XII.

90Natten forløb omtrent nøjagtig som den foregående. Nornen var flere gange inde og gav Else omslag for tandpinen, og frk. Hall og fru Henderson skreg op og larmed. Om morgenen efter at nornen havde slukket gassen sank Else hen i en døs, men så kom Anne og la i ovnen, og frk. Schrader og sa godmorgen, og da Else skulde stå op, var hun så udmattet og forpint at hun gråd mens hun klædte sig på.

Om eftermiddagen fik Else sin kuffert og vadsækken.

«Det øverste skab derude på gangen er Deres», sa frk. Schrader; hun var fulgt med pigen, som bar kufferten. «Der kan De hænge Deres kjoler og overtøj.»

Da Else skulde til at lægge linnedet ned i komodeskufferne så hun efter hvad slags mærke der var bleven sat på det og læste: 6,660 på hvert eneste stykke, syet med røde stikkesting. Ikke alene på linnedet, men paa hendes kjoler, kaaber, korsetter, strømper, lommetørklæder, handsker, ja endog på et bordtæppe, hun hjemme var begyndt at brodere på, og som var bleven sendt med for at hun skulde ha et «morsomt» arbejde. 91Disse røde tal virked underlig tilintetgjørende på Else. Hun var intet menneske mere, men slet og ret et nummer det og det som straffefanger og soldater. Der stod jo hendes navns forbogstaver i alt hendes linned. Hvorfor saa disse røde tal, der udsletted hende som person?

Men naturligvis. Det måtte vel så være. Blandt alle disse hundreder af patienter, kunde der vel være mange, hvis forbogstaver lød: E. K., og når det altsammen kom til vask, var det jo vanskeligt at holde greje på. Men uf, hvor det dog var fælt!

Else hørte en sagte fnisen, mens hun ude på gangen hang op sit tøj i skabet. Ligeoverfor skabet stod en dør på klem og bag denne dør bôde frk. Hall, vidste Else. Hun turde ikke vende sig om. For frk. Hall var hun bange.

Men da hun var færdig, og vilde tilbage til sit værelse, blev frk. Halls dør slåt op på vid gab, og en fed, hviskende stemme sa: «God dag fru Kant.»

Else blev stående foran den åbne dør. Først kunde hun bare se mørke med et stærkt, rosafarvet skin bag mørket, men lidt efter opdaged hun midt i mørket et kort og tykt kvindeligt væsen på strømpelesten,strømpelesten] rettet fra: strømpelasten (trykkfeil) i underskjørt og hvid 92nattrøje med fort nikkende hode, og ivrigt gestikulerende hænder.

«Lad mig få se på Dem», sa pludselig skikkelsen og trådte hen på dørtærskelen så at lyset fra vinduet faldt på hendes halvgamle ansigt, der var stort, med blege, slappe kinder og ravnsort blankt hår.

«Er De frk. Hall?» spurgte Else.

«Ja, man siger så», frk. Hall fniste fjollet. «Hvor De er sød,» vedblev hun, og tog Elses hænder, idet hun trådte helt ud på gangen. «De har fåt et heldigt værelse, vil jeg sige Dem».

«Heldigt?»

«Ja, for alle de, som bôr der, blir her ikke længe. Nu har jeg lagt mærke til det år efter år. Ja, for jeg kommer her bestandig. Det er fordi min mor er så egoistisk.»

«Hvorfor er der så mørkt inde hos Dem?» spurgte Else.

«Jo for det kan jeg bedst lide. Jeg er så grim på denne tid af året. Og når disse forbandede lægebæster kommer, vil jeg ikke, de skal se mig,» frk. Hall talte med nik og vridninger, der minded om et spurvehodes forte og bløde bevægelser. Hun smilte og fniste ustanselig og holdt ikke et øjeblik sine blegfede hænder i ro. «Æh, bæh, idiot! siger jeg bare, og så vender jeg 93ryggen til,» hun stod og pegte fingre og lo sagte. Så trådte hun pludselig baglænds ind i sit værelse.

«Men det skin derhenne,» sa Else, som ikke kunde begribe hvordan det hang sammen med det rosafarvede lys.

«Jo, det kan jeg bedst lide. Man blir ikke så grim når man stænger for vinduerne, og har røde gardiner.»

Nu forstod Else. Der var hvide skodder, som nåde halvt op til vinduets højde og udenpå disse, røde gardiner hvorigjennem martssolens spillende stråler ovenfor skodderne skabte det rosafarvede lys.

Frk. Thomsen kom ud fra den lille gang, der førte til hendes værelser. Hun var i hat og kåbe, og store glinsende galoscher.

«Vil De ikke gå ned lidt i haveng, he?» hun stødte Else på armen.

«Å er De der mit barn!» udbrød frk. Hall, og trådte hen til døren med udbredte arme.

Frk. Thomsen la begge hænder om frk. Halls skuldre, og så kyssedes de gjentagne gange, mens de holdt hinanden omfavnet.

«Kom gå med,» gjentog frk. Thomsen, og stødte atter til Else. «De vil ikke hvad?» Hun rysted lidt på hodet og så skuffet ud.

«Gå bare,» sa frk. Hall. «De kan godt gå 94med hende der. Det er mit barn, må de vide. Hun er sådan en sød en,» frk. Hall trued med pegefingeren til frk. Thomsen, og så forelsket smilende på hende.

«Ja vi to!» udbrød frk. Thomsen, idet hun gjorde et lystigt slæng med overkroppen og sparked ud med den ene fod. «Vi har rigtignok narret det rak,» hendes mine blev skøjeragtig og hun udstødte en sagte kurrende latter. «Er det ikke noget rak, frk. Hall?»

«Rak!» råbte frk. Hall, og hendes ansigt fortrak sig, og blev vredt og truende. «Det er pøbel og pak og skurke og forbrydere! I will see them hænged! God damn!» hun slog den ene knyttede hånd i den andens flade.

«Ikke gjør sådan,» sa Else forskrækket, men frk. Thomsen lo, og syntes at more sig udmærket. «Vi har narret dem, ikke frk. Hall?»

Frk. Hall blev med ét strålende fornøjet igjen. Hun nikked og fniste.

«Dengang vi var ingestængt, kan De huske frk. Hall?»

«Ja, det var storartet,» lo frk. Hall. «Det var hende, som fandt på det, den lille rad.»

«Men når Dere var indestængt, hvad kunde Dere så gjøre?» spurgte Else.

«Vi var det ikke samtidigt,» forklarte frk. 95Thomsen. «Jo, en kort tid, men da der så blev lukket op for mig, stak jeg sedler ind til frk. Hall dernede mellem gulvet og døren,» hun lo igjen med den sagte, kurrende lyd. «Mandler og rosiner også. Engang putted jeg ing et stykke krangsekage, men det gik i smadder.»

«Jeg spiste det alligevel,» sa frk. Hall med sin fede, hurtige stemme, og smasked lidt med tungen.

«Og da jeg siden blev ingestængt igjen, var det frk. Hall som stak sedler til mig. Ikke frk. Hall?»

«Og aviser og chokoladepastiller,» tilføjed frk. Hall stadig nikkende og vridende hodet og slående ud med de travle hænder.

«Ja, vi to har da havt det lidt morsomt undertiden. Ikke frk. Hall? Kan De huske hvor De dundred på døren, he, he, he, se fru Kant», frk. Thomsen pegte leende på en mængde små indtrykte mærker i døren.

«Er det virkelig efter Deres hænder?» spurgte Else forbauset, og havde i samme nu forklaringen over den mængde mærker af nøjagtig samme udseende, som hun havde sét inde på sin egen dør. «De må jo ha slåt Deres hænder fordærvet.»

«Ja,» sa frk. Hall, atter fnisende. «Huden hang i laser. Men det morer mig. Jeg har 96også revet kakkelovnen ned engang,» hun brast ud i en hjærtelig latter.

«Men fik de da ikke frygtelig skjænd?»

«Å det rakkerpak!» skreg frk. Hall og stamped med foden. «Tror De, jeg bryder mig om dem? Jo mere jeg kan drille dem, jo bedre. Véd De, hvad jeg sa til overlægen forleden? De skulde i tugthuset, De vindbeutel, sa jeg,» atter lo frk. Hall hjærteligt, og frk. Thomsen stemte i med.

«Hys hvem er det nu?» udbrød med ét frk. Hall, og der gik som en uvejrssky over hendes ansigt, mens hun rakte hodet frem, lyttende efter skridt fra den lange korridor.

«Er der nogen?» hvisked frk. Thomsen, og øjeblikkelig skifted hendes ansigt udtryk, og fik en mistroisk og fjendtlig mine. Hun slog hurtig pegefingeren flere gange for munden og skyndte sig afsted.

I det samme kom Anne med en bakke og sa: «De skal ha jernmikstur, fru Kant.»

«Jernmikstur,» vrænged frk. Hall og rakte tungen ud. «Har de bekommet Dem vel de nødder, De stjal fra mig i vinter? Hvad De tyvetøs?»

Else så på Anne med et blik, der bad om undskyldning på frk. Halls vegne, men Anne 97bare smilte og rysted lidt på hodet, mens hun venlig gav Else miksturen.

Pludselig slog frk. Hall døren til med et brag, så Else fôr i vejret, og greb om Annes arm. Så begyndte hun at skjælde og smælde på sit rasende engelsk.

«Det skal De ikke bryde Dem om,» sa Anne uanfægtet. Hun er i grunden et godt menneske. Det er bare os, hun ikke kan tåle at se.»

Else kég ind til fru Henderson, hvis dør stod halvåben.

Fru Henderson gik i natkjole på store, flade fødder og med stift nedhængende arme opover gulvet, der var belagt med et gråt og rødtmønstret teppe. Det tynde hængende hår vifted under hendes små taktfaste, lidt hoppende skridt. Da hun havde nået vinduet vendte hun sig ikke om, men kom baglænds tilbage, taktfast, hoppende lige til døren. Så opover igjen uforstyrret taktfast, og baglænds nedover, om igjen, og om igjen. Sengklærene var som igår slængt hulter til bulter oppe i sengen, og nogle puder lå på gulvet.

Pludselig gav det et ryk i fru Henderson; hun udstødte et kvalt skrig og vendte sig om med et ængsteligt blik, der fôr søgende rundt til alle sider. Da hun opdaged Else, som spændt 98betragted hende gjennem den halvåbne dør, syntes hun at bli heftig forskrækket. «Uh», sa hun, og skjulte ansigtet med armen.

«De har ikke lov til at stå der,» vedblev hun lidt efter med sin uartikulerte stemme, og kég bag armen på Else. «Gå Deres vej, gå Deres vej.» Men da Else ikke lystred, trak hun sig baglænds, med armen for ansigtet op til vinduet, hvor hun vendte ryggen til Else, og blev stående foroverbøjet med hænderne stukket ind mellem sine knæ.

Lidt efter drejed hun langsomt hodet, og sa klynkende: «Gå Deres vej.» Så begyndte hun at marschere på stedet, op og ned med dumpe klask af de store, flade fødder, mens det tynde, brune hår vifted om hendes nakke.

Else flytted sig et skridt, stilled sig op ved dørsprækken, og kég fremdeles ind.

Det varte ikke længe, så drejed fru Henderson atter hodet med et spejdende blik til alle sider. Da hun så at Else var borte, begyndte hun på den forrige taktfaste marsch fremlænds og baglænds, men nu med ansigtet vendt mod døren.

Else blev stående. Hun kunde ikke bli træt af at betragte denne skikkelse, der trods alt det, der frastødte, havde noget rørende barnesørgmodigt, 99i blikket, i den ydmygt foroverbøjede holdning, i de hjælpeløst nedhængende arme, i det tynde viftende hår, ja i selve denne taktfaste vandren frem og tilbage, denne stædige villen gå baglænds istedetfor at vende sig om.

Pludselig, med en bevægelse som om nogen havde hvisket i hendes øre stod fru Henderson stille, og stirred gjennem dørsprækken på Elses øje. Hun udstødte et skrig og fôr så heftig sammen at hun rysted fra øverst til nederst, og så råbte hun grædefærdig tryglende: «Gå Deres vej!»

Else flygted løbende ind i sit værelse. Fru Hendersons forfærdede blik og heftige forskrækkelse, der var kommen så uventet, havde ramt hende som et elektrisk stød. Hun skjalv over hele legemet og sank grædende om i gyngestolen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.