På Sct. Jørgen

av Amalie Skram

XIX.

143Frk. Hall var mærkelig, tænkte Else. Tiltrods for al elendigheden ved at være på en sindssygeanstalt nød hun begejstret og jublende de gode småting, tilværelsen bød hende. Hendes fryd over vårens første blomster, hendes ivrige glæde ved at gi fuglene mad, hendes intensive stemningsfylde, der gav sig udtryk i lyriske frembringelser, den tilfredsstillelse hun følte ved «sit barns» selskab, og nu hendes stolte lykke over at ha behersket sig om nætterne for Elses skyld. Hun liksom leved op i alt dette, og blev for hver dag som gik mere og mere fornøjet og normal.

Kanske det var hemmeligheden med at føle sig tilfreds her i verden, dette at ta de gode småting op, leve for dem, og være taknemmelig for dem.

Else la arbejdet fra sig, og trak vejret dybt. Hun langtedes efter luft. Skulde hun gå ned i haven lidt? Nu var jo frk. Thomsen ude, så hun fik være i fred.

Ude i skabet hented hun sin hat og paletot, og trak i gangen langsomt hanskerne på, mens 144hun kég ind til fru Henderson, hvis dør som altid stod åben.

Fru Henderson gik som hun plejed fremlænds og baglænds op og ned. Else blev stående og undred sig som så ofte før over denne sejge, utrættelige, taktfaste marscheren.

Gad vidst om hun også nu vilde mærke at nogen så på hende? Det var liksom fru Henderson havde øjne i nakken.

Ja, ganske rigtig. Der vendte hun sig om med et pludseligt ryk, og kom løbende hen til døren.

«Jeg har jo sagt Dem, at De ikke må se på mig,» sa fru Henderson truende, og vridende hodet op i Elses ansigt. «Hvad er De for én? De skulde slet ikke være her, og det skal jeg sige til Frants og til overlægen!»

«Jeg vil Dem ikke noget ondt!» råbte Else.

«Gå Deres vej!» sa fru Henderson. «Gå Deres vej. De, som ikke kjender fru Mørck engang!»

«Ja nu går jeg,» sa Else.

Da Else kom nedenunder på den store koridor, der nøjagtig ligned den ovenpå, så hun gjennem en åben dør et svært rødt fruentimmer, som midt i værelset stod og løfted skjørterne højt op, mens hun med svulne øjne så sløvt 145frem for sig. Else blev stående, og betragted hende.

«Gå bort, fru Kant,» sa Anne, der kom forbi med en bakke.

«Hvorfor må jeg ikke se på hende?»

«Nej, for hun slår. Det kan hænde, hun kommer farende og gir Dem én, så De ligger der. Hun er så forfærdelig stærk.»

Else trak sig hastig tilbage, fik fat på en pige med et nøgleknippe, der lukked op døren til haven, og skyndte sig ud.

Der gik en af pigerne med en patient, som i armen bar en stor grå kat, og som fôr hoppende og sjanglende afsted, mens hun uafladelig kyssed katten, og snakte til den med mange kjælne gebærder. Hendes ankler knækked hvert øjeblik over, og pigen greb ret som det var efter hende, for at hun ikke skulde falde.

Haven var vid og rummelig, omgit af et højt plankeværk, med flere spadsereveje, der alle løb i rundinger. Der var en stor græsplaine i midten, nøgne, muldede rabater, og klynger af forskjellige slags træer, som var begyndt at knoppes.

Uf, der sad fru Winther på en af bænkene, med en stor brun skindkrave, bart hode og opslået paraply.

146Else havde lyst til at vende om, men fru Winther drejed hodet og nikked til hende, og så turde hun ikke.

«Nå, er De ude og rører Dem,» sa fru Winther leende med sit spotske tonefald. «Ja, det er at gå rundt her også, rundt, rundt, rundt. Det er en nydelig verden, vi lever i,» fru Winther lo, så hun rysted.

«Ja, det er kjedeligt med disse runde gange,» svarte Else, som syntes, hun måtte sige noget.

«De behøver ikke at genere Dem,» sa fru Winther og spruded af latter. «Gå De bare.»

Det er en overlegen dame, tænkte Else, mens hun trykket og flou fortsatte sin gang. Hun skulde da vel vogte sig for at komme i nærheden af den bænk, hvor fru Winther sad. I små vendinger gik hun frem og tilbage øverst i haven.

Pludselig hørte hun løbende skridt bag sig, og vidste, det var frk. Thomsen. Ak, om hun i et spring havde kunnet sætte over det høje plankeværk for at bli fri for hende. Nu skulde hun igjen mases ind i denne evigt samme suppedas af forhærdet forrykte forestillinger.

«Jeg kunde nok tænke, De var her,» sa frk. Thomsen, og stak forpustet sin arm ind under 147Elses. «Når De nu kommer op på Deres værelse, skal De se noget.»

«Hvad da?» spurgte Else.

«Det siger jeg ikke,» svarte frk. Thomsen, skjælvende af glæde. «Men vengt nu. Noget, som De blir glad for.»

Hvad skulde hun kunne bli glad for? Brev? Nej, på denne tid af dagen kom der ikke post. Og desuden, breve blev hun heller ikke glad for, sålænge hun var her.

«Sér De,» hvisked frk. Thomsen. «Der går en pige, som skal spiognere os.»

Else så sig om til alle sider, og kunde ingen anden Pige opdage end den, der gik med den sjanglende patient, som bar katten i armen.

«Hun,» sa Else. «Hun går der da virkelig for at passe på det syge menneske.»

«Det er bare et påskud. Forstår De ikke det? Jeg begriber ikke, at De kan være så dum fru Kant.»

Else taug. Hvad kunde det nytte at hun forsøgte at gjøre frk. Thomsen begribeligt at hun tog fejl. Hun havde slidt forgjæves med det så altfor mange gange.

«Se nu, se nu, hvor hun kigger efter os! Uh, den mær! Jeg kunde ha lyst til at flå hende.»

148Disse ord, af den barnligt udseende, lysblonde og sørgmodige frk. Thomsen, virked så komisk at Else brast i latter.

Frk. Thomsen lo med.

«Ja, man kan da også bli gal i hodet tilsidst,» udbrød hun, og var øjensynlig stolt over at ha sagt noget morsomt. «Men der er altså disse tre Forhold: Det kristelige, det ægteskabelige og det blodige. Og så det, som De ikke må glemme, at jeg er et fænomén.»

«Så nu kom hele lektien. Else krymped sig sammen indvendig, og så trist hen for sig. Hvergang frk. Thomsen satte ansigtet tæt op til Elses og sa: Ikke? Eller: De forstår? svarte Else ja og nikked. Hendes tanker svæved vidt omkring mens frk. Thomsens snøvlende snakkeri suste for hendes øren. Det var som gik hun på et ensomt sted med en lænke om foden, der raslende slæbte henad jorden.

Hun kunde jo bli fri for dette overhæng af frk. Thomsen, hvis hun klaged til overlægen eller frk. Schrader. De vilde så simpelthen forbyde frk. Thomsen at tale til hende. Men Else nænned det ikke. Frk. Thomsen fandt øjensynlig en trøst og lettelse ved at betro sig til hende, og Else holdt også, trods alt, lidt af hende.

149«Men nu har jeg skrevet mit ultimatum,» sa frk. Thomsen og stod stille med et ryk.

Ja, tænkte Else. Det har Du sagt så tit.

«Overlægnen var meget forbløffet, siger jeg Dem. Har jeg fortalt Dem hvad han svarte?»

«Ja,» afværged Else.

«Nu har jeg sat mig selv en frist til den niende juni,» vedblev frk. Thomsen. «Da er det et år siden jeg kom her. Hvis jeg ikke så er sluppen herfra, flyngter jeg.»

«Ja,» sa Else. Og så fik hun for tiende gang en beskrivelse af hvorledes frk. Thomsen vilde bære sig ad med at «flyngte». Sy sine lagener sammen sådan klokken 2–3 om natten, binde dem fast til vindueskrogen og fire sig ned i haven. Så var det bare at klatre over rækværket og løbe lige til byen.

«Så kommer jeg op til Dem,» slutted frk. Thomsen. «Jeg har Deres adresse. Ja, for De er herfra længe før den tid, er jeg sikker på. Tror De ikke?»

«Jeg håber det.»

«Så skal vi rejse sammen,» vedblev frk. Thomsen. «Lægge os i pensionat nede i Schwejts eller oppe i Norge. For De rejser jo altid om sommeren, ikke?»

Else nikked. Også dette at de skulde rejse 150sammen havde frk. Thomsen ustanselig talt om i over en uge.

«Kan De se, der ignenting fejler mig,» vedblev frk. Thomsen indtrængende. «Jeg kan fatte planer, og tale fornunftigt om alt muligt. Jeg kan skrive mit ultimatum til overlægnen. Jeg kan også være snedig og narre det skurkepak. Og så har jeg en mission.»

«En mission?»

«Ja. En mission for alle de ulykkelige fænoméner, som findes i verden. Derfor er det, jeg må lide så meget. Det måtte Kristus også.»

«Ja, Kristus,» sa Else.

«Kan De da ikke forstå at det er akkurat det samge med mig? Hvad vilde Kristus? Frelse de ulykkelige. Hvad vil jeg? Frelse fænoménerne.»

«Nu ringer klokken til aftensmaden,» sa Else og pusted ud i lettelse. «Så må vi op.»

På sit værelse fandt Else et fad med anemoner og violer stukket ned i fugtig mos, og om spejlet over komoden en dekoration af grangrene. Det var det altså frk. Thomsen havde ment, da hun talte om at noget glædeligt vented hende.

Siden, da Else havde spist til aftens kom frk. Thomsen ind, og lod sine spørgende øjne 151henrykt vandre rundt fra Else til anemonerne og til grandekorationerne over komoden. «Det var en overraskelse, ikke?»

Else takked hende på det bedste.

«De glemmer da vel ikke vor aftensiesta, fru Kant?» frk. Hall stod i døren, vinkende og nikkende.

«Nej, nu kommer jeg. Gå De frk. Thomsen. Jeg vil bare kike ind til fru Henderson.»

«Hvorfor vil De dog det,» sa frk. Thomsen uvilligt.

«Jo, for jeg kan ikke la være.» Det slog Else i samme nu at hun havde svaret akkurat det samme som frk. Hall, da hun havde bedt hende ikke skrige op om nætterne.

Fru Henderson vandred op og ned med ryggen til døren, taktfast, uforstyrrelig med ludende hode og viftende hår, og Else blev stående som fastnaglet.

«Hvor blir De dog af?» det var frk. Hall på strømpelæsten og i sit knækorte underskjørt med de svære lægge.

«Er det ikke mærkeligt at hun kan holde ud at trave sådan,» sa Else. «Se på hendes fødder, huden er flosset og afslidt.»

I det samme vendte fru Henderson sig om 152og kom løbende med fremrakte arme hen til frk. Hall.

«Frants kommer på søndag!» råbte hun, og snapped smældende efter vejret mens hun greb frk. Hall i begge skuldre.

«Til lykke!» råbte frk. Hall.

«Jeg har skrevet et brev til Frants,» vedblev fru Henderson. «Men det gjemmer jeg ved mit hjærte. Jeg gjemmer det ved mit hjærte siger jeg Dem!» fru Henderson skreg ordene ud med så hæftige ansigtsfordrejelser at hendes gråblege kinder fik en svag rødme, og åren i panden blev synlig. «Nu er vindusskodderne altid låset, og nu kunde de godt stå åbne, for nu tænker jeg ikke mere på at flygte. Jeg tænker ikke mere på at flygte!» gjentog hun vildt skrigende.

«Har fru Henderson villet flygte?» spurgte Else, da hun og frk. Thomsen sad i det røde lys inde hos frk. Hall.

«Ja, hun har bundet sine lagener sammen, og firet sig ned fra vinduet, det samme som mit barn tænker på at gjøre,» frk. Hall trued til frk. Thomsen, og fortalte så at fru Henderson ved den lejlighed havde fåt sin ankel forstuvet, men dog havde havt kræfter til at slæbe sig to mil afsted, halvvejs til byen, hvor hun var bleven taget og ført tilbage.

153«Man skal ikke undvige,» fortsatte frk. Hall. «Godvillig bør man slippe herfra. At De véd det, mit barn,» hun trued atter til frk. Thomsen. «De opnår kun at bli taget ved vingebenet og bragt tilbage, og så får De det langt slemmere end nu.»

«Man skulde næsten tro at hun øngsker det,» sa frk. Thomsen vredt. «Så glad hun sér ud, når hun siger det.»

«Hvor her dufter af forår!» udbrød frk. Hall og slog begejstret hænderne sammen; hun gik om og lugted til de mange grangrene, der var anbragt rundt omkring i værelset og til fadene med anemoner og vilde violer.

«Det er hende der mit søde barn, som jeg kan takke for det.»

«Ja,» sa frk. Thomsen, der sad i den lille sofa ved siden af Else. Hun sukked dybt og de sørgmodige barneøjne fik en uvant glans. «Havde vi ikke guds velsignende forår, hvad så?» hun slog med en hastig bevægelse armene om Elses liv og skjulte ansigtet i hendes skjød.

«Nu går jeg i seng,» sa frk. Hall. «Se ikke på mig. Godnat, godnat, godnat,» hun gik rundt og kyssed grangrenene og blomsterne.

«Og mine yndige småfugle, dem skal jeg nok ikke glemme imorgentidlig,» frk. Hall tog 154fra vinduet bag gardinet en tallerken med brødrester og la indholdet ind under sin hodepude.

«Så!» sa hun, da hun var hoppet i seng, og havde dækket sig til. «Nu må De gjerne læse for mig, mit barn.»

«Frk. Hall bér Dem læse!» råbte Else til frk. Thomsen, der fremdeles havde ansigtet skjult i hendes skjød.

Frk. Thomsen retted sig op. «Havde jeg bare en kniv, så gjorde jeg sådan,» hun rakte frem sin venstre hånd og førte den højre med en snittende bevægelse over håndledet.

«Nå, nå!» råbte frk. Hall fra sengen. «Ja, det har vi såmæn allesammen tænkt på. Men det duer ikke. Hvem kan vide om vi ikke får det endda værre, der hvor vi kommer hen?»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om På Sct. Jørgen

Romanen På Sct. Jørgen er en fortsettelse av Professor Hieronimus, begge ble utgitt i 1895 og er basert på Skrams egne erfaringer med behandling av psykiske lidelser.

Maleren Else Kant har kommet seg vekk fra den autoritære overlegen Hieronimus, men er fremdeles innesperret på «sinnsykehus». Møtene med medpasienter gir henne styrke til å kjempe for egen selvfølelse og frihet.

Skrams «sykehusromaner» er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.