkede efter sig; derpaa hans ensomme Skridt henover Gaden, indtil de blev borte, og der blev ganske stille som før.

De to blev siddende og sad langt udover Nat og fortalte hinanden sørgelige Historier og alle sine Hemmeligheder. –

Men da Maanen, som kom vandrende fuld og glad, saa, at der ikke kom et eneste Menneske paa Festpladsen, begyndte den at trække lange fugtige Skytraade op fra syd og sydvest, somom den vævede Vadmel. Og da Solen snart efter skulde frem igjen, kom den 185opi Masser af vaade Skyer, som begyndte at dryppe og øsregne mellem Klokken fire og fem.

Constance Blomgreen havde tilbragt sin Nat som hun pleiede i det siste. Natten var det værste. Thi om Dagen kunde hun fastholde Sandheden: at hun havde været paa Afgrundens Rand; – at hun var bleven frelst fra den værste og styggeste Synd; – at hun istedetfor at tilhøre sin rene Brudgom havde tilsølet sin Tanke i jordisk Elskov og uren Atraa, – alt dette kunde hun holde sig saa nærværende om Dagen; og hun var saa brændende i sin Tak til ham, der havde reddet hende, at hun kunde føle sig næsten lyksalig, om hun fik tale med ham eller bare se et Glimt af ham.

Men Natten var Djævelens. Helst disse varme Sommernætter, hvor Hølugten strøg nedover Byen fra Markerne, og Agerrixens lille fredsommelige Skrat gjorde Freden saa lun og fyldte Drømmene med Sommerens modne Frugtbarhed. Da bankede hendes varme Blod, og hun vaagnede i Skam over sig selv; sprang af Sengen og forbandede sin 186Skjønhed i hede Bønner om at faa Kraft og Naade til at forsage og afdø, visne og hentørres til Guds Ære.

Constance lænede sit Hoved til Vinduskarmen. Det kjølige Regn havde gjort hende roligere; men hun var træt og modløs. Hvor langt maatte hun ikke være kommen, naar Djævelen endnu kunde have saadan Magt med hende. Ak – om hun turde betro sig til Præsten, hvorledes hun havde det; mon han nogensinde havde hørt sligt? – eller mon hun var den værste af dem alle?

Naar hun bøiede sig ud af sit Vindu, kunde hun se Hjørnet af hans Hus og Gadedøren; og hun blev saa glad, da hun saa, at Kariolen holdt udenfor, saa viste hun, han kom til at kjøre forbi Klubben.

Constance hyllede sig ganske ind i sit graa Tørklæde og laa i Vinduet og ventede; og da han kom kjørende, var det somom hendes stærke Øine sugede hans til sig; for han saa op og hilste, idet han fòr forbi. Hun blev saa overstrømmende glad, at hun istemte en Salme, mens hun klædte sig, og for første 187Gang i disse Dage smilte hun til sig selv i Speilet. –

– Imidlertid kjørte Morten Kruse videre i Regnet. Den Morgenhilsen, han havde faaet, stemte hans Sind, som allerede var let, endmere festligt. Saaledes var det, han ligte de unge Piger – blege, hængende efter ham med brændende Øine; det var en skjøn Seier, han der havde vundet – netop i sidste Øieblik.

O! – hvor meget han havde at takke Gud for i de sidste Dage. Alt havde vendt sig til det beste; mange vare komne til ham, som hidtil havde staaet imod; og hans egne vare befæstede og forfremmede i Kaar og Indflydelse. De Vantro, som havde ophidset Byen, vare overvundne; og alt, hvad der skulde været ødslet bort til Tant og daarlig Glæde, det vilde nu flyde ind til ham – til hans stakkels Blinde.

Paa denne lille Tur ud til en syg Kone i Omegnen, vilde han forberede sin Tale til Festen. Men saalænge han endnu var i Gaderne, maatte han mest tænke paa alle de Mennesker, som sov i de Huse, han passerede.

188Han viste Besked om alt indenfor Husvæggene; han kjendte dem allesammen, baade sine og de andre, det var hipsomhap. Der var Last og Synd og Drik og Uterlighed jævnt fordelt som andetsteds; de hadede hinanden og gjorde Fortræd og Ufred; og Ufordragelighed gik fra Hus til Hus og fra Gade til Gade; trykkede de smaa ned, klatrede op og blærede de store sig i Solskin.

Men han var over dem alle og havde dem alle i sin Haand. Og var end Byen liden og Landet fattigt: – Magt er Magt overalt i Verden; ja – han vilde ikke engang have ønsket mere storartede og glimrende Forhold; han var i sit eget den første; raadende der, hvor han forstod og var hjemme; han havde Gud i den ene Lomme og Byen i den anden.

Da Brolægningen sluttede, og han kom ud paa Landeveien, som var fast og god efter det første Regn, samlede han Tømmerne godt i den venstre Haand, gav Hesten et Par forsvarlige Rap og glædede sig ved Tanken om, hvor stramt han holdt dem allesammen.

189Veiret var netop saaledes som han ligte det. En lav tung Himmel; Byen nedsænket i Regn og Søle og trykket af tyk graa Luft. Og selve Regnet generede ham ikke. Han havde selv opfundet en Gummihat, som knappedes til Regnkappen, saa han sad tæt og tør som i et helt Overtræk, – en god seig Hud, som kunde vare længe.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.