XI.

Sindssyg – tænkte Else, da hun var kommen ind til sig selv og atter sad med sit arbejde. Ja, frk. Thomsen var jo nok en særling og havde forkjerte ideer, men sindssyg – således sindssyg 82at det var nødvendigt at holde hende indespærret – –?

Hvad vilde det egentlig sige at være sindssyg? Man kunde jo glat væk kalde hinandens særegenheder og mere eller mindre brydsomme ejendommeligheder for sindssyge. Hvem kunde hindre det? En havde aversion for katte, en anden var ikke at bevæge til at foreta sig noget på en mandag, en tredie gik ikke i seng uden først at sætte skoene baglænds foran sovekammerdøren, en fjerde trode på drømme og lod sig påvirke af dem, en femte havde talt med hedenfarne ånder og vidste, at han efter døden skulde komme i den niende himmel, en sjette havde havt en åbenbaring af apostelen Petrus, og af ham fåt magt til at helbrede sygdomme ved håndspålæggelse, en syvende blev søvnløs af græmmelse over ikke at kunne få sit arbejde til, en ottende følte sig så uskikket for jordlivet at han foretrak godvillig at absentere sig, en niende havde dårlig mave, og var som følge deraf umulig at omgåes, en tiende drak og foretog sig i fuldskab de mærkeligste og afskyeligste ting, en ellevte havde modbydelighed for det andet kjøn, en tolvte kunde ikke tåle synet af børn, en trettende fik stivkrampe når han kom i nærheden af rotter og mus, en fjortende var stormandsgal 83og bildte sig ind at han vidste til punkt og prikke hvad der skulde kaldes sindssyge og hvad ikke, og så fremdeles i det uendelige.

Hvormange mennesker fik mon gå fri og frank omkring, hvis der f. eks. i hver eneste gade derinde i byen var installeret en Hieronimus med magtfuldkommenhed til at spærre dem inde, der efter et Hieronimusk skjøn var sindssyg? Og hvis der så gaves en af staten udnævnt Overhieronimus, hvis bestilling det var at skulle se alle de små Hieronimusser på fingrene, mon så ikke disse småpaver en vakker dag tur efter tur vilde bli puttet i en vogn med en vogter og to portører og transporteret til galehuset? Tænk hvor mange sindssygeanstalter der så måtte bygges. Mange flere end man kunde få Hieronimusser til at forestå. En mængde filialstater befolket af sindssyge, spredt omkring i den egentlige stat, der sikkert også i virkeligheden vilde være befolket af mere eller mindre sindssyge, som måtte gå løs, fordi man ikke havde plads i anstalterne. Og hvor skulde man så gjøre af de rigtige gale, de som var farlig for den offentlige sikkerhed, og for næstens liv og lemmer. Dem fik man fort væk kappe hodet af og grave ned, eller brænde op i huj og hast.

84Overlægen kom ind og satte sig. Else blev som før behagelig berørt af hans elskværdige mine og måde. Men som sædvanlig varte det ikke længe, før hun begyndte at snakke om Hieronimus.

«Igrunden begriber jeg ikke Deres vrede mod den mand,» sa overlægen med ét. «De er jo faktisk bleven bedre af at være der.»

«Bedre. – For hvad er jeg bleven bedre? Jeg er jo fremdeles søvnløs.»

«For hvis De havde vært som nu, var De vel ikke kommen der.»

«Å Hieronimus aner intet om hverken hvordan jeg var, da jeg kom der, eller hvordan det var fat med mig, mens jeg var der!» udbrød Else indigneret. «Hvis han havde undersøgt min tilstand og vidst besked, så havde han straks sagt til min mand at et ophold på sjette afdeling ikke var hensigtsmæssigt for mig. Det er sandelig ikke hans fortjeneste at jeg ikke sidder her som et vanvittigt menneske, eller at jeg overhodet er ilive. Bedre? siger De. Hieronimus kan ialfald ikke ha syntes, jeg var bedre, siden han fik min mand til at sende mig hid.»

«Så, så, så, nu har vi fuld damp oppe igjen,» overlægen lo.

«Bare jeg var kommen her fra først af,» sa Else. «Det vilde vært meget, meget bedre.»

85«Ja, det er også min mening. Men De havde vel ikke villet?»

«Nej, men bare jeg havde villet,» sukked Else. «Hvis jeg havde vidst besked, havde jeg villet.»

«Frk. Thomsen,» sa Else, da overlægen gjorde mine til at rejse sig. «Hvorfor er hun her?»

«Å hun. – Hun er idiot, og blir aldrig anderledes.»

«Ja, men holdes indespærret?»

«Hvor skal man gjøre af sligt et væsen? Hendes familje kan umulig holde ud med hende. De har sandelig vært mere end tålmodige. Tænk Dem bare at ha ansvar for sådant et individ. Hvad kan der ikke hænde hende, når hun går alene på gaden en dag? Og alene vilde hun altid gå naturligvis. Den første den bedste bandit kan jo lokke hende med sig, og – Ja, hun kan såmæn være glad til at hun har så godt et opholdssted. Men nu godaften, frue. Se nu til at få sove inat. Hvordan er det med tanden?»

«Den begynder naturligvis, såsnart jeg kommer i seng.»

«De skal la dr. Sejer se på den. Han er en hél tandlæge.»

«Nej,» sa Else. «Ikke dr. Sejer?»

86«Nå, hvad er der nu ivejen med dr. Sejer?»

«Ingenting,» svarte Else.

– – – – – – – – – – – – – –
– – – – – – – – – – – – – –

«Nå, fru Kant, De ser jo helt fornøjet ud,» det var frk. Schrader på sin aftenrunde.

Else la arbejdet bort for at gjøre plads for frk. Schrader.

«Nej, jeg er ikke fornøjet, og blir det heller ikke sålænge jeg er her.»

«Det er ikke pént af Dem, fru Kant. Vi er jo dog så gode ved Dem.»

«Ja, men alligevel. Sig mig oprigtig, synes De virkelig, det er nødvendigt at holde mig fast her mod min vilje?»

«Det kan jeg ikke ha nogen mening om.»

«Men har De da mærket nogen slags sindsforvirring eller forstyrrelse hos mig?»

«Nej, endnu ikke. Så, fru Kant, lad os heller tale om noget andet,» skyndte frk. Schrader sig at tilføje, da hun så Elses oprørte mine. «De skal se, den går nok også den tid, De er her. Når De nu blir vant til opholdet, falder De til ro, og ender med at befinde Dem vel.»

«Aldrig!» råbte Else.

«Skulde De virkelig være sådant et umedgjørligt menneske? Det sèr De ikke ud til,» 87frk. Schrader la sin fine, smale hånd med de lange, blanke negle på Elses skulder og smilte venlig. «Vil De forresten tænke Dem til, at jeg drømte om Dem, ganske kort tid før jeg hørte, De skulde komme her?»

«Virkelig?»

«Jeg havde om dagen sét et af Deres billeder, og så om natten drømmer jeg, at De kommer ind til mig, og bér om lov til at dele værelse med mig.»

«Her på galehuset?»

«Fy! Her på kurhuset, ja.»

«Men hvordan kunde De kjende mig?»

«Ja, det véd jeg ikke.»

«Så jeg ud som i virkeligheden?»

«Nej. De så så forfærdelig hovmodig og ubehagelig ud.»

Else lo.

«Jeg kan nu ikke la være at lægge mærke til mine drømme,» vedblev frk. Schrader. «For undertiden så drømmer jeg sandt.»

«Det gjør jeg også,» svarte Else.

Frk. Schrader blev siddende lidt. De snakte om fælles bekjendte, patienter, som havde vært der, og patienters slægtninge, som var kommen på besøg, og Else blev forundret og behagelig tilmode over den samstemmighed der var i deres 88meninger både om mennesker og andet. Tilsidst spurgte frk. Schrader om Else gjerne vilde ha kaffe til sin frokost.

Else takked og sa, at det havde hun jo også fåt.

Men det hørte ikke til, forklarte frk. Schrader. Else skulde jo vært på anden pleje, og der fik de ikke kaffe. Forresten var det en bagatel af en mérudgift, om hvilken der kunde skrives til hendes mand.

«Hvordan er der på anden pleje?» spurgte Else.

«Maden er akkurat den samme, naar undtages kaffe og dessert om søndagen. Men der er 8–10 senge paa hvert værelse, og derfor er prisen en dél billigere.»

Det gjøs i Else,

«Jeg har ikke fåt mit tøj,» bemærked Else. «Vadsækken, som stod herinde, er også blet borte.»

«Ja, det skal eftertælles og mærkes. Vi har ikke haft tid til at gjøre det, men nu får jeg se imorgen. Godnat fru Kant. Nu kommer Anne snart med kloralen.»

«Er det ikke Maren?»

«Nej, ikke i aften. De er to om patienterne heroppe og i eftermiddag har Maren havt fri», 89frk. Schrader trykked Elses hånd, og gik med sit velvillige nik.

Otte–ti senge! – Hvor kunde det være muligt at Knut havde villet ha hende på anden pleje? Han, som kjendte hendes rædsel for at dele værelse med en anden, selv om det var en aldrig så god bekjendt. Og her mellem fremmede, og til og med sindssyge mennesker? Hvordan hang dog alt dette sammen? Hvad var det, som var kommet over Knut? Hun trykked hånden mod hjærtet og rysted rådvild hodet. En fremmed, overlægen havde havt medlidenhed med hende, og af sin godhed skånet hende for dette forfærdelige at dag og nat være indestængt mellem 8–10 sindssyge mennesker.

Ja ja, det nytted ikke at gruble eller sørge over det. Hun havde nok med alt det andet. Og desuden – Knut kom hende jo ikke mere ved. –

Anne kom med kloralen og sa at klokken snart var 9. Fru Kant burde vært i seng. Der var noget misbilligende i tonen. Else skotted til hende, og så at hun var ældre end Maren, og at hun havde mere myndighed i sin optræden. Men også Anne var venlig og snil.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.