På Sct. Jørgen

av Amalie Skram

XVIII.

Næste morgen kom overlægen med en stor konvolut, fuld af breve. Else var dårlig den dag, og var gåt tilsengs igjen efter styrtebadet og frokosten.

«De sér, det er uåbnet altsammen,» sa overlægen. «Læs nu, og bliv så i godt humør.»

Else tog stum imod konvoluten. Hun havde lyst til at gribe overlægens hånd og kysse den, sådan taknemmelighed følte hun mod ham, fordi han nu igjen behandled hende som et medmenneske.

Men hun kyssed ikke hans hånd. Det vilde sét ud som hysteri. Nøjedes derfor med at sige hjærtelig tak.

Konvoluten indeholdt alle de breve, der var kommen til Else under hendes fraværelse, 132fra hjemmet. Desuden svar fra Inger, til hvem Else havde skrevet, og spurgt om barnet.

Det læste hun først, atter og atter, mens hendes øjne løb over af tårer. Tage snakked hver dag om mamma, og fortalte til alle at mamma var på hospital og snart kom hjem igjen. Han var frisk og rask, spiste og sov, og havde det bare godt i alle retninger.

Hun blev liggende med Ingers brev i hænderne, og tænkte og tænkte på gutten. Gudskelov at han ikke havde glemt hende, at han endnu vidste at han havde en mamma, som han vented at skulde få se igjen.

Så læste hun de andre breve. Det var fra venner og bekjendte, og fra slægtninge i udlandet, og indholdet var kun godt.

Det sidste brev hun åbned var en smal konvolut af gjennemsigtigt papir, og med fordrejet udenpåskrift. Else fik ved at se på konvoluten en uhyggelig fornemmelse, der mere end bekræftedes da hun havde lukket den op, og læst indholdet. Det var en anonym skrivelse, fuld af de giftigste hentydninger til hendes mands forhold overfor hende.

Else gik frem af sengen, rev brevet og konvoluten istykker, og putted det ind i kakkelovnen.

133Om eftermiddagen stod hun op, og gik ud og spaserte på koridoren. Et øjeblik efter var frk. Thomsen der, og tog hende under armen.

«Ja er De nu også vis på at De forstår det angsammen,» begyndte hun, og stak sit ansigt tæt op til Elses. «Der er altså 3 forhold: det kristelige, det ægteskabelige, og det blodige.»

«Ja,» nikked Else.

«Og jeg er et fænomén, det véd De. Ikke?»

«Jo.»

«Men tænke sig hvordan de bæster har pingt mig med det blodige forhold,» frk. Thomsen tog et fastere tag i Elses arm. «Der har de gåt og snugset i min seng, og slåt vingduet op midt om vingteren, og engang laved de et kors på skrivebordet derinde. Hvad sygnes De?»

Else vidste ikke hvad hun skulde «sygnes». Overlægens ytring at frk. Thomsen var idiot og aldrig blev anderledes, som dengang havde stødt hende, vidste hun nu, var den fuldkomneste sandhed. For nogle dage siden havde Else git efter for frk. Thomsens altid tilbagekommende, og altid mere og mere indtrængende anmodninger om at spasere i haven, og da frk. Thomsen først havde fåt Else for sig selv dernede, var det som om alle sluser for hendes forvirrede forestillinger brast. Om ikke Else vidste hvad 134der var foregået med hende? Om ikke Else havde læst i bladene om hendes blodige forhold? Om hun ikke kjendte til historien om den fremmede herre, der havde tat hende om livet og båret hende over en bæk med farlige stene. Om hun ikke havde hørt hvorledes hun var bleven forfulgt for det blodige forholds skyld, overalt hvor hun havde vært, i udlandet og hjemme, men dog allermest her. Else var begyndt med at ville snakke hende tilrette, – frk. Thomsen var jo ellers så barnligsød og fornuftig – men havde snart mærket, at det var umuligt. Så havde hun tat det parti at svare ha og ja og tålmodigt høre på hende. Men hun var efterhånden bleven så træt og ør af hendes hver dag evindelig gjentagne snak, at hun følte noget, der ligned rædsel, hvergang frk. Thomsen kom farende efter hende, hvad hun altid gjorde såsnart Else viste sig udenfor sit værelse.

«Hvad sygnes De,» gjentog frk. Thomsen. «Var det dog ikke skamløst at de laved et kors?»

«Hvad slags kors?»

«De havde tat et blongsterglas med gåseurter, og stillet det påtværs af et fotongrafi. Forstår De?»

135«Hvad mente de da med det?» spurgte Else sukkende.

«De vilde håne mig naturligvis. De véd da hvad et kors betyder?»

«Nej.»

«Sikken en,» lo frk. Thomsen. «De er jo dog et voksengt mengeske! Kors betyder kjærlighed, og når de stiller det op netop på tværs af det blodige forhold, så kan De selv tænke Dem til. Uh sligt rakkerpak!»

Anne kom op med et glas mælk på en bakke, og gik ind i et af værelserne, hvis dør hun lod stå åben. Else stansed og så ind.

«Kom,» sa frk. Thomsen. «Maren er en djævel, men Anne dér er værre end den allerværste.»

«Sikkene to tøse!» råbte i det samme en ung lyshåret kvinde, der lå tilsengs inde i værelset. «I må tro, jeg kjender jer nok, I tasker!» vedblev hun og rejste sig op i sengen. «Det var jer, som tog to stole og satte sig overskrævs på dem midt i haven i sommer.»

«Her er Deres mælk, frk. Nielsen,» Anne rakte glasset til den lyshårede kvinde, som tog det, og drak.

Else gik ind, og stilled sig op ved siden af Anne foran sengen.

136Frk. Nielsen snakte højt og vredt en mængde usammenhængende ting, mens hun med glasset i hånden så ret frem for sig. Pludselig slog hun resten af mælken lige i ansigtet på Else og råbte hoverende: «Der har Du det, dit afskum!»

«Fy fy,» sa Anne og tog glasset fra hende.

«Jeg gir jer døden og djævelen alle tilhobe!» skreg frk. Nielsen idet hun kasted sig tilbage i sengen, og sparked dynen højt op i luften. «Nu kan Du klage til ham, tugthusforvalteren, så skal jeg nok ta og spytte ham i øjnene!»

«Kom så fru Kant,» sa Anne.

«Det var Anne, som fik hende til det,» hvisked frk. Thomsen da Else kom ud på koridoren. «Det forstår De da vel?»

Else rysted hodet.

«Nu skal jeg ned og spasere med patienterne,» vedblev frk. Thomsen, der fulgte Else til hendes dør. «Vil De ikke med?»

«Nej.»

«Å jo kom! Vi to kan gå iforvejen for os selv. Så kan vi snakke sammeng uden at de andre hører det.»

Ja tak, tænkte Else. Det var netop det, hun af al magt vilde undgå.

Frk. Thomsen blev stående i den åbne dør, 137mens Else vasked af melkepletterne, og tigged og bad hende om at gå med.

«Nu må De komme, frk. Thomsen!» råbtes der omsider, og Maren i hat og sjall og hvidt stort forklæde blev synlig i døren.

«Ja ja, så får jeg gå da. Farvel fru Kant,» frk. Thomsen nikked til Else og rakte tunge til Maren, idet hun forsvandt.

Else satte sig ved vinduet og begyndte at sy på sit bordteppe. Straks efter gik døren sagte op, og frk. Hall i nattrøje og underskjørt, kég ind.

«Værsgod,» sa Else. «Kom De bare.»

Frk. Hall trådte indenfor og lukked døren efter sig. Nu først i det stærke sollys fra vinduet så Else hende rigtig. Det gulblege opdunstede ansigt havde små regelmæssige træk; det blanke sorte hår, der omhyggelig var redt og opsat, var isprængt med striber af sølvstænk. Øjnene var nøddebrune med et godmodigt men uroligt udtryk, og den fine røde mund, der var i uafbrudt sitrende bevægelse fremviste skinnende hvide tænder. Else kunde sé at hun måtte ha vært meget smuk i sin ungdom.

«Hvorfor går De altid på strømpelæsten?» spurgte Else, da frk. Hall havde tat plads i gyngestolen.

138«Jo, for det kan jeg bedst li,» fniste frk. Hall, og stak hænderne ind i de åbne, vide trøjeærmer.

«Og i underskjørt og nattrøje,» vedblev Else. «De skulde ta en kjole på Dem.»

«Sig det til hugafen,» sa frk. Hall vredt. «Hun har tat alting fra mig.»

«Bed hende om at få det tilbage. Nu er De jo så frisk og kjæk. Stille om nætterne, og rolig og snil hele dagen.»

«Ja, ikke sandt? Nu forstyrrer jeg Dem aldrig mere,» frk. Hall så på Else med et stolt og lykkeligt smil.

«Nej. Nu er De bare sød. Det har jeg også sagt til overlægen og frk. Schrader.»

«Å det rakkerpak!» udbrød frk. Hall og stamped med foden.

«Jeg holder så forfærdelig meget af dem begge to,» sa Else.

«Gjør De virkelig?» Over frk. Halls ansigt bredte der sig et tvilende smil, der gik over til hendes sædvanlige fnisen.

«Forresten kan det ikke nytte at bede,» vedblev frk. Hall alvorlig. «Hugafen kommer med det en skjønne dag, når hun finder for godt. Jeg kjender rummelen, må De tro. Man skal aldrig bé om noget her.»

139«Men nu skal De se hvad mit barn idag bragte hjem med til mig,» frk. Hall fôr pludselig op fra stolen, løb ud, og kom straks efter tilbage med nogle anemoner i fugtig mos på en underkop.

«Se,» sa hun, og holdt underkoppen tæt hen til Else, mens hendes ansigt strålte af henrykkelse. «Er de ikke yndige? Å jeg elsker anemoner, disse første, som foråret bringer,» hun bøjed sit ansigt ned og kyssed varsomt på blomsterne. «Gud velsigne, velsigne, velsigne mine yndige små!» Da hun atter retted hodet, stod hendes øjne fulde af blanke tårer.

«Ja, de er søde,» sa Else.

«Ja, ikke sandt!» råbte frk. Hall. «For mig er de nu ti gange så skjønne og dyrebare som for andre, for når jeg sér de første anemoner, så ved jeg at min onde tid er forbi, og at jeg får det bedre dag for dag.»

«Men nu skal De høre et digt, jeg har skrevet til Dem, fru Kant,» frk. Hall trak et sammenlagt papir op ved nattrøjens halskrave, og folded det ud.

«Nej,» sa hun så. «Jeg vil ikke læse det højt. Det er så flaut.»

«Å jo,» bad Else.

«Nej, nej,» frk. Hall holdt hænderne skjulende

140op for ansigtet. «Jeg er vis på, De bare gjør nar af det.»

«Hvor kan De tænke?» sa Else.

«Læs det selv da,» frk. Hall rakte Else papiret.

«Jeg kan ikke forstå bogstaverne,» sa Else efter at ha sét lidt på det.

«Ja, så kom med det da. Men De må love mig ikke at gjøre nar.»

«Stængt inde i et fængsel
Med mange triste rum,»

læste frk. Hall patetisk mens en svag rødme bredte sig over hendes kinder. «Uf nej, nu sidder De og griner.»

«Nej så sandelig! Begyndelsen er vakker. Lad mig høre mere.»

«Stængt inde i et fængsel
Med mange mørke rum,
Der sidder en kongedatter,
Hendes skjæbne er ond og grum.
Hun længes at slå sin vinge
Imod den lyse sky.
Men ak hun har ingen vinge,
Den er slået rent itu.»

141«De må ved gud ikke gjøre nar fru Kant,» frk. Hall dukked pludselig hodet, og skjulte ansigtet bag papiret, der dirred mellem hendes hænder.

«Tro mig nu, at jeg ikke gjør nar, frk. Hall.»

Frk. Hall fôr sig med hånden over øjnene, og fortsatte:

«Så kommer der en dronning,
En dronning fra fremmed land.
Hun smiler med sorte øjne,
Hendes navn, det er fru Kant,»

endte frk. Hall og brast ud i en forlegen latter. «Vil De ha det?»

«Ja tak,» sa Else, «det vil jeg gjerne.»

«Hvad synes De om det? Er der talent?»

«Javist er der så.»

«Nej i min ungdom, da kunde jeg skrive digte,» sukked frk. Hall. «De skulde sét mig på ballerne i hvid gaze og med brandgule bouketter. Men alt er jo forfængelighed her i verden. Jeg tror, at de som er smukke, og får de største gaver, af gud stilles så højt for at de skal dale som et pragtfuldt stjerneskud, der slukkes. Gud morer sig vist med sådant 142noget. For hvad skulde han ellers ha for adspredelser, hvad fru Kant?»

«Å ja,» sa Else. «Man kan jo tænke sig lidt af hvert.»

«Uh ha! Havde man endda ikke sådan en egoistisk mor, så slap man da for at være her. Ih nej, der hører jeg mine fugle, mine søde små fugle!» frk. Hall rejste sig med et pludseligt sæt. «De kommer hver morgen og hver eftermiddag, og får mad hos mig.»

«Hvad slags fugle?»

«Spurve og dompapper og ravne, alle de, som bôr i træerne derude. Jeg gir dem alt det brød, jeg ikke selv spiser op. Men disse griske bæster, Maren og Anne, stjæler det fra mig, når de kan komme til. Derfor går jeg med det på mig.»

«Hvor da?» spurgte Else. «De har jo ingen kjole og altså heller ingen lomme.»

«Inde i mine bénklæder, naturligvis,» frk. Hall snapped underkoppen med anemonerne, slog nikkende og hilsende ud med hånden, og gik.

Straks efter hørte Else frk. Hall lukke vinduet op inde i sit værelse, og derpå et kjælent snakkeri, blandet med trippen og pikken og en lyd som af lette faldende hagl.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om På Sct. Jørgen

Romanen På Sct. Jørgen er en fortsettelse av Professor Hieronimus, begge ble utgitt i 1895 og er basert på Skrams egne erfaringer med behandling av psykiske lidelser.

Maleren Else Kant har kommet seg vekk fra den autoritære overlegen Hieronimus, men er fremdeles innesperret på «sinnsykehus». Møtene med medpasienter gir henne styrke til å kjempe for egen selvfølelse og frihet.

Skrams «sykehusromaner» er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.