XVII.

Else gik op og ned på den lange koridor, da stuegangen kom. Det var overlægen.

«Nu, har De vært ude og spasere idag?» spurgte han, og stansed foran Else.

«Nej, jeg har gjort det én gang, og jeg gjør 125det ikke mere. Det er altfor utåleligt at gå der med patienterne, som mellem en fåreflok, og fulgt i hælene af en vogterske.»

«Det er dog synd at De ikke går ud i sådant et dejligt forårsvejr. Nu har De vært her i 10–12 dage, og kun én gang ude. Egnen er dog så køn,» overlægen trådte hen til et af vinduerne.

«Ja, det véd jeg ikke noget om,» svarte Else. «Jeg sér intet, sanser intet sålænge jeg er her. Véd kun det éne forfærdelige, at jeg holdes indespærret på et galehus.»

«Der er da ingen, som gjør Dem noget,» overlægens tone var brysk, men hans mine mild. «Når jeg vil ha Dem ud, så er det jo for Deres egen skyld.»

«Ja, naturligvis. Men det er mig en altfor stor pine på den manér! Vil De la mig gå alene, så skal jeg hver dag.»

Overlægen så skarpt og prøvende på Else.

«Gå alene – ja, det måtte De gjerne. Men så vilde De vel prøve på at undvige?»

Else udholdt hans forskende blik og vented lidt med svaret.

«Nej,» tænkte hun. «Jeg vil ikke lyve for ham. Havde det vært Hieronimus, så. – Men han har vært så altfor god imod mig.» «Ja, jeg 126vilde vist forsøge på at undvige, hvis jeg fik gå alene,» sa hun så.

Overlægen lo.

«Ja, der sér De selv. Så tør jeg altså ikke la Dem gå alene. Men ellers i alt føjer vi Dem jo. De får stadig bragt maden op på Deres værelse, og nu forleden da her var fest, og alle var tilstede, fik De lov til at slippe.»

«Man skulde fåt slæbt mig afsted efter hårene, hvis jeg var kommen med til den fest,» svarte Else.

«Og reservelægen fra sjette afdeling, som var på besøg her, og gjerne vilde ha hilst på Dem, han kom heller ikke ind til Dem, fordi De havde sagt, at De ikke ønsked at se ham.»

«Ja,» sa Else. «Jeg er også uhyre taknemmelig for det altsammen.»

«Jeg har tat med noget kloroform og vat til tanden, som jo er begyndt igjen,» overlægen trak en pakke op af lommen og vikled ud en liden flaske, som han holdt op for lyset og betragted. «Der er ikke nok til at ta livet af sig» han rakte smilende flasken og et stykke vat til Else.

«Det tænker jeg heller ikke på.»

«Nå og styrten om morgenen, er De glad for den?»

127«Ja forfærdelig glad. Og nor, Sibylle mener jeg, er så prægtig.»

«Der kan De bare se! Igrunden trives De udmærket hos os.»

– Overlægen gjorde stuegang på den lange koridor, ud og ind gjennem alle dørene, mens Else spaserte op og ned.

Da han gik ind på tværgangen, hvor Elses værelse lå, fulgte hun efter.

Fru Henderson, hvis dør som sædvanlig stod åben, gik som hun plejed fremlænds og baglænds på gulvet. Hun vendte ryggen til døren.

«Hvorfor kan hun dog ikke få nogle klær på, så hun kunde spasere på koridoren?» spurgte Else. «Hun trænger åbenbart til at røre sig, den stakkel.»

«Nej, for så pisker hun rundt hele afdelingen, op og ned,» svarte overlægen, som stod i døren til fru Hendersons værelse. «Hun er mager nok iforvejen. Den anstrengelse vilde gjøre det af med hende.»

«Men vilde det nu være nogen ulykke, hvis anstrengelsen gjorde det af med hende, som De siger?»

«Sådan kan man ikke raisonnere. Hun har sin mand ilive, og han synes, at han intet andet har at leve for end hende.»

128«Men når hun er sådan og aldrig blir anderledes?»

«Han besøger hende hver søndag, og skriver hver uge et brev til hende,» overlægen talte med et underligt dvælende tonefald, der virked på Else som rørelse. «Det er fru Hendersons trøst og glæde, og vistnok også mandens.»

Nu slog fru Henderson ud med begge arme og vendte sig om midt på gulvet. Såsnart hun fik øje på overlægen, kom hun løbende hen til ham, greb ham om armen og sa med de sædvanlige ansigtsgrimaser: «I overmorgen er det lørdag.»

«Ja,» skreg overlægen ind i hendes øre. «Så får De brev fra Deres mand.»

«Ja fra Frants!» fru Henderson nikked så ivrig at håret hopped op og ned, og fortrak ansigtet, så hun så ud som en vild.

«Men Maren er styg,» vedblev fru Henderson. «Hun vil ikke ta skodderne fra vinduerne endda Frants har sagt, at hun skal. Frants har sagt det,» hun la hodet på skjæve og så op i overlægens ansigt med en spændt og barnebønlig mine.

«Ja ja, vent nu til Deres mand kommer,» skreg overlægen.

«Inat har jeg ligget på mattenmatten] rettet fra: måtten (trykkfeil) udenfor fru 129Mørcks dør, og passet på hende,» sa så fru Henderson. «Jeg forsikrer Dem, overlæge, det var u’mærket, u’mærket at jeg lå der. Hvad skulde hun ellers ha gjort?»

«Men hende dér kan jeg ikke li,» fortsatte fru Henderson og pegte på Else. «Nej, jeg kan aldeles ikke li Dem,» hun vendte ansigtet om mod Else og strakte hodet i krumbugtninger hen imod hende.

«Hun gjør Dem såmæn ingenting!» råbte overlægen. «Det er en meget rar dame.»

«Men jeg kjender hende ikke. Jeg kjender hende aldeles ikke,» fru Henderson drejed sig rundt med en gratiøs bevægelse og gav sig atter til at trave uforstyrret op og ned pa sine brede, flade fødder.

«Så skal jeg ind til frk. Hall og ha mine sædvanlige skjænd,» sa så overlægen med sin korte sympatetiske latter.

«Hun er forresten så sød frk. Hall,» bemærked Else, og så fortalte hun om hendes hvisken. «Da jeg så sa til hende, at også hendes hvisken havde forstyrret mig, blev hun fuldstændig stille. Siden har jeg ikke hørt et kny fra hende.»

«Og endda vil De bilde mig ind, at De ikke sover,» sa overlægen drillende.

130«Bilde Dem ind – hvorfor skulde jeg ville bilde Dem noget ind?» spurgte Else krænket.

«Nervøse damer tror altid at de ikke sover,» blev overlægen ved i samme drillende tone.

Else følte det som havde hun fåt et knubs i nakken. Sådan havde det også vært et par gange før. Ret som overlægen var elskværdig og tryg at tale med kunde han komme med bemærkninger, der liksom flytted grunden under Else.

«Overlægen kan jo spørge nor – Sibylle,» om jeg sover eller ej. Hendes udsagn tror De da vel? Hun er vel ikke nogen nervøs dame, som bilder sig ind.»

«Nå ja, fru Kant,» sa overlægen, atter elskværdig. «Jeg selv tror mange gange, at jeg ikke har sovet, men så fortæller min kone mig, at jeg har ligget og snorket,» overlægen lo, og Else måtte mod sin vilje le med.

«Men jeg snorker ikke, kan De være vis på!» udbrød Else. «Og søvn får jeg ikke sålænge jeg er her. Ialtfald ikke ordentlig.»

«Ved De hvad jeg glæder mig over?» overlægen stansed udenfor frk. Halls dør, hvorhen Else var fulgt med.

«Nej?»

«Kan De ikke gjætte det?»

131«Umulig.»

«Nu har De i 3 dage ikke talt om Hieronimus. Det kalder jeg et fremskridt!»

«Nej. Jeg har svoret til mig selv, at jeg ikke mere skal nævne hans navn sålænge jeg er her. Men derfor har jeg ikke glemt ham, må De tro.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.