På Sct. Jørgen

av Amalie Skram

XXII.

«Ja her har De det rigtignok nydeligt,» sa Else. Hun stod inde i frk. Schraders tæt møblerte værelse med gulvtæppe, draperier og portierer, fyldt bogskab, billeder på væggene, og en mængde broderier og nips.

162«Hvis De vil sidde herinde om dagene af og til, må De det gjerne,» sa frk. Schrader, og skyndte sig ud.

Else blev stående og så sig om. På skrivebordet i hjørnet var opstillet en dél fotografier, og på bordet midt i værelset lå et par af de nyeste bøger uopskåret.

Da Else kom ud på koridoren, stod døren ved siden af frk. Schraders værelse på vid gab, og derinde gik Anne og fejed teppet. I sengen oppe ved vinduet lå en kvinde med et blondt, mildt ansigt, som nikked venlig, da Else stansed i døråbningen.

Else gik ind og sa goddag til den blonde, milde kvinde, men styrted i næste nu ud på koridoren med hånden for næsen, forfærdet, og syg af den ulidelige stank, som fyldte værelset.

«Nej men Anne, Anne dog!» sa hun derudefra. «Hvor kan De holde det ud?»

«De mener lugten? Man må jo holde ud hvad man skal.»

«Men hvad er det, som stinker sådan?»

«Hendes ånde, den stakkel.»

«Gud bevare mig,» udbrød Else. «Aldrig i mit liv har jeg kjendt så fæl en lugt.»

«Nej, det er også drøjt,» sa Anne, som kom med støvekosten og fejespånen, gulbleg i ansigtet. 163«Jeg får tit kvælninger for brystet; men det er dog værst for hende selv.»

Den blonde kvinde i sengen smilte og nikked uafladelig. Tilsidst rakte hun hånden op, og vinked.

Nej, sa Else til sig selv. Umuligt kan jeg gå derind igjen.

Inde på Elses egen gang stod Maren ved bordet foran vinduet og sysled med kopper og tallerkener efter frokosten.

«Nu har jeg spist!» kom fru Henderson i natkjole hylende ud på gangen.

«Det er godt!» skreg Maren. «Så skal jeg nok sige det til frk. Schrader.»

«Og så får jeg mit brev. Ikke?» fru Henderson greb Maren i skuldrene, og så angstfuldt bedende på hende.

«Ja naturligvis! Det véd jo fru Henderson godt!» råbte Maren.

Fru Henderson gik tilbage til sit værelse, hvor hun traved op og ned, taktfast, fremlænds og baglænds med ryggen til døren, mens hun uafladelig gjentog: «Jeg har spist!»

«Hun har ikke villet røre maden i 3–4 dage,» forklarte Maren med sit søde, beskedne smil. «Så sa frk. Schrader at hun ikke fik sit 164brev sålænge hun ikke spiste. Og det har hjulpet. Idag har hun spist op al sin frokost.»

Else hørte bag sig de slæbende skridt af frk. Thomsens lange fødder, og gjøs.

«Kom ing til mig,» sa frk. Thomsen, og greb fat i Else. «Tag Deres arbejde. Ikke?»

«Fruen kan godt bli kvit frk. Thomsens påhæng,» sa Maren deltagende. «Det må jo trætte fruen. Bare sig det til overlægen.»

«Hvad? he, overlægen.»

Else nikked til Maren. Så hented hun sit arbejde, og gik ind til frk. Thomsen, hvor hun satte sig ved vinduet, mens frk. Thomsens evindelige snak sang og suste for hendes øren.

Å, hvor var hun træt og forpint. Hvor kunde dog overlægen ha hjærte til at beholde hende der længere. Hvorledes kunde denne humane mand sanktionere at hun var bleven umyndiggjort og at hun behandledes som et forbryderisk eller farligt individ?

Døren gik op, og en firskåren, før dame i pén sort uldkjole, med kniplingskrave, diamantbrosche og gulduhrkjæde om halsen kom ind med et strålende smil på sit gulblege fedladne ansigt.

«Hurra!» råbte frk. Thomsen og sprang op fra stolen.

165«Ja nu har hugafen udleveret alle mine ejendele,» sa damen fornøjet. Da først kjendte Else hende. Hvem skulde troet at frk. Hall med sine strømpefødder, sit knækorte underskjørt, og sin løsærmede hvide nattrøje kunde se så net og damelig ud.

«Vil De ha?» spurgte frk. Thomsen, og kasted en appelsin i skjødet på frk. Hall, der havde tat plads i sofaen.

«Nå, nå, mit barn. Man bruger asietter og sølvknive, når man byder appelsiner.»

«Nu skal det ikke vare længe før jeg flyngter,» udbrød frk. Thomsen, og sparked overgivent ud med foden. «Se nu på hende der,» hun pegte på frk. Hall. «Er det ikke en lumpen spot og skam at hun skal være her?»

«Nå, nå, mit barn. Jeg blir her til sommeren kommer. Så sender de mig hjem. Der er såmæn ingen, der holder på mig længere end nødvendigt.» Der var med de pene klær kommet en rolig værdighed og en stille tilfredshed over frk. Hall.

«Så kom stuegangen. Det var overlægen. «Goddag mine damer,» sa han, og slog hilsende ud med hånden.

«Nå frk. Hall, De er jo sprunget ud som den sommerfugl, De altid blir, når foråret melder sig.»

166I det samme kom frk. Thomsen farende hen imod overlægen med hænderne i siden.

«Men jeg, hvorfor skal jeg være her?» råbte hun og så ham udfordrende ind i ansigtet. Hendes lyse øjne gnistred grønne af forbitrelse, og hele hendes skikkelse dirred af had.

«Det har vi jo tit nok talt om,» svarte overlægen med et skuldertræk.

«De skulde skamme Dem, skulde De!» frk. Thomsen stamped med foden, mens hendes ansigt blussed. «De har jo fåt mit ultimatum for længe siden. Men vengt De bare til De er død! Helvede vil bli gjort ti gange så gloenge, når det engang skal lukkes op for Dem!»

Overlægen svarte ikke, bare så på hende med et uvilligt og medlidende blik.

Frk. Thomsen stirred i nogle sekunder ufravendt på overlægen. «Hvorfor skal jeg være her!» råbte hun så atter og trued med sin knyttede hånd. «Det vil De ikke svare på, De, De! fordi De ikke tør,» hun drejed sig på hælen, og gik hen til vinduet, hvor hun stilled sig op med ryggen til værelset.

«Og De fru Kant,» sa overlægen, og vendte sig til Else. «Flittig som bestandig. Hvis jeg nu gir Dem lov til at gå alene med frk. Hall, vil De så ikke ud?»

167«Men mit barn må være med!» råbte frk. Hall.

«Ja,» sa overlægen til frk. Hall. «På Dem kan jeg stole på denne tid af året, det véd jeg. Spasér kun alle tre. Men ikke endnu; først må De vænne Dem til luften nede i haven, frk. Hall.»

Else lod arbejdet synke og så uroligt spørgende på overlægen. Han tænkte altså ikke på at la hende slippe. Først skulde frk. Hall vænne sig til luften, og så skulde hun spasere med Else. Det havde lange udsigter.

«Var det noget De vilde sige, fru Kant?» overlægen stod med hånden på dørklinken, færdig til at gå.

«Ja. Jeg vilde spurgt om det samme som forleden: hvorlænge skal jeg bli her?»

Overlægen rynked sine bryn og gjorde en utålmodig bevægelse.

«Når jeg nu ikke er sindssyg,» sa Else.

Overlægen rev døren op.

«Nej, svar mig nu!» råbte Else indtrængende. «Hvorfor gir De mig ikke fri?»

«Fordi De ikke er normal.»

«Det skylder De mig bevis for!»

«Der er nok af beviser,» svarte overlægen brysk. «Deres vrede mod Hieronimus f. eks.»

Else blev stående og stirred på døren hvorigjennem 168overlægen var forsvunden. Hun skulde altså gjøres til sindssyg. Med vold og magt. Dette intetsigende vrøvl om hendes vrede mod den eller den, som brugtes til bevis for at hun ikke var normal. Hvad skulde hun stille op derimod? Det var som en kamp mod vejrmøller. Modløsheden sneg sig over hende, og hun stred med sig selv for ikke at gi sig til at græde.

«Vær ikke bedrøvet,» trøsted frk. Hall. «De blir her ikke længe.»

«Jeg har allerede vært her altfor længe,» svarte Else mørk, idet hun satte sig, og atter tog sit arbejde, som hun bøjed sig dybt over for bedre at kunne se med de tåreblændede øjne.

Frk. Thomsen, der fremdeles stod ved vinduet med ryggen til værelset var begyndt at snakke vredt og dæmpet med sig selv. Pludselig udstødte hun et stønnende suk, kasted sig ned på en stol, la ansigtet og armene i vindusposten og brød ud i en tung hikkende gråd.

Frk. Hall rejste sig, gik hen til frk. Thomsen, og søgte at snakke hende til ro.

«Å ja,» sa frk. Thomsen omsider, idet hun retted sig op, og tørred ansigtet. «Det er forgjæves angtsammen. Der er ignen redning. Men de blir nok straffet for sine forbrydelser, for der 169er jo dog en gud. Det siger jeg i Jesu Kristi, vor forløsers navn, amen,» hun læned sig tilbage på stolen med nedhængende arme. Hodet var dukket, så hagen hvilte på brystet, og det fortrukne ansigt var som stivnet i bitter sørgmodighed.

Frk. Hall tog op af lommen et etui med guldfingerbøl, og et lidet håndarbejde. Så satte hun sig tilbage i sofaen og syed, mens hun ustanselig talte og lo uden at ænse at hverken Else eller frk. Thomsen gav agt på hende.

Så kom frk. Schrader med frk. Halls hat og kåbe og vilde ha hende ned i haven. Frk. Hall var villig, men bad Else følge med. Hun måtte ha én til at støtte sig til, og hendes «barn» var ikke i humør.

Else rejste sig straks for at hente sit tøj.

«De sér så modfalden ud,» sa frk. Schrader, der var fulgt efter Else ind i hendes værelse.

«Ja,» sagde Else og så fortalte hun hvad overlægen havde sagt.

Frk. Schrader søgte at opmuntre hende. Hvad skulde overlægen kunne svare når patienterne spurgte og spurgte om hvorfor de skulde være der. Det var ikke så nemt at være overlægen.

«Men de andre patienter,» bemærked Else 170«de er da allesammen mere eller mindre abnorme, ialtfald de, som jeg har sét.»

«Tror De, nogen af dem, synes det selv?»

«Nej, men der er jo dog forskjel,» Else formåed ikke længer at tvinge gråden tilbage.

«Vær blot tryg og rolig, fru Kant,» frk. Schrader la armene om Elses skuldre og så déltagende på hende. «Nu var De jo dog så fornuftig og fornøjet. Vær overbevist om at overlægen handler forsvarligt imod Dem. Imod Dem og imod allesammen. Han har den største interesse for sine patienter. Men han må jo dog beholde Dem en lille tid for at bli klar over Deres tilstand. Ikke sandt, fru Kant?»

«Ja, ja,» sukked Else. «Der er jo intet for mig at gjøre.»

Lidt efter gik hun i de runde spaseregange dernede i haven mellem frk. Hall og frk. Thomsen, der havde hende én under hver arm. De snakte og spurgte og kræved svar begge på engang. Else følte sig tilsidst segnefærdig af træthed, og foreslog at de skulde gå op. Men både frk. Hall og frk. Thomsen protesterte på det livligste, mens de klamred sig fastere til Elses arme, og forsikred at det var så forfriskende at gå der.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om På Sct. Jørgen

Romanen På Sct. Jørgen er en fortsettelse av Professor Hieronimus, begge ble utgitt i 1895 og er basert på Skrams egne erfaringer med behandling av psykiske lidelser.

Maleren Else Kant har kommet seg vekk fra den autoritære overlegen Hieronimus, men er fremdeles innesperret på «sinnsykehus». Møtene med medpasienter gir henne styrke til å kjempe for egen selvfølelse og frihet.

Skrams «sykehusromaner» er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.