På Sct. Jørgen

av Amalie Skram

X.

En timestid senere kom der atter stuegang. Det var reservelæge nr. 2, en lavstammet herre med tykt hår og store, lidt svømmende øjne. Han hed Sejer, og var fulgt af frk. Schrader. Else gjengjældte hans goddaghilsen, og svarte kort på hans spørgsmål.

«Her finder De Dem da udmærket tilfreds?» bemærked dr. Sejer efter at ha ståt lidt og i taushed betragtet Else.

«Ja,» svarte Else i irriteret tone. «Jeg har aldrig i mit liv moret mig så godt som her.»

Dr. Sejer så betuttet ud. «De fleste patienter plejer at befinde sig vel her,» sa han stødt. «Og det er der da også al mulig grund til.»

71Else kneb læberne sammen og vilde ikke svare, men mod hendes vilje undslap de ord hende: «Véd De da ikke, at jeg er kommen her imod min vilje?»

«Det er jo Deres fejl,» bemærked dr. Sejer medynksfuldt.

Else, som havde vendt hodet bort, sendte ham fra siden et utålmodigt blik, og opfanged i det samme et glimt af frk. Schraders ansigt, hvis mine syntes at sige: Hvor kan De dog plage hende med slig snak?

Hun drejed hodet helt om mod frk. Schrader og fik et så strålende venligt og forståelsesfuldt blik, at hun rent glemte sin irritation på dr. Sejer.

Dr. Sejer stod lidt og snakte om at det var hendes pligt at være glad og taknemmelig o. s. v. Da Else intet svarte, gik han omsider, fulgt af frk. Schrader, der vendte sig i døren, og nikked til Else.

Om eftermiddagen da Else lå sammenkrøben på den korte sofa for at forsøge på at få en blund efter middagsmaden, kom fru Seneke listende ind. Hun var i det samme antræk som aftenen iforvejen, og ansigtet så om muligt endnu mere vredt og forgræmmet ud.

«Jeg vilde bare høre hvordan De har det,» 72sa hun pibende. «Nej bliv kun liggende,» vedblev hun, da Else rejste sig overende.

«Jo tak,» sa Else.

«Hvad synes De så om overlægen og frk. Schrader?»

«Udmærket.»

«Nå sådan,» fru Senekes ansigt blev eddikesurt. «Nå, så De er af den slags. Ja, jeg skal vist ikke plage Dem mere med at se ind til Dem,» hun vendte sig og gik på sine lydløse filtsko mod døren. Der drejed hun hodet tilbage og tilføjed: «Ikke såmeget som en stol til at sidde på, byder De en gammel dame,» og så var hun væk.

Else la sig tilbage og krøb atter sammen i sofaen. – Opmuntrende omgang hun havde. Knut som havde ment at hun ikke vilde kunne finde sig i at være mellem hysteriske fruentimmer på en privatklinik!

Nej, det var umuligt at ligge der længere, så kort som sofaen var. Else rejste sig og gik ud og spaserte på koridoren, og straks var den unge pige med det pilne ydre og den korte kjole efter hende. Else lod som hun ikke så hende, men da den unge pige ihærdigt blev ved med at følge hende i hælene, gik hun hen til et af 73vinduerne, hvor hun stilled sig op med ryggen til koridoren.

Et øjeblik efter mærked hun, at den unge pige stod bag hende.

«Hvad vil De?» spurgte Else pludselig, og vendte sig om.

«Jeg heder frk. Thomsen,» sa den unge pige; hun trykked med grimasagtige mundbevægelser ordene ud af sig, og den snøvlende stemme var lav og klangløs. «Hvad heder De?»

Else nævnte sit navn, mens frk. Thomsen anstrengt stirred på hendes mund.

«Vil De ikke gå ned lidt i haveng?» spurgte frk. Thomsen efter at ha gjentat Elses navn. «Jeg skal følge Dem.»

Else rysted hodet.

«Ikke, he? Det skulde De dog. Man trænger til luft. Jeg går ned hver dag. De skulde også gå ned, og spise ved bordet. Så kan man forsygne sig med de bedste stykker, drikke mælk og finne sig et saftigt stykke kød. Kan De lide maden her?»

«Jeg har jo vært her så kort.»

«Den er ækel, ikke? Men nede ved bordet kan man dog tage, hvad man vi ha. Jeg skyndner mig altid og griber de bedste stykker. Hvorfor skal De være her?»

74«Å jeg véd ikke.»

«Blev De narret herned. – Ikke? Det gjorde jeg. De sa, vi skulde kjøre en tur, og så pludselig var vi her.»

«Havde De da vært syg?»

«Ikke det ringneste. Men jeg er et fænomen. Hys,» hun slog sig pludselig med pegefingeren på munden. – «Ikke sige, at jeg har talt til Dem. Hører De, De må ikke!»

«Nej,» sa Else.

«For det er sådant et grusongt rak.»

« Hvem?»

«Overlægnen, frk. Schrader, allesammen, ishj, æh,» frk. Thomsen rakte ud en lang, tynd tunge.

«Kom ing og se hvor jeg bor. Vil De?» frk. Thomsen la hodet lidt på skjæve og hendes frygtsomt spørgende barneøjne fik et rørende udtryk. «Å jo, gjør det,» vedblev hun, og tog om Elses arm. «Jeg kan så godt lide Dem. De ser så rar ud.»

Else gik modstræbende med hende.

Da de fra den store koridor kom ind på den korte gang stod den ene dør ved siden af Elses værelse åben. Else kég derind, og så bagsiden af en kvindeskikkelse i lang natkjole gå oppe i sengen og rode mellem de hulter til bulter slængte sengklær. En hvid, stor overdyne 75danned som en spids houg midt i sengen, op på denne begyndte skikkelsen pludselig at slå løs af alle kræfter. Else blev stående og stirred ind.

«Det er bare fru Henderson,» sa frk. Thomsen og trak Else i ærmet.

«Det er altså hende som skriger og snakker så stygt. Nej, jeg vil se på hende,» vedblev Else, da frk. Thomsen atter trak hende i ærmet. «Hun gjør os da vel ikke noget?»

«Nej. Hun er så skikkelig. Men det er da ikke noget at se på.»

Fru Henderson var under sin kamp med sengklærene kommen ned til fodenden af sengen, der stod op ad vindusvæggen. Med ét vendte hun sig om, og sparked iltert til dynen. Idetsamme fik hun øje på Else, og blev stående som forstenet med store forskrækkede øjne, der tindred mørkt i det gråhvide, magre ansigt. Hun havde stor, tynd mund, lang, lav næse med brede vipper og fremstående øren. Et brunt, slattent hår hang glat ned til skuldrene.

«Kom her hen, kom her hen!» udbrød hun pludselig med fæle ansigtsgrimaser, og ivrig vinkende til Else.

«Jeg tør ikke,» hvisked Else.

«Jo, det tør De såmæng godt,» sa frk. 76Thomsen. «Hun er bare nysgjærnig fordi det er en ny patient.»

«Kom her hen, komkom] rettet fra: hom (trykkfeil) her hen!» vedblev fru Henderson.

Else nærmed sig nølende sengen.

Med ét kasted fru Henderson sig på knæ, rakte sig ud over sengekanten, og greb med lange, magre fingre gramsende efter Else. Else vilde flygte, men fru Henderson havde alt fåt slåt sin arm fast om hendes hals, og trukket hendes ansigt ned til sit. Hun stirred liksom slugende på hende, mens en stram ånde stod ud af hendeshendes] rettet fra: kendes (trykkfeil) åbne mund, og spurgte så med de forrige fæle ansigtsgrimaser: «Hvad heder De?» hvorpå hun la sit fremstående øre tæt hen til Elses mund. Det hele var gåt for sig i et nu.

Else rev sig forfærdet løs, og løb hen og klynged sig til frk. Thomsen, der var blet stående i døren.

Fru Henderson stirred forbauset efter hende. Så kaldte hun på frk. Thomsen, der straks gik hen til hende og skreg ind i hendes øre, at den fremmede dame var en ny patient, der hed fru Kant.

«Nå,» sa fru Henderson, der atter stod oprejst i sengen. Hun så surmulende på Else, gav sig så til at skjære ansigter og vinked hende 77bort med sin store, magre hånd: «Gå, gå, De må ikke stå der,» hun virred hjælpeløst med hodet og så ud, som hun vilde briste i gråd. «Gå, gå,» gjentog hun, og skjulte ansigtet bag den løftede arm. «Jeg skal sige det til Frants.»

Frk. Thomsen stak sin arm ind under Elses, og førte hende med sig forbi Elses og frk. Halls dør ind i en liden firkantet gang med et højt vindu.

«Der ligger Maren, det bæst,» sa frk. Thomsen og pegte på en seng, som akkurat fik plads i gangens tværende. «Det er naturligvis for at passe på mig. Sligt rak!»

De kom ind i et rummeligt hjørneværelse med to vindusfag, et i hver væg, hvorfra der var en smuk og vid udsigt. Der var lyst brysselerteppe på gulvet, fløjelsmøbler med lænestole, skrive- og divanbord, og billeder på væggene.

«Nej, hvor her er hyggeligt!» udbrød Else.

«Ja, her er rart,» sa frk. Thomsen, der hele tiden holdt sig tæt op ad Else, og stirred på hendes mund, når hun talte. «Det heder også prinsesselejligheden. Her er mit sovekammer,» hun åbned en dør til et mindre værelse med en bred seng, vaskerservante og toiletbord.

«Ja, De har det rigtignok godt, når De først skal være her.»

78«Han ta’r også blodpegne for det,» bemærked frk. Thomsen. «Jeg betaler dobbelt så meget som de andre. Og allignevel går han i en luvslidt frakke. Han er gjerrig, den skurk!»

«Hvem?» spurgte Else.

«Overlægnen, naturligvis.»

«Hvor kan De tro, at det er ham, som får pengenel!» råbte Else.

«Ja, jeg véd det nok. Det vil de bilde os ind! Men naturligvis får han pegnene, eller han ta’r dem. Det kan De da vel begribe. Hvorfor skulde han ellers holde på os? Nu har jeg vært her i 9 måneder, og alt det jeg har bedt og tignet om at komme herfra, har ikke hjulpen det rigneste. Værsgod sæt Dem, fru Kant. Å jo gjør det! Det er så rart at ha én til at tale med. Her skal De se, jeg har også noget at byde Dem» – hun tog frem af konsolskabet to porcelainsvaser med chokolader og konfekt, og nogle små asietter.

«Det har jeg fåt hjemmengfra,» vedblev frk. Thomsen, da hun havde tat plads ved siden af Else, og de begge havde forsynet sig. «Jeg må ha det under lås og lukke, og endda nytter det ikke. De stjæler som ravne.»

«Hvem?» spurgte Else forbauset.

«Pignerne og frk. Schrader og allesammen. 79Ja vengt nu bare, skal De se, hvis De har noget ekstra for Dem selv.»

Else søgte at overbevise hende om at hun tog fejl, men mærked snart at det var frugtesløst, og opgav det.

«De skulde bare vide hvorledes de har behanglet mig,» snakked frk. Thomsen videre: «Jeg har vært låset inge i 7 uger, og så har de ta’t mig med magt, og har hældt kloral i mig. – Den frk. Schrader er selve Bélzebub, ja, det siger jeg – selve Bélzebub, og Maren er endda værre.»

«Nej,» sa Else og rysted hodet. «De ta’r rigtignok fejl.»

Der kom et ophidset udtryk på frk. Thomsens blege barneansigt. «Maren har knebet mig, og holdt mig om hångledene, så jeg havde blå mærker efter det,» sa hun vredt. «En gagn blev jeg så rasende, at jeg slog min paraply istykker på hendes ryg.»

«Fy, det var stygt.»

«Nej,» sa frk. Thomsen. «Det var just tilpas; de bruger hende til spiong. De ikke sygnes, det var grimt gjort af mig, fru Kant,» hun tog Elses hånd og la sit hode let mod hendes skulder, mens hun kég op til hende med et bedende blik.

80Else klapped hendes kind og sa ingenting.

«Tror De ikke, de snart må la mig komme herfra?» spurgte frk. Thomsen og retted sig op. «For jeg er jo ikke singssyg. Er jeg vel?»

«Det er vel Deres slægtninge, som skal forlange Dem hjem,» svarte Else.

«Ja, men når overlægnen bilder dem ind, at jeg er singssyg, og at jeg må bli her. Hvad så?»

«Får De ikke besøg af dem?»

«Jo, en gagn imellem. Men overlægnen ta’r dem altid tilside og står og tisker og hvisker med dem. – Ishj æh! har De mærket hvordan han stinker af herrelugt?»

«Nej,» sa Else. «Jeg synes så godt om overlægen, og jeg er vis på, at den mand ikke beholder nogen her længere end nødvendigt.»

«Så sygnes De altså at jeg er singssyg,» udbrød frk. Thomsen.

«Nej. Jeg synes ingenting. Jeg véd jo intet om Dem, kjender Dem jo slet ikke.»

«Ja vengt nu bare. Vengt nu bare. Hvorfor har han fanget Dem ind må jeg spørge?»

Else svarte ikke. Hun sad lidt og så hen for sig. Så rejste hun sig.

«De er da ikke vred på mig, fru Kant?» frk. Thomsen greb hurtig Elses begge hænder.

81«Nej, kjære. Hvorfor skulde jeg være det? Men De har en aldeles forkjert opfatning,»

«Hvorfor vil De så gå?»

«Jo, for jeg er så træt. Jeg har slet ikke sovet inat. Nu kommer også snart stuegangen. Så er det vel bedst, vi er hver for os.»

«Ja, det har De ret i. Tys,» frk. Thomsen slog gjentagne gange pegefingeren over munden. «Sig ikke at jeg har talt med Dem. Lov mig det.»

«Ja.»

«Kom så ind til mig om dagene. Her er jo rart, synes De. Og De har selv sådant et usselt værelse, det usleste og smaleste af dem alle. Tag Deres arbejde med, og sid her. De er jo så flittig.»

«Hvor kan De vide det?» spurgte Else.

«Jo, for jeg har kigget gjemmeng nøglehullet.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om På Sct. Jørgen

Romanen På Sct. Jørgen er en fortsettelse av Professor Hieronimus, begge ble utgitt i 1895 og er basert på Skrams egne erfaringer med behandling av psykiske lidelser.

Maleren Else Kant har kommet seg vekk fra den autoritære overlegen Hieronimus, men er fremdeles innesperret på «sinnsykehus». Møtene med medpasienter gir henne styrke til å kjempe for egen selvfølelse og frihet.

Skrams «sykehusromaner» er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.