I.

Hvor var det underligt at kjøre afsted som en arrestant – Else drejed uafladeligt hodet fra højre til venstre og så ud gjennem vognens vinduer.

Der gik menneskene fri og frank i det dejlige vårsolskin på det plørede martsmåneds føre og tænkte på alt og ingenting. Sporvogne, drosker, arbejdskærrer, alle slags kjøretøjer fôr frem og tilbage i den retning, de selv vilde. Kun hun blev transporteret didhen, hvor hun ikke vilde.

Hvor tit havde hun ikke i bladene læst om at den eller den af politiet var bleven puttet i en droske, og kjørt til stationen, uden at tænke noget videre over det. Nu var hun i samme kasus.

I samme kasus? Nej, det var netop det, hun ikke var. For dem, som politiet tog sig af, 2gaves der lov og ret: forhør, frikjendelse eller domfældelse. Men for hende? – Hun tilhørte nu en kaste, som samfundet ikke regned med.

Gjennem vognvinduet opfanged hun et glimt af en aldrende, zirlig og proper, men fattig klædt herre, som hun mange gange før havde truffet i denne samme gade. Han brugte altid at gå med ludende hode og hænderne sammenlagt på ryggen. Ret som det var, plejed han at stå stille, at rette nakken, og at se frem for sig med et blik, der intet så. Og så snakte han med læberne, lydløst, og virred lidt med hodet. Else havde tit iagttat ham i nogle skridts afstand, og tænkt at han var en ulykkelig, en, som livet havde pint og brudt istykker, men ikke gjort ond. For hans øjne var så milde og døde.

Bare ikke Hieronimus nogensinde fik fat på ham! Sådan en særling vilde Hieronimus naturligvis straks putte i celle. Og så vilde det være forbi med manden for bestandig. For kræfter til at udholde bare de rent fysiske pinsler i det Hieronimuske helvede havde stakkeren sikkert ikke. Langt mindre da den afgrundsonde tanke at være berøvet friheden, og at bli holdt indespærret i et galeshus.

Sådan en særling – –

Var Hieronimus ikke selv en særling? – – 3Else blev ved at dreje hodet til siderne for at kunne se gjennem vognvinduerne. Hvor færdselen i gaderne forekom hende fjern og fremmed! Som en verden hun så på fra et hinsidigt sted.

Herregud – hvorfor trasked og stræved og aste dog disse mennesker sådan? Og hvorfor hypped de til hestene, og tvang dem til at slide og løbe?

En vakker dag vilde dog døden slå kloen i dem alle. Eller – hvad der var tusen gange værre: de vilde bli tat i nakken og fanget ind af en eller anden Hieronimus.

– Hun prøved at tænke på Knut og Tage, men fik det ikke til. En uendelig, uoverskuelig ørken skildte dem fra hende. Det var, som de ikke længer kom hende ved.

Hun havde ingen i verden mere. Var kun sig selv. – Sig selv og – Hieronimus.

For ham førte hun med sig. Han og hans færd besatte hende, var helt og holdent inde i hende, lå som en mare over og indeni og udenpå hende. –

Hieronimus og hun. Ingen og intet i verden uden han og hende. – –

Og dog følte hun hele tiden hjærtet klappe pludslig med stærke slag, fordi hun uafladelig, mens hun så gjennem vognvinduerne, troed at 4gjenkjende Knuts skikkelse. Det var begyndt allerede da hun kjørte over hospitalets gårdsrum. Knut måtte stå der, for at se hende, og nikke til hende, inden hun førtes til sit nye fængsel. Eller ved den store, sidste port. Eller ude på gaden tæt ved hospitalet. Men overalt havde han ikke vært.

Hun sorged ikke over det. Kunde bare ikke forstå det.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.