På Sct. Jørgen

av Amalie Skram

XX.

«Jeg vilde gjerne tale et øjeblik med Dem,» sa Else til overlægen, da han en morgen kom til stuegangen, fulgt af en ung kandidat, som hun ikke før havde sét.

«Ja vel ja, men hvorfor går De dog ikke ud? De blir så hvid og smal i kinderne. I haven kunde De da sagtens.»

155«Gå rundt i den fillehave, som en høne indenfor en kridtstreg!»

«Er nu det en fillehave,» lo overlægen.

«Jeg var ude en tur med frk. Schrader forleden. Hende vil jeg gjerne gå med.» – –

«Nå,» sa overlægen, da han nogle minutter senere indfandt sig hos Else uden kandidaten. «Har De læst den?» han tog op fra bordet en bog, som han bladed i. «Hvad synes De om den?»

«Hvorlænge er De ment på at ville beholde mig her?» svarte Else.

«Det véd jeg ikke.»

«Ved De det ikke? Hvem skal så vide det, når De ikke véd det?»

«Slå Dem nu til ro fru Kant,» det kom lidt utålmodigt. «De skulde være glad ved at være her. Det er min mening.»

«Som lidende af hvilken form for sindssyge er jeg indlagt her?» spurgte Else, og så opmærksomt på overlægen.

«Form for sindssyge – Form for sindssyge,» overlægen fik en ærgerlig mine. «De er her til observation.»

«Til observation!» udbrød Else. «Er det da ikke nok med den observation, jeg var underkastet på sjette afdeling?»

156«Det har altså rette vedkommende ikke fundet.»

«Rette vedkommende! Hvem er rette vedkommende? Hieronimus! Skulde han måle sig selv med den alen, han bruger til andre, vilde han så ikke også være her?»

«Hvem var det, som havde svoret ikke mere at ville nævne Hieronimus’ navn?» overlægen bøjed sig fremover mod Else, og rynked sine bryn.

«Jeg forstår ikke dette,» sa Else, og tog sig med begge hænder om hodet. «Nu har jeg vært her i 14 dage, og De må, hvis De er ærlig, tilstå, at De intetsomhelst tegn til sindssyge har opdaget hos mig. Hverken De eller frk. Schrader, som tar sig så meget af mig, og som snakker med mig mindst 3 gange daglig.»

«Dette, om et menneske er sindssygt, lar sig ikke afgjøre sådan på en studs.»

«Men tænk om De selv var i samme situation som jeg nu. Hvad vilde De så gjøre?»

«Selv i samme situation,» overlægen slog rynker på næsen.

«Nej men sæt det bare,» vedblev Else. «De har vært syg og søvnløs og nedtrykt og forgræmmet, efter Deres omgivelsers skjøn, med eller uden grund. De har år efter år lidt af en nervøs hoste, der liksom har ædt op al Deres modstandskraft. 157Så går De hen til et menneske, der er bekjendt for sin indsigt og dygtighed i at behandle den slags tilfælde, og så tar han Dem ved kraven, siger De er gal, og putter Dem i hullet, hvor ingen får adgang til Dem.»

«Nå, nå, hullet,» lo overlægen. «Ja, så vilde jeg ganske rolig finde mig i at være der indtil der blev lukket op for mig.»

«Ja det er let at snakke,» sa Else. «Men gud véd om De vilde kunne ta det så nonchalant, når det kom til stykket. Her sidder jeg arresteret for galskab,» vedblev hun oprørt, og ikke engang få vide hvori min galskab består?»

«Ja, der er nu for det første Deres vrede mod Deres mand,» sa overlægen.

Else knytted hænderne, og letted sig i sædet. Så satte hun sig tilrette igjen og sa: «Er det deri min galskab består?»

«Blandt andet.»

«Hos Hieronimus var det min mangel på evne til at kunne beherske mig, min tilbøjelighed til at male abnorme billeder, min søvnløshed. Og her – ja, hvad kan man ikke finde på, når det gjælder at skulle finde på noget.»

«Slå Dem tiltåls,» sa overlægen atter.

«Nej, jeg vil ikke slå mig tiltåls!» råbte Else. «Hvorfor skulde jeg det, når jeg finder, 158at jeg blir skjændigt behandlet? Ja skjændigt! Jeg er ikke sindssyg, og har derfor ikke hjemme her. Hvad siger og foretar jeg mig, som ikke er normalt, må jeg spørge? Jeg har ingen hallucinationer, ingen fikse ideer, ingen tvangsforestillinger. Og selv om jeg havde, var det endda et spørgsmaal om det var forsvarligt at holde mig indespærret her mod min vilje!»

«Men hvad vilde De gjøre, hvis jeg lod Dem gå?» spurgte overlægen irriteret. «De vil jo ikke hjem til Deres mand.»

«Hvad kommer det Dem ved, hvad jeg borgerligt og menneskeligt vil gjøre eller ikke gjøre? Jeg troede, De var overlæge på Sct. Jørgen og ikke fru Kants formynder.»

«Skriv til Deres mand, og béd ham besøge Dem. Så blir vi måske enige alle tre.»

«Aldrig!» råbte Else. «Ikke om jeg så skal bli her bestandig. Jeg begriber forresten ikke at De kan blande de to ting sammen. Spørgsmålet for Dem må jo være: Er fru Kant sindssyg, og er hun således sindssyg at hun bør holdes under lås og lukke? Det at en kone er sint på sin mand er jo ingen grund til at spærre hende inde. Hvis De skulde ta Dem af alle de sinte koner, hvor vilde De så skaffe plads fra?»

159«Ja, nu får vi se,» sa overlægen i overvejende tone.

«Sé ikke for længe,» bad Else.

«De forstår da vel at når en autoritet som Hieronimus har sendt Dem til mig, så må jeg beholde Dem observationstiden ud.»

«Hvor længe varer observationstiden da?»

«Det er forskelligt,» overlægen rejste sig og gav Else hånden til farvel. «Vær De kun rolig, fru Kant. Jeg skal såmæn ingen fortræd gjøre Dem.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om På Sct. Jørgen

Romanen På Sct. Jørgen er en fortsettelse av Professor Hieronimus, begge ble utgitt i 1895 og er basert på Skrams egne erfaringer med behandling av psykiske lidelser.

Maleren Else Kant har kommet seg vekk fra den autoritære overlegen Hieronimus, men er fremdeles innesperret på «sinnsykehus». Møtene med medpasienter gir henne styrke til å kjempe for egen selvfølelse og frihet.

Skrams «sykehusromaner» er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.