På Sct. Jørgen

av Amalie Skram

II.

5«De skal ikke være bange,» sa Else og smilte til den venlige gamle kone, der sad på vognsædet ligeoverfor, og med vagtsomme øjne holdt hånden på dørgrebet. «Jeg pønser ikke på at undvige.»

«Nej,» sa konen og nikked blidt, uden at ta hånden bort. «Det er nu sådan en vane, jeg har.»

«Har De kjørt til «Sct. Jørgen» med flere kanske?»

«Ok ja, frue,» konen smilte, så at ansigtets rynker blev myldrende mange. «I 26 år. Min mand er portner ved hospitalet, og så har jeg havt den bestilling.»

«I 26 år,» gjentog Else. «Så kan jeg ikke forstå, at De er ængstelig. De må jo da være vant til at greje Dem med de gale.»

«Å ja,» nikked konen. «Men de har det på forskjellig måde. De roligste er de lumskeste,» hendes bittesmå, sortblinkende øjne så lunt på 6Else, og om den gamle smale mund lå et underfundigt smil.

«Nej, man siger jo, at ingen i verden kan være så snedige som de sindssyge,» svarte Else, der næsten ikke kunde bare sig for at le.

Konen kneb øjnene sammen og nikked med det samme underfundige smil, mens hun ugenert stirred Else ind i ansigtet. Hendes mine sa: Mig narrer Du ikke.

«Hvor er vi nu?» spurgte Else.

«På Kongevejen. Der henne ligger den gamle store park,» konen pegte ud gjennem det venstre vognvindu.

Den gamle store park. – – Der havde Else gåt med Knut paa klare, varme sommerdage, og de havde siddet deroppe på udsigten, og sét nedover byen. Og hun havde vært så lykkelig ved at gå der, fordi hun gik der med Knut, og fordi den gamle store park et par små steder minded lidt om hendes hjemland.

«Har det hændt at de forsøgte på at undvige de, som De kjørte med?» spurgte Else.

«Ok ja. Mange gange.»

«Men det er vel aldrig lykkedes?»

«Nej. For det er jo umuligt. Her er jo jeg – ja, før var jeg så rask tilbéns, at selv om de syge løb hurtig. – Og så er der jo en 7flink fyr på bukken, foruden kusken. Og desuden – alle de, en møder, gir sig med på jagten, såsnart de hører, det er en sindssyg.»

Ja, tænkte Else. For dem, som har fåt etiketten sindssyg klæbet på sig, for dem gives der ingen pardon.

«De er altså altid blet fanget ind igjen, de, som vilde flygte?» vedblev Else.

«Netop. På to gange nær. To gange i 26 år. Det er inte mejet.»

«Hvordan gik det til, at de undkom? Fortæl mig!»

«Ja, jeg véd skam inte, frue. De var som sunkne i jorden. Den ene havde gjemt sig inde i en rugmark, hørte vi siden, og den anden var sprungen tværs over gjærdet og var faret på hodet i et gadekjær.»

«De arme mennesker», sa Else og knytted fast fingrene i hverandre, mens hun sukked dybt.

«Å ja. Det var nu sindssygens dumhed som drev dem,» bemærked konen. «Så man véd inte hvad man skal sige til ‘et.»

Else så bestandig ud gjennem vognvinduerne. Der var vidt og bølgeformigt fladt til alle sider. Himlen var blå, solskinnet gyldent, og rundt i horisonten stod en fin, lillahvid tågedis hvorigjennem 8fantastiske konturer af skovbryn her og der kom tilsyne.

«Å hvor her er varmt,» Else løste på sin peltskåbe. «Har De noget imod at vi åbner lidt?»

«Inte det ringeste, frue,» konen rejste sig, og trak i remmen, så vinduet halvt gled ned.

«Tak,» sa Else. «Nu vil jeg ta frem mit hækletøj og være flittig. Så går tiden fortere.»

«Hvorlænge varer turen til Sct. Jørgen?» spurgte Else, da hun i taushed havde hæklet en stund.

«Fem timer omtrent. Men vi skal bede undervejs.»

«Hvorfor?»

«For hestenes skyld. Og også for at fruen skal få en forfriskning. Kaffe og hvedebrød. På en kro midtvejs mellem byen og Sct. Jørgen. Det skal smage godt at få kaffe,» konen nikked. Hun sad fremdeles med hånden klemt fast om dørgrebet.

Der vil Knut være, tænkte Else, og en skjælven krøb igjennem hendes legeme. Å bare hun fik dette ene bevis på at han var med i hendes lidelse. At han, tiltrods for at han intet havde foretat sig efter hendes jammersbrev, dog var hos hende i sine tanker og i sin sorg. Hvor 9kunde en dog overlade et væsen, som var en kjært til fremmedes forgodtbefindende uden i det mindste en eneste gang selv at se og høre? – –

Nej, han vilde stå udenfor kroen, komme hen og lukke vogndøren op, og så – – –

Tænk hvor nøjsom hun var blet! At hun kunde føle denne bevægelse ved tanken om at Knut vilde være på hendes smertensvej. Vilde, om blot se hende, og sige de ord, som tog alt ondt bort.

Nøjsom? Nej, det var ikke nøjsomt. Det var livets ét og alt, dette at ha et menneske, som i livets ondt og godt var ét med en selv. Og netop sådan havde Knut jo altid vært.

Hun sank hen i mindet om og i betragtningen af de svundne år, og mens hendes fingre flittig hækled på den brede gardinblonde blev hun vissere og vissere på at Knut vilde stå udenfor kroen, som lå midtvejs mellem byen og Sct. Jørgen, der hvor de skulde bede. – –

*

Denne stilfærdig knitrende lyd, der liksom vugged hende dybere ind i hendes forestillinger og vakte som en vag fornemmelse af et slags hjemlig hygge? – – Else retted hodet, som hun havde holdt bøjet over hækletøjet. Der sad konen trykket ind i hjørnet af vognen med et stort, 10sort strikketøj mellem hænderne. Så var hun altså falden til ro, og frygted ikke mere for at Else tænkte på at undvige. Else blev så glad over dette bevis på denne erfarne gamle kones tillid, at hun gjerne kunde ha kysset hende.

«Kanske De fryser,» sa Else. «Vil De ikke ha min skindkrave? Jeg er så altfor varm.»

«Nej, nej, frue. Jeg sidder så lunt. Ellers tak.»

«Å jo,» vedblev Else indtrængende. «Jeg kan se på Dem, at De er bange for trækken,» Else rejste sig, og slog skindkraven om konens skuldre. «Vær sød og behold den på,» bad hun.

«Fruen er så altfor venlig,» konen rysted smilende hodet. «Ja ja, så siger jeg tak.»

«Har De børn?» spurgte Else lidt efter.

«Ok ja, frue,» svarte konen mens hun strikked og strikked. «Vi har havt så mange, men Vorherre har gjemt dem så nær som på to.»

«Stakkels Dem. Hvad har De da ikke gjennemgaaet.»

«Netop,» sa konen. «Når det første dør, synes en, at det kan en ikke udholde, men når de så plukkes fra en den ene efter den anden,» hun la strikketøjet i skjødet, og tog frem af en 11pose en hvid klud, hvormed hun tørred øjnene og pudsed næsen.

«Og sådanne dejlige og fremmelige børn,» konen var atter begyndt at strikke. «Anton, han var lige fyld 7 år – han sa til sin far om aftningen som han døde om natten. Far, sa han, jeg tror, det er sandt at vi får vinger når vi dør, for jeg kan mærke, at de er begyndt at vokse ud på mine skuldre.»

«Vidste De at han skulde dø, da han sa det?»

«Ja. For vi havde jo sét på de andre. Det var lungesot de havde. Han døde så stille som et lys, der pustes ud. Jeg sad i stolen foran sengen og blunded lidt – ja, for jeg havde våget så mange nætter, og ingen er jo mere end et menneske. Så vågner jeg af at høre min mand snorke borte i sengen, og da jeg så skal se til drengen er han kold og død,» atter la konen strikketøjet fra sig, og pudsed sin næse.

«Vækked De så ikke Deres mand?»

«Nej, ok nej. Han var jo træt efter dagens slid og slæb, og Anton var jo den syvende, som døde.»

Den syvende som døde, tænkte Else. Man vænner sig altså til alt. Også til at se sine børn rives bort af døden. – Ja, selv havde hun 12jo vænnet sig til det Hieronimuske helvede, sådan at hun formelig havde følt vemod ved at skulle forlade det.

«Jeg kan næsten ikke fatte at man nogensinde kommer over det, at se sine børn dø,» sa hun. «Det må dog være det værste af alt.»

«Ja, jeg ved virkelig inte hvad jeg skal kalde for det værste,» svarte konen og rokked med hodet, mens hun flittig strikked. «Hvis nu ens mand holder sig med andre,» hun kneb læberne sammen, og bøjed ansigtet dybere over strikketøjet. «Vi fruentimmer slides jo op af stræb og børnefødsler, og mændene – de vil jo immer ha noget at forlyste sig med. Når de så kommer hjem til en træt og mut og gnaven gammel kone,» hun tog atter kluden frem og tørred næsen.

«Men der er dog mange mænd, som er glad i sine koner, selv om de er trætte og gamle,» sa Else. «Ikke sandt?»

«Ja tror fruen virkelig det?» konen lod strikketøjet synke og så forskende på Else.

«Ja. For de har jo så mange gode minder fra før i tiden. Dengang konen var ung og sød og glad. Og det binder en mand, og gjør at han ser på konen med ungdommens øjne.»

«Det høres så kønt hvad fruen siger,» nogle 13små tårer trilled ned langs konens næse, og det bæved om hendes tynde mund. «Men når der nu ingen gode minder er? Når konen altid har vært træt og ussel og gnaven og mistroisk. – Å ja, frue, jeg snakker så vidt og bredt, fordi jeg kan mærke, at fruen er et menneske som forstår.»

Der gik nogle minutter hvori Else hækled og konen strikked. Så sa Else: «De er altså kommet til det resultat, at livet er et onde?»

«Et hvadforslags?»

«Ja, at livet er så ondt og fælt, at det var bedre ikke at ha vært født?»

Konen holdt op at strikke og grunded lidt. «Nej,» sa hun så, og rysted stille hodet. «Jeg kan slet ikke tænke mig det, at ikke ha vært født. Der har dog vært så mange adspredelser, og om jeg så må sige, oplevelser og glæder her i verden. Og nu min bestilling. Hvem skulde kjørt med de sindssyge, hvis jeg ikke havde gjort det?»

«De havde dog vel nok fundet en anden,» sa Else.

«Fundet en anden? – Ja, men så havde det jo ikke vært mig. Nu har jeg kjørt og kjørt i alle disse årene. Ok ja.»

14«Har De ikke lidt frygtelig ved det – jeg mener, havt forfærdelig ondt af dem?»

«Af hvem? Af de sindssyge. – Nej, herregud, det er jo personer, som man ikke sådan kerer sig om. Og så er de så skrækkelig simple. Jeg kan slet ikke fortælle fruen hvad slags ord de tar i sin mund, og hvad slags gebærder de mangen gang gjør.»

Else blev mere og mere vel tilmode ved den venlige gamle kones selskab. Sådan vilde hun ikke ha talt, hvis hun havde ansét Else for sindssyg. Men naturligvis var hun sig det ikke bevidst. Rent instinktmæssig kom det.

«Ja det må jo være fælt at se og høre på,» sa Else. «Men jeg vilde nu ha forfærdelig ondt af dem alligevel.»

«Å, jeg véd inte, frue. Den sort skabninger er jo mere som et slags dyr.»

Else gav sig atter til at hækle og konen strikked og strikked. Om en stund sa Else: «Men de to børn, de har tilbage, er det gåt godt med dem da?»

«Jeg takker gud for dem, han har gjemt, frue,» svarte konen mørk.

«Så slipper de for jordlivets sorger, mener De?»

«Netop,» sa konen, og så hastig op. «Se 15nu min søn, han har giftet sig med et dårligt fruentimmer, som har draget ham ned så dybt, så dybt i ulykke og fordærvelse, og har bragt sorg og skam over os allesammen.»

«Men kanske han alligevel er lykkelig med hende?»

«Lykkelig! Å nej, gud hjælpe os,» konen tog atter fat på strikketøjet. «Der er inte andet end som slagsmål og ballader med dem uafladelig. Hun render med sine gamle kjærester, og der sidder han.»

«Men det véd han da vel ikke om?»

«Jo såmæn gjør han så! Men hvad kan det hjælpe, når et fruentimmer først har bedåret et mandfolk? Hvergang vi nævner det, farer han op aldeles balstyrig. Men så undertiden kommer han og græder til mig, og når jeg så siger et ord til hendes bedste, for om jeg så må sige, at indsmigre mig hos ham, så kalder han hende med de værste navne og siger, om jeg vil gjøre mig så simpel at tale godt for sådan en.»

«Ja menneskene er underlige,» sa Else.

«Netop,» udbrød konen og så på Else med et blik fuldt af samtykkende forundring. «Ja er de ikke underlige,» vedblev hun tankefuld. «Det eneste, en har at trøste sig til, det er at 16graven snart skal gjemme os alle,» det sidste kom med bævende stemme.

«Ja, der er noget forsonende i tanken på døden,» bemærked Else.

«Netop! Og tænk, så bange som vi fra begyndelsen af er for den. Men efterhvert som man lever, blir man blidere stemt imod den. Især når man har set så mange gå bort. Og så er det jo dette, at ikke alene en selv og de, som lever med en, skal dø, men alle de, som kommer bagefter også.»

«Tror De på et liv efter dette?» spurgte Else.

«Ih gud ja, det gjør jeg rigtignok! For det lærer en jo fra barnsbén af. Men fatte det kan jeg ikke.»

«Vilde De gjerne leve efter, De var død?»

«Å nej såmæn. For min dél kunde det være nok med det som er. Men man er jo ikke et respekterligt menneske, hvis om en ikke tror på de dele. Og så herregud – skade kan det jo ikke. – –»

Else så ud påpå] rettet fra: pa (trykkfeil) markerne hvor der her og der lå klatter af sne. Solen var gjemt af tågedisen, som var stegen højere på himlen, og tonen over landskabet var bleven råkold og vinterlig.

«Nu synes jeg, det er kjøligt», sa Else.

«Netop! Ih gud nej, hvor fruen dog er 17fornuftig. Jeg sad lige nu og tænkte på det samme. Så lukker vi vinduet. Forresten er vi der straks.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om På Sct. Jørgen

Romanen På Sct. Jørgen er en fortsettelse av Professor Hieronimus, begge ble utgitt i 1895 og er basert på Skrams egne erfaringer med behandling av psykiske lidelser.

Maleren Else Kant har kommet seg vekk fra den autoritære overlegen Hieronimus, men er fremdeles innesperret på «sinnsykehus». Møtene med medpasienter gir henne styrke til å kjempe for egen selvfølelse og frihet.

Skrams «sykehusromaner» er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.